Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Del 8 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framhald fraa No. 67).


Øverland: (Slutten). Det er gjentagende Gange udtalt, at her vil man øve Tvang, jeg har aldrig hørt det Ord i nogen Maalstrævers Mund, og jeg tror at kunne forsvare, at det heller ikke ligger i nogen Maalstrævers Tanke at ville øve Tvang. Thi hvad er det, man kræver, hvad er det, man søger at naa ved denne Bevilgning, hvad er det, man kræver i den Indstilling, der foreligger til Behandling? _ Man kræver Ligeberettigelse, og det mener jeg, man med fuld Ret kan kræve. Jeg mener, at hver, som staar i samme Stilling som jeg, er født blant Bønder, opdraget blant Bønder og lever blant Bønder, han kan maaske som jeg finde sig iført en fremmed Dragt, han kan maaske finde sig at vandre paa fremmede Veie. Hvorledes staar det til med os? Jo vi tænker paa Norsk og taler paa Dansk, der er en Kløft mellem vore Tanker og vore Ord. Jeg har, saalænge jeg har været udeblandt Folk i Almindelighed været nødt til at skrive og tale Dansk, jeg har følt Trykket af, at jeg ikke befinder mig paa hjemlig Grund, og jeg mener, at mange er i samme Tilfælde som jeg; derfor mener jeg, at Folkets Oplysning og Folkets Udvikling staar i nøie Sammenhæng med den Udvikling, som Maalsagen her faar. Denne Sags Stilling her i disse Dage minder mig om den Tid, der er tilbagelagt. Jeg glæder mig over, at jeg er en af de første, der kan udtale min Taknemmelighed for det Forelæg, der ligger til 
Grund for denne Indstilling, og for de Udtalelser, der fra Ministerbænken er fremkomne i denne Sag, hvilket leder mig til at gjøre en Sammenligning mellem før og nu, thi den Tid ligger ikke langt tilbage, da man fra den samme Statsmagts Side fik se Ord, der _ jeg skal citere korrekt _ lød saaledes: Thi er der nogen Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation ialmindelighed og dens studerende Ungdom i Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, saa er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale. Paa dette Felt tør der være lige saa stor Føie til at frygte for Overdrivelser som for en Slaphed, der skulde trænge til ydre Stimulantser. Saaledes lød det i 1868, og nu lyder det saaledes, at Maalsagen er knæsat af den samme Statsmagt, som den gang udtalte sig i modsat Retning. 
Jeg tror, at man derpaa kan bygge et Haab om, at Sagen ikke i Fremtiden vil have saa tunge Dage i vente, som de, den har havt. 
Repræsentanten fra Drammen talte om noget, som hankaldte Landsmaal: han fandt rigtignok ikke noget, som kunde hede saaledes, og maaske Repræsentanten faar søge længe, inden han finder det ogsaa, thi jeg ved sandelig ikke at paavise, hvor han skal finde det, det skulde da være, at han staar i den Formening, at der var nogen i dette Land, som fandt, at dette Landsmaal var et færdigt Produkt, _ jeg har ikke hørt nogen sige det. Det blev af Repræsentanten sagt, at det taltes og skrives saa yderst forskjellig, at der ingen Sammenligning kunde være, men den samme Repræsentant kan vist ikke paastaa, at han i det store taget eller i det enkelte netop taler og skriver paa samme Maade som alle andre Mænd af den Samfundsklasse, som han hører til, _ jeg har seet stor Forskjel derpaa. Jeg kjender godt den gamle Departementsstil, hvoraf Rester sees endnu, men det lyder lidt anerledes nu, naar man faar fat paa et Dokument, som er skrevet, og naar der tales, saa der er Forandringer, der er Afvigelser, stor Forskjel ogsaa i den Henseende. 
Med Hensyn til disse Dialekter, som Repræsentanten sætter saa overmaade høit, lod det til, at han ikke havde Øie for det Sammenknytningspunkt, som er mellem alle disse, men derfor tror jeg neppe, han bør benægte, at det findes. Thi det er paavist af alle, som har studeret denne Sag, og jeg tror ikke, at Beviset herfor skal mangle. Enheden i Dialekterne er saa fremtrædende, at en Benægtelse af dens Tilværelse er aldeles forgjæves. Som jeg har sagt: Sagen hviler paa en solid og fast Grundvold, og der arbeides paa at føre Sagen fremad; Maalet er vel langt borte, men jeg tror, at Arbeidet for at føre Sagen frem vil fortsættes med større og større kraft, saalænge Nordmænd bygger i Norge.

Sørum: Jeg har forlangt Ordet, fordi jeg vilde, at ogsaa Østlandets Flatbygder skulde give sit Besyv med i Sagen. Nu er der rigtignok af en anden Repræsentant fra disse Egne talt, saa jeg for den Sags Skyld vel kunde frafalde Ordet, men jeg maa dog faa Lov til foruden at slutte mig til, hvad han har sagt, at ytre mig noget, _ det skal ikke blive længe. Jeg gaar ud fra den Kjendsgjerning, at vi i vort Land nu har en stærk Sprogbevægelse, der er ingen, som vil nægte det. Jeg vil endvidere pege paa, at denne Bevægelse har en stærk Sympathi blandt alle Lag i vort Folk. Der er, saavidt jeg har mærket, endog ikke i denne Sal reist nogen Indsigelse mod eller Benegtelse af denne Sympathi, saa jeg maa da formode, at alle er enige om, at denne Sprogbevægelse er en god 
Sag for vort Land og vort Folk. Det maa da være en rimelig Følge deraf, at man ønsker, at denne Bevægelse gaar saa dybt og vidt som muligt, saa at alle Kanter af Landet maa gribes af den. Dersom man gaar ud fra det, skulde det vel heller ikke blive saa farlig med den Splittelse, som man frygter for som Følge af Bevægelsen. Man har talt om Splittelse mellem Østlandet og Vestlandet her; jeg vil opholde mig lidt ved det. Der har virkelig været Frygt for en saadan Splittelse, idet man har ment, at Østlandet stod koldt og ligegyldigt for Bevægelsen. Dette har man bygget paa den Forudsætning, at Østlandet har ikke noget Norsk i sit Sprog, det er væsentlig Dansk. Men i det senere har den Vildfarelse begyndt mere og mere at svinde. _ 
Efterhvert som man tænker over Sproget her paa Østlandet og sætter sig mer og mer ind i det, vil man finde, at det østlandske Sprog ogsaa er et norsk Sprog i væsentlige Retninger; det har saamange væsentlige Kjendetegn som et norsk Sprog, at det lader sig ikke benægte, at det er det. Men hvad der kan beklages her, det er det, at dette endnu ikke er gaaet fuldt op for Østlandets Bønder, og det kan være det, som har vakt lidt Frygt for Splittelse; men den Grund begynder ogsaa mer og mer at svinde. Det er mærkeligt, hvorledes det gaar med dette; efterhvert som Østlændingerne faar Smag paa Landsmaalet, naar de faar Leilighed til at læse og høre det, saa mærkes det dem, at de finder igjen sit eget i dette; de har let for at forstaa det, og Folk, som kan læse, har let for at lære at læse det ogsaa _ det er min Opfatning _ i flere Egne af Østlandet. Maalliteraturen begynder ogsaa meget at udbrede sig paa Østlandet og læses i mange Bygder med stor Interresse; i den Bygd, hvor jeg bor, er den hele Maalliteratur udbredt og erhvervet og læses med megen Interesse. Der er flere og flere, som lærer denne Literatur at kjende, som begynder at elske den og at sætte Pris paa den. Det er for mig et glædeligt Tegn til, at Østlandet ikke længe efter denne Tid vil staa udenfor Maalbevægelsen. Der er sagt om Østlandsbonden, at han er træg og sen; men der er tillige sagt, at kommer han først i Bevægelse, saa er der Magt i Bevægelsen, og det tror jeg er sandt. Derfor mener jeg, at vaagner Østlandsbonden i sin Helhed, som de enkelte er begyndt at vaagne, da er jeg vis paa, at Bevægelsen her vil vaagne lige saa stærkt som paa andre Kanter af Landet, og da vil det ikke undlade at give Bevægelsen sit Præg med, og det er ogsaa ønskeligt og rigtigt. Jeg vil sige, at saalænge Østlandet ikke er med, er det en stor Mangel ved Sprogbevægelsen; men naar Østlandet kommer med _ som jeg er vis paa det vil gjøre _, saa vil ogsaa Østlandet sætte sit Præg paa Bevægelsen, og saaledes tror jeg, at lidt efter lidt vil Bevægelsen omfatte det hele Land og blive saa stærk, at det Maal, som engang vil blive vort Skriftsprog, vil blive et fælles anerkjendt Udtryk for det hele Land. Nu, det kan jo hænde, og det tror jeg ogsaa, at det vil tage Tid, førend Bevægelsen saaledes faar grebet om sig paa alle Kanter; men det tror jeg ikke skader. Bevægelsen maa have sin naturlige Gang, den maa voxe sin naturlige Væxt. Derfor ser vi jo, at Aasens Maal har allerede begyndt at tage imod Udvikling; de nyeste Forfattere paa Maalet skriver ikke Maalet, som Aasen skrev det. Aasens Maal har allerede begyndt at tage imod den Udvikling, som Paavirkning af de forskjellige Landsdeles Dialekter foraarsager, og eftersom Dialekterne i de forskjellige Landsdele kommer til sin Ret, vil de fra alle Sider virke paa Forfatterne, saa at de mer og mer lægger sit Sprog saa nær Talesprogene som muligt. Og jeg mener, at ud af en saadan almen Bevægelse skal der tilsidst voxe et almengyldigt Sprog, som alle vil bøie sig for og blive glad i at faa Lov at bruge. Det er forunderligt med dette alligevel _ selv i Byerne tales der virkelig blant mange Lag af 
Folket et Sprog, som ligger nær Norsk, og som kanske kan hedde Norsk, men Folk ved altfor lidet om det endnu i Byerne, _ ja paa Landet ogsaa mange Steder. Det er derfor nødvendigt, at der arbeides for at klare dette; det er nødvendigt, at Folk mer og mere sættes ind i Sprogets Natur og Forhold, at Kundskaben derom udbredes mer og mer og jeg mener netop, at denne Foranstaltning, som her er foreslaaet, vil trække i den Retning, vil virke til at aabne Folkets Øine for, hvilken Skat vi har i vore Dialekter, og til at lære det at sætte Pris paa denne Skat, og lære det at hævde den og tilsidst mer og mer at bruge den. Derfor stemmer jeg med Glæde for det foreliggende Forslag.


( Meir.)