Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.
(Del 8 av 11.
Fyrste delen.)
(Framhald
fraa No. 67).
Øverland:
(Slutten). Det er gjentagende Gange udtalt, at her vil man øve
Tvang, jeg har aldrig hørt det Ord i nogen Maalstrævers Mund, og
jeg tror at kunne forsvare, at det heller ikke ligger i nogen
Maalstrævers Tanke at ville øve Tvang. Thi hvad er det, man kræver,
hvad er det, man søger at naa ved denne Bevilgning, hvad er det, man
kræver i den Indstilling, der foreligger til Behandling?
_
Man kræver Ligeberettigelse, og det mener jeg, man med fuld Ret kan
kræve. Jeg mener, at hver, som staar i samme Stilling som jeg, er
født blant Bønder, opdraget blant Bønder og lever blant Bønder,
han kan maaske som jeg finde sig iført en fremmed Dragt, han kan
maaske finde sig at vandre paa fremmede Veie. Hvorledes staar det til
med os? Jo vi tænker paa Norsk og taler paa Dansk, der er en Kløft
mellem vore Tanker og vore Ord. Jeg har, saalænge jeg har været
udeblandt Folk i Almindelighed været nødt til at skrive og tale
Dansk, jeg har følt Trykket af, at jeg ikke befinder mig paa hjemlig
Grund, og jeg mener, at mange er i samme Tilfælde som jeg; derfor
mener jeg, at Folkets Oplysning og Folkets Udvikling staar i nøie
Sammenhæng med den Udvikling, som Maalsagen her faar. Denne Sags
Stilling her i disse Dage minder mig om den Tid, der er tilbagelagt.
Jeg glæder mig over, at jeg er en af de første, der kan udtale min
Taknemmelighed for det Forelæg, der ligger til
Grund
for denne Indstilling, og for de Udtalelser, der fra Ministerbænken
er fremkomne i denne Sag, hvilket leder mig til at gjøre en
Sammenligning mellem før og nu, thi den Tid ligger ikke langt
tilbage, da man fra den samme Statsmagts Side fik se Ord, der
_
jeg skal citere korrekt
_
lød saaledes: Thi er der nogen Side af Følelseslivet, som hos
den norske Nation ialmindelighed og dens studerende Ungdom i
Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, saa
er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale.
Paa dette Felt tør der være lige saa stor Føie til at frygte for
Overdrivelser som for en Slaphed, der skulde trænge til ydre
Stimulantser. Saaledes lød det i 1868, og nu lyder det saaledes,
at Maalsagen er knæsat af den samme Statsmagt, som den gang udtalte
sig i modsat Retning.
Jeg
tror, at man derpaa kan bygge et Haab om, at Sagen ikke i Fremtiden
vil have saa tunge Dage i vente, som de, den har havt.
Repræsentanten
fra Drammen talte om noget, som
hankaldte
Landsmaal: han fandt rigtignok ikke noget, som kunde hede saaledes,
og maaske Repræsentanten faar søge længe, inden han finder det
ogsaa, thi jeg ved sandelig ikke at paavise, hvor han skal finde det,
det skulde da være, at han staar i den Formening, at der var nogen i
dette Land, som fandt, at dette Landsmaal var et færdigt Produkt,
_
jeg har ikke hørt nogen sige det. Det blev af Repræsentanten sagt,
at det taltes og skrives saa yderst forskjellig, at der ingen
Sammenligning kunde være, men den samme Repræsentant kan vist ikke
paastaa, at han i det store taget eller i det enkelte netop taler og
skriver paa samme Maade som alle
andre Mænd af den Samfundsklasse, som han hører til,
_
jeg har seet stor Forskjel derpaa. Jeg kjender godt den gamle
Departementsstil, hvoraf Rester sees endnu, men det lyder lidt
anerledes nu, naar man faar fat paa et Dokument, som er skrevet, og
naar der tales, saa der er Forandringer, der er Afvigelser, stor
Forskjel ogsaa i den Henseende.
Med
Hensyn til disse Dialekter, som Repræsentanten sætter saa overmaade
høit, lod det til, at han ikke havde Øie for det Sammenknytningspunkt, som er mellem alle disse, men derfor tror jeg
neppe, han bør benægte, at det
findes. Thi det er paavist af alle, som har studeret denne Sag, og
jeg tror ikke, at Beviset herfor skal mangle. Enheden i Dialekterne
er saa fremtrædende, at en Benægtelse af dens Tilværelse er
aldeles forgjæves. Som jeg har sagt: Sagen hviler paa en solid og
fast Grundvold, og der arbeides paa at føre Sagen fremad; Maalet er
vel langt borte, men jeg tror, at Arbeidet for at føre Sagen frem
vil fortsættes med større og større kraft, saalænge Nordmænd
bygger i Norge.
Sørum:
Jeg har forlangt Ordet, fordi jeg vilde, at ogsaa Østlandets
Flatbygder skulde give sit Besyv med i Sagen. Nu er der rigtignok af
en anden Repræsentant fra disse Egne talt, saa jeg for den Sags
Skyld vel kunde frafalde Ordet, men jeg maa dog faa Lov til foruden
at slutte mig til, hvad han har sagt, at ytre mig noget,
_
det skal ikke blive længe. Jeg gaar ud fra den Kjendsgjerning, at vi
i vort Land nu har en stærk Sprogbevægelse, der er ingen, som vil
nægte det. Jeg vil endvidere pege paa, at denne Bevægelse har en
stærk Sympathi blandt alle Lag i vort Folk. Der er, saavidt jeg har
mærket, endog ikke i denne Sal reist nogen Indsigelse mod eller
Benegtelse af denne Sympathi, saa jeg maa da formode, at alle er
enige om, at denne Sprogbevægelse er en god
Sag
for vort Land og vort Folk. Det maa da være en rimelig Følge deraf,
at man ønsker, at denne Bevægelse gaar saa dybt og vidt som muligt,
saa at alle Kanter af Landet maa gribes af den. Dersom man gaar ud
fra det, skulde det vel heller ikke blive saa farlig med den
Splittelse, som man frygter for som Følge af
Bevægelsen. Man har talt om Splittelse mellem Østlandet og
Vestlandet her; jeg vil opholde mig lidt ved det. Der har virkelig
været Frygt for en saadan Splittelse, idet man har ment, at
Østlandet stod koldt og ligegyldigt for Bevægelsen. Dette har man
bygget paa den Forudsætning, at Østlandet har ikke noget Norsk i
sit Sprog, det er væsentlig Dansk. Men i det senere har den
Vildfarelse begyndt mere og mere at svinde.
_
Efterhvert
som man tænker over Sproget her paa Østlandet og sætter sig mer og
mer ind i det, vil man finde, at det østlandske Sprog ogsaa er et
norsk Sprog i væsentlige Retninger; det har saamange væsentlige
Kjendetegn som et norsk Sprog, at det lader sig ikke benægte, at det
er det. Men hvad der kan beklages her, det er det, at dette endnu
ikke er gaaet fuldt op for Østlandets Bønder, og det kan være det,
som har vakt lidt Frygt for Splittelse; men den Grund begynder ogsaa
mer og mer at svinde. Det er mærkeligt, hvorledes det gaar med
dette; efterhvert som Østlændingerne faar Smag paa Landsmaalet,
naar de faar Leilighed til at læse og høre det, saa mærkes det
dem, at de finder igjen sit eget i dette; de har let for at forstaa
det, og Folk, som kan læse, har let for at lære at læse det ogsaa
_
det er min Opfatning
_
i flere Egne af Østlandet. Maalliteraturen begynder ogsaa meget at
udbrede sig paa Østlandet og læses i mange Bygder med stor
Interresse; i den Bygd, hvor jeg bor, er den hele Maalliteratur
udbredt og erhvervet og læses med megen Interesse. Der er flere og
flere, som lærer denne Literatur at kjende, som begynder at elske
den og at sætte Pris paa den. Det er for mig et glædeligt Tegn til,
at Østlandet ikke længe efter denne Tid vil staa udenfor
Maalbevægelsen. Der er sagt om Østlandsbonden, at han er træg og
sen; men der er tillige sagt, at kommer han først i Bevægelse, saa
er der Magt i Bevægelsen, og det tror jeg er sandt. Derfor mener
jeg, at vaagner Østlandsbonden i sin Helhed, som de enkelte er
begyndt at vaagne, da er jeg vis paa, at Bevægelsen her vil vaagne
lige saa stærkt som paa andre Kanter af Landet, og da vil det ikke
undlade at give Bevægelsen sit Præg med, og det er ogsaa ønskeligt
og rigtigt. Jeg vil sige, at saalænge Østlandet ikke er med, er det
en stor Mangel ved Sprogbevægelsen; men naar Østlandet kommer med
_
som jeg er vis paa det vil gjøre
_,
saa vil ogsaa Østlandet sætte sit Præg paa Bevægelsen, og
saaledes tror jeg, at lidt efter lidt vil Bevægelsen omfatte det
hele Land og blive saa stærk, at det Maal, som engang vil blive vort
Skriftsprog, vil blive et fælles anerkjendt Udtryk for det hele
Land. Nu, det kan jo hænde, og det tror jeg ogsaa, at det vil tage
Tid, førend Bevægelsen saaledes faar grebet om sig paa alle Kanter;
men det tror jeg ikke skader. Bevægelsen maa have sin naturlige
Gang, den maa voxe sin naturlige Væxt. Derfor ser vi jo, at Aasens
Maal har allerede begyndt at tage imod Udvikling; de nyeste
Forfattere paa Maalet skriver ikke Maalet, som Aasen skrev det.
Aasens Maal har allerede begyndt at tage imod den Udvikling, som
Paavirkning af de forskjellige Landsdeles Dialekter foraarsager, og
eftersom Dialekterne i de forskjellige Landsdele kommer til sin Ret,
vil de fra alle Sider virke paa Forfatterne, saa at de mer og mer
lægger sit Sprog saa nær Talesprogene som muligt. Og jeg mener, at
ud af en saadan almen Bevægelse skal der tilsidst voxe et
almengyldigt Sprog, som alle vil bøie sig for og blive glad i at faa
Lov at bruge. Det er forunderligt med dette alligevel
_
selv i Byerne tales der virkelig blant mange Lag af
Folket
et Sprog, som ligger nær Norsk, og som kanske kan hedde Norsk, men
Folk ved altfor lidet om det endnu i Byerne,
_
ja paa Landet ogsaa mange Steder. Det er derfor nødvendigt, at der
arbeides for at klare dette; det er nødvendigt, at Folk mer og mere
sættes ind i Sprogets Natur og Forhold, at Kundskaben derom udbredes
mer og mer og jeg mener
netop, at denne Foranstaltning, som her er foreslaaet, vil trække i
den Retning, vil virke til at aabne Folkets Øine for, hvilken Skat
vi har i vore Dialekter, og til at lære det at sætte Pris paa denne
Skat, og lære det at hævde den og tilsidst mer og mer at bruge den.
Derfor stemmer jeg med Glæde for
det foreliggende Forslag.
(
Meir.)
Publisert
