For Konge, Regjering og Storting.

 
Det hev voret som ei Festvika i Byen. Det er som me inkje kann tru vaare eigne Øyro, me hev so vondt for aa faa det inn i oss dette, at Normenn skal raada seg sjølv, at det er som nytt for oss til kvar Dag.

Det var so rimeleg, at all denne Fagnaden maatte samla seg um ein viss Dag, det vart daa Sundagen.

Veeret var straalande og varmt.

Det høvde so godt, at ein kunde tru det hadde voret meint paa det, at det var stor Kappkøyring og Riding paa Etterstad straks ovanfor Byen same Dagen Kl. 12, og store Folkhopar var difor ute, og det var allstad Liv og Gaman. Det var som baate rik og ring vilde heidra den nye Tid.

Den liberale Foreining i Byen hadde sendt ut Uppmaning til aa samlast til ei Folkeferd um Eftan for aa gjera ei Vending til Ære for Konge og Storting. 35 Fanar møtte fram Kl. 7 og store Folkhopar krullad seg kvar under sit Merkje. Sume var daa so uloyale, at dei inkje vilde vera med i denne Soningsferdi, Studentarsamfundet, Handelsforeiningi og nokre til dei hev Skamm at di at dei inkje vilde heidra Kongen med sine Fanar. Men um Styret var millom Bakstrævararne so kom daa Folki deires likevæl med Flagg som Merkje. Den Skreidi av Byens Borgarar som gjekk med under Merkjet aat den liberale Foreining, ho var so stor og lang, at ein maatte undrast naar ein hev høyrt so jamt at Kristiania Handelsstand skulde vera samstelt i Morgenbladets Teneste.

Bondefanen, Magnus Berrføtts Merkje, drusteleg og stor, vart boren av ein høgvaksen sterk Østerdøl. Derunder fylkte seg Bønderne mannsterke. Sjeldsynt var det aa sjaa Bønder fraa alle Kantar av Landet samla slik her i Byen. Vestmann og Austmann gjekk Side um Side, no er den gamle Bygdestriden og Grendehatet slutt, alle kjenner seg som Brør, som norske Menn. Det hev Politikken gjort, det er 9de Juni Skuld i. _ Bondeskreidi var ei av dei lengste.

Ferdi gjorde ein Sving og kom so skridande uppigjenom Karljohansgata, og upp mot Slottet, 8 _10,000 Mann, og utanum i Gaturne, paa alle Vollar og Haugar var det fullt av Folk. Aa det maatte vera gildt for Kongen aa sjaa utyver ifraa Slottet, med Kveldsoli sende sine Straalar utyver denne bylgjande Folkhopen med dei flagrande Fanar som glimad kvitt og raudt med Silkje og Gull. Aa det maatte vera underlegt og forbisnelegt for honom aa sjaa ei slik Fagning av Kristianiafolket, han som jamt og samt hev fenget Øyro fulle med, at Folk her i Byen berre vilde hava Krig imot sitt Land, men no saag han væl tydeleg nok, kvat Slag Blendarar det hadde voret med honom fyrr, og han fekk sjaa, han kunde gleda seg i si siste Avgjerd, og styrkja seg med den Kjensla, at han hev Folket med seg. Her saag han fyre seg 40 _50,000, som alle samtykte hans Raad.

Daa den fyrste Enden av Skreidi naadde upp til Slottet vart det ei Hurraroping utan Ende. Eit Sendemannslag gjekk inn paa Slottet, og Stadsfysikus Bidenkap heldt ein Tale aat Kongen slik:

Naadigste Konge!

En Skare af Mænd fra By og Bygd har med deres Majestæts naadige Tilladelse indfundet sig for at bringe Norges Konge sin Hyldning.

Der gaar i disse Nordens lyse Sommerdage et Glædens Budskab over Landet. Ved Bredden af de dybe Fjorde og langs de blomstrende Lier, i Dal og paa Slette samler det norske Folk sig under Faner og Flag for at lægge sin Hengivenhed for Norges Konge for Dagen.

Det frihedselskende, med fredsæle Folk vil fra de festlige Møder vende tilbake til sine Arner med Taknemmelighed i Hjertet og med et Minde, som Fremtiden trofast skal bevare.

Vi ønsker, at den højeste maa holde sin Haand over Kongen og det kongelige Hus, og de Følelser, som kun svagt kan tolkes af den enkeltes Røst, vil Deres Majestæt fyldigere fornemme i de jublende Tilraab, som i denne Højtidsstund stiger op fra de tætte Skarer, der trænger sig om Kongeborgens Mure.

Gud bevare Kongen!

Kongen svarad:

Mine Herraer!

Modtager og bringer til de mange fra By og Bygd herudenfor forsamlede min Hilsen og min Tak for Udtalsen af deres Hengivenhed for mig og mit Hus.

Bringer dem ogsaa Dronningens og mine fælles Ønsker om, at Lykke altid maa bo i norske Hjem, likesom Fred i norske Hjerter.

Gud holde, fremdeles som hidtil, sin Haand velsignende over Norges Folk og Land.

So gjekk dei rundt Slottet og stelte seg upp paa Framsida, med Fanarne planta Side um Side fremst ved Slottet. Kongen og Droningi og Prins Eugen kom ut paa Svali, daa vart det ei Dundring med Hurra og Fagnadljod, som tyktest ingen Ende vilja taka, og Kongesongen vart spila og sungen.

Endeleg gjekk daa Kongen inn att, og Ferdi bar utgjenom til Stortinget. Sendemannslaget var upp i Bygningen, Professor Schjødt heldt ein Tale og sagde millom annat:

Vi ønsker at betone, at hvad vi føler, ei blot er Glæde over, at en lang og strid Kamp nu er endt: _ Vi føler os nu mere end før, ikke som Partimænd, men som Nordmænd. Vi er stolte af at være det, og det er os en Trang at udtale dette ligeoverfor de Mænd, der har havt en væsentlig Del i, hvad der er gjort.

Det er et gammelt Ord, at vi Nordmænd er et stridigt og stridbart Folk. Der er vel intet, som mere glæder end sand Nordmands Hjerte end en aaben og ærlig Kamp, ført rigtig tilgavns af kraftige Mænd, og fra Vikingetiden til nu kan det siges om os norske, hvad der sagdes om den gamle Sagnhelt: Han drak Glæde af Kampen som af en Fest.

Men alting med Maade. Er Kamp nødvendig og god, saa er Forsoning bedre. Ti det er den, der samler os om Kampens Tanke, og gjør dens Resultat frugtbarg og velsignelsesrigt.

Præsident Steen svarad:

Det nye Ministerium, sagde han, er i sig selv en Fuldbyrdelse af, hvad Stortinget har ønsket og hvad der har været Formaalet for dets Bestræbelser, en kraftig Samvirken mellem Statsmagterne.

Det giver en Forjættelse om, at det skal formaa at anspore og samle Kræfter til et stærkt og enigt Arbeide for Fædrelandets Hæder og Ære og til dets Vækst.

So vart Tingmennerne med ned (berre Vinstreflokken daa), og der stod dei og tok mot Hurra og Helsing av kvart Fanelag som kom framum.

Endeleg bar det ned gjenom Raadhusgata til Stiftsgarden, som vist aldri hadde drøymt um aa hava Sverdrup innafor sine Veggjer som Statsministar og heile Kristiania fagnande honom.

Statsrevisor Hølaas talad, og Sverdrup svarad soleids:

Mine Herrer!

Der er Begivenheder, som bærer et Forsynspræg. Dertil hører de, hvor Tiden i sin Gang samler alle gode Kræfter til seierrig Virken for et Fremskridt i et Folks Liv.

En Begivenhed af denne Rang gjør Dagen til en Festdag og en Mindedag for Norges Land. Kravet paa en god Forbindelse mellem Statsmagterne, paa et i Sandhed frit Styre, lykkelegt og ærefuldt, paa Fællesvirken af Konge og Folk er udgaaet af vort unge Frihedsliv og modnet ved Udviklingens Vækst indtil det naaede en Styrke, der havde en Skjæbnes Magt.

Til dette Fædrelandets Krav har mit Liv været fæstet. I dets Fyldestgjørelse saa jeg det, hvorpaa det i vor Tid kom an for mit Land, Kroningen af Forfatningsværket, og for mig var det en Overbevisningens, Fædrelandskjærlighedens, Pligtens og Ærens Sag at arbeide for Opnaaelsen af det Formaal, jeg holdt saa høit. Tilsidst føiede det sig saa, at det blev mit eneste i Verden.

I denne Kjærlighed til og Troskab imod mit Lands første Anliggende indeholdes al min Fortjeneste. Udslaget _ behøver jeg at sige det? er ikke givet af nogen enkelt Mand. Det er et Værk af Norges Folk og Norges Konge til Held for Fædrelandet og til Held for det Forbund, vi i Nordens Navn har sluttet med vort høit ærede Broderfolk. Fremtidsarbeidet paahviler os alle. Men Arbeidet er stort. Ingen føler dette stærkere end de Mænd, der er kaldede til Medlemmer af Kongens Raad. Deres Haab er ved pligttro Stræben at fortjene kongens og Folkets Tillid. Det er to stærke Magter, der alene kan sætte dem istand til at udføre sit nye og ansvarsfulde Hverv.

For Folket er der arbeidet, for Folket er der lidt og for Folket er der seiret. Jeg beder dette Folk, hvis Minder og Forhaabninger er vort bedste Eie, at modtage en gamel Mands varme Ønsker om Held og Hæder paa dets Fremtidsbane.

Maatte den høieste holde sin beskjærmende Haand over Norges Folk gjennem alle kommende Tider.

Heile Rekkja stemnde so framum, med Hurra utan Ende; Sverdrup stod i Glaset og helsad.

So var Ferdi slutt. Seinare paa Kvelden vart det haldet Lag baate i Arbeidarsamfundet og i Losjen.

Jau det var ein gild Dag og ein Fest som Kristiania hadde Ære av.