Um Ivar Aasens Landsmaal¹).

 
Dagbladet skriv eit framifraa godt og greidt Stykkje um Prof. J. Storms Fyredrag um Maalsaki. Her er det meste av det:

Det blev ogsaa tidligere antaget, at Bygdemaalene divergerede for meget til at kunne bringes ind under en Fællesform. Ivar Aasen fandt imidlertid, efterat have studeret dem noget nærmere, at de med al sin Forskjellighed dog havde det væsentligste tilfælles, og denne Opdagelse var det, der affødte den geniale og dristige Tanke om et norsk Landsmaal.

Nu synes det i visse Maader at være gaaet Prof. Storm som det gik Ivar Aasen. Ved nærmere at studere Dialekterne har ogsaa Storm faaet en Fornemmelse af deres indre Enhed.

Imidlertid er det dog endnu for Storm hovedsagelig Variationerne, der har Betydning. For Aasen blev Opgaven den: at prøve at faa frem Melodien.

Variationerne skulde respekteres. Det var for at støtte Bgydemaalene, at Aasen fandt en literær Fællesform ønskelig. Hidtil var der intet gjort for at beskytte Dialekterne. De var under Danskens og Dansk-norskens Herredømme udsatte for en stedse tiltagende Forhutling og Forarmelse. Det gjaldt at finde en Skriftform, gjennem hvilken Bygdemaalenes historiske Enhed kunde faa Udtryk, og i hvilken det, der var væsentligt og karakteristisk for dem, kunde blive slaaet fast og komme til Anerkjendelse.

Saa opstillede Aasen sin Normalform. Det var ikke et nyt Sprog, han lavede; det skulde hellerikke have ført til noget; han gav kun Forslag til Skriftform for et Sprog, som allerede existerede. Forslaget kunde være mer eller mindre heldigt; det kan man disputere om. Det vil hellerikke have nogen afgjørende betydning for Sagens Skjæbne. En Form maatte der imidlertid haves. Viste den sig ufuldkommen, kunde den forbedres. Aasen har selv i Tidens Løb foretaget ikke saa faa Lempninger, og hos yngre Forfattere viser der sig gjennemgaaende en ganske tydelig Bestræbelse i Retning af Simplifikation og Tilnærmelse til Dagligtalen. Men for Ivar Aasen gjaldt det den gang at finde en Form, der kunde samle Folk om sig, og idet han løste den Opgave, blev han for al Tid det nynorske Skriftsprogs Fader.

Han løste Opgaven godt. Prof. Storm betegner den Form, han opstillede, som den bedste Form af Landsmaalet. Ivar Aasen er, siger han, en Sprogforsker af første Rang; han har en vidunderlig Hukommelse, den fineste Sprogfølelse og en klassisk Stil. Hans Landsmaal har altsaa alle Betingelser for at tilfredsstille saavel Videnskabens som Skjønhedens Krav. Det er ogsaa virkelig fortsætter Prof. Storm, et vakkert, velklingende Sprog, især naar man udelader de ikke faa stumme Konsonanter, og det har en ægte norsk Sprogtone. Storm finder vistnok, at det er et meget lærd og vanskeligt Sprog. Men han oplyser samtidig, at der ikke er saa faa, som skriver det. De er kun to eller tre, som skriver det ridtig udmærket godt, og saa nogle faa, som skriver det meget godt; Resten skriver det nok saa som saa; _ men med Hensyn hertil turde Forholdet være omtrent det samme i andre endogsaa meget gunstigere stillede Sprog, saa at herved intet kan siges at være godtgjort.

Saavidt vi ved, er alle sagkyndige enige med Prof. Storm i at anerkjende Aasens Form fra et theoretisk Standpunkt.

Saa kommer Erfaringen.

Denne lærer, at af de Forfattere, der har skrevet paa norsk Folkesprog, har de allerfleste brugt Aasens Landsmaal. Ikke fordi denne Form var den eneste existerende; der har, som rimeligt er, ogsaa været forsøgt med andre. Men ingen af disse har samlet saa mange om sig som Aasens.

Og det er ikke, som man efter Prof. Storm kunde tro, bare Vestlendinger, som har brugt denne Form. Saavel Østlændinger som Nordlændinger har skrevet i den, og skrevet godt. Den, der ved Siden af Aasen og Aasmund Vinje har skrevet Landsmaalet bedst, nemlig Forf. af Nokre Salmar, er fra Nordland. Bladet Fedraheimen var i sine første Aar redigeret af en Mand fra det yderste Vestland, nemlig fra Jæderen. Det redigeres nu af en Mand fra det yderste Østland, nemlig fra Østerdalen. Begge disse Mænd har brugt den Aasenske Form. Man kan af Sprogtonen se, at de er fra hver sin Kant af Landet, men 
Aasens Form har altsaa vist sig at rumme de 
Modsætninger.

Paa den anden Side lærer Erfaringen, at det er Aasens Landsmaal, der er blevet mest læst. De fleste af de paa norsk skrevne Blade har været Aasenske, og de af disse, der har været udgivne i Kristiania, har havt, eller har sine fleste Læsere paa Østlandet. Det norske 
Samlag, der har bestaaet siden 1868 og har udgivet en stor Mængde Bøger, de allerfleste i Aasens Form, har havt mange _ for Tiden de fleste af sine Medlemmer paa Østlandet.

At Aasens Form er den mest anerkjendte fremgaar endvidere af, at det er den, Statsmagternei forekommende Tilfælde har fundet at kunde godkjende. Navnglig kan i saa Henseende anføres, at det er i Aasens Form, Prøveoversættelsen af de nytestamentlige Skrifter foregaar. Mænd fra alle Egne af Landet har stemt for den. Oversættelsen er udført af to Østlændinger og en Nordlænding. Det var daværende Statsraad N. Hertzberg, der som Chef for Kirkedepartementet godkjendte de fremlagte Oversættelser og af Storthinget æskede Bevilgning til Arbeidets videre Fremme.

Folk fra de forskjellige Bygdelag ved naturligvis meget godt, at Landsmaal ikke kan gjengive Dialekternes Forskjelligheder. En Fællesform kan jo ikke komme istand uden ved gjensidige Indrømmelser fra Bygdemaalenes Side, idet dog nogle Bygdemaal maa gjøre større Indrømmelser end andre, fordi de ligger fjernere fra den eller de Dialekter, der paa Grund af sin Helstøbthed eller ved sin Skikkethed for literær Brug bliver Grundlaget for den nye Sprogdannelse. Men man synes at have havt Følelsen af, at Aasen har fundet Melodien. Han har truffet et Valg af Former, der i det store og hele er tilfredsstillende. Forøvrigt er hans Form modtagelig for Udvikling. Og denne vil, her som i alle Sprog, gjøre sig selv. Den vil være afhængig af, hvilke Strøg af Landet der skaffer de fleste og beste Forfattere. Da der er Vexelvirkning mellem Forfatterne og deres Publikum, vil den ogsaa være afhængig af, hvilke Bygder, der skaffer de fleste Læsere. Denne Udvikling, der som antydet allerede er begyndt, vil bestandig gaa i retning af at lægge det skrevne Sprog saa nær som muligt ind til Talesproget.

Samler vi, hvad der ovenfor i Korthed er anført om Erfaringens Lærdomme, bliver Resultatet, at det Aasenske Landsmaal for Tiden faktisk er den (relativt) landsgyldige Sprogform, altsaa den Form, man nu har at holde sig til ved de praktiske literære Foranstaltninger, hvorom der bliver Tale. Da Aasens Form tillige theoretisk er anerkjendt, ikke blot af Maalsagens Venner, men lignsaa fuldt af dens Modstandere, kan der saa meget mindre opstaa betænkelighed ved at lægge den til Grund. Det øvrige maa da, som Prof. Storm har antydet, overlades til Folkets Valg og til den literære Udvikling.

_ Prof. Storm taler i sit Foredrag memet om Splittelse, den vil han gjerne undgaa, og det vil vi alle.

Herved er imidlertid at bemærke, at Maalsagen ikke har skabt nogen Splittelse, men alene bragt for Lyset den, der faktisk existerede. Og det er Forudsætningen, at Splittelsen skal søges hævet.

Den farligste Splittelse skulde være den mellem By og Land. Men vi er allerede saa langt komne, at heller ikke den synes uovervindelig. Bysproget har allerede optaget saa mange norske Elementer _ dets Udtale er norsk, dets Bøininger er væsentlig norske, det har Tusinder af særlig norske Ord og Vendinger, siger Prof. Storm _, og dets Udvikling henimod endnu større Norskhed er saa tydelig, at der ikke længer er Grund til at frygte for, at Byerne for al Tid skal blive staaende isoleret.

Grundene til, at Byernes Fornorskning gaar lettere end Bygdernes Fordanskning, er ikke vanskelige at skjønne. For det første er bybefolkningen i Mindretal, og By er skilt fra By ved brede Landbelter. For det andet foregaar den aandelige Stofvexel raskere i Byerne; i saa Henseende er her særlig at mærke, at Bybefolkningen rekrutteres fra Landdistrikterne, medens Bevægelsen i omvendt Retning ikke har megen Betydning. Endelig har Bymaalene mindre Modstandskraft end Bygdemaalene, fordi disse har dybere historiske Rødder end de førstnævnte saavelsom en stærkere og mere helstøbt sproglig Bygning. Og saa har Dialekterne denne hjemlige Klang, som ogsaa Byfolk kan fornemme. Det vil være umuligt at samle Bygderne om et dansk-norsk Sprog; men der er Mulighed for, at Byerne i Tidens Løb kan fornorskes saaledes, at de ikke vil føle nogen Vanskelighed ved at akceptere et veludviklet og vakkert Landsmaal.



¹) Me fær Stundom Stykkje tilsende, som umhandlar Former og Skrivemaate i Norsken. Men me torer ikkje trøyta Lesaranne med formykje av det Slaget. Me visar til dette Stykkjet her, som me i alle Ting maa sanna. Sjaa ogso Fedrah. No. 9, 1884 Um Maalvokstren og elles Garborgs Bok um Sprog- og Nationalitetsbevægelse. Bladstyret