3 Den fem og tredivte Fødselsdag

(1848, Lyrikk)

Tænk dig En, som over mange
vilde Fjelde vandre skal
til en fjern og eensom Dal,
og som ukjendt mange Gange
ind paa vilde Stier træder,
saa at han trods al Umag
snart har spildt den halve Dag,
før han seer de rette Steder.
Tænk dig ham mod Aftentiden
høit paa Fjeldet paa en Steen
hvilende de trætte Been
til fornyet Fremadskriden,
sukkende, naar han betænker,
at den bedste Tid er spildt
ganske ved at vandre vildt,
at snart Mørket ned sig sænker,
drivende paa Flugten Dagen,
saa han ei det Huus kan see,
hvor han tænkte, han maaskee
skulde blive vel modtagen.
    Faar du ei de samme Tanker,
naar du af dit hele Liv
med dets hele Tidsfordriv
Vindingen tilsammen sanker?
Naar du regner alle Dage
i de mange lange Aar
og en Summa deraf faaer:
skræmmes du da ei tilbage?
Virker det ei paa dit Hoved
som et kraftigt Øreslag,
som du var af Tordenbrag
vakt, naar bedst du havde sovet?
Da tilraaber dig en Stemme:
See paa Tiden, som gik bort,
see saa paa, hvad du har gjort,
og hvor langt du nu er fremme.
Efter al Naturens Orden
staaer du midt paa Livets Sti,
men det bedste er forbi;
gammel, gammel er du vorden.
Høstens Skyer om dig svæve,
skjønt du troer, at det er Vaar;
som en Olding snart du staaer,
før du har begyndt at leve.
Bliver du ei hed i Hoved,
som en Troldsøvn paa dig laae
og du vaagned op og saae,
at du tyve Aar har sovet?
Eller om du ei vil regne
alt saa nøie, alt saa grant,
eet er altfor vist og sandt:
ti Aar ere vist undvegne.
Ja, en Tid af ti Aar fulde
uden Spor er strøgne bort,
alt, hvad du har hidtil gjort,
gjort for ti Aar være skulde.
Endnu gaaer du jo i Lære,
endnu Barn i al Forstand,
endnu ikke bleven Mand;
ak, hvor lang maa Kunsten være!
Trods hvad du har stræbt og løbet
for et Maal at kunne naae,
lige nær du dog mon staae,
som da du begyndte Løbet.
    Hvor blev af de skjønne Drømme
om et Hjem, om Kjærlighed,
Venskab, Fred og Ro, hvorved
Tiden skulde blidt henstrømme?
Hvor er Huset med det nette
Vindue og den lave Dør
og de Træer, som du før
rundt om Huset vilde sætte?
Hvor er Stuen med de glatte
Vægge, frie for Stads og Pragt,
Hylderne, hvorpaa var lagt
dine Bøger, dine Skatte?
Hvor er den, som skulde pryde
Sædet næst dig ved dit Bord,
i hvis Aasyn, i hvis Ord
du en Himmel skulde nyde?
Hvor er Haven med de mange
Blomster gule, røde, blaa,
Træerne med Frugter paa
og de skovbeklædte Gange?
Hvor er Bænken i det grønne
med det tykke Løv omkring?
Ja, hvor er de mange Ting,
som du skulde faae saa skjønne?
Paa den store Jord der findes
ingen Plet, som kaldes din,
ingen Sjæl dig kalder sin,
intet Blivested du mindes.
Som en Rømningsmand du vandrer
uden Maal og uden Hjem,
ukjendt, hvor du kommer frem,
overladt til egne Tanker.
Alt forbi er Vaarens Dage.
Hytten kan du endnu faae,
Haven kan du endnu saae,
men dens Frugt faaer du ei smage.
Træer kan du endnu sætte
ved dit Huus, men deres Top
vil ei naae til Taget op
eller sig tilsammen flette.
Venskab kan du endnu kjende,
Venskabs matte Maaneskin
kan vel endnu lyse ind
i dit lille Hjem, kanhænde.
Men det bedste, Kjærligheden,
Livets Sol, naaer neppe did;
thi den svandt den rette Tid,
ja, den er forlængst forleden
Elskov kun for Ungdom brænder,
men fra gammel, rynket Kind,
fra et koldt, fortørret Sind
den med Rædsel bort sig vender.
 

Frå Ivar Aasen: Skrifter i samling. Trykt og utrykt.
Kristiania o g Kjøbenhavn. Forlagt av Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag. 1911-12.  Elektronisk utgåve ved Det Norske Samlaget/Nynorsk kultursentrum 1997/2010.