Aat Bladstyret

 

er innsendt fylgjande: Til Redaktionen af Fedraheimen.

 

 

Man har sendt mig et Nr. af deres Blad (Nr. 46), hvori en Indsender (R.) har angrebet mig, fordi jeg i et Forord til en paa Horten udkommen Bog har udtrykt min Glæde over, at vore christelige Lægfolk kan faa læse Bøger i godt Sprog, og betonet netop Sprogets Renhed i Modsætning itl en Tilbøielighed, jeg især paa de Kanter af Landet sporede, til at nedværdige det ved platte Udtryk f.ex. ”bedrøva” istedetfor ”bedrøvet”. At Indsenderen var misfornøiet med denne Udtalelse, fandt jeg noksaa rimelig, naar han deri saa en Misbilligelse af Landsmaalets Indførelse i vort Tale-og Skriftsprog. Jeg har i det nævnte Forord slet ikke tænkt paa Landsmaalet. De Personer, som jeg har havt for Øie, har især været omreisende Lægprædikanter, der ellers har brugt det sædvanlige ”danske” Sprog, men som have troet at kunne give Dannelsen og de Fine en Snert ved af og til rigtig at klemme ivei med Udtryk saa platte, at det maa vække Modbydelighed, for det har røbet bare Affektation og Ringeagt for Dannelsen. Da jeg var Præst paa Horten, havde jeg nok af dette pietistiske Væsen, der saa saa ydmygt ud, men vistnok ikke i Grunden var dette; thi Hovmodigheden stak frem alligevel, ligesom den stak frem af Hullerne paa Diogenes’ Kappe. Disse Folks Prædikener gik meget ofte ud paa at forhaane dem, der gik i Uniform eller kjørte i Kaleschevogn, hvilke altid kaldtes ”Verden” og ”Verdens Børn”. Det er bekjendt, at især Lemmer af de Jarlsbergske Frimenigheder sætter en Ære i at være saa uvidende som muligt; de foragte al verdslig Visdom og al Dannelse. Og deres platte Sprog, f.ex. i en Brudetale Ordene: ”Nu skal Dere sætte Beina under eget Bord” er vel ligesaa langt fra Landsmaalet, som fra det almindelige Bogsprog. Jeg kan ikke i dette Væsen se Aandet end cynisk Hovmod, _ dog naturligvis uden at dømme de Enkelte, som er blevne forledede ind paa den Retning _.

 

Jeg har altsaa ved dette Udtryk om et plat Sprog, sammenlignet med ”skidne Tallerkener”, slet ikke i mindste Maade tænkt paa Landsmaalet. Hvilken Mening jeg personligt kan nære om dette Maals Berettigelse og Fremtid, anser jeg det iøvrigt for overflødigt at udtale; da jeg ikke tror, at min Dom vil være af nogen Vægt.

 

 

Ærb.

E. F. B. Horn.

 

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum