Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Del 7 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framhald fraa No. 55).


Overland: Den Erklæring af Repræsentanten fra Kristiania, hvis Grunde jeg ikke skal undersøge, kan dog maaske være hidført deraf, at den ærede Repræsentant allerede har udtalt sig udførlig; maaske han ikke har mer at sige. Naar jeg saa langt ude i Debatten har tilladt mig at forlange Ordet, uagtet hvad jeg kunde have at sige allerede er udtalt med megen Udførlighed af andre, er det, fordi jeg ogsaa har ladet mig indregistrere blant de saakaldte Maalstrævere. Vi vedkjender os Navnet og skal gjerne lade det blive almengjældende; men sa mener jeg ogsaa paa den anden Side, at vi har med mange Modstrævere at gjøre. Det er fra deres Side, at denne omfangsrige Debat er reist. Det kan vel neppe være af økonomiske Hensyn, da det, der skal voteres over, naar vi kommer saalangt, kun er et Beløb af Kr. 6,000. Jeg mener, at de økonomiske Hensyn slet ikke kommer til sin Ret i denne Sag; thi dette Beløb er rimeligvis allerede paa det nærmeste medgaaet i Krigsomkostninger. Maalsagen er ingen ny Sag, den har været længe oppe, den er visselig over 50 Aar gammel. Da Henrik Wergeland først i Trediveaarene begyndte at skrive om Maalet og tale om Folkets Ret til at bruge dette, da kaldte man det absurd, det var ikke værd at tale om. Da senere Ivar Aasen og Vinje begyndte at skrive paa Maalet, da fandt man det maaske kuriøst. Jeg har her for mig et Citat fra den Tid, det er fra et godt Høireblad, Christiania-Posten i 1853. Det var i Anledning af et Stykke, som blev opført paa Kristiania Theater, at Christiania-Posten sagde: Hvad der gjør, at dette Stykke gaar saa godt, er fornemmelig den 
overmaade smukke Bondedialekt, som tales meget godt af flere Elever, og som derfor gjør deres Spil mer sikkert. Det blev knæsat. Som Repræsentanten fra Drammen knæsatte Dialekterne, saa gjorde man ogsaa den gang. Det staar kanske noget annerledes nu alligevel; thi her udtaltes en dyb Frygt for disse forskjellige Dialekter, som hver for sig og isoleret anerkjendes; men skulde de komme til at fremtræde i en fælles Dragt _, de ere kommensurable Størrelser nemlig _ for at bruge et latinsk Udtryk _, skulde de komme til at adderes sammen _ ja da er de farlige, og det er forsaavidt kanske med meget Ret, at Maalsagen nu er betegnet her i disse Dage som en farlig Sag. Maalsagen er efter min Opfatning ikke langt paa Vei endnu; men jeg har opfattet det saa, at den hviler paa solid, god og fast Grundvold. Der bygges paa denne Grundvold af en her og en der med forskjelligt held, de ere ikke alle lige gode Bygningsmænd, de er heller ikke alle enige om, hvorledes Stenene skal lægges, Stenene er raa og
utilhugne endnu; men kanske man vil fortsætte med større Kraft end hidtil at pynte paa disse Stene, saa de kan falde sammen i en tæt Mur. Jeg har Forventning om at saa vil ske, og forsaavidt det er os tilladt fra Fortiden at slutte ogsaa til Fremtiden, mener jeg, at dette Bygningsarbeide er paa god Vei. _ 
Bygningsarbeidet er af den Betydning for Hundretusinder i dette Land, at det nok kunde være Opmærksomhed værd, en Smule Opofrelse værd, at Bygningen kunde skride frem med lidt mer Fart. De forskjellige Modstræbere, som har reist saa stærke Indvendinger mod denne Bevilgning, er allerede saaledes imødegaaet af andre, at jeg ikke finder et Fnug mer at tilføie. Det er kun Repræsentanten fra Dammen, som sidst har udtalt sieg, som endnu intet Svar har faaet. Han sammenlignede Kjærligheden til Maalet med Kjærligheden til Embedsmændene. Ja, den grad, hvori et Menneske elskes, beror paa, hvor elskværdig han er, og naar Elskværdigheden hos Embedsmændene fortoner sig paa den Maaden, at di siger uden videre: intet Maalstræv i Protokollerne, eller ikke erkjende Berettigelsen af et udstedt Skjøde af en Mand, der kaldte sig Olaf, medens Hjemmelsdokumentet lød paa Ole, saa mener jeg slet ikke den Elskværdighed er saa stor, at den fortjener synderlig Kjærlighed. Jeg haaber, at disse Tider er forbi, men nævnte Tilfælde er ikke af saa gammel Dato.

( Meir.)