Kristofer Janson som Prest.

[Del 1 av 2]
 
Til Nordbuarne i Amerika hev Kristofer Janson haldet ein Program- Tale, som me her tek inn etter eit amerikanskt Blad, daa me trur, at mange Lesarar vil hava Moro av aa faa Greida paa hans Tru og Tankar. Me vaagar dette for vaare lesarars Skuld, endaa Pastor O. Asperheim o. fl. vil døma, at naar Fedraheimenkann fortelja, kva Kristofer Janson trur, so maa Fedraheimen sjølv tru som Kristofer Janson.
 
 
Skandinaviske Venner!
           
Der har paa flere Steder her i Amerika blandt Skandinaverne været ytret Ønske om at faa en Præst hid paa et mere liberalt Program. Venner, som kjendte mit religiøse Standpunkt, have troet, at jeg var Manden til dette Verk, de har brevvexlet med mig om Sagen, og Resultatet er, at jeg er kommen over for at gjøre et Forsøg. Dette er den egentlige Hensigt med min Reise denne Gang. Jeg har kjempet lenge med mig selv, før jeg turde vove dette Skridt. Jeg forlader et nybygget, hyggeligt Hus i en sund, vakker Egn; jeg forlader en fri Virksomhed, som har interesseret mig, og som hidtil har ladet mig uberørt af økonomiske Sorger; jeg forlader et friskt Kampliv, hvor der var fuldt op for mig at gjøre, og som skal bygge op det norske Folks Fremtid; jeg maa opsige den Digtergage, hvormed det norske Storthing har beæret mig; jeg maa rive op min Familie og forsøge at plante den om i en anden Jordbund; Jeg maa lægge hele min Fremtid over i andre Spor. Og hvad faar jeg isteden? - Det gjemmer Fremtiden i sit dunkle Fang, men et er vist jeg vil faa megen Kamp og mange Bekymringer; jeg vil faa en Strøm af Skjeldsord og gemene Skriverier over mig; jeg vil af dem, som kalde sig sande lutherske Kristne, blive fremstillet som en Kjeltring og en Djevelens Udsending til mit Folk. Jeg har jo alt den korte Tid, jeg har været her, seet Prøver paa den Ting. Hvad kan da drive mig til at forsøge dette Bytte? Først det, at jeg fra min tidligste Ungdom har følt Trang og Kald til Prestegjerningen, og at jeg umulig kan opnaa den Stilling i en norsk Statskirke med mine friere Anskuelser; saa det, at jeg begynder at trættes ved de idelige Reiser, som et Forelæsningsliv fører med sig i Norge, at jeg længes til en mere stille Virksomhed inden en snevrere Kreds, hvorjeg haabede at kunne virke til Velsignelse. Udviklingen i Norge er desuden nu kommen i saa gode Spor, og der er saa mange gode Kjæmpere for Aandsfrihedens Sag, at jeg der er bleven mere overflødig. Her i Amerika troede jeg at have et større Felt for min Virksomhed; jeg troede at kunne gjøre mere for mit Folk herfra end fra Norge af.
           
Mesteparten af det norske Folk i Amerika er jo repræsenteret af den arbeidende Klasse; de er kommet over som fattige, ulærde Folk, man kan ikke rimeligvis blandt dem vente at finde nogen Leder, og den aandelige Udviklings Strøm herover er derfor ganske naturligt kommen i Presternes Hænder som dem, der har de største Kundskaber, den største Udvikling til at organisere, og som ved sin Embedsstilling indtager den mest fremskudte Plas. Den aandelige Udvikling har derfor saagodtsom udelukkende gaaet i religiøs Retning. Og hvorledes har de norske Prester i Amerika ialmindelig henyttet denne sin Leder-Stilling? Jo istedetfor at føre sine Menigheder til større og større Frihed har de ført dem til større og større Trældom; istedetfor at gjøre Religionen til en Trøst og Styrkelse i Kamp og Modgang, til en Udfoldelse af alle vore Kræfter, til en Udvidelse af vort Hjerte i Kjærlighed, har de gjort den til en Frygtens Svøbe over Menighederne, til en Forkrøbling af vort Folks aandelige Evner, til en Indskrumpen af deres Hjerter i Mistro og Dømmesyge. Istedetfor at gjøre sig til Menighedens Tjenere har de gjort sig til Menighedens Herrer og Tyranner. Bibelen har de forvandlet til en Prokurator-Lovbog og Kristendommen til en Mumie indsvøbt i balsamerede Bogstaver.
           
Dette er min voldsomme Anklage mod en stor Del af de norske Presters Adfærd i Amerika i den Kristendoms Navn de paastaa at forkynde, og det siger jeg her aabenlyst, at hvis jeg kommer til at blive her, vil jeg ofre alle de Kræfter, jeg eier i Sjel og Krop, til at bekjæmpe deres uværdige Aandstyranni og søge, saavidt det staar til mig, at frigjøre mit Folk.
           
Forresten vil jeg ikke søge Striden. Endnu mindre vil jeg søge at trænge mig ind i fremmede Menigheder og lokke Medlemmer derfra. Tvertimod skal det være mit Arbeides røde Traad altid at søge at respektere og faa andre til at respektere Folks ærlige Overbevisning, hvor uenige de saa kan være med mig. Derfor henvender jeg mig særligt i Aften til de Skandinaver, der staa udenfor de lutherske Kirkesamfund her, men som alligevel ikke have sagt Kristondommen Farvel. Dem var det, jeg fortrinsvis vilde søge at samle. Jeg vil som sagt ikke søge Striden, men blot den Kjendsgjerning at en fri Menighed dannes vil være en levende Protest mod de nuværende Presters Forkyndelse, vil være et høilydt Kampraab. Og det forlanger jeg for mig: den mest udstrakte Frihed til at forkynde, hvad jeg anser for Sandhed og Ret.
           
Jeg kommer med mit Tilbud først til Minneapolis af mange Grunde. For det første likte jeg mig godt her, sidst jeg besøgte Amerika. Byen er en livlig By med et Universitet, hvor der altid er meget at se og høre til min egen Udvikling. Desuden er her mange Skandinaver; Byen med sine Jernbaner til alle Sider ligger omringet af norske Setlementer, bekvemt som Midtpunkt for en Virksomhed som min. Jeg tilbyder mig altsaa først her. Forskyder I mig nu vel - da vil jeg gaa til andre Steder, hvor jeg ved, man vil sætte Peis paa at have mig. Men for at I kan beslutte over denne vigtige Sag, er det jo nødvendigt, at I først kjende mit religiøse Standpunkt. Thi det vil jeg have slaaet fast fra først af: Ærlighed og Greihed mellem os Venner! intet letsindigt Skridt gjort i nogen Slags Begeistrings Rus. I skal vide, hvad I faa i mig, og jeg vil vide, hvad jeg skal faa i Eder, nøiagtig bestemt paa alle Punkter.
           
I et af de Breve, som er vekslet om denne Sag, faldt fra en Mand følgende Ytring, at han ikke tvivlede om, jeg vilde blive modtaget med aabne Arme saalænge jeg holdt mig til Bibelen og den lutherske Børnelærdom, som vi er opdraget i. Det er om dette, jeg først vil tale. Er det den serskilt, skarpt afgrændsede, lutherske Opfatning, I søge, kjære Venner, da kan I jo gaa enten til Synoden eller Konferensen eller et af de andre luth. Samfund. Jeg brød mig netop ikke om at gjøre min Menighed til nogen serskilt luthersk Menighed, men jeg vilde stræbe at gjøre den til en kristen Menighed. Jeg vilde netop ikke binde den til den augsburgske Konfession, baade fordi jeg tror, at den augsburgske Konfession har taget Feil i mange Ting, og fordi jeg ikke agtede at udelukke andre kristne Bekjendelser, om de følte Lyst og Trang til at være med os paa det store Fællesgrundlag: Kjærligheden til vor Gud og vor Frelser, Jesus Kristus. Jeg betragter nemlig det som Kirkens store Ulykke, at hver Sekt har opstillet sin serskilte Bekjendelse som ufravigelig Fordring for ret Brodersamfund, har gjort sig en Mængde ufeilbare Papirpaver, der lyser i Ban anderledes tænkende, fromme, kristelige Brødre, istedetfor at fordrage dem og respektere dem. Og det skulde dog være underligt, om den Bekjendelse, der blev til i en saa formørket og gjærende Tid som Luthers, den augsburske Bekjendelse altsaa, skulde have opnaaet at slaa fast en Gang for alle den eneste sande, kristelige Opfatning, saa at den ikke kunde udvikles, ikke kunde reformeres, paa samme Maade Luther i sin Tid reformerte den katholske Kirkes Bekjendelse. Jeg vilde søge efter bedste Formue at føre min Forkyndelse tilbage til den apostoliske Simpelhed, før Dogmerne endnu vare blevne tilspidsede og begyndte at agere Herre, og vil ikke lægge andet Grundlag for min Menighed end det Apostelen Paulus selv, klart og bestemt, har udtalt, naar han skriver til Timotheus (1 Tim. 2, 5): der er en Gud og en Midler mellem Gud og Mand, det Menneske Jesus Kristus, som gav sig selv til en Igjenløsnings Betaling for alle. Det kommer ikke for mig an paa Dogmer, men paa hver Enkelts personlige Forhold til Gud som sin Fader, til Kristus som sin Frelser; jeg agter ikke at prædike om stridige Læresætninger, men om Guds Kjærlighed til os og vor Kjærlighed til ham, om det at leve et liv som Jesu Efterfølgere, det vil sige: løse det bundne, reise det faldne, hjelpe de hjelpeløse, de undertrykte og fattige. Jeg vil ikke tvinge dem, der ønskede at slutte sig til mig, til at være enig med mig i det enkelte, men jeg vil forlange, at de skal hjelpe mig til at arbeide for Guds Rige paa Jorden.
           
Nu vil jeg gaa over til de Punkter, hvori jeg skiller mig fra den orthodokse lutherske Opfatning:
           
1. Jeg tror, som Paulus, paa een Gud og ikke paa tre. Jeg tror ikke, at tre Guder kan sammensmeltes til een, heller ikke, at een Gud kan opløses til tre. Jeg holder paa det gamle Regnestykke, at tre er tre og een er een. Jeg tror, at de Ordspidsfindigheder om en Treenighed, der senere kom ind i Kirkens Bekjendelsesskrifter, skriver sig fra hedensk Paavirkning, altsaa var aldeles fremmed for den første Kirkes Opfatning. Jeg finder ikke et Ord om Treenigheden hverken i det gamle eller nye Testamente. Det eneste Sted i det nye Testamente, der paaberaabes som Hovedbevisstedet for denne Lære (1 Joh. 5, 8) er vitterligt og selv af de mest rettroende Theologer erkjendt som falskt. Det er derfor ogsaa strøget ud af den reviderede amerikansk-engelske Oversættelse. Selv Luther, der dog holdt paa den overleverede Treenighedslære, var saa ærlig, at han i Harme over dette Sted, strøg det af sin Bibeloversættelse og lyste hver den i Ban, der atter vovede at optage det. Ikke mere end 30 Aar efter smuglede Theologerne det atter ind igjen; i vore Bibeludgaver glemme de aldrig at trykke det, uagtet de ved, at det er falskt - et af de mange Beviser paa Theologernes Samvittighedsløshed, naar det gjelder den hellige Skrift, deres Jesuitisme, naar det gjelder at værge om en af deres Dogmer. Vel sætter somme af vore Bibeludgaver Ordene i Klammer og har en oplysende Note, hvori de fortæller, at dette Sted mangler i alle gamle Haandskrifter, - men i Lærebøgerne for Børn, i Skolerne og til Konfirmationen glider det friskt væk ind som Hovedbevissthed for Treenigheden uden nogen Bemærkning til.
           
Fremdeles ved vi af Kirkehistorien, at Læren om Jesu Væsens Enhed med Faderen, med andre Ord: Læren om Jesu Guddom, ingenlunde var almindelig i Kirkens første Tid. Først paa Kirkemødet i Nicæa, Aar 325, blev den under stor Protest fastslaaet. Majoriteten var i mod den, men da saa Keiseren valgte Minoritetens Parti, og det fremfor alt gjaldt at holde sig til Vens med Keiseren, gik en hel Del Middelveisfarere over til Minoriteten, som derved blev Majoritet. Saaledes er dette Dogmes bedrøvelige Tilblivelseshistorie. Men man vilde tage meget Feil, om man derved troede, at Jesu Væsens Enhed med Faderen blev almindelig anerkjendt. Det gik i Bølgegang op og ned lange Tider udover i bitter Kamp, hvor snart det ene, snart det andet Parti havde Hovedvegten. Hele vor Stamme, den gotiske, med Biskop Ulfilas, den gotiske Bibeloversætter i Spidsen, var Modstandere af Treenighedslæren, den maatte indføres med Ild og Sværd i en formelig Udryddelseskrig, og gjennem hele Kirkens Historie lige til den siste Tid, dukker der op modige og kraftige Aander, der protestere mod denne Krænkkelse af den oprindelige Kristendom, og villig lide Martyrdøden for sin Overbevisning.
           
Den Helligaands Guddom og Væsens Enhed med Faderen og Sønnen blev ikke slaaet fast som Kirkelære før Aar 381, og blev ikke almindelig anerkjendt før fra Begyndelsen af det 6te Aarhundre.
           
2. Da jeg ikke tror, at Læren om Treenigheden er kristelig Sandhed, tror jeg heller ikke paa Jesus som G u d. Jeg tror fremdeles (med Paulus) , at der foruden den ene sande Gud er en Midler mellem Gud og Mand, og at denne Midler er det Menneske Jesus Kristus. Andet har han ikke givet sig ud for, andet har heller ikke Apostlerne givet ham ud for. Jeg tror, at dette Menneske er skabt, eller om man heller vil sige født, af Gud før Jordens Tilblivelse, at Jorden er bleven til ved ham og til hans Eiendom, at han er det Mønsterbillede, som hele Menneskeheden skulde udviklet sig til at blive lig. Da denne udvikling blev umuliggjort ved Menneskeslægtens Fald, er det, at han bliver Kjød, træder ind i vor Ring for at kjæmpe vor Kamp og lide vor Død, men ogsaa for at seire gjennem sin Opstandelse fra de Døde, og deri bestaar hans Frelsergjerning. Jeg tror, at dette Menneske, Jesus Kristus, skiller sig fra os kun deri, at han var uden Synd, fuldkommen ren. Forresten faar jeg henvise til Pauli egen Udvikling om de to Adamer i 1 Kor. 15, 21 følg., samt Leddene i den anden Artikkel, hvor der netop gjøres skarp Forskjel paa Faderen og Sønnen.
           
Hvis Kristus skulde være Gud, kunde han efter min Mening ikke være min Frelser. Da vilde det kun være som en Spot at sige, at han havde været fristet som os, at han havde lidt Døden som os; thi en Gud kan ikke fristes, da han ingen Mulighed har for at falde; og Gud kan ikke dø; thi da var han ikke Gud længer. Og jeg tror, det var fuldt Alvor med Jesu Fristelse, med hans Lidelse, med hans Død for vor Skyld.
           
Jeg tror, at alle, som fylker sig om Jesus Kristus for at vandre i hans Fodspor, som have Samfund med ham, ogsaa faa Del i hans Seier og Salighed paa Grund af Guds Naade, som saa har bestemt det. Jeg tror, at alle en Gang vil faa Del i denne Salighed, hvad jeg nærmere skal udvikle nedenfor.
           
Jeg tror, at de to Sakramenter, Daaben og Nadveren, af Jesus er satte ved Siden af Ordets Forkyndelse for at lede Menneskene til Samfund med ham.
           
Jeg tror, adette er det nye Testamentes sande Lære om disse Ting.
                                               
( Meir.)