Det norske Landsmaal.

 
(Av H. E. Berner i Dagbladet).

(Del 1 av 2.)


Det lader til, at mit Foredrag om det norske Landsmaal paa Maalvens-Mødet i forrige Maaned er bleven adskillig misforstaaet paa enkelte Hold. Ialfald har nogle Blades Omtale af mit Foredrag og af mine Forslag til Maalsagens bedre Fremme været tildels meget unøjagtige. En nærmere Forklaring turde saaledes ikke være af Vejen.

Det har vist fremstillet sig for mange flere end mig som meget beklageligt, at Maalsagen, i Bestræbelsen for at faa norsk Landsmaal frem til Bogmaal, ikke har gjort større Fremgang end hidtil har været Tilfældet. Den har neppe engang faaet Fodfæste i den større Del af Landet,og navnlig af Østlandet, samt i Byerne. Det vilde derfor være traurige Udsigter for vore nationale med, dersom der ikke skulde være Udvej til at faa Maalsager ind i et Spor, som kunde være mere praktisk og love mere Udbytte end hidtil. Men slige Udveje tror jeg, det er.

Det gjælder bare at stille sig paa det rette Udgangspunkt. Vi er jo alle Nordmænd. Baade paa Landsbygderne og i Byerne hører jo Befolkningen, hvilke Forskjelligheder der end kan værei deres Sprog, dog til det norske Folk. Vi kan ikke overse Bybefolkningens Maal eller overse, hvor stærkt Indpas det danske Bogmaal har faaet under flere Aarhundreders Brug i Skole, i Kirke, i Rettergang m.v. I Sprogbevægelsen maa alle historiske Faktorer medtages; ellers faar vi intet fælles nationalt Sprog.

I en Stridens og Splidens Tid er det især af Vigtighed at fremhæve, hvilken samlende Magt Modermaalet øver. Og i Maalsagen ligger en Samlingens Tanke af første Rang. Thi ligesom der ikke gives noget stærkere nationalt og politisk Bindemiddel end et fælles Sprog, saaledes er flere, om end beslægtede Sprog, for en Folke-Enhed som den norske i national og politisk Hensende de farligeste Splittelsens Kilder.

Vi kan derfor ikke med rolig Hu blive staaende ved den Tanke, at der paa Landsbygden her i Norge skal komme til at herske et norsk(eller som det er kaldt norsk-norskt) Maalføre, medens Byerne skal have et dansk-norsk. Skal der komme noget godt nationalt til Ære og Gavn for Fædrelandet ud af denne Sprogbevægelse, maa efter min Opfatning Bestræbelserne rettes paa mest muligt at jemke alle historiske Faktorer sammen. Der faar gjøres Indrømmelser fra begge Sider.

Lad os Maalmænd da strax gjøre en stor Indrømmelse: den, at Maalsagen til Skade for den nationale Udvikling hidtil har været altfor megen en lærd Sag til at kunne blive en virkelig Folkesag , som den skal og maa blive.

En lærd Sag _ det vil sige: Sprogformen er skabt af en stor Sprogmand, Ivar Aasen, efter omhyggelig Studium af Gammelnorsken, Bondemaalene m.m. Hans Sprogform er visselig saa videnskabelig fuldendt, saa klassisk, som man kan ønske sig det, og det maa fremdeles fremhæves, at han arbejdede med det store fædrelandske Maal for Øje, som altid siden har været Maalmandens: nemlig at faa vort norske Maal op igjen som det landsgyldige Maal istedetfor Dansk. Dette Landsmåel er klassisk lig til Skrivemaaden; det har f. Ex. Gammelnorskens hele Apparat af Konsonantfordobling m.m. Og hvad Ordforradet i Landsmaalet angaar, har det været en kjendelig Bestræbelse hos de fleste Landsmaalforfattere saa meget som muligt at undgaa Ord, som har unorske Begyndelser og Endelser _ selv om de gjennem Brug og Bogmaalet er bleven kjendte overalt og bleven Hverdagsudtryk over hele eller næsten hele Landet; man har hellere valgt de kav-norskeste Ord, selv om man maatte gaa til Gammelnorsken eller ialfald helt op i en aflægs Fjelddal for at hente dem, og selv om deres Betydning kanske var vanskelig at greje, med mindre man havde Ordbogen ved Haanden. Sproget blev saaledes i det hele mere fornt eller gammeldags end noget nulevende Bygdemaal. Paa den Vis harman faaet istand et Sprog, som det vel kan være en sand Nydelse for Sprogmænd ex professo at beskjæftige sig med, men som jo ogsaa kun faa andre magter at sætte sig ind i og bruge.

Men det er noget ganske andet, som nu trænges, dersom vort norske Maal skal komme rigtig til sin Ret. Hvad det gjælder om at faa, er et Maal ikke bare for nogle Sprogdyrkere og Literater, eller om det kommer højt for Bergens Stift, hvor det gamle Maal jo har holdt sig bedst _ men et Maal, som ogsaa kan høve for Smaaleningen, Romerikingen, Hadelændingen, Østerdølen, med andre Ord for hele Landsfolket _ ikke alene for Landbefolkningen, men ogsaa for Bybefolkningen her i Norge. Altsaa et virkeligt Landsmaal for det ganske Norges Land.

Og vil man skaffe det norske Maal op igjen til virkeligt Landsmaal istedetfor det danske Bogmaal, faar man tage det slig, som det nu lever, slig, som det har Livskraft og Livbetingelser for sig i det bestaaende Maalføre.

Man faar finde sig i at tage Generalnævneren _ som Vinje kaldte det _ af hvad der nu er faktisk gjældende Maalføre her i Landet. Og da bliver det et adskillig anderledes udseende Maal end det, vi hidtil har seet mest af paa Landsmaalsliteraturen. Istedetfor den fine, harmoniske, men for de fleste noget fremmede Drivhusvæxt af et Landsmaal, vil man faa et vistnok kanske simplere, men desto mere kraftigt og hjemligt Maal, som alle forstaar, alle kjendes ved, alle kan bruge og alle vil kalde Kjød af mit Kjød og Ben af mine Ben _ alle: baade Østlænding og Vestlænding, baade Landbu og Bybu.

Det vilde kun være en daarlig Separatismens Aand, som vragede den ene Landsdel og foretrak den anden, som satte nogle Landsdeleligesom i et sprogligt Ban, ikke vilde fuldt vedkjendes deres Talesprog som norsk, fordi det ikke er saa klassisk som Sognemaalet eller Sundmøre-Maalet.

Nu har man imidlertid næsten faaet Romerikingen, Smaaleningen og i det hele Østmændene til at tro, at de maa være paa sin Post mod dette norske Maalstræv. Man hører ikke sjelden, at Folk fra disse af Maalmændene vragede Distrikter siger, at de heller vil holde paa det i Skolen indhamrede danske Bogmaal end tage det ny-norske Maal. Saa fremmed forekommer det sidste dem i den Skikkelse, det hidtil for det meste har optraadt i.

Vil man have Folk fra Østlandsbygderne med i den norske Maalrejsning _ og det bør jo alle Nordmænd være med i _ saa faar man altsaa begynde med at respektere ogsaa Østlandets Bygdemaal, og jeg tænker et godt Stykke af Bymaalene med, som norske. Vi faar erkjende Sandheden og give baade Overlærer K. Knudsen og Prof. Johan Storm Ret i saa mangt og meget af hvad de har sagt og skrevet. Tonelaget i vore Bymaal er norsk, er ialfald bestemt forskjellig fra dansk; og Sprogform og Ordforraad er det ogsaa i ikke saa liden Udstrækning paa Gader og Stræder inde i Byerne. Men er der norsk Maal i selve vore Byer, saa faar vel ogsaa denne Sprogbrøk komme til sin Ret i den norske Sprog-Generalnævner, som skal blive vort nye Bogsprog. Vi er nødt til det, dersom vi engang skal faa vort norske Modersmaal op istedetfor det danske Bogsprog, vi hidtil harhavt tillaans, men som vi nu har faaet saavidt af Selvstændighedens Æresfølelse, at vi ikke længer vil finde os i at bruge, _ ja som vi snart sagt ikke længer kan bruge, fordi uvilkaarlig Norsken vinder for stor Magt i os.