Han Jo Lunde.

 

(Del 3 av 3. Fyrste delen.)

 

(Fraa Voss).

 

(Framhald fraa fyrre No.)

 

Aigaang kaam dar ain Daat mæ Rainsdyr haim i Kjyrkjetaien, aa ait tao dai va so stort, attu dai saogu i Svangane pao da yve hine Dyræ, naor da gjækk i lag mæ dai. Dætta fækk han Jo veta; men Bransæte-man’n hadde laont Byrso hans aa ekkje baar’ne haim attu. Han jagde Drængjen sen av ette Byrs’ne, aa sjølvu raiste han aot Kjyrkjetaiæ. Naor Drængjen kaam attu mæ’ne, fortald’an, attu ho hadde laie mæ Lanaæ ai nokre Veku. Han Jo vatt so sintu, at han skaalv, aa han bante, attu Bransæt’n sje fao betal trast, æstuso da ekkje brann in mæ aigaang. ”Sjot du!” sa han mæ Drængjæ; mæn Drængjen vilde ’kje, sian Lana’n hadde legje solængje. Aaso sætte han te aa skaut sjølvu. Mæn Drængjen sa, attu Byrso didla so ai Bælgstaang; so sintu va han. Mæn kussær gjækk da gaatt. Da brann in, aa han træfte Storeraidn, so han ekkje kaam tao Flækkjæ. Mæn Drængjen sa, han va sikkur paa, at han Jo hadde raist aasta aa skaate Bransæt’n ihæl, hadd’an ’kje træft Raidn.

 

Dan Drængjen sje væ ain kloku aa mota Kar. Han hadde aldre vaa ræddu korkje Lundatraadle ældu Spøkri ældu Huldafaalk. Aigaang, han Jo hadde fare aa raakje, kaam han attu trast før Faalkje vilde læggja sæg. Da va dikjande myrkt. Dao tænkte han: No ska æg prøva skræmma haano. Han smait sæg in i Stad’l aa gøymde sæg væl. Naor Drængjen kaam aa sje gje Øykjene, tok han Jo te aa læt so stygt. Trast Drængjen høyrde da, fata han upp Kniven aa bante attu Kniven sje i da upp unde Skafte, um han hadde vaa ai Aln langu. Mæn dao va da ’kje længje, før han Jo snakte sjekkjelæ, fy pao dan Vis’n vilde ’kje han væ Spøkri længje.

 

Paa Brækku i Audland tænte dar ain Dræng, so dai kadla Idl-Eirik, fydi han sje væ so gandande idlu. Ain Maargo sætte han fastande aat Markjene i ai Sinnaraaka aa ekkje tok Mat mæ sæg hældu. Naor han kaam haim attu um Kvæld’n vilde Matmor hans gje haano ain Kling; mæn han vilde ’kje ha haano hældu; han va lika idlu daa aag. ”Aa væ no ’kje so idlu Eirik”, sa ho; du ska sjao, da laga sæg væl fy dæg aag; du faor ai rik Ekkja, du”. Dao va da so han tinte i, han tok mæ Klingjæ aa foor aot so hitt Faalkje. Sian ain Dag va han utpao Straand’ne aa lauga. Dao saog han ait Likfylgje foor in ette Fjor’n. Da va mæ ain tao Hydlandsmænno dai sje te grava. Dao tænkte han Eirik pao Timen: ”Ja no vættu dar ai Ækkja; skattno d’æ henne, æg ska fao”. Da drydde ’kje længje hældu, før han Eirik fridde te’ne. Mæn ho svarte haano, at han va so idlu, da va ’kje Rao aa ha haano fy nokku Mænnesje. ”Æg ska ’kje væ idlu mæ dæg”, sa han, ”da ska du væ urædd fy”. Aaja da laga sæg so, han fækk henne, aa han hældt da han laavde. Da sje bærre væ ai ainaste Gaang, han va idlu mæ’ne, aa da va fy, attu ho hadde gjøymt Halthydno hans, naor han slost mæ han Jo Lunde. Han Jo va kaammen te Hydlands te haano. Bæsso da va rauk da ihop mæ dæsse Karo, aa han Eirik laut styra undelut’n. Trast han slapp lausu, rænde han uppao Skaope sett ette Halthyd’nne; mæn henne hadde Kaano hans smete ao, aa sian han ekkje fann henne, laut han te aa be aa fækk ain saoru Rygg attu pao. Dai skjænte han Kaano si fælt. ”Du hadde vaa likahænt, du”, sa han, ”um han hadde dræpe meg”. Um Kvæld’n taarde ho ’kje læggja sæg hjao haano. Ho sætte sæg te aa sutra burt i ai Kro. Mæn dao hadde Sinne alt gaave sæg; han ba’ne kaamma aa læggja sæg, aa sian høyrd e’kje ho nokku gjete, um da mair. Mæn jamt, naor han Eirik raiste pao Stødl sian, hadde han ai ladd Byrsa mæ sæg, tao di han va ræddu han Jo, fy Stølane dairans laogu so tætt ihop, attu dai brukte samme Vægjen ait Stykkje.

 

Mann’n so budde pao Sivlæ i dai daga va makalaust stærku. Ette han va vaat’n gammadlu, bar han ai Tunna Salt upp Stalheimsbærgje (Klaivæ) aa haim te Sivles. Aa dao sje han saia: ”No æ æg vaat’n væl klaoru; vaitæ æg trøytna tao dæsse By’r’ne. Han va ’kje mykkje liktu tao Faalkjæ; difyr kadla dai haano aag Sivles-traadle. Rætta Nabne hans va Ola. Adle va sinte pao haano fy Aotfæræ hans mæ han Odd Brækku. Han Odd Brækku fækk ait Badn mæ Stykdottur si, mænde Mor henna livde. Dao va han aa Sivles-traadle Goevene. Trast han skjønte, attu ho va umhændu, gjækk han difyre te Sivles-traadle aa kjærte sæg fy haano. ”Aa syt ekkje fy da badn!” sa Sivles-traadle, ”me fao han Slæns-Jo hær te ta’ da pao sæg”. Aa so gjore dai. Ho fækk ai Taus, aa ho vatt skrevæ i Nabne hans Slæns-Jo. Mæn sækstan Aor sainare vaattu han Odd aa Sivles-traadle Uvene i ai Vaitla. Aa dao aapendagde Sivlestraadle altsamma. Aa somme saia han va te Lænsmænnæ aa Præstæ aa klagde han Odd. Aa han Odd aa Stykdotturæ vaattu dømte te halshaaggast. Ho gjækk te Alturs, ette ho hadde fængje Dommen, aa Tausæ, so ho hadde fængje mæ han Odd, fylde’ne. Ho sje saia: ”Æ da ’kje faarmykkje ilt aot dæg Mor! no, naor du vait, da æ sista Gaangjæ, du faor væ te Kjyrkje?” ”Aa nai Bad’n!” svarte Moræ, ”æg trøsta mæg no mæ da, attu Vaorhærra ve styrkja mæg i dan Strien aag”. Dai vaattu halshaagde trast unde Vægjæ i Stalhaimshoga. Ho laog pao Stalhaim um Nattæ før, aa dai laatu bæra henne upp; ho va mæstu dø, før dai kaammu up pao Plas’n mæ’ne. Han Odd kaam tao Brækku um Maargon, aa gjækk so lætt, so da ekkje sje failt haano nokku Slag, aa alt mændu han gjækk, saang han pao Salmen: ”I Dag er Naadens Tid”. Han saang, naor han la Haave pao Stabben, aa Fallkje sa, dai tutte Haave saang, naor da tridla burt igjønum Markjæ aag. I dai Daga va da Mykkje Skog kringum dar. Dar sje væ mykkje mæ Pilte Bjorkustua aa upp i dai saatu Faalkjæ nætt so Kraoku. Sivles-traadle aag sat upp i ain Stu. ”Dar rauk Knappen Bad’n!” sa han naor han saog Haave vatt haaggje tao han Odd. Pao Sivlæ laog Tymre tao ain gammadlu Flor, so va nyst nereven. Da baru dai burt pao Rættarplass’n, aa tao da Tymræ laga dai ain Brising aa brænde be’ likje upp. Da murde aa brann dar i mangje Daga, aa da va faoe, so vilde ga um Stalhaimshagjen, solængje da varte. Naor Maistarmann’n vilde raisa attu, kravde Sivles-traadle ette Betal fy Florstymre, han hadde brænt upp fy haano. Mæn Maistarmann’n svarte ilslæ: ”Du vaa væru te fao Betal pao ain ann Maote; hadde æg visst før, da æg vait no, so sje du fængje fylt Grann’n dinn, du, ældu draakkje ain Pail tao Bloæ hans. Mæn no faor du Laave te aa slæppa av mæ altsamma”. Aa Sivles-traadle va fain, han fækk tuska sæg av mæ so gjort. Pao Rættarplass’n kaam dar aldre Skog maira. Runt umkring pao adle Kanta vaaks Skogjen so Hamp; mæn dar saog ænn aldre ain Rynning mair, endao da va yve hundra Aor, før Stalhaimshagjen vatt lagdu in te Slaatta. Aa Plassen kadla dai dan Staen dan Dag i Dag.

 

 

(Meir).

 

 


Frå Fedraheimen 26.06.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum