Garfields Avferd.

Etter det amerikanske Bladet Budstikkentek me inn det som her kjem um Præsident Garfields siste Stund og um Gravferdi.
           
- Maandags Morgonen den 19de September byrjad godt. Præsidenten hadde havt ei rett god og roleg Nott, so nær som ved Midnottesbil, daa han hadde Kulderider. I Dagrenningi var alt i og ikring garden kurrt og stilt. Dagen kom, klaar og straalande. Kl. 7 kom Dokteren, Bliss, ut fraa Præsidenten og fortalde til dei, som stod utanfor og ventad, at der ikkje var Grunn til aa ræddast nokot den Dagen. Kl. 9, nokot seinare enn hellest, tok Lækjararne til med det vanlege Ettersyn av Saaret. Præsidenten vart snudd um paa Sida, for at dei kunde koma til. I det same sagde han: Eg frys, og fekk Uppkastningar. Deretter kom svære Kuldetokter, som heldt paa i 10 Minuttar. Utlemerne var kalde og hadde ein blaa Lit. Musklarne i Kroppen drog seg ihop som i Krampe, og slaknad att. Dette kom att fleire Gonger. Pulsen gjeng upp til 144 Slag i Minuttet elder kanskje fleire, daa Dokterarne ikkje godt kunde fylgja med og telja. Endeleg sluttad desse Riderne, og Præsidenten dovnad av i ein Dvale. Dokterarne hadde no reint gjevet upp al Von um Liv; det var berre eit Spursmaal um Tidi. Fru Garfield vart tilsagt um dette, men denne ædle og kjærlege Kvinna kunde ikkje tru det. Ho kunde ikkje sleppa Voni. Medan Riderne stod paa, var alle Dokterarne samlade. Dauden kunde koma kvar Stundi. Men etterkvart som det leid paa Dagen, syntest Præsidenten aa koma seg att. Di lenger det leid, di gladare saag Dr. Bliss ut, og daa Kveldbodet var utgjevet, var Mannen reint sæl og sagde, at Præsidenten var betre no enn han hadde voret paa 48 Timer; ja han tok endaa til aa leggja ut um, at det endaa kunde tenkjast, at Præsidenten kunde liva. Lidt fyre Kl. 10 gjekk Lækjararne fraa Sjukestova, alle i den Trui, at Præsidenten vilde faa ei god Nott. Det var General Swaims Tur aa vaka den Notti. Daa han kom inn i Sjukestova um Kvelden Kl. 10, fann han ingen der utan Fru Garfield, som trufast heldt ut hjaa den døyande Mannen sin. Swaim spurde, kor det stod til. Ho svarad: han søv so godt. Sweim bad henne daa gaa til Ro; ho kjende den Sjuke paa Pannen og Haandi og sagde: han synest hava det godt no; deretter gjekk ho ut for aa kvila. Strakst etter kom Dr. Boynton inn og kjende etter Pulsen; han sagde til Swaim, at denne ikkje var so sterk, som han hellest var um Ettermiddagen, men at han likevæl var i rett god Skikk. Deretter gjekk han; han hadde berre voret inne i tvo Minuttar. Ei liti Stund etter vaknad Præsidenten. Sweim sagde: De hev havt ein god, styrkjande Svevn. Aa, Swaim, denne fæle Verken, sagde Præsidenten og tok seg for Brystet ovanfor Hjartat. Deretter bad han um Vatn; han tok sjølv Glaset i Haandi og drakk som sedvanleg; men Swaim studde Hovudet hans uppe. Daa sagde han igjen: Aa, Swaim, denne fæle Verken! Trykk med Haandi her ; Swaim lagde Haandi paa Brystet hans, og Præsidenten lagde Henderne bakyver upp mot Hovudet og sagde: Aa, Swaim, kann du ikkje stansa dette? Deretter tok han til aa sjaa paa Swaim med slike stive, stirande Augo. Swaim spurde, um han leid svært. Han fekk ikkje Svar og spurde upp att. Daa han endaa ikkje fekk Svar, sende han Bod etter Fru Garfield og Dr. Bliss; den siste kom um 2-3 Minuttar. Daa var Klokka 10 Minuttar yver 10. Dr. Bliss kjende etter Pulsen, men kunde ikkje finna han. Han døyr, sagde Dokteren. Daa Fru Garfield kom inn, sagde ho:

Kva er dette? Aa, kva hev eg gjort, at eg skulde lida denne forfælande Uretten? Præsidenten laag still og roleg, der var ikkje ei Rørsla aa sjaa, korkje i Andlitet elder hellest. Dr. Agnew leitte etter Pulsen, men kunde ikkje lengjer finna han. Dr. Boynton lagde Øyrat til Brystet hans, men kunde ikkje høyra Hjartat slaa. Kl. 10 og 35 Minuttar drog Præsident Garfield sin siste Sukk; den ædle Sjæli var forløyst; Mordarkula hadde fullført sin djevelske Gjerning.
           
Daa Præsidenten hadde sloknat, gjekk Fru Garfield inn i sitt eiget Rom, men Dokterarne Boynton og Agnew og Sekretærn Brown vart verande hjaa den daude. Um ein halv Time kom Fru Garfield inn att og sat hjaa Liket til Klokka 2; daa seig ho i Uvit.
           
 
Ut paa Ettermiddagen tok dei aat med aa opna Liket; det galdt aa finna ut, kor Kula sat og den nærmaste Orsaki til Præsidentens Fraafall. Mange Lækjarar var tilstades; Operasjonen varad 1 ½ Time. Dei tenkte mest ikkje dei skulde funnet Kula. Dei hadde heile Tidi tenkt, at ho sat i Underlivet; dei hadde endaa med Professor Bells elektriske Apparat funnet ut paa ein Prikk, kor ho skulde sitja; men dei fann henne ikkje der. Dei leitte baade lengje og væl; endeleg fann dei Kula like attum Hjartat, mest 2 Fot fraa den Staden, der Dokterarne hadde funnet ut, at ho skulde vera.
           
Dette var merkjelegt nok. Men endaa merkjelegare var det, at det 14 Tomar djupe Saaret, som dei i 80 Dagar hadde stelt med, og som dei all Tidi hadde sagt grodde godt, endaa det ikkje grodde, - det var ikkje Saaret etter Kula! Det var berre ein Kanal, som hadde lagat seg, for at Utflodi av det indre Saaret kunde koma ut. Med eit Ord: dei lærde Dokterarne hadde ikkje visst meir um Kula og dens Gang enn um Mannen i Maanen.
           
Etter Obduksjonen vart det uppsett eit Daudebod, som vitnad, at Præsidenten hadde døydt av innvortes Forblødning, og at han paa ingen Maate kunde hava livt. Kula vart av Dr. Bliss innlagd i Umslag, som vart forseglat; ho skal yvergjevast i Rettens Hender, naar Mordaren kjem under Forhøyr. Det Sidebeinet, som Kula hadde splintrat, vart utteket og skal gøymast paa det nasjonale historiske Museum.
           
Daa Liket var balsamerat, vart det klædt i den Klædningen, som Garfield hadde paa seg, daa han vart innsett til Præsident. Paa Kista vart sett ei Sylvplata med denne Innskrifti:
           
James Abraham Garfield.
Fødd Nov. 19, 1831.
Døydde som Præsident av dei sambundne Statar
Sept. 19, 1881.
           
 
Heile Amerika syrgde sin staute Son, Arbeidarguten, som ved Dugleik og Flot og Manndoms Framferd hadde arbeidt seg upp til den høgaste og ærefullaste Stilling paa Jordi. Men ikkje Amerika aaleine hadde Sorg; alle Nasjonar, som kjenner og elskar Kultur, Fridom og Fridoms Æra, syrgde med. Um dette finn me eit Stykke i eit norskt Høgreblad, 1) som er so varmt og fagert, at me her vil taka det inn.
 
 
Et folk i sorg.
           
Er der nogen tid, da det er muligt for mennesket at gjøre sig en ide om, få en forsmag på de tider, da had, fiendskab og ondskab skal udryddes, være for evigt forsvundne, så er det, når en hel nation står samlet om samme ønske, om samme håb, om samme sorg, i samme følelse, når individuelt fiendskab eller had, sorg nød eller glæde, partihadet viger for en og samme, alle besjælende følelse, når al strid bilægges, om end blot for et øieblik, fordi de alle i dette øieblik føler sig stående overfor noget saa stort, at had og strid må vige for agtelse og beundring. Det er ikke ofte, sådant hænder. Det har hændt oftere i Amerika end noget andetsteds. Flere gange har det amerikanske folk stået samlet i en følelse, og idag gjør det så igjen. Garfield er død, de tre ord har udrettet undere, de har samlet mænd, som man aldrig skulde tro kunde mødes uden til kamp, de har spredt sorg over en hel nation, ja over en hel verden. Garfield er død, de tre ord farer med lynets hast ud over fastlandet og overalt, hvor de kommer, vaier nu sørgeflag, hvert hus draperes med sørgeflor, klokkerne ringer, og millioner struber gjentager og gjentager hine mørke, mægtige ord Garfield er død.
           
Ingen sorg behøver at påbydes, og i parenthes sagt: kan der tænkes noget tåbeligere end at befale folk at sørge? Ingen overenskomst er truffen, det hele arrangement har sin grund i individenes øieblikkelige stemning og resulterer i en herlig harmoni: et enigt folk sørgende over en mand af sin egen midte.
           
Og hvem er den mand, for hvem 50 millioner sørger, for hvem sørgeflag vaier i to verdensdele, hvis minde folk og fyrster kappes om at hædre, for hvem hundrede troessamfunds kirkeklokker ringer? Intet uden en mand, som vilde sit folk vel, intet uden en borger, som hans folk for en tid havde hævet til den største ærespost. En mand, som havde mod nok til at ville en ting, skjøndt alt var imod ham. En mand, som vi Nordmænd vilde have forsøgt at le ihjel. En mand uden byrd, uden navn, uden penge, en bondegut. Søn af en fattig nybygger, født i en bjælkehytte, vadende barbenet omkring i sølen, arbeidende paa kanalen, 23 år gammel huggende ved for at betale sin første ordentlige opdragelse, så skolelærer, så kastende sig med iver ind i politiken, som, havde Garfield kjendt de ægte Norske principer, han aldrig vilde have rørt ved med en finger; men han gjorde det, og en vakker dag sidder bjælkehyttens søn, endnu fattig, endnu udekoreret, i Amerikas præsidentstol, som leder for verdens mest fremskredne nation; han dør, og to verdener går i sorg for den lille barbenede bondegut!
           
Garfield levede saa langt borte, at vi Nordmænd synes, vi kan tage os lov til at beundre ham, skjøndt han var en levende protest mod vore ideer og en persionifikation af alt, hvad vi anser som vranglære; men vor beundring for Garfield, de sørgeflor, der ganske vist vaje for ham ogsaa i vort høie norden, vil ingenlunde hindre os Nordmænd fra imorgen at lade lattersalverne runge over de mænd, som i vort eget Land strider Garfields strid. Med lige ulyst vil vi lytte til den mand, som taler til os uden penge i lommen og uden storladne titler lige meget vil vi le af parvenner, lige skånselløse vil vi være mod den, som alene ved egen magt har lært noget, som har lyst og evner til at være med, men i hvem endnu bondegutten skinner igjennem, lige absolut vil vi lægge vort veto paa ethvert ønske om lige adgang for alle til skolerne, skjønt Garfields liv lærer os, at skolen selv fra udørkenen kan fremtrække friske stærke kræfter, ja folkeledere og folkefrelsere, lige stærkt vil vi kræve, at alle, som skal nyde tillid, maa fragtes fremad til himmelen gjennem den eneste saliggjørende, den eneste moralske Luthersk-evangeliske Norske statskirke, og dog ser vi al verdens kirkesamfund, ja hedninger og vantro, fra paven til den moderne vantros ypperstepræst Bob Ingersoll, bøie sig i sorg, i bøn for et medlem af et af de ubetydeligste troessamfund på jordens overflade. Havde Garfield tilhørt vort folk, havde han end været født i en bedre stilling, aldrig vilde han dog have nået nogen vei, havde han ei hyklet en tro, han ikke havde; - og det kunde Garfield aldrig gjøre, ei heller nogen anden mand, som fortjener at komme frem.
           
Washington, Lincoln, Garfield; de tre største og vakreste navne, som de sidste århundreder har at opvise og paa dem alle kan Amerika gjøre fordring, ei alene fordi de er fødte der; men fordi Amerika har gjort dem til hvad de er blevne, fordi intet andet land under solen kunde have frembragt en Washington, Lincoln og Garfield; thi man må undskylde mig denne lille radikale meningsytring den sort mænd gror kun i republikansk jord, republiken har skabt dem og den har de tjent, den og dem til lige stor ære og fortjeneste. Havde republiken ingen andre fortjenester, så har den dog denne: at have frembragt tre af menneskehedens ædleste helteskikkelser, et trekløver, som det udenfor republiken aldrig har existeret og hvortil kanske oldtidens fristater ei engang kan oplyse mage.
           
Washington, Lincoln og Garfield! Eksempler for alle mænd, for alle tider, i alle lande.
           
Men er det en hæder for Amerika at have skabt disse mænd, da er det ei mindre en hæder for dem at have hjulpet til at danne et folk, som allerede er så stort, at det freidigt tør anerkjende fortjenesten, hvor den end findes; så stort, at misundelsen ei kan nå frem; denne afskyelige misundelse, som bevæger os til at le af en mand, når vi føler vi ikke formår at være som han, denne misundelse, som driver partikampen lige ind over hjemmets dørtærskel, som af en ædel kamp for folkets vel under folkets øine, gjør en smålig inquisition af personers kassabøger, ja af grydernes indhold!
           
Med fordoblet iver og lyst må Amerikas nuværende og vordende statsmænd gå til deres værk, når de ser, hvorledes nationen hædrer og elsker sine store mænd. Blandt de mange vakre historirier, der nu flyver verden over fra Garfields sygekammer, er der ingen jeg synes bedre om end følgende: Da Garfield lå farlig syg i Washington og de forskjellige staters guvernører sluttede sig sammen om at forordne menighedernes bønner for ham, blev dette tilkjendegivet Garfield. Han lå et øieblik uden at svare. Doktor, sagde han så til Dr. Bliss, hvor det dog er deiligt at være præsident for de forenede stater!
           
Præsidentposten bragte ham døden; men den bragte ham også bevidstheden om, at han var den første mand i et stort og ædelt folk, og for at få dette at føle kan det vel være værdt at dø.
           
Den mand dør ei forgjæves, ved hvis grav et folk bilægger alle tvistigheder og føler med et hjerte, siger et blad. Nei, thi disse dage, da over et helt kontinent alle tænker den samme tanke og sørger over det samme tab, vil styrke drømmerne, modne forsætter og skabe planer, som engang skal bevise påny, at martyrernes blod er en herlig sæd. Garfield dør ei forgjeves; thi hans tragiske endeligt vil indbrænde i levende og kommende slægters erindring et navn så stort, så ædelt, at ingen er så stor, at han ei vil blive større, ingen så god, han ei vil blive bedre ved at bestræbe sig efter at følge i Garfields fodspor. Han dør ei forgjæves; thi hans stolte liv vil hos disse millioner, der imorgen skal vise ham den sidste ære, efterlade en stolt, uudslukkelig kjærlighed til det land og de forhold, der har formået at frembringe en Garfield.
           
Garfield dør ei forgjæves; thi det tør vel hænde, at under de tusinder af sørgeflag, der vajer i den gamle verden, nogle fordomme vil jages på dør, andre mildnes og midt i sorgen kanske der vil komme et gladere og menneskeligere syn på livet: Det tør vel hænde, at de ligklokker, der ringer over Garfield, vil vække agtelse og medlidenhed med de klasser af jordens befolkning, hvorfra han kom, det tør vel hænde, at når Garfield sænkes i graven, en menneskeklasse reises fra en åndelig grav, det tør vel hende, at sørgebudene vil bebude for den nye som for den gamle verden en ny tid, det tør vel hænde, at Garfields blod bliver den sæd, hvorfra en reformernes tid skal spire i begge de sørgende verdener.
           
Et stort folk sørgende for en ædel høvding! hvilket et herligt syn midt i sorgen, hvor det virker oplivende.
           
Hvor kjærlighed og sorg har en sådan magt, er det umuligt, at menneskerne kan være så onde, som det gjerne heder de er. Noget godt må der dog være i dem. Et mægtigt folk sørgende over en slagen høvding, Gud ske lov, menneskerne er bedre end deres rygte. Et frit folk sørgende over en stor borger!
           
Men sålænge menneskerne hædrer det store og begræder de faldne stores tab, er der ingen grund til at fortvivle over menneskernes ondskab. Amerika, verden i sorg ved Garfields grav beviser, at verden er ei værre, men bedre idag end på Kristi tider!
           
Man taler om Amerikas usle forholde, i modsætning til europæiske tilstande, om humbug, en løgn så fræk, at den vilde besudle en Guiteaus læber. Vil man ingen vidnesbyrd tro, vil man fastholde, at en republik må føre til usselhed, så se til frugterne, - den dom underkaster den unge, blomstrende republik sig gjerne; træet skal du kjende på dets frugter: Washington, Lincoln og Garfield.
 
1) Smaalenenes Amtstidende; Stykket er skrivet af ein norsk Amerikanar.