Kristofer Janson som Prest.

[Del 2 av 2. Fyrste delen]
 
(Slutten.)
           
3. Jeg tror ikke paa den Helligaand som nogen Person, men kun som en Guds udstraalende Kraft, hvorfor dette Led ogsaa i tredie Artikel stilles sammen med Kirken, Syndernes Forladelse osv., medens de to første Artikler udelukkende handle om Personer, den første om Gud Fader, den anden om Guds Søn.
           
4. Jeg tror ikke paa Skriftens Inspiration paa den gamle Maade, nemlig at hvert Ord og hver Mening deri skulde være direkte dikteret eller indblæst af Gud, og at Menneskene, der skrev dem ned, kun var villieløse Redskaber. Jeg tror meget mere, at der i Skriften, baade det gamle og nye Testamente, findes Unøiagtigheder, Modsigelser, menneskelige Skrøbeligheder; at de Mænd, som skrev, skrev ud af sin Samtids Syn, sin Samtids Vildfarelser, at der saaledes tydelig kan paapeges en Udvikling fra de ældre Skrifter til de nyere. Jeg tror derfor, at der bør tillades fuld og aaben Granskning baade af det gamle og det nye Testamente, ja at man maa være de Mænd saare taknemlige, som har offret et Livs Arbeide paa denne Granskning, selv om dens Resultater ikke behage os. Men paa samme Tid som jeg tror, at Skriften bør behandles med den samme Kritik som enhver anden Bog, paa samme Tid tror jeg, at den altid kommer at indtage en Serstilling mellem alle andre Bøger, - det gamle Testamente fordi det behandler det Folks Historie og Udvikling, ud af hvilket Jesus udsprang; det nye Testamente, fordi det indeholder de ældste Beretninger, vi har, om vor Herre Jesus Kristus, og Apostlernes Opfatning af ham.
 
Jeg tror, det er en af den hjemlige Kirkes Synder, at den har drevet og endnu driver Afguderi med Bibelen, saa at Saligheden formelig grundlægges paa en Bog, mens man glemmer, at Kristendommen var til, længe før Bibelen var til, at Personen Jesus Kristus er det kristne Samfunds Grundvold, som han og kalder sig selv Hovedhjørnestenen.
           
5. Jeg tror ikke paa evige Helvedesstraffe vel paa Helvedesstraffe, men ikke paa evige Helvedesstraffe. At hver Synd medfører sin Straf, hvad enten den er en Synd mod Legemet eller mod Aanden, det er noget, Alle kan se hernede. Det er en evig Naturlov, og jeg tror, at den Naturlov ogsaa fortsættes hinsides. Gjennem den selv paadragne Straf lutres Sjælen til omsider at faa Øie og Hjerte for Guds tilbudte Naade. Hvis det skulde være sandt, som de orthodokse paastaa, at kun en liden Flok frelses og den store mængde gaar evig fortabt, da vilde det forfærdelig anklagende Spørgsmaal reise sig med Rette mod Gud: hvorfor skabte han da overhovedet Mennesket, naar han vidste forud, at Størsteparten skulde evig pines? Gud blev da en lunefuld, grusom Tyran; man kunde ikke længer tro paa ham som Kjærlighedens Fader, man kunde ikke længer elske ham. Skal vi tro paa dette forfærdelige Dogme, der er opstaaet gjennem Uklarhed og Misforstand af det nye Testamente, da blir jo virkelig Djævelen Seierherren og Gud en latterlig liden En, som uagtet han skal være almægtig og alkjærlig, ikke formaar at vinde Bugt med de Menneskehjerter, han selv har skabt. Nei, jeg tror paa Alkjærlighedens endelige Seier, som jeg tror paa dens endeløse Taalmodighed og Opfindsomhed. Vel indeholder Menneskets frie Villie ogsaa Muligheden af en evig Modstand, det er sandt, men jeg tror ikke paa denne Mulighed. Man ser jo hernede, at selv stakkels Menneskers Kjærlighed, naar den aldrig aflader, trods alle Prøvelser og Skuffelser, dog omsider vinder Bugt med den mest forhærdede. Og hvor meget mere da ikke Guds uendelige Kjærlighed? Ja jeg tror, at Guds forfølgende Kjærlighed, der møder op paa de forskjelligste Maader og paa de forskjeligste Veie, hvor Menneskesjælen helst troede at undgaa ham, omsider vil smelte det mest stenhaarde Hjerte; jeg tror med Apostelen Paulus, at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig en Gang, baade deres i Himlen og deres paa Jorden og deres under Jorden, og hver Tunge bekjende, at han er en Herre til Guds Ære. (Phil. 2: 10, 11). Uden denne trøstelige Tanke maatte jeg sige Kristendommen Farvel; thi er den ikke sand, da er heller ikke Begrebet Salighed sandt. Hvorledes kan man være salig, naar man har en Far, en Mor, en Broder eller Søster eller Børn i evig Pine? Hver Dag maatte se og vide, at mit Kjød og Blod, som jeg har elsket, trods dets Skrøbelighed, aldrig, aldrig kan have Haab om at reddes? Den Lære maa jo gjøre Jorden til et Skrækkens Sted, maa føde Tungsind og Frygt i hver eneste Familie; den Lære, synes jeg, maa gjøre det til en Forbrydelse at faa Børn, til en Kilde for evig Bekymring, naar man har faaet dem. Mine fortabte Børn maatte have Ret til med Forbandelse at knytte Haanden mod mig og sige: hvorfor satte du mig i Verden? jeg bad ikke om det? Ak, I Fædre og Mødre, som har syge Børn, hvor har ikke Eders Hjerter krympet sig ved at se dem lide, hvor har I ønsket at kunne give Eders Hjerteblod for deres Frelse og saa skulde al Medlidenheds Kilde, vor evige Fader og Skaber kold kunne se Sjæle vaande sig i evig Pine, saa skulde han, der har sendt sin enbaarne Søn, som har udgydt sit Hjerteblod for vor Skyld, ikke vide Udvei og Raad. Indeslutter Helvedet til evig Tid blot en eneste Sjel, der ikke kan komme i Rapport til Gud, da er derved sat en Stopper for Guds Magt og Barmhjertighed, da er han vitterlig afsat som Gud. Jeg betragter Læren om evige Helvedesstraffe som Kristenhedens og Menneskelivets store Forbandelse.
           
Dette om mine Afvigelser fra den orthodokse Lære - -
           
Hermed være Sagen overgivet til Eders Overveielse, gode Venner. Det gjælder en Kamp for Guds Rige paa Jorden, en Kamp for Friheden, en Kamp for alt ædelt og skjønt og godt, en Kamp for Lys og Luft iblandt os, en Kamp for et Liv i Fred og Kjærlighed og Overbærenhed mod anderledes tænkende. Det gjælder en Kamp for vor Ungdom, at faa en sædelig, retskaffen, oplyst Ungdom, som har aandelige Interesser, saa de kan blive med Rette agtede Borgere af den store Republik. Det er til denne Kamp jeg beder om Eders Hjelp, alene kan jeg lidet udrette, skjønt jeg vil sætte hele mit Arbeide ind paa det.
           
Jeg vil forsøge at afmale for Eder Sporene af den evige Aands Gang over Landene, han som drysser Velsignelser ud over Jord og skjuler Sporene af vor Synds Ødelæggelser med sin Frugtbarheds Haand, ligesom Ruinen af den mægtige, smuldrende Borg dækkes af Vaarens Grønt og Sommerens Blomster. Jeg vil søge at gribe Fligen af hans Kjortel, han den evige, almægtige, alkjærlige, som slynger Millioner af Sole ud i Rummet, som omgjorder sig med sit Stjernebelte og farer paa Lynets og Stormens Vinger, men som og kysser vort barns røde Kind, der det slumrer i Vuggen; som og lytter til det sagtetse Suk fra den ængstede Menneskesjæl, der søger ham; som stryger med sin trøstende Haand over den Syges Pande og over Fangens gnagende Lænke og over den Anfegtedes Sjælekval.
           
Jeg vil forsøge at afmale for Eder Kristus, som han var, da han vandrede hernede, som Evangelierne skildrer ham, ikke den Kristus, som er nedlagt i Dogmernes Stengrav, eller som dunster væk i en mystisk Skodde, men levende, aandende, vor Ven og Broder, som har gjenreist Haabet og Glæden paa Jorden, han som kun kunde en Ting, den at elske os, kun vilde en Ting, den at læge alle saarede Sjæle. Jeg vil bringe ham nær til os, saa vi kan favne hans Knæ og høre hans Ord og følge ham paa hans tunge Gang til Korset og Graven som paa hans Herligheds Færd gjennem Himlen. Maatte Guds Aand styrke mig til den Gjerning, maatte den opgløde mig til at kunne tale med Varme og Overbevisningens Kraft og ikke trættes, saa ved jeg der vil fremspire Velsignelser af mit Arbeide, selv om de komme paa en anden Maade, end jeg drømte om.