Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.


(Del 9 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framh. fraa fyrre No.)


Steen: Jeg var ogsaa i det Tilfælde, at jeg troede, Debatten dreiede sig ikke alene om den Post, som her foreligger, men at man virkelig ogsaa havde givet denne Sag saa store 
Vidder, for at man derved skulde lette Debatten, naar det gjaldt den Indstilling, som den sidste ærede Taler hentydede til, og derefter indrettede jeg mig, da jeg sidst havde Ordet. Da det imidlertid viser sig, at det fremdeles er Meningen at fortsætte Debatten paa disse Vidder, vil jeg netop i Modsætning til, hvad der af forskjellige Talere er fremholdt, og i Modsætning til, hvad der nu er malet af Skræmmebilleder af den sidste ærede Taler (Stang), fremholde min Betragtning af Sagen. For det første en liden Bemærkning i Anledning af, hvad der sidst ytredes, at vor Grundlov nu virkelig skal decidere, hvad der til enhver Tid skal være norsk Sprog, eller med andre Ord, at Grundloven, given i 1814, giver Repræsentanten fra Kristiania Ret til at paaberaabe for sig, at det norske Sprog, som nu han formentlig tænker paa, og som han ialfald kalder sit, er slaaet fast eller at det skulde være det officielle Sprog, som aldrig skulde kunne forandres. Grundloven paabyder, at Love skal skrives i det norske Sprog; men Grundloven har sandelig forbeholdt det norske Sprog sin Udvikling fuldt saa frit og med fuld saa gyldig Ret som ethvert andet Sprog, og som det nødvendigvis til enhver Tid vil kræve og vide at skaffe sig. Det forekommer mig virkelig at være, nær sagt, et pudsigt Ræsonnement, et yderst pudsigt Ræsonnement, som blev draget ind i en høist alvorlig Sag, og jeg kan heller ikke tro, at det var Repræsentantens Mening, at det skulde virke anderledes end i den Retning. Thi jeg tvivler ikke et Øieblik paa, at han har fuldt Øie for, at det norske Sprog, hvori Grundloven vil have Love affattede, er til enhver Tid anerkjendte norske Sprog. Grundloven har ikke sagt, har ikke givet noget Paabud om, hvad der skal være norsk Sprog til en vis given Tid, end sige gjennem de mange kommende Slægter. Jeg tænker altsaa, at dette kan man holde udenfor. Hvad der forøvrigt i den ærede Repræsentants Foredrag gav mig Anledning til at forlange Ordet, var dette, at han begyndte saa smukt og endte efter min Mening saa lidet heldig. Han sagde, at hvis dette var sandt, at det her ikke var Tvangsforanstaltninger, som bragtes i Forslag, saa fandt han, jeg vil ikke kalde det, at han ikke vilde have nogen Frygt, men han fandt ialfald, at der ikke var nogen Grund til med Styrke at modsætte sig dette. Uden at han imidlertid her førte noget Bevis _ og der kan vel heller ikke føres noget Bevis fra det, som foreligger, for at her er Tale om Tvangsforanstaltninger, _ slap han dette smukke og billige Standpunkt _ billige Standpunkt, Hr. Præsident _ for at fordybe sig i sin egen Tankegang endog saa langt, at han betegnede det som en Jagen efter en kortvarig Popularitet, som en Leflen med den i Øieblikket paagaaende Opinion, naar man stillede sig paa dette Frihedens Standpunkt, som han selv anerkjendte. Thi den ærede Herre sagde selv det, at hvis det ikke var Tvang, hvis det altsaa var Frihed, saa havde han ingen Frygt for, eller saa kunde han endog sympathisere med denne Bevægelse. Men det var dette Standpunkt, som senere blev karakteriseret paa den smukke Maade, som jeg tillod mig at gjentage. Det har under Debatten her til forskjellige Tider vakt min Opmærksomhed, at det har kunnet lade sig sige og gjentage _ det er jo forøvrigt bleven modsagt, saa jeg kanske ikke skulde have fundet nogen Grund til at føie mine Ord til de øvrige Herrers, som har modsagt det _ sige og gjentage, at der her paatænkes Tvangsforanstaltninger af dem, som har talt for Indstillingens Post 19 eller i det hele taget for at give det norske Folkesprog Adgang for det første til Skolen og dernæst til Udvikling gjennem Skolen. Fatter man da ikke, eller vil man ikke fatte, at det netop er Modparten, som staar paa det prohibitive Standpunkt, som vil hævde for sig sine Retter til gjennem Forbud ensidig at bruge Institutionerne til det, som de anser for at være det rette Øiemed, og udelukke fra disse samme Institutioner det Sprogmiddel, som den anden Part dertil kun vil skaffe fri Adgang for derpaa at lade det virke med sin egen Magt. Kan dette benegtes? Er det muligt? Der er gjort nogle specifike Forsøg paa det. Det ene er af Repræsentanten fra Trondhjem, som talte om, at han saa en Agitation deri, at man tog de Mænd, som duede mest til og som interesserede sig mest for den Sag, hvori de skulde veilede til at være Foregangsmænd i denne Sag. Ja, er det Agitation, at man tager de præsumptivt dygtigste og varmest interesserede Mænd til at bære en god Sag frem, saa mener jeg, vi maa ønske at være Agitatorer allesammen. Men ikke mindre smukt heder det _ kanske man slaar sig tiltaals med slige Ord _ at man synes ikke den er saa gal denne Sprogreisning; men den skal kun sige frem, ikke stødes frem, men overlades til sin egen Udvikling. Ja, hvorledes, Hr. Præsident? Under de Betingelser, at _ som jeg har nævnt _ Institutionerne og Statsforanstaltningerne netop søger at standse og vanskeliggjøre denne Udvikling, i stedet for at tage den i Tjeneste og benytte den for sit Øiemed? For mig staar dette som en simpel naturlig Trang, som nu har aabenbaret sig stadig stærkere og stærkere, og som nu har vundet frem til saa megen Klarhed og Bevidsthed, at den har faaet Greie baade paa sine Midler og paa sit Maal. For mig staar Kravet paa for det første at komme ind i Skolen som Undervisningsmiddel som noget, der selvfølgelig ikke kan siges noget imod. Men da forstaar jeg heller ikke andet, end at dermed følger det ogsaa av sig selv, at skal Læreren tale til Børnene, og skal Børnene udtale sig for Læreren om det, som de lidt efter lidt lærer at forstaa og tilegne sig, saa er jo dette Undervisningsmiddel i samme Øieblik ogsaa bleven Undervisningsgjenstand. Det kan ikke anderledes være.

( Meir.)