Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 30/4 1885.


(Framh. fraa fyrre No.).
 
(Del 2 av 6. Fyrste delen.

H. M. Dahl: (Slutten). Professor Bugge anførte om enkelte af vore Forfattere, at Danskerne ikke længer kjender sit Sprog igjen hos dem; men jeg vil sige, at om de fleste af os her i Norge vilde fremlægge vort Forfatterskab for disse samme Cencorer, der har erklæret ikke at kunne læse Bjørnson uden Lexikon, tror jeg, nogen hver af oss skulde faa Attest for, at vi skrev ganske bra dansk; _ ialfald tør jeg forsikre, at Professoren skulde faa en særdeles god Attest i saa Henseende. Dette er fra mit Standpunkt ingenlunde sagt som nogen Dadel _ tvertimod mener jeg, det er vor fulde Ret, og det er en skjøn Ret at kunne bevæge sig i sit eget Modersmaal med fuld Frihed, Sikkerhed og Selvstændighed. Men netop fordi jeg hævder den ret for mig, fordi jeg føler det som noget glædeligt, netop derfor vil jeg ogsaa hævde den same Ret for hver eneste Mand og Kvinde i Norges Land; netop fordi jeg selv føler det gode i at have faaet min egen Udvikling i det, som er mit Modersmaal, og som jeg derfor maa kalde saaledes, tiltrods for, at jeg ved Siden deraf kalder det Dansk, ønsker og under jeg gjerne enhver anden at faa den samme ret og Anledning til at nyde det samme Gode. Og netop dertil er det, jeg ogsaa har tænkt, at disse Kurser, som denne Debat egentlig skulde dreie sig om, skulde yde vore Lærere, og derigjennem den opvoxende Slægt, et godt og gavnligt Bidrag. Jeg holder mig fremdeles til, hvad jeg sagde igaar, at jeg har en Følelse af, at disse Kurser ganske vist staar i en meget nær og inderlig Forbindelse med Norskens fremtidige Liv i Landet, og jeg vil benytte Anledningen til at takke Hr. Statsministeren for det Fremtidssyn, han har givet av denne Sag i Dag, som stemmer saa helt og fuldt overens med, hvad jeg haaber og tror i saa Henseende. Jeg skal imidlertid ikke indlade mig paa den Sag i sin hele Dybde _ dertil anser jeg mig aldeles ikke at have de fornødne Forudsætninger _; men til, hvad Hr. Professor Bugge i dag har sagt, vil jeg faa Lov at gjøre et Par Bemærkninger. Han anførte som en Autoritet for sig ingen mindre end Ivar Aasen selv og heftede sig særlig ved et Udtryk af ham, hvorved han vilde paavise, hvorledes Ivar Aasen selv havde den Opfattelse, at det Sprog, han fremlagde, var et lavet Sprog. Professoren heftede sig nemlig særlig ved det Udtryk, at dette Sprog var anlagt _ eller hvori det nu bestod. Jeg vil faa spørge Hr. Professoren, om han virkelig tiltænker Ivar Aasen, at han skulde have gjort dette Arbeide i den Tanke, at han paa rent mekanisk Vis lavede et Sprog, som nu gjennem ydre Love skulde tvinges ind paa Folket, _ om han virkelig tiltror Ivar Aasen saa stor en Aandløshed, som den maatte være i Besiddelse af, der skulde tænke, at dette kunde fremmes paa den Maade? Nei, den Tanke har han ikke tænkt; han har tvertimod havt en levende Følelse af, at det Sprog, han fremlagde, er en levende Frugt af de levende Dialekter. Saa er der endnu en Ting til, som jeg, fordi jeg kan særlig bedømme det, har Lyst til at sige et par Ord om. Det er den Indvending fra Professor Bugges Side, at det var dog besynderligt med dette Sprog og de Bøger, som er trykte i det, at de har faaet saa liden Udbredelse; dersom det skulde være saa, at Folke fraa Landsende til Landsende skulde kjende dette Sprog, hvorfor læste de ikke og kjøbte de ikke disse Bøger? Ja, dertil er der saare meget at svare. Jeg skal i Korthed henpege paa et par Ting, som jeg tror her giver en fyldestgjørende Forklaring. For det første maa enhver først faa Øvelse i at læse det, selv om det er hans Modersmaal. Der kan ingen, _ især naar man tager hensyn til den mer end mangelfulde Evne til at læse, der findes hos en stor Del af vort Folk _ vente af dem, at de skulle kunne faa Lyst til at paalægge sig det Arbeide, som ligger i at skulle øve sig op i at læse dette Sprog, selv om det maa indrømmes, at naar de først faar Tag i det eller høre det oplæse, saa kjender de sit eget Maal igjen. 
Men selv deres Færdighed i at læse Dansk er mangen Gang saa daarlig, at de maa stave sig igjennem det; og kan man da vente af dem, at de skulle ville tage det Arbeide paa sig at læse et Sprog, som de aldrig har seet paa Tryk før? Og saa kommer dertil alle de mangfoldige Fordomme, som er udbredt imod dette Sprog; de har ikke selv nogen Tro paa det. De har overalt fra gammel Tid faaet lære, at deres Sprog er et simpelt Bondesprog og ikke fortjener at dyrkes paa den Maade, ja, at det aldeles ikke gaar an at tale til 
Vorherre paa det Sprog. Jeg kunne levere forskjellige Beviser paa, at disse Fordomme virkelig existerer, og at de endog styrkes ud over Bygderne den Dag i dag af dem, som skulde vide bedre, og det paa en Maade, som kan bringe harmen op i En. At det f. Ex. ligefrem fortælles dem, at dersom Bibelen skulde blive oversat paa dette Sprog, dersom vi ikke længere skulde beholde Bibelen i det Sprog, hvori vi nu har den, saa vilde det snart være ude med Kristendommen i Landet _ det er noget, som jeg kan levere tilstrækkelige Beviser paa virkelig gjøres, og det, som sagt, af Folk, der skulde vide bedre. Jeg mener altsaa, at der er Grunde nok, som fuldt ud forklarer, at det til denne Tid har gaaet langsomt med Folkets Forstaaelse af og Kjærlighed til Sagen. Men som alle Bevægelser gaar i Bølgeslag, saa har jeg godt Haab om, at det for Fremtiden skal vise sig at gaa en hel Del raskere i saa Maade.

( Meir.)