Professorpost i Folkemaalet. - Ivar Aasen-tunet

 

Regjeringi hev no lagt fram for Stortinget eit Framlegg um, at det skal verta ein fast Professorpost i det norske Folkemaalet ved Universitetet med Kr. 4500 som aarleg Løn.

Statsministar Sverdrup sitt Framlegg um denne Saki hev voret sendt til Universitetet, for at dei der skulde segja si Meining, og i det historisk-filosofiske Fakultetet gjorde dei eit sovore Vedtak: Fakultetet erkjender Berettigelsen af det fremsatte Forslags Tanke under Forudsætning af, at dermed menes en videnskabelig Behandling af de norske Dialekter og disses historiske Udvikling i Forhold til Oldsproget og det nyere Skriftsprog og vil under denne Forudsætning anbefale det fremsatte Forslag.

Eit Mindretal (Prof. S. Bugge, Daae, Dietrichson, Friis, Monrad og Rygh) vilde ikkje hava nokon slik Post.

 

Kyrkjedepartementet segjer sovorne Ord um Saki:

I Anledning af en i 1881 fattet Storthingsbeslutning om Oprettelsen af et extraordinært Professorat, der efter Beslutningens Forudsætninger nærmest maatte betegnes som et Professorat i det norske Folkesprog og dets Dialekter, blev der af det historisk-filosofiske Fakultet og det akademiske Kollegium afgivet Erklæringer, hvoraf fremgaar, at der herskede Enstemmighed om den store Betydning af en fortsat videnskabelig Undersøgelse og Bearbeidelse af de norske Dialekter, medens der af en Minoritet i Fakultetet mod Beslutningen gjordes gjældende, at en saadan Lærerpost, naar den indskrænkedes til det norske Folkesprog og ikke tillige omfattede norsk eller nordisk Sprog og Sproghistorie i Almindelighed, vilde faa en unaturlig Begrænsning; det ansaaes ogsaa mer stemmende med Modersmaalets Værdighed, at det repræsenteredes ved et ordinært Universitetsembede. I Overensstemmelse med en derefter fra Kollegiet indhentet Erklæring om Betimeligheden af at optage Modersmaalet og dets Dialekter blant Universitetets faste Lærefag blev Sagen indtil videre stillet i Bero.

Som det vil sees af de i Sagen afgivne Erklæringer, hersker der ogsaa ved denne Leilighed, da der foreslaaes Oprettelsen af et ordinært Professorat i det norske Folkesprog (Landsmaalet), Enstemmighed om, at Bestræbelserne for at gjøre Folkesprogets Dialekter mer bekjendte og stille dem i et klarere Lys er en baade i videnskabelig og national Henseende meget vigtig Gjerning. Heri maa Departementet erklæde sig fuldt ud enig.

En Minoritet i det historisk-filosofiske Fakultet, tildels bestaaende af de samme Medlemmer som i 1881, har derimod fremdeles troet at burde fraraade oprettelsen af den foreslaaede Lærerpost. Den henviser i saa Henseende til de Betænkeligheder, som tidligere er blevet gjort gjældende mod en saaledes begrænset Lærerpost, Betænkeligheder, der efter Minoritetens Mening faar forøget Betydning derved, at Folkedialekterne i det foreligende Forslag er sammenknyttede med Landsmaalet, dette nye Skriftsprog, der tænkes i sin Tid at skulle afløse vort nuværende. Forsøg i denne Retning anser vistnok Minoriteten for unyttige, men maa dog betegne Bestræbelserne derfor som skadelige.

Departementet skal med Hensyn til Lærerpostens Begrænsning bemærke, at Dissentsen væsentlig skriver sig fra den noget forskjellige Opfatning af Folkesproget. Majoriteten erkjender det berettigede i Forslagets Tanke under Forudsætning af, at derved menes en videnskabelig Behandling af de norske Dialekter og disses historiske Udvikling i Forhold til Oldsproget og det nyere Skriftsprog. Departementet slutter sig i det væsentlige til denne Opfatning og antager, at Studiet af det norske Folkesprog i alle dets Former, de ældre og mer oprindelige saavelsom de yngre Blandingsformer, forsaavidt de kunne føres tilbage til et fælles Udgangspunkt i Oldsproget, har en baade naturlig og videnskabelig Begrændsning. Hvor meget af dette Materiale den første Lærer i dette Fag vil kunne inddrage under sine Undersøgelser, anser man med Majoriteten for en underordnet Side af dette Spørgsmaal.

Den Betænkelighed, som fakultetets Minoritet finder deri, at Folkesproget i det foreliggende Forslag er sammenknyttet med Landsmaalet, og som ogsaa Majoritetens Medlem, Professor Joh. Storm i nogen Grad sees at dele, kan Departementet ikke finde begrundet. Man er vistnok med den sidstnævnte enig i, at Hovedsagen for Universitetet maa blive det rent videnskabelige Studium af Folkesproget, hvorimod Spørsmaalet om, hvilken Sprogform der for Fremtiden skal blive den herskende i Landet, maa løses ad praktisk Vei efter Livets eget Behov og den nationale Udviklings Krav. Enhver, hvem det falder naturligt og bekvemt i Tale eller Skrift at anvende Folkesproget enten i en af dets Dialekter eller i en normalform (Landsmaal), vil naturligvis herefter som hidtil bruge det, uden Hensyn til, hvad Universitetet maatte lære om den Ting, og det vilde, som Professor Storm bemærker, ganske vist lidet nytte at sætte en Professor til at docere, hvilken Sprogform man burde benytte.

Men paa den anden Side turde det dog vel ogsaa ansees for en Videnskaben fuldt værdig Opgave, om den med sin Undersøgelse og Kritik kunde stille sig retledende og regulerende til den praktiske Bevægelse. ^_ Det saakaldte Landsmaal er, som bekjendt, fra først af opstillet af Sprogforskeren I. Aasen i rent videnskabelig Interesse; hans Mening var, at dette Normalmaal, ved saavidt muligt at sammenfatte alle for de enkelte Bygdemaal væsentlige Eiendommeligheder, skulde fremstille den for de norske Folkedialekter fælles Sprogform og saaledes danne et Totalbillede af dem alle; og det medgives jo fra alle Hold, at denne Normalform er opstillet med stor Sagkundskab og videnskabelig Konsekvents.

Men findes det nu ønskeligt, at der ved Universitetet holdes videnskabelige Foredrag over Folkedialekterne, saa vil det vel af sig selv fremstille sig for Docenten som en Del af hans Opgave ogsaa at behandle og belyse, hvad der er det fælles karakteristiske Grunddrag i alle disse Dialekter; og herved vil han da naturlig være henvist til at underkaste det af Aasen opstillede Normalmaal en videnskabelig Behandling, at stille sig undersøgende, kriticerende eller modificerende overfor det alt efter Videnskabens Krav og Medfør. Naar en saa videnskabelig vel begrundet Normalform som den Aasenske først engang er der, vil en Professor i norsk Folkesprog formentlig neppe kunne undgaa at tage den med i sine Undersøgelser, og det af rent videnskabelige Grunde og uden alt Hensyn til hans egen personlige Stilling til Spørgsmaalet om dette Normalmaals praktiske Brug i Skrift elller Tale. Og den Omstændighed, at det Aasenske Landsmaal faktisk allerede i ikke saa ganske liden Udstrækning er anvendt til literær Brug, at der bl. a. ogsaa er paabegyndt en af det offentlige besørget Oversættelse af det nye Testamente deri, samt at stedse flere af de Studerende føler Trangen til ved Universitetet at erholde nogen videnskabelig Veiledning i dette Landsmaal: alt dette synes end yderligere at maatte forstærke de Grunde, som fra rent videnskabeligt Standpunkt taler for en saadan Forføining.

Skjønt saaledes Folkedialekterne naturlig vil udgjøre den væsentlige Gjenstand for den her omhandlede Universitets-lærers Virksomhed, antages dog det saakaldte Landsmaal ikke vel at kunne udelukkes fra hans Undersøgelsers Omraade, og Departementet antager derfor, at den her foreslaaede Lærerpost rettest bliver at betegne som en Professorpost i norsk Folkesprog , og at Læreren vil have at behandle de enkelte norske Dialekter i det ovenfor angivne Omfang tilligemed det Aasenske landsmaal.