Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Del 11 av 11. Fyrste delen.)
 
(Slutten).
 
 
W. S. Dahl : Denne Debat har visselig tjent til at fjerne eller ialfald tilbagetrænge en del Vildfarelser som tidligere har været gjængse. Jeg skal forsaavidt ikke yde noget Tilskud uden i et enkelt Punkt. Jeg har oftere hørt den Talemaade, at man siger: Vi har dog vor Grundlov, og den betegner som norsk det Maalføre, det Sprog, der den Dag i dag lever omtrent under de samme Vilkaar, som det gjorde i 1814, det, som vi kalder Bogsproget; vi vil holde os til Grundloven. Der ligger et Slags moralsk Grundlovsbrud endog blot deri, at man søger at faa istand et andet Sprog. Ja, saaledes har man talt. Det er ikke bare Pietet, man fordrer: men man mener i Grundloven selv at finde et ligefremt Bud om, at det Sprog, hvori Grundloven er skrevet, skal ansees fastslaaet som det, der til evige Tider skal blive kaldt det norske og det eneste norske Sprog. Men Grundloven indeholder ingen Definition paa, hvad der er norsk Sprog; det leder man forgjæves efter. Ved Siden heraf har Komtieens Formand, idet han korrekt har trukket frem Materiernes Uensartethed og den ringe Opfordring, der var for Konstituenterne til at indlade sig paa Sprogdefinitioner, tilstrækkelig fremhævet det besynderlige i den blotte Tanke at ville tillægge Konstituenterne den Hensigt, at de for alle Tider skulde have villet dekretere, hvad der var at betragte som det norske Sprog. Der er imidlertid endnu en Side ved dette Punkt, som jeg synes bør stilles frem for grundig at gjøre det af med denne Opfatning, der udelukkende beror paa en Vildfarelse. Det er noget, som en Nation aldrig vilde falde paa: at værge sig mod sig selv ved at sige: Ja, nu skal vi afgjøre, at vi bare skal tale vort Modersmaal i vore egne offentlige Anliggender. Det er en naturlig Ting, som ikke behøver at foreskrives, og derfor faldt det heller ikke Konstituenterne ind i det Dekret, som kom ud den 17de Mai _ vor egentlige Grundlov at fastsætte en saadan Unødighed som, at Forestillinger til Regjeringen, dens Expeditioner og de nye Love skulde udfærdiges i det norske Sprog. Man finder intet derom i Grundloven af 17de Mai. Men i Akten af 4de November har man § 33, som, efter at de foregaaende §§ har omhandlet de forskjellige Slags Regjeringer, deriblant ogsaa den kombinerede, siger, at Forestillinger angaaende norske Sager og Expeditioner i den Anledning skal forfattes i det norske Sprog. Ligedan udtaler § 81 sig om Love. Der var ikke Tale om tidligere _ i 17de Maiakten _ at give nogen Forskrift om, at Love, enten de var proponerede af Kongen eller ikke, skulde skrives i det norske Sprog _ det vil da sige i et nationalt Maalføre i Modsætning til et fremmed. Men i Grundloven af 4de November blev der for at undgaa enhver Misforstaaelse foreskrevet, at Love skulde forfattes i det norske Sprog. Det var aabenbart et Vern udad, man vil forstaa mod hvilken Kant. Ingen kan nære nogen Tvivl om dette, som ser paa den historiske Sammenhæng her, og er det saa, har man ingen 
Ret til at komme og stille Grundloven op som en Dommer mellem de forskjellige Maalfører i Landet, saaledes som skeet.