Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 30/4 1885.


(Framhald fraa No. 46.)
 
(Del 1 av 6.) 

H. M. Dahl: Jeg forlagte Ordet væsentlig for at imødegaa et Par Ytringer, som er gjorte mod, hvad jeg sagde igaar. Jeg skal prøve paa at være ganske kort. Hr. Saxe bebreidede mig, at jeg sagde om Seminarierne, at Eleverne der fik Skade ikke blot paa sit Sprog, men ogsaa paa sin Sprogsans, og mente, at jeg der havde sagt mer, end jeg vilde staa ved; men jeg kan ikke komme fra det; min Erfaring tyder saa bestemt hen paa det, og deres egne Erklæringer har samstemt med det, at de ikke blot har faaet sit Sprog forkvaklet, saa de har blandet Norsk og Dansk med hinanden, men at de virkelig har tabt Evnen til skarpt at skjelne mellem dem, saa at selv de, som har den bedste Villie til at holde sit Sprog rent, ofte ikke blot af gammel Slendrian, men virkelig af ren Uvished om, hvad der er det rette, staar og famler mellem Dansk og Norsk. Det kalder jeg at faa sin Sprogsans forkvaklet, og det er gaaet mange _ jeg er sikker paa Samstemmighed om det overalt, hvor jeg er kjendt _ i deres Sprogudvikling i Lighed med et Billede, jeg vil anvende efter Vinje, at Hænderne er Esaus, men Røsten er Jakobs, og det uden at de selv har havt Begreb derom. Hr. Saxe har desuden fuldstændig bekræftet mine Udtalelser om, at Eleverne ved Seminarierne ingen Støtte eller Veiledning faar til at modarbeide denne Sprogforvirring. Han har selv sagt, at ved hans Seminarium lægges der dem ingen Hindringer iveien, med andre Ord, man finder sig i, at der er Maalmænd blant Eleverne, og lader dem faa Lov at læse Maalet, men nogen Veiledning i Kjendskabet til dette Sprog, til dets Love og Regler, det faar de altsaa ikke, nogen Støtte i dette Arbeide har man altsaa ikke turdet indlade sig paa at give dem. Jeg erkjender fuldt vel, at Seminariernes Reglement fortiden ikke giver nogen Anledning til, at der gives Timer i det norske Folkesprog; men jeg mener, at der kan gjøres uhyre meget uden Timer i saa Maade, hvor der er Kjærlighed til og Forstaaelse af denne Sag, og jeg tænker, at Hr. Saxe, dersom han havde undersøgt, hvorledes Elevernes Stemning i saa Maade er, og hvorledes det ser du inde i deres Hjerner, nok vilde faa Følelsen af, hvor nødvendig nogen Veiledning her var, og det hvad enten han selv troede paa det norske Maals Seier eller ikke. Jeg har ialfald indtil de seneste Aar havt en meget stærk Følelse af, at Elevernes Forstaaelse af Sprogforskjellen langtfra er saa klar, som den burde være. I den seneste Tid er det ganske vist saa, at der er vakt en saa stærk Selvstændighedstrang ho den norske Landsungdom, at den ogsaa paa egen Haand vist vil finde sig nogenlunde til rette paa sit eget Maal trods den stærke Paavirkning af Skriftmaalet fra Barneskolen ligetil Seminariet; men ialfald for ikke ret lang Tid tilbage er jeg ganske sikker paa, at Stemningen blant dem dog helst var et Hjertesuk om, at det skulde vera fint, um me kunde snakka slik, som Lærararne snakka. Nu tør de maaske i saa Maade være komne en hel Del længere frem, fordi jeg tror, at der er opnaaet en langt større Selvstændighedsfølelse hos Eleverne, de føler sig mer hjemme i sit eget Sprog og er mer dristige i at bruge det. Nu, dette er et stort Fremskridt, men et Fremskridt, som man visselig ikke kan takke Seminarierne for. Men det er mit Haab _, det kan jeg her tilføie _, at det snart skal blive annerledes, saa at der for Seminarbestyrerne, _ enten de nu helst ønsker at staa udenfor denne Bevægelse eller i sit Hjerte ønsker at modarbeide den eller ønsker at fremme den, aldeles bortset fra, hvorledes hver enkelt Seminarbestyrer her stiller sig _ vil blive en Tvang, en Tvang ja, som ikke er andet end en Frugt af den historiske Udvikling, til selv at tage Sagen i sin Haand og veilede Eleverne ogsaa i den Retning. Thi det er klart, at skal de, der skal være vort Folks lærere omkring i Bygderne, kunne med fuld Sikkerhed gjøre det, saa maa ogsaa Seminarierne ikke blot gjennem Tolerance eller gjennem velvillig Haandsrækning, men med Lovens Kraft her træde hjælpende til. Saa vil jeg faa gjøre en Bemærkning til Hr. Professor Bugge, som ankede over, at jeg havde brugt det ord, som jeg ogsaa i dag med fuld Bevidsthed har brugt om vort Skriftsprog, at det er dansk; thi jeg maa bekjende mig til den Lære, at vort Skriftsprog er dansk. Et Sprog kan ikke skifte Navn, fordi det reiser et Stykke over Havet. Ligesaalidt som Engelsk ophører at være Engelsk, fordi det reiser over Atlanterhavet, ligesaalidt ophører Dansk at være Dansk, fordi det reiser over Skagerak, og ingen skal nægte, at det er en historisk Kjendsgjerning, at det kom til os fra Danmark gjennem danske Mænd. Det er ganske vist, at Sproget hos os har en anden Klangfarve end i Danmark, det er ogsaa ganske vist, at vor Folkeindividualitet har tildels givet os andre Ordelag og Vendinger end de, som de Danske bruger. Det skal fremdeles villig indrømmes, at vi bruger Ord, som de Danske ikke vedkjender sig, og at de Danske til Gjengjæld bruger Ord, som vi ikke vedkjender os, men dette gjør ingen Forandring i det, at Sproget virkelig er dansk. Som Bevis paa, at vort Sprog ikke længer kan kaldes dansk, nævnte Professor Bugge, at enkelte af vore Forfattere skrev i et Sprog, som de Danske ikke kan læse uden ved Hjælp af Leksikon, og han hentydede derved formentlig nærmest til Bjørnson. Jeg vil sige, det kan meget vel hænde, at han har optaget mange Ord, som Danskerne ikke kjendes ved; men kan de ikke læse Bjørnson uden Leksikon _ Grammatik er jeg sikker paa, de ikke behøver Undervisning i for at kunne læse ham. Og desuden vil jeg sige: hvor mange er der i vort Land, der skriver som Bjørnson? Han danner ialfald en Undtagelse, _ ikke saaledes at forstaa, at jeg ikke anerkjender den Sprogbevægelse, som har faaet sit Udslag gjennem hans og Overlærer Knudsens Arbeide; jeg anerkjender den fuldt du og vurderer den meget høit, fordi jeg føler mig forvisset om, at det Arbeide engang kommer til at trække sammen med den Bevægelse, som nu foregaar ud over vore Bygder. Men medens Ivar Aasens Arbeide har samlet Tilhængere i skarevis rundt i Landet, kan de, der skriver som Bjørnson, kun tælles i Tiere.

( Meir.)