Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 29/4 1885.


(Del 1 av 7.)
 
Statsraad Blix: Jeg skal først tillade mig at bemærke, at det har forundret mig noget, at den foregaaende Taler har givet sit Indlæg saadanne Dimensioner, som han har gjort, at han har troet at kunne føre denne _ som det forekommer mig _ temmelig enkle Sag over i saadanne Vidder, som vi nu har hørt, og jeg har derfor nogen Tvivl om, hvorledes jeg rettest skal anlægge den Besvarelse, som jeg havde tænkt paa. Foreløpig maa jeg da sige, at jeg ike agter at følge dne sidste ærede Taler gjennem alle de Punkter, som han har berørt, men vil for det første kun faa Lov til at sige noget om det Punkt, som her vedkommer os, nemlig om de her foreslaaede Kurser i Folkesproget. Det forekommer mig dog fra først af at være en ganske klar og ubestridelig Sag, at det, som er tilsigtet og foreslaaet i den her omhandlede Post, dog virkelig ikke er den samme som at foreslaa Landsmaalet eller et nyt Sprog, eller hvorledes man nu vil udtrykke det, indført i vor Skole. Den ærede Repræsentant, som nu har talt, har gjentagne Gange sagt, at denne sag aabenbart ikke var gjennemtænkt af Regjeringen, og det er jo muligt, at sa kann være Tilfælde. Der skal jo ikke meget til, før en Sag kan siges at være saa vel gjennemtænkt, som den burde være. Det er meget muligt, at vi endnu ikke har magtet at gjennemtænke den ordentlig; men saameget tør jeg dog sige, at den tanke staar ganske klar for mig, at det er ikke det, som her er tilsigtet nu, at indføre Landsmaalet som Fag i Skolen. Jeg mener, at selve Forslagets Ordlyd og Motivering skulde forhindre en saadan Opfatning. Her er foreslaaet i denne Posts første Afsnit, at der i visse dele af Landet skal holdes Kurser for Lærere, som maatte ønske det, til Veiledning i Undervisning i Folkesproget i Skolerne, navnlig da Landsskolerne. Det er det, som faktisk er foreslaaet her og intet andet, og jeg mener, at dette Forslag er i sig selv saa enkelt og saa let overskueligt, at det fuldkommen vel egner sig til en Behandling for sig, uden at man nu for dette Forslags Skyld skulde behøve at optage en Kamp her om Maalsagen og særlig om Landsmaalet i hele dens Vidde og Bredde. Hvorledes staar Sagen nemlig, naar vi ser paa den Foranstaltning, som her er bragt frem? Er det virkelig noget saa nyt, noget hidtil i vort Land saa ukjendt, at det skulde kunne betegnes som en Foranstaltning, der medførte store og nye Farer for vor Skole og for vort Land, og som man derfor nu maatte staa paa Vagt imod for at tilbageslaa dette første Forsøg i sin Grund? Jeg mener, at det kan ikke paa nogen maade siges. Det, som her er foreslaaet, er ikke i den Forstand noget nyt, men er, vel forstaaet, kun en Fortsættelse og videre Udvikling af noget, som allerede for Aar siden er begyndt, er begyndt med Anerkjendelse og Tilslutning endog af begge Statsmagter i vort Land. Den ærede Repræsentant fra Throndhjem har selv mindet om, at vi i 1878 fik en Beslutning og det en enstemmig Beslutning af dennes Forsamling, hvorved Regjeringen anmodedes om at drage Omsorg for, at Undervisningen i Folkeskolen saavidt mulig skulde foregaa paa Barnets eget Maal, og at Regjeringen i Tilslutning dertil indtog i Instruxen en tilsvarende Bestemmelse, der gik ud paa dette. Nu har altsaa i disse
Aar denne Tanke været forsøgt praktiseret paa mange Steder, ialfald paa nogle Steder ganske vist med Held, der hvor de nødvendige Forusætninger har været tilstede. Andre Steder er der vistnok gjort mindre for Sagen, og fra ikke saa faa Steder har man udtrykkelig Vidnesbyrd om, at man mangler adskillige Forusætninger for overhovedet at kunne gjøre noget i den Retning, som af Storthinget og Regjeringen ved hin Bestemmelse var tilsigtet; man mangler først og fremst Lærere, der har Øvelse i at undervise i Folkesproget, og det var for at forsøge afhjulpet denne Mangel, at dette Forslag er stillet. Det er vistnok saa, at fuldstændig kan naturligvis ikke denne Mangel afhjælpes uden paa den Maaade, at det bliver indført som fast Del af Undervisningen ved vore Seminarier ogsaa det at veilede Lærarne i at benytte Folkesproget, Bygdemaalet som Undervisningsmiddel; det vil jo være den eneste effektive Maade til at gjøre denne Sag mulig i større og længere Udstrækning ud over det hele Land. Men denne Udvei foreligger der jo ikke for Øieblikket Spørgsmaal om. En mulig Udvidelse af Seminarieundervisningen i den her paatænkte Retning er jo noget, som først siden kan behandles, som vistnok i den nærmeste Fremtid vil stille sig paa Dagsordenen, men som nu ialfald ikke kan optages; saalænge vi nu befinder os paa dette midlertidig afventende Stadium, mener jeg dog, at noget kunde gjøres; der kunde gjøres en Smule for at nærme os dette Maal, nemlig Realisationen af Bestemmelsen fra 1878, og det er det, som her er foreslaaet: det er saavidt mulig at give de i Folkeskolen allerede ansatte Lærere, som dertil har Trang, Anledning til at faa nogen theoretisk og praktisk Veiledning i at benytte Folkesproget. For min Opfatning stiller dette sig aldeles ikke som noget nyt, end mindre som noget uhørt nyt, der skulde aabne nye farlige Udsigter for vor Skole. Det staar for mig meget mer kun som et Skridt, og det et lidet Skridt til en fuld loyal Virkeliggjørelse af, hvad de norske Statsmagter allerede har fastsat sem Bestemmelse for Skoleundervisningen. Og jeg maa da sige, det synes mig at være en noget underlig Tanke, at den Ting, at opstille det som Maal, at en Lærer skal bruge Folkesproget i Skolen, saavidt der er Mulighed derfor, at opstille dette som Maal og fastslaa det som Regel, det skulde være en uskyldig Ting, ja Skoledirektøren siger endogsaa en god og gavnlig Ting, men at man vil gjøre, hvad man for Øieblikket kan for at gjennemføre dette Paabud, det skulde være noget, som ikke var godt, men noget, der ligefrem var skadeligt; det maa jeg sige gaar over min Forstand, men det kan jo hænde, at det ogsaa kommer af, at jeg ikke har magtet at gjennemtænke Sagen. Dog, jeg skulde næsten tro, at det ikke egentlig er deri Feilen stikker; jeg er bange for, at det stikker i noget andet: at man snarere paa den anden Side ganske har taget feil i den Tanke, man har gjort sig om Sagen, at naar man vil gjennemtænke denne Sag, blander der sig ind andre uvedkommende Momenter, som aldeles synes at fordunkle Vedkommendes Tanker om Sagen. Et saadant Moment, som synes at have havt stor Indflydelse paa den ærede Repræsentants Tanker om denne Sag, er aabenbart det velsignede Landsmaal, som gjentagende gange er nævnt, og som det synes paa mange Kanter at vække Forestillinger om noget ganske frygteligt, farligt og forskrækkeligt. Jeg kan ikke forklare mig den Sag anderledes, at der kan reise sig en saa stærk og energisk Modstand mod en Sag, som den, der her er foreslaaet, end at det er Landsmaalet og Frygten for det, som er ude og spøger. Jeg vil, som jeg før har sagt, førend jeg ser, hvad Retning Debatten kommer til at 
tage, nødig her indlade mig i Vidtløftigheder i dette vide Spørgsmaal, og jeg skal søge at afholde mig derfra, ialfald for det første; men jeg forbeholder mig senere at komme tilbage dertil. Jeg vil kun faa Lov til ut sige, at dette med Landsmaalet, synes jeg, man kunde blive enige om at holde ud her, for det første fordi, som jeg alt har sagt, det forekommer mig her at være aldeles unødvendigt med hensyn til Opklaringen af den Sag som foreligger, og for det andet, fordi man visselig vil faa god Anledning til siden at tale om denne Sag.


( Meir.)