Henrik Ibsen: ”Rosmersholm”. Skuespil i fire Akter.

 

(Del 2 av 4. Fyrste delen.)

 

II.

 

Rosmersholm det er ein gamall Herregard ikkje langt fraa ein liten By paa Vestlandet.

 

Der hev Rosmer-ætti livt i lange Tider, ”Rosmerne til Rosmersholm, - Prester og Officerer. Høit betrodde Embedsmænd. Korrekte Hædersmænd alle sammen, - en Æt, som nu snart i et Par hundrede Aar har siddet her som den første i Distriktet”.

 

Rosmersholm har siden umindelige Tider været som et Arnested for Tugt og Orden, - for respektfuld Agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkjendt af de bedste i Samfundet. Hele Egnen har ta’t sit Præg fra Rosmersholm”.

 

Det hadde voret stillfarande Folk, ”smaa Barn skriger ikke paa Rosmersholm”. ”Og so er der en Ting til. Naar de blir større, saa ler de aldrig. Ler aldrig, saa længe de lever”.

 

Og Johannes Rosmer, som no er Eigar av Garden, gjer ikkje Skam paa Ætti. Hans ”milde redelige Sindelag”, ”fine Tænkesæt”, ”uantastelige Hæderlighed er kjendt og skattet af alle”: Han var godtruen og vælmeint, nærtakande og lett aa paaverka. I Ungdomen hadde han ein Lærar, heitte Ulrik  Brendel, som ”propped” honom full med ”oprørske Meninger”. Brendel vart jagad paa Porten av Faren, som no fekk mest Raademagt yver Guten. Johannes vart driven fram til aa verta Prest. Daa var det eit Kvende, heitte Rebekka West, som fekk Magti yver han. Ho hadde ført eit mindre reint Liv, som elles var ukjent for Folk paa desse Kantar. Ho var uppali i Finnmarki, ein Lækjar West hadde teket ho til seg, og so hadde ho komet til Sudlandet. Ho hadde gode Gaavur, og hadde leset seg til eit ”frigjort Livssyn”. Daa ho kom i Huset hjaa Rosmers, vart ho og Rosmer gode Vener, ho gav honom av Bøkerne sine, og sette som ei Uppgaave for seg aa ”frigjera” han. Dette hadde ho Framgang i. Ho fekk kveikt ”ny Sommer”, ”et nyt Ungdomssyn” i han. Rosmer fekk eit ”fritt” Syn paa livet, sagde fraa seg sine gamle Meiningar, vart Fritenkjar og sluttad med aa vera Prest. Han saag ei ny Livsuppgaave for seg: ”jeg synes det er en uafviselig Pligt for mig at tænde lidt Lys og Glæde her, hvor Slægten Rosmer har skabt Mørke og Tyngsel gjennem alle de lange, lange Tider”. – ”Jeg slutter mig ikke til den Aand, som raader. Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve paa at samle Menneskene sammen fra alle Sider. Saa mange og saa inderlig jeg bare formaar det. Jeg vil leve og sætte alle mine Livsens Kræfter ind paa dette ene – at skabe det sande Folkedømme i Landet”. –”- gjøre alle Mennesker i Landet til Adelsmennesker”. – ”Vinde Sindene og Viljerne”, skapa glade Adelsmenneskje.

 

Daa Umslaget hans vert kjent, og Venerne hans fordømer han, og dei skriv stygt um han i Bladi (”Judasnaturen, som frækt bekender sit Frafald, saa snart de tror, at det beleilige og – profitableste Tidspunkt er kommet”. ”Hensynsløst Attentat paa ærværdige Forfædres Eftermæle”. ”Undskyldning i en uøvet Dømmekraft”, ”fordærvelig Indflydelse” o. s. v.), daa han høyrer dette, vert han ikkje so harm for sin eigen Del, men tenkjer meir paa dei, som hev faret so aat med han: ”her maa bringes Redning. Alt hva godt er i Menneskene, gaar tilgrunde, hvis dette faar vare ved. Men det skal det ikke! Aa, hvor glad jeg vilde føle mig, om jeg kunde faa det til aa lyse lidt i al denne skumle Styghed”. ”Tænk om jeg kunde vække dem til Selverkjendelse. Bringe dem til at angre og til at skamme sig for sig selv. Faa dem til at nærme sig hverandre i Fordragelighed, - i Kjærlighed –”. ”Jeg synes, det maatte kunne lykkes. Aa hvilken Fryd det da vilde bli’ at leve Live. Ingen hadefuld Strid mere. Bare Kappestrid. Alle Øine rettede mod samme Maal. Alle Viljer, alle Sind stevnende fremad, - opad, - enhver ad sin egen naturnødvendige Vei. Lykke for alle, - skabt igennem alle”.

 

Ein skulde daa ogso tru, at Kona maatte hava havt stor Magt yver ein slik Mann. Men det hadde ho ikkje. Rosmer segjer um ho: ”jeg har fortalt dig om hendes ustyrlige, vilde Lidenskabelighed, - som hun forlangte, jeg skulde gjengjælde. Aa, den Rædsel hun indgød mig! Og saa hendes grundløse fortærende Selvbebreidelse i de sidste Aar”.

 

Beate hadde støypt seg uti Møllefossen og gjort Ende paa Livet sitt. Rosmer tok seg ikkje so nær av dette i Fyrstningi, daa han tenkte det kom av uforskyld Sinnsjukdom. Men sidan vart han førd inn i den Trui av Rektoren i Byen (Bror til Fruga, var), at han sjølv kunne hava nokor Skuld for, at det gjekk den Vegen med ho. Og denne Kjensla skapad Tungsinn hjaa han, Mistru til si eigi Lukke (Lukke som ”er først og fremst den stille, glade trygge Følelse af Skyldfrihed”), Mistillit til sine eigne Evner og Tiltak, so at Rektoren tilslutt fekk han til aa ganga fraa Planarne sine um aa adla Menneski. ”Han samled vor gamle Vennekreds sammen hos sig. De har gjort mig det indlysende, at arbeidet for at adle Sindene, - det ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden noget saa haabløst i sig selv, du. – Jeg lar det ligge”. Men sidan kjem Atterslaget, den gamle Innverknaden fraa Rebekka West hemner seg, ho tek det siste Livsmotet burt og sprengjer Hugen, so det vert raalaust aa liva for han.

 

Det var ved Samlivet med Rebekka Rosmer trudde han hadde gjevet Kona si Upphavet til Sinnsjukdomen, som endad Livet hennar. ”Du skal se, - det har ikke undgaat hende, at vi læste de samme Bøger, at vi søgte hinanden og talte sammen om alle de nye Ting. - Saa har hun altsaa gaat her hun, - i sin syge Kærlighed, - tiet og tiet, - passet paa os, - lagt Mærke til alt og, - og mistydet alt”.

 

Heile Tidi heldt han likevæl Forholdet med Rebekka reint og skuldlaust, han hevdar imot Rektoren, at der jamvæl hjaa slike ”frafaldne og frigjorte Mennesker kan findes Renhedssind”, ”at de kan ha’ Sædelighedskravet i sig som en Naturtrang”.

 

Annleis var det med Rebekka, ho hadde straks lagt sine ”Garn ud for at vinde Indpas paa Rosmersholm”. Ho segjer: ”Jeg tror jeg kunde drevet igennem, hva det saa skulde være – den gang. For da havde jeg endnu min modige, fribaarne Vilje. Jeg kendte ikke Hensyn at ta’. Ikke Forhold at vige af Veien for. – Men saa kom Begyndelsen til det, som har knækket Viljen i mig – og skræmt mig saa ynkelig for hele Livet._ _Da kom det over mig, -dette vilde, ubetvingelige Begær _efter dig” (nemleg etter Rosmer). ”Det var over mig som et Veir ved Havet. Det var som et af de Veir, vi kan ha’ ved Vintertid der nordpaa. Det tar en, - og bær’ en med sig, du , - saa langt det skal være. Ikke Tanke om at staa imod”.

 

Det var dette Veret, som fløygde Beate aat Møllefossen. Rebekka segjer vidare til Rosmer: ”men da jeg saa fik leve sammen med dig her, - i Stilhed, - i Ensomhed, - da du gav mig alle dine Tanker uforbeholdent, - hver en Stemning, saa blødt og saa fint, som du følte den, - da gikk det store Omslag for sig._Der faldt en Sindshvile over mig _saa kom der Kærlighed op i mig. Den store forsagende Kærlighed som nøier sig med Samlivet, slig som det har været imellem os to”.

 

Rosmersholm har magtstjaalet mig. Her har jeg faat min egen modige Vilje stækket og forkludret!” – ”Det er Rosmerslægtens Livssyn, - eller dit Livssyn i alle Fald – som har smittet min Vilje _og gjort den ny. Trælbundet den under Love, som før ikke galdt for mig. Du – Samlivet med dig har adlet mit Sind. _Det rosmerske Livssyn adler. Men – men – men _det dræber Lykken”.

 

(Meir.)



Frå Fedraheimen 11.12.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum