[Tidender.] Fylgjurne.


Det er sjeldan, at me kann bruka noko av Morgenbl. i Fedrah. Men naar det gjeldst um aa maala ut Fylgjurne av det som er gjort i Stortinget no um Dagarne for Maalsaki, vil me for ei Gong Skuld gjeva Ordet til Morgenbl., som vist ingen vil skulda for, at det ser for ljost paa Framtidi aat den Saki. No finn me det jamvæl helder naudsynlegt aa merkja, at me ikkje kann fylgja Bladet fulllangt; naar soleis Baldet tykkjer, at so kann Folk tvinga alle Embættsmennerne til aa bruka Norsk, so vil ikkje me vera med, iallfall ikkje fyrr me hadde Vissing for, at Embættsmennerne kunne so god Norsk, at det ikkje vart berre Knot.

Det maa man dog lade Storthingsflertallet, at der nu begynder at blive baade Metode samt Fynd og Klem i dets Maalstræv.

Vi komme uvilkaarligt til at mindes det Vers af Bjørnson, som daværende Præsident Johan Sverdrup ved en vis Leilighed i Storthinget med saa megen Virkning deklamerede:
 
Det begyndte som en Susning
i Kornet en Sommerdag,
men det steg til en Brusning
gjennem Skovenes Tag.
Saaledes ogsaa med Maalstrævet. _ _ _

Saa kommer endeligt last but not least Dokument No. 17, indeholdende Vedtak fra de 41 Storthignsmænd. Disse Mænd ere ikke tilfredsstillede med, at Folkemaalet kommer ind i Skolerne, hvor de kommunale Myndigheder dekretere det, og i Seminarerne; de tænke længere frem: Me hev tenkt, at det bør vera so, at det stend frit for alle, som hev med Stats-elder Kommune-elder Kyrkjesaker aa gjera, Embættsmenn elder folkevalde, aa bruke det Maalet, dei sjølv finna høvelegt, Bokmaal elder Landsmaal, i Skrift som i Tale, til offentleg Bruk.

Hertil slutter sig Komiteindstillinger med Rektor Steen i Spidsen, paa to Medlemmer, Bech og Bonnevie, nær: Regjeringen anmodes om at træffe fornøden Forføining til, at det norske Foleksprog som Skole- og officielt Sprog sidestilles med vort almindelige Skrift- og Bogsprog.

Denne Indstilling vedtoges af hele Storthingets Venstre (paa Huser nær), den akceptteres paa hele Regjeringens Vegne af Kirkedepartementets Chef, paa en intetsigende Reserva-tion nær. Hermed er hele Linien løbet ud, Galskaben (!) er bragt i System med Tilslutning af begge Statsmagter. Det vil herefter staa enhver Embedsmand, Storthings- og Kommunemand frit for, skriftligt som mundtligt, officielt at bruge Folkemaal, Landsmaal, Bygdemaal i Embedsprotokoller, i offentlige Dokumenter, for Retten, i Heredsstyrelse, Amtsformandskab, i Storthinget. Vi forudsætte, at det ogsaa maa gives Officeren Ret til at kommandere paa 
Maalet, ligesom det vil blive nødvendigt, at
samtlige militære Gradsbetegnelser ligefra Sergeant, Korporal og Furer til General og alle militære tekniske Betegnelser fra Peloton, gjennem Kompani og Bataljon til Brigade støbes om paa Maalet.

Dog, hvorfor skal alene de Personer, der ere beklædte med en eller anden offentlig Myndighed, have denne Ret til at vælge sit Maal? Er dette egentlig vel betenkt? Er de ikke alle Folkets Tjenere? Er ikke Folket Husbond? Er ikke Folket i sin Ret, naar det siger: Skaf dig et andet Maal! det, du bruger, liker jeg ikke. Eller, naar Folket er delt mellem 2 Maal, er da ikke Tjenstmanden pligtig til at bruge begge? Er det ikke Folket, som betaler? Skal der være Frihed bare for dem, der skal tale og skrive, og ikke tillige for dem, der skal høre og læse?

Kan Folket ifølge den Afgjørelse, som Storthinget nu har truffet, vistnok ikke forlange sig betjent paa Bygdemaalet, kan det dog kræve, at de offentlige Myndigheder i alle dets Anliggender i Kirke og Skole, i Kommune og Stat, i Alvor og Glæde henvende sig til det paa det Maal, som begge Statsmagter nu vil skal sikres det, _ nemlig Landsmaalet, _ dette herlige Sprog, som man nu om Dagene elsker saa høit, taler saa skjønt om, og til hvis snart formodede Ankomst alle Porte ere slagne op paa vid Væg!