[Um Høgrestreiken...]

Um Høgrestreikeni Thinget skriver Vestlandsposten mill. a.:
           
Paa denne Maade har et lidet Parti Magten til at standse hele Folkerepræsentationens Arbeide. Det er i Sandhed en nem Maade at skaffe Mindretallet Magten i Landet. Det er ikke nødvendigt at jage Folkerepræsentationen bort med Magt, ved Hjælp af Soldater. - Thi der er neppe synderlig Forskjel i denne Henseende mellem at jage Thinget bort med Magt og at sætte det ude af Stand til at arbeide derved, at dets Medlemmer undlader at møde eller deltage i Afgjørelserne. Begge Dele er efter vor Opfatning lige ulovlige, lige strafværdige.
           
Men medens der er Adgang til at straffe ethvert Forsøg paa med ydre Magt at hindre Storthingets Virksomhed, saa indser vi ikke, at der i Løbet af de to nærmeste Aar ialfald er nogen Adgang til at tildele dem nogen Straf, som negter at deltage i Thingets Møder eller Afgjørelser. Ja dersom det kun er en enkelt eller nogle enkelte Mænd, som paa denne Maade forsømmer sin Pligt, kan de jo drages til Ansvar. Men dersom det hele Høireparti i Odelsthinget aftaler at gjøre en saadan Strike, da kan de ikke derfor drages til Ansvar af Thinget. Thi Odelsthinget er ikke istand til at holde Møde, naar 30 eller 32 Medlemmer holder sig borte.
           
Storthinget staar derfor, saavidt vi kan se, ganske uden Midler til at hindre Høirepartiet fra i Strid med Reglement og Grundlov at forsømme sin Pligt til at møde og deltage i Sagernes Behandling og Afgjørelse.
           
Men skulde ikke dette være skikket til at aabne alle forstandige og ærlige Høiremænds Øine for Høirepartiets falske Stilling? Skulde ikke dette være skikket til at belære ærlige Mænd om, at det Parti, som kan gaa saavidt som nu skeet, er farligt for Landet, farligt for al lovlig Orden i Samfundet? Skulde ikke dette være skikket til at vise vort Folk, hvor Vetovæsenet fører hen?
           
Først hed det, at Kongen maatte have et absolut Veto. Ellers kunde Folkets Penge tilintetgjøres af Storthinget og Grundloven omstødes. Nu er man kommet dertil, at Mindretallet i Thinget skal have det samme Veto i alle mulige Sager. Saasnart dette Mindretal kommer med en Paastand om, at noget er grundlovstridigt, saa skal det have Ret til at undlade at deltage i Sagens Behandling, og dermed Ret til at umuliggjøre en lovgyldig Beslutning.
           
Det er utroligt, at en saadan Paastand kan blive gjort i et Land. Det er utroligt, at et Forsøg paa ad denne Vei at umuliggjøre Folkerepræsentationens Arbeide og Virksomhed kan være gjort i vort Land. Men det er gjort af vort Højreparti, og det er blevet forsvaret af vor Højrepresse, der endog jubler over, at der nu er fundet et middel, hvorved Højre, skjønt Mindretal, altid kan sætte sin Vilje igjennem, og det uden derved at udsætte sig for Straf.
           
Men naar Landets Vælgere faar Øie paa, hvor dette Forsøg bærer hen, tænker vi, at de ved sin Stemmegivning til næste Valg vil sige:
           
De Mænd, som har kunnet være med herpaa, maa aldrig oftere have Plads i Norges Folkerepræsentation. De kunde ellers bringe Forfatningen i høieste Fare.