Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 2/5 1885.

 
(Del 4 av 11. Fyrste delen.)
 
(Framh. fraa fyrre No.).
 
 
Berner: (Framh). Ethvert Skriftsprog er paa en vis Maade et Kunstprodukt, _ som f. Ex. den store Sprogmand Schleicher har sagt om det tyske Sprog. Jeg citerer én Autoritet, men man kunde citere dem i hundredevis. Ja jeg maa næsten blues over at skulle staa her og citere Ting, der er saa almindelig bekjendte, at man skulde tro det kjendt fra Skolebænken. Nu, det er altsaa denne Bestræbelse for at lempe Skriftsproget mer og mer efter Talen, som er oppe her som andetsteds. Jeg vil fuldt ud erkjende den store Fortjeneste, som Ivar Aasen har af denne Sag _ og han er jo paa en Maade, som det er sagt, en ny Samler af Norge. Han var den, der saa Konsekventsen af, at Norge var blevet et frit Land, og som med den reneste patriotiske Glød, som man kan se paa Skrift, har fremstillet, hvorledes denne Forpligtelse var for os til at tage op vort eget Sprog, til at tage op igjen og hævde vort norske Sprog, saaledes som det endnu lever paa Folkets Tunge, ligeoverfor det under Dansketiden indførte Skriftsprog. Jeg siger: saa stor Fortjeneste han end har havt af denne Sag, saa delte han jo i begyndelsen med f. Ex. vor store Historiker P. A. Munch enkelte Vildfarelser, enkelte Illusioner og gjorde sig maaske skyldig i enkelte Overdrivelser, idet han søgte Normen for det nye Skriftsprog _ efter min Mening _ vel meget i det gammelnorske, og først senere har man faaet mere Oversigt over de forskjellige Dialekter, og under Paavirkning af nye sproglige Retninger streifet af flere af disse Overdrivelser, _ som jeg vil kalde dem _som ogsaa jeg har ført Krig imod. Det er det, hvori jeg egentlig har skilt mig ud fra mine Medkjæmpere i denne Sag, idet jeg har opstillet Fordringen om, at man skal holde sig mer til Talesproget. Det er jo naturligvis ligesaa umuligt at sige, at man skal skrive, som taler, som at man skal tale, som man skriver i Bøger; thi i begge Dele ligger der en Ensidighed, som man ikke praktisk kan gjennemføre. Men jeg siger: saameget som muligt vil jeg, at man skal holde sig til 
Talesproget. Jeg tilhører saaledes, paa en Maade, kan jeg sige, den mer demokratiske Fløi af Maalmændene, idet jeg vil, at man skal befri sig fra Grammatikens artistokratiske Overherredømme. Jeg vil, at man skal tage Tingen mer praktisk, om jeg saa maa sige. Det er hele Forskjellen mellem mig og de andre Maalmænd. Og det er saalangt fra mig altsaa, at jeg paa nogen Maade skulde ville stille mig fiendtlig ligeoverfor Ivar Aasen eller underkjende hans Virksomhed, at jeg tror, at dersom de havde læst med Opmærksomhed, de som har citeret mig, saa vilde de have forstaaet, at det ikke kunde falde mig ind at gjøre det. Det har ikke engang faldt mig ind, at jeg ligeoverfor Ivar Aasen skulde behøve at lægge Vægt paa, hvor høit jeg sætter ham. Men jeg mener, at man har ogsaa Krav paa, at der skal øves Retfærdighed mod den anden Sprogbevægelse, som man har kaldt den Knudsenske. Jeg maa vistnok være enig i det, at om man sætter ind enkelte norske Ord i det danske Skriftsprog, saa faar vi ikke et norsk Sprog, det bliver ikke andet end et Lappeteppe; jeg er enig i, at der maa andre Ting til for at modificere Sproget i sit Væsen. Men jeg mener, at der er saamegen Ligegyldighed ligeoverfor vor nationale Bevægelse, at lad os ogsaa takke de Folk, som arbeider paa den Maade. Lad os faa saamange norske Ord ind i det danske Skriftsprog som muligt; det er dog en Anerkjendelse af Norsken, som vi bør være disse Folk taknemmelige for. Og de, som handler derefter, de fortjener dobbelt Tak; thi der er saamange, som vil afspise det hele med at sige, at paa den Maade skal man gaa frem for at fornorske Sproget; men det bliver ikke til noget, de bare snakker om det, men gjør det ikke. Enhver, som tager op et norsk Ord i vort Skriftsprog, han lægger derved en Sten til den Mur, som skal værne om vor Selvstændighed ogsaa paa Sprogets Omraade. Men det er en Misforstaaelse, hvis man tror, at Knudsens Maalstræv har stanset med dette. Idet han har opstillet Talen som sin Norm, saa er man bleven nødt til at gaa langt videre end til alene at optage enkelte norske Ord. Vi ser det jo allerede nu, at der fra Knudsens og hans Tilhængeres Side med stor 
Konsekvens kræves praktisk gjennemført, at man ogsaa skal optage f. Ex. det, som virkelig er landsgyldigt med Hensyn til Maalet, at man f. Ex. skal optage Tvelydene i stor Udstrækning, Ordføininger, hele det syntaktiske
og desuden de tre Kjøn. Det forholder sig nemlig saaledes, som en af Maalsagens større Autoriteter har sagt _ en Mand, hvis Samvittighedsfuldhed, Flid og Dygtighed paa dette Omraade vist alle vil sætte høit, nemlig Hr.- Stipendiat Hans Ross. Han har i en Bog om vor Maalreisning paavist, at selv vore Byers Almue taler væsentlig norsk Maalføre; han har paavist, hvorledes selv i Byernes maal det karakteristiske for det norske Landsmaal fremdeles lyder. Og jeg mener, at i saa demokratiske Tider som vore tør den ikke være saa langt borte den Tid, da man tager, hvad der saaledes mer og mer lyder i Dagligtale blant de dannede og fører det op til Skriftsprog. Man ser ogsaa, at denne Bevægelse nu gaar i den Retning, at begge Strømme nærmer sig til hinanden, og da mener jeg, at naar saaledes Bymaalet, Østlandsmaalet, mer kommer til sin Ret, sa maa man være forberedt paa, at det som er indvendt imod Ivar Aasens Landsmaal paa Grund af dets Klassicitet, paa Grund af dets strænge Fordringer til Renhed i Formen og Tillempning til Gammelnorsken, maa komme til at give adskillig tabt. Det tror jeg vil blive Tilfældet, og det i desto større Grad, jo mer man anerkjender ogsaa i Skriftsproget det, som er bleven landsgyldigt Norsk. Dette synes mig at være noget, som Modstanderne af Landsmaalet, saalangtfra at undervurdere, tvertom burde støtte
saameget som muligt _den saakaldte Dansk-Norsk. Nu er det bleven sagt her ligeoverfor det Forslag, som nærmest er under Debat her, at hvis man vil gjøre noget i Oplysningens Tjeneste, saa faar man holde sig til Bygdemaalene og ikke til Landsmaalet; thi Landsmaalet vil være saa vanskeligt at lære for Bondebørn. Det er jo ganske mærkværdigt at høre en saadan paastand. Thi det er lang, lang Tid siden, at det maa siges at være dokumenteret, at det forholder sig omvendt. I saa Henseende skal jeg blot henvise til, hvad Skolebestyrer P. Voss anfører i en Afhandling i Vor Ungdom allerede i 1878, hvor han citerer et privat Brev fra en Skolemand, der har lang Praxis som Lærer i Norsk. Det er Landsmaalet og ikke Bygdemaalene, heder det, man maa indføre i Skolerne; thi for det første er Landsmaalet saa langt lettere paa 
Grund af sin faste Ortografi, og fordi det har bortkastet alle isolerede grammatiske Former og Gloser _ jeg har Erfaring for, at Gutter dobbelt saa let og gjerne læser et godt Stykke af Aasen og Vinje som Dialektprøver _, og for det andet er det af Landsmaalsliteraturen muligt at gjøre et ganske annerledes rigt og tiltalende Udvalg for dette Trin, end af Bygdemaalene. Dette er en Erfaring, som har slaaet ogsaa mange andre. Jeg behøver saaledes blot at nævne en Mand, som ogsaa er kjendt overalt her i Landet, den tydske Sprogmand Sauerwein. Han taler og skriver som bekjendt næsten alle norske Dialekter. Og han sagde ganske forbauset: hvor langt lettere er det ikke for Folk alligevel at forstaa Landsmaalet end Dialekterne. Sagen er den, at disse forskjellige Bygdemaal gaar op i Landsmaalet som i sin Generalnævner. Det er jo det samme Forhold, som vi f. Eks. ogasa ser nede i Tyskland; man har der sluttet sig om Høitysken som Skriftsprog, men der er samtidig intet til 
hinder for, at en Nordtysker læser, hvad f. Eks. den sydtyske Forfatter Hebel skriver i sin sydtyske Dialekt Schweitzerdütsch, ligesom at en Sydtysker med Glæde læser, hvad Claus Groth eller Fritz Reuter skriver fra Holstein og Nordtyskland i sin nordtyske Dialekt. Det vil komme til at gaa saaledes her ogsaa; om Landsmaalet kommer op, saa vil Østlændingen med Fornøielse læse, hvad Haringen skriver i sin Dialekt, ligesom omvendt Haringen vil komme til at læse, hvad der skrives i østlandsk Dialekt. Nu siger man, at det er fra vor Side, man ved Agitation eller ved Tvang vil have indført det norske Maal paa Skolerne. Jeg har allerede sagt, og det er fremhævet af andre før her i Salen, at det netop er det Modsatte, som er Tilfældet.

( Meir.)