Fraa Folkemøti.

1. Program for Vinstre.
           
(Av Sverdrups Tale paa Lillestrømmen den 4de Juli).
           
Jeg udbeder mig Tilladelse til at sige min Mening om Stillingens Krav til os. Om Opgaven er vi enige: Selvstyrelse og paa Selvstyrelsens Vei i Fremskridt i alle Retninger. Der maa værnes, befæstes og bygges. Til Erkjendelsen af vor Opgave maa imidlertid slutte sig en klar og bestemt Faststillen af de politiske Formaal, hvis Opnaaelse er Opgavens Løsning, saavidt Hvervet kan betroes os. Visselig vil der fremkomme mange vægtige Bidrag i denne Sag, hvori alle Landets Vælgerdistrikter er saa dybt interesserede. Men Gjenstanden er høivigtig, og et omhyggeligt Valg maa træffes. Jeg vover derfor at yde mit Bidrag til den. Det hviler paa en ved Erfaring og Eftertanke grundfæstet Overbevisning.
           
Det Første, jeg vil fæste Opmærksomheden ved, det nævner sig selv: Opretholdelsen af Stortingsbeslutningen af 9de Juni 1880. Behøver jeg at forklare, hvad det her gjelder om. Tusinder af Gange er det sagt og gjentaget hele Landet rundt: det gjelder Folkets ufortabelige Ret, dets Ret til at forsvare, selvstændig gjennemføre og udvikle Forfatningen, der hviler paa Folkesuverænitetens Grund og er indgaaet i dens Navn. Det er det Første og det Største.
           
Det gjelder tillige, at man ved Statsraadernes Deltagelse i Stortingets Forhandlinger faar indforlivet i Forfatningen en Institution, der giver Folket gjennem dets Repræsentation en bestemmende Indflydelse paa Statsraadets konstitutionelle Holdning, gjør Samvirken mellom Regjeringen og Stortinget institutionel og sikrer for, at kun dygtige og med almen Tillid hædrede Mænd kaldes til Medlemmer af Hans Majestæts Raad. Jeg anholder om at faa sige: vi haaber en god Løsning for alle Landets store Spørgsmaal, som Folkets Udviklingsgang har sat og sætter paa Dagsordenen, men vi pligter ogsaa straks at sige, at vi her er ved et Fredsvilkaar, hvori Intet kan og maa eftergives. Vi kan ikke modtage noget andet end en hæderlig og for Landet heldbringende Fred.
           
Endnu et stort Forfatningsanliggende fordrer Plads paa ethvert Valgprogram. Jeg sigter til Udvidelse af Stemmeretten saaledes, at selvhjulpne Mænd bliver valgbare og valgberettigede. Jeg har sagt det før og jeg gjentager det: Selvstyrelsen kan ikke blive til sand Virkelighed, de Institusjoner, hvorigjennem den skal virke, ikke tilstrækkelig mægtige, medmindre alt det, som er myndigt i Folket, bliver medberettiget, medinteresseret, medhandlende og medansvarligt. Naar vi har aarlige Storting, naar Stemmeretten er udvidet til alle selvhjulpne Mænd, og vi har sand Ministeransvarlighed ved Statsraadernes Deltagelse i Stortingets Forhandlinger, da er Veien aaben for alle Fremskridt i politisk, sosial og økonomisk Henseende, som vi ifølge vor Stilling og vor Evne kan eftertragte. Den Slægt, som kan se vor Forfatning kronet med disse Institusjoner, dens Gjerning vil, som det staar i Sagaen, mindes saa længe Landet er bebygget.
           
Trods Grundlovens Bud om almindelig Værnepligt har vi endnu den Dag idag intet Landsforsvar, der fyldestgjør den Tanke, hvorpaa Budet hviler. Der kan ikke længer drives Udsættelsespolitik med denne landsvigtige Sag. For vor egen Skyld og af Hensyn til vor Pligt overfor Broderfolket maa vi skabe os en stærk Hær. Folket i Vaaben er jeg tør sige det det beste Værn og Fæste for gamle Norge! Efter vort Tænkesæt som Folk og vor Evne kan dette kun hensigtsmæssig ske ved at ordne al vor Værnepligt paa Grundlag af Militssystemet og kalde Folkets Fædrelandskjærlighed, Æresfølelse til Hjælp. Et sandt og kraftigt Nasjonalværn, som opstiller den norske Nasjon i sin Kraft, beredt paa at fyldestgjøre enhver Opgave, som Folkets høieste Interesser maatte stille til det jeg tænker, det vil sige meget, mine Herrer! Maatte det lykkes og lykkes snart!
           
86 Repræsentanter fremlagde for Stortinget i 1881 et Forslag om Rettergang med Edsvorne i Strafsager. Jeg optager den Henstillen, hvormed disse 86 Repræsentanter ledsagede sit Forslag til Stortinget og gjennem det til Folket, som en Programsag. Jeg gjør dette med saa meget større Sikkerhed, som Lovarbeidet af 1863 gjentagende er bearbeidet og diskutteret af Kommissjoner og af Storting. Jeg tviler heller ikke paa, at en ny Bearbeidelse vil forskaffe os en Straffeproses, der svarer til sit Øiemed, og jeg haaber og tror, at man ved en passende Anvendelse af Edsvorne i vigtige Sager og af Meddomsmænd i mindre vigtige Sager vil kunne opnaa en Ordning ved at tage behørigt Hensyn til vore Evner og vore Forhold. Jeg anholder om, at Vælgerne vil støtte denne Sag. Jeg tør sige, at de kan være overbeviste om, at Samfundet derfor vil blive dem Tak skyldig.
           
Jeg kan ikke bede Herrerne følge mig hen over det store Felt for de kommende Stortings Virksomhed; det vilde føre for langt. Men for mig staar det fast, at man ved ethvert Stortingsvalg bør træffe en taktfuld Begrænsning af de Mærkesager, man opstiller. Derigjennem fremmes sikkerlig Udviklingen bedst. Men det siger sig selv, at Stortinget med Kraft og Omtanke maa virke for Udviklingen og Fremskridtet i det Hele. Jeg skal faa Lov til at nævne nogle Sager, der vistnok ogsaa fremstiller sig for min Betragtning, men jeg vil erindre om, at jeg blot tager enkelte Eksempler. Jeg siger da, mine Herrer, Sparsomhed i Statshusholdningen, saavidt Statens Interesser tillader det, Reformer i Kommunallovgivningen, og Udvidelse af det kommunale Selvstyre, Fremme af Undervisningsvæsenet og Folkeoplysningen, Forholdsregler, sigtende til Udnytten af Landets Hjælpekilder og Ophjælpen af dets Næringsveie, Ordning i den Del af Lovgivningen for Administrasjonen, som berører næsten hver Mands Interesser. Det var let at nævne flere Opgaver, men hvor mange, jeg nævnte, et Vilkaar vilde være fælles for dem alle: en tilfredsstillende og kraftig Løsning af dem vil ikke finde Sted, førinden Folket i Medfør af Forfatningen har taget Ledelsen af Landets Anliggender i sin Haand og udøvet dem gjennem lovfæstede Institusjoner. Meningerne kan være forskjellige, men jeg tør med en vis Sikkerhed sige, at det Program, jeg i enkelte Træk har tilladt mig at oprulle for DHerrer lykkes det os at sætte det igjennem i en Valgperiode, da har det samlet os til Begivenheder uden Lige i vor Historie, som vil vise, hvor udviklingskraftigt og dygtigt og fædrelandskjært dette Folk er.
 
2. Selvstændighedens Ære.
 
(Or Bjørnsons Tale paa Stiklestad.)
Den Kraft, Selvstændighedens Æresfølelse giver, er den høieste; den er saa stor, at den multipliserer alle andre Kræfter i os.
           
Derfor skjønner I ogsaa, at alle fri Folk har, forat erobre eller bevare den, vaaget alt, naarsomhelst, mod hvemsomhelst.
           
Kanske kan alligevel dette være os det samme. Vi har det ikke som andre Folk, vi trænger ikke til nogen høiere Energi indsat i vort Liv, vi har nok. Er dette sandt? Strutter det saa af nye og store Foretagender i vore Byer? Er vi altid blandt de første paa nye Baner? Vore Opfindelser er vel mange og frodige? Vore store Hjælpekilder har vel fremkaldt særegne nye norske Methoder, som nu gaar sin Seiersgang gjennem Verden?
           
Jeg skal ikke svare. Sammenling og med Sverige her, og I skal finde en større Forskjel end den, som retfærdiggjøres af forskjelligt Folketal.
           
Men vi skal tage en Sammenligning med Sverige der, hvor vi er stærkest, nemlig i det politiske, forat se, om Selvstændighedens Æresfølelse er en Faktor, som det er værdt at regne med.
           
Vi har i en Række af Aar arbeidet med en politisk Reform, som endelig vandt næsten Enstemmighed, jeg mener Statsraadernes Deltagelse i Tingets Forhandlinger. Man var enig om, at store Summer vilde indspares, hvis denne Reform kom istand, og megen Tid og megen Evne bedre bruges. Da den fjerde Gang forelaa til Sanksjon, var der ikke tusen, nei kanskje ikke hundre forstandige Mænd i Landet, som ikke ønskede Sanksjon.
           
Vor Konge kom ind til os fra Sverige, hans Hjem; hele den norske Nasjon holdt saa at sige Aandedrættet tilbage, lyttede . . . han reiste igjen uden et Ord. Da han atter sad i Sverige, sendte Regjeringen ud over os: ikke Sanksjon!
           
Her har vi et Virkelighedsbillede; saaledes ser vor Stilling ud. Men her har vi ogsaa et Billede af, hvad man tænker om Selvstændighedens Æresfølelse i Norge; men gaar, som vi ser, rolig ud fra, at den ikke vokser vildt her, men er en temmelig sjelden Plante. Ti hvorledes begrundedes denne Sanksjonsnægtelse? Med nogle Ord om Kongens Prærogativer, Forrettigheder. Folket havde igjenem sit Storting paa det indstændigste talt om, hvad Landets Velfærd krævede. Man svarede med, hvad Kongens Prærogativer krævede.
 
 
Vi tager et svensk Modstykke. For en Del Aar siden var alle tænkende Mænd og Kvinder optagne af Repræsentationsreformen. Stændernes forskjellige Hus, Riddernes, Geistlighedens, Borgernes, Bøndernes, skulde gjøres til et Hus med to Kammere. De kongelgie Prærogativer stod sig ikke paa Reformen efter den gamle Regel: split og hersk. Reformen stred mod Adelens Prærogativer som mod Geistlighedens; alene Borgerne og Bønderne talte ikke om Prærogativer, men om Landets Vel. I denne store Sag kom der snart noget ind, som vakte Selvstændighedens Æresfølelse i det gamle, bestandig fri Folk. Det er en Kjendsgjerning, at baade Kongen og Kongehuset var imod, trods at Forslaget var kongeligt. I Stilhed støttedes Adelens og Geistlighedens store Anstrængelser; men sprængt blev Forbundet; ti man frygtede. Kongen maatte lade sig drage i Triumf gjennem Stockholms Gader, Adelen voterede sig selv ihjæl, og Geistligheden fulgte Lig, som dens Geschæft er. Selvstændighedens Million-Røst bragte alle Prærogativer til at forstumme; ti naar Løven brøler, tier alle de andre Dyr.
           
Man kan sige: dette var en saameget større Sag end Statsraadssagen hos os. Men saa var ogsaa Modstanden i Sverige saa meget mægtigere. Hos os var jo tilsist det hele Folk enigt, - men de faa, som stod om Kongen, brydde sig ikke en Døit om Folkets Enighed. Hvad det hele Folk kaldte sit Vel, det opveiede ikke de kongelige Prærogativer, og da vi saa svarede med 9de Juni, fandt man det hellerikke nødvendigt at bry sig om den.
           
Nu siger jeg: naar et frit Folk lar sig behandle paa den Maade, saa er det altid fortjent, altid selvforskyldt; ti saa er der ikke Kraft nok i det, - netop af den Kraft, som Selvstændighedens Æresfølelse giver, den och ingen annan.
           
Et Eksempel til og fra samme Strøg, altsaa fra det, hvor vi er stærkest. I min Levealder har Kongen givet næsten hundre Sanksjonsnægtelser. Hvad er en Sanksjonsnægtelse? Det er, at begge Tingafdelinger, altsaa den større Del af Folket, gjennem dem, siger: det Lovforslag finder vi er til Folkets Vel, det trænger vi, - og saa siger Kongen: Det skjønner I jer ikke paa, for det ved jeg meget bedre. Altsaa henved hundre Ganger har den kongelige Regjering fra 1830 ladet Kongen sige til det norske Folk, at hvad der er til Folkets Vel, det skjønner jeg bedre end I. Jeg tror, dette er henved hundre Ganger formeget.
           
Der er intet frit Folk paa Jorden, som kan opvise Magen.
           
Det kan ikke udregnes, hvad vi har tabt paa slig Overdaad af Kongelig Visdom. Først ligefrem ved at Loven ikke i rette Tid fik gjøre sin Gjerning, og dernæst ved, at det, som endelig blev Lov, var ikke som det praktiske Folk selv vilde; ti man maatte jo modtage Regjeringens Prutningsmon forat faa Fred. Dernæst kan det ikke udregnes, hvad vi har tabt i Tid, Arbeidskraft og Talent, ja i ligefrem politisk Arbeidslyst. Men allerminst kan vi udregne, hvad vi har tabt ved alle de fra Stortinget til Regjeringen afgivne Anmodninger, som er tilbageviste, eller ved, at mangen en sund Tanke ikke engang kom saa langt som til Lovforslag eller Anmodning; ti man gad ikke engang tage alt dette Krangel paa sig, kanske til ingen Nytte. -           
           
Det er altso kostbart ikke at eie Magten. Men Magten faar vi ikke til Forærings. Vi maa først faa Selvstændighedens Æresfølelse, saa ingen længer tør byde os, hvad man har budt os. Og naar den vokser med Tidens Krav, tør man altid byde os mindre og mindre, og saaledes gaar Magten efterhaanden og fredeligt over did, hvor Folkets Vel ene kan bestemmes, nemlig hos Folket selv. Jeg siger efterhaanden og fredeligt; ti hvem tør trodse et Folks voksende Æresfølelse?
           
Spør nogen mig: vil dette gaa fort, da svarer jeg, at maaler jeg vor Æresfølelse med, hvad man hidtil har vovet at byde den, da maa man enten have for lidet Begreb om den, eller den maa være liden i seg selv endda. Jeg tror begge Dele. Jeg tror, de andres Begreb om den er for lidet; men jeg tror ikke, at den endnu i sig selv er stor. Om her stod i dag en ny Thormod Kolbrunarskald, - det var dette, han med langtrækkende Røst vilde synge ud over det norske Folk i Dagningen: Vaagn op til et selvstændigt Folks Æresfølelse. Tales der til dine valgte Mænd som til Drenge, slaa da ned den Regjering, som har Ansvaret for det. Og er din Konge en svensk Mand, og hans norske Regjering alligevel kræver absolut Veto for ham i din Grundlov, skjønt det ikke staar, sørg da for, at det blir dyrt for den Regjering og for enhver, som efter den kræver det samme. Og lader nogen Kongedømmet sige, at absolut Veto kan det ikke opgive, da maa du aabent svare, at saa maa det norske Folk opgive Kongedømmet. Mindre maa Valget ikke blive end mellem det absolute Veto og Kongedømmet.
           
Har det norske Folks store Flertal Æresfølelse nok til at tænke og ville saa? Store Begivenheder skaber ofte paa en Morgen, hvad ellers trænger mange Aartier.
           
Men sæt, at det ikke har det; sæt, at det vaagner som den gamle Hær paa Stiklestad for mere end 800 Aar siden, ikke til Seier, men til Fald; - ligesom hin gamle Hær vil den ny staa op igjen i Folkefølelsen, hvori et Folks Fremtid fødes, og næste Gang faa Seier, stor og fager Seier.