Lidt om Maalsagen¹).

 
(Del 2 av 2. Fyrste delen.)
 
II.
 
Men om det ikke staar i vor Magt at frembringe dygtige Forfattere, saa følger deraf ikke, at vi aldeles ingen Ting kan gjøre. De Kræfter, som virkelig er til Stede, dem staar det i vor Magt at bruge bedre, end vi gjør.
 
Jeg skal faa Lov at nævne et Par Ting.
 
Ved Siden af Garborg eier Landsmaalet en overmaade dygtig Pen, som til Trods for en sjelden Offervillighed hidtil alt for lidet har havt Leilighed til at følge sit Kald og vie sig til Arbeidet for det norske Sprog. Det er Forfatteren til Norigs Saga. Skulde det ikke nu _ da Statsmagterne stiller sig saa venligt til Maalsagen _ lade sig gjøre at faa denne Mand til helt eller dog overveiende at sætte sine rige Evner ind paa boglig Syssel?
 
Jeg tillade mig at bede det norske Samlag om at gjøre Skridt i denne Retning.
 
Dernæst har jeg endnu en anden Bøn til 
Samalaget. Skaf os lidt letlæst Morskabs-Læsning! Her er rundt om i Landet en hel Del Mennesker, især unge, som hellere end gjerne vil læse Norsk. Men hvad har vi at byde dem? Hele Slumpen er snart læst, og det meste af den er sligt som unge Mennesker ikke bryder sig synderligt om. Jeg ved alt for godt, at vi ikke kan skaffe noget saadant tilveie ved selvstændigt Forfatterskab. Men vi har jo hele Verdens-Literaturen at tage af. Og er Landsmaalet endnu fattigt paa selvstændige Forfattere, saa har det dog en Del Folk med saapas Herredømme over Sproget, at de kan byde os en skikkelig Oversættelse. Tag engelske, tydske, franske, amerikanske Ting, tag hvad som helst, bare Ungdommen faar noget at læse. Ikke Fritænkeri, ikke fri Kjærlighed, ikke problemtunge Digtninger, ikke Livstræthed eller Pessimisme, men grei, sund Læsning. Romaner, Reise Skildringer, historiske Ting, Folkeskrifter. Baade Danmark og Sverige eier en hel Del ypperlige Folkeskrifter, som er saa godt som ukjendte blant vore Bønder, og som det maatte være den letteste Sag at faa oversat. _ Hvis Samlaget havde tænkt mer paa at imødekomme den Læselyst, som virkelig er til Stede, vilde det baade have faaet flere Medlemmer og gjort mer Nytte, end det har. Det forekommer mig, at det har taget sit Sigte for høit, for fornemt, for hovedstadsmæssigt, og glemt at tilfredsstille Bondelivets nærværende, ikke synderlig fornemme Behov. _ _
 
Men saa vigtigt det end kan være at skaffe til Veie Læsning og at arbeide for Literaturen, saa er der dog en anden Ting, som er endaa langt vigtigere. Og det er at vække og styrke Kjærligheden til det levende norske Talesprog. Norges Bønder læser jo nu mange Gange mer end før. Og denne øgede Læsning bærer unegtelig i sig en Fare for at Bogsproget kan komme til at trænge Bondens norske Modersmaal tilbage, og dermed afskjære al Tale om Maalsagens endelige Seier. Men paa den anden Side har Bøndernes naturlige seige Vedhænging ved sit arvede Tungemaal ogsaa mægtige Forbundsfæller; baade i den voksende Nationalfølelse hos Folket i det Hele, og i denpolitiske Strømning, som saa høilig har styrket Bondens Selvfølelse. Hvis det viser sig, at Bondemaalet kan holde sig midt under al den danske Læsning, hvis Kjærligheden til det kan tiltage i Klarhed og Styrke sammen med Selvstændighedens vokende Æresfølelse, saa vil ogsaa Landsmaals-Bogavlen blive stærkere for hvert Slægtled som gaar. Dens Blomstring og dens endelige Seier vil da alene være et Tidsspørgsmaal.
 
Jeg mener derfor, at alle Maalsagens Venner bør samle sin Kraft først og fremst paa dette: at vække og styrke Bondens Kjærlighed til sit arvede Maal.
 
Og det er ikke gjort ved at samle Underskrifter paa en eller anden maalvenlig Udtalelse fra Bønder til Statsmagterne. Olaf Huseby har, som før sagt, fuld Ret i det, at disse stærke Udtalelser ruver for langt mer, end de i Virkeligheden er værd. Der er sikkert hos mange af Deltagerne langt mer af Lyst til at trodse Høire, end af virkelig Kjærlighed til Norskhed og norsk Tungemaal.
 
Det som det gjælder om, er ikke andet end at faa Folk til af Hjertet at elske Norge og alt der er ægte norsk. Thi det er dette, som er Maalsagens rette Livsrod. Alle som er kjendt omkring i Bygderne, ved godt, at Fædrelands-Kjærlighed slet ikke er videre stærk derude. Var Fædrelands-Sindet stærkere blant vore Bønder, end det er, saa var ogsaa Maalsagens Seier given.
 
Derfor op med Fædrelands-Kjærligheden! Ikke for Maalsagens Skyld alene. Thi allerede i sig selv er den det bedste Middel til aandeligt at hæve Folket. Men ogsaafor Maalsagens Skyld.
 
Og denne Bøn vender jeg rent i Serdeleshed til de Almuskole-Lærere, som er Venner af Maalsagen. Gjør hvad I kan, for at vække Fædrelands-Kjærligheden, hver i Eders Kreds! Der gives ikke nogen sikrere og ikke nogen ædlere Vei til Maalsagens endelige Seier.
 
Men hvorledes bærer man sig saa ad med at vække Fædrelands-Sindet til Liv, der hvor det endnu sover?
Ja, hvorledes gik det til, at vor egen Kjærlighed blev vakt til Fædrelandet? Jeg tænker de fleste vil svare, at det var vort Folks Historie, som vakte den.
 
Lærerne skal jo nu give Børnene rundt om i vore Bygder lidt Kjendskab til Norges Historie. Lad dem sørge for at meddele dette Kjendskab paa en saadan Maade, at det blir skikket til at vække Kjærlighed til Fædrelandet allerede fra Barns Ben af. De kan være visse paa, der er Ingenting som mer vil støtte det de gjør, for at værne om Sproget i Børnenes Mund, end dette.
 
Men lad dem ikke tænke alene paa Børnene. Der er i alle Fald en Del Lærere, som kjender Drift og Evne i sig til at virke ogsaa paa de voksne, især vel paa Ungdommen. Slige Lærere tror jeg bør friste at samle Folk om sig og fortælle dem af Norges Saga, serlig dels fra den gamle Storheds Tid og dels fra Gjenreisningen i 1814. Fortæl om Olav Trygvason ved Svolder, fortæl om Olav Haraldson og hans Storværk, fortæl om Haakon den gode og Eyvind Skaldaspiller, fortæl om Hans Egede, fortæl om Christian Magnus Falsen og Christie, fortæl om Henrik Wergeland og hans Sang og hans Kampe. Fortæl saa jevnt og naturligt som det lader sig gjøre, og læg al den Kjærlighed som du selv eier, ind i din Fortælling.
 
Og naar du saa med Tiden kjender, at Kjærligheden til Fædrelandet virkelig gror i dine Tilhøreres Hjerter, saa lad dem ved Leilighed ogsaa faa vide at det Sprog som Sverre talte Roma midt imod, det har sin ret nedstigende ætling ikke i Bøgernes Maal, men i det som lever paa deres egen Tunge.
 
Og du skal se at Kjærligheden til norsk Maal saa smaat vil tage til at vokse frem rent som af sig selv, Side om Side med Kjærligheden til gamle Norge.
 
Det er det som er Maalsagens Styrke og dens uigjendrivelege Ret, at naar norske Bønder lærer at elske sit Fædreland, saa blir med Tiden Kjærlighed til Maalsagen den aldeles naturlige Følge.
 
Men glem ikke, at det bare er din egen Kjærlighed til Fædrelandet, som kan tænde Gnisten i dine Tilhøreres Sind. Og glem heller ikke, at Kjærligheden til Fædrelandet først maa være i nogen Mon rodfæstet hos dem, før den paa naturlig Vis kan skyde ud en 
Gren som Kjærlighed til Maalsagen.
 
Men mærker du at de virkelig tager til at elske sit Maal og at tro paa dets Ret, saa sig dem, at et Folks aandelige Eiendommelighed altid har sit stærkeste og sit paalideligste Udtryk i dets Sprog. Sig dem, at det rette Mærke paa at Norges Aandsliv bryder igjennem til fuld Selvstændighed, vil blive det, at Bondens Maal seirer over Bogmaalet. _
 
Og en saadan Bøn vil jeg aldeles ikke vende bare til Lærerne (og andre Maalvenner) i de Strøg af Landet, hvor de gode Bygdemaal hersker. Ogsaa de Bygdemaal, som vi pleier at kalde de daarlige, er gode norske Maalfører. Og Hedemarkingen og Romerikingen har Ret til at hædre sin Moders Maal, lige saa fuldt som Harengen og Vaagværen. 
Der har været drevet ikke saa lidet Afguderi med den vakre Klangi mange af vore Bygdemaal. Og det skal desuden nok komme til at vise sig at en sundere og mer udviklet norsk Sprogfølelse vil finde Skjønhed og Eiendommelighed ogsaa i mange af de Bygdemaal, som de fleste nu holder for stygge.
 
Gid den Dag maa komme, da Folket rundt om i Norges Bygder omfatter sit Maal med den Kjærlighed og taler det med den Følelse for dets Velklang, som man nu kan træffe hos Harenger og Theledøler.


¹) Chr. Bruun, i For frisindet Christendom .