[Um Professorposten i Norsk...]

Um Professorposten i Norsk skriv Dagbl. mill. a.: De norske Landskabsmaal, kan, tænker vi, stilles ved Siden af de svenske, og det saavel i lingvistisk som i historisk Betydning. Deres ejendommelige Udvikling og deres højst betydningsfulde Forhold til et af de vigtigste ældre Kultursprog, der for os desuden har en speciel Interesse, har gjort det til en Folkeopgave og en national Pligt for os at bringe dem ind under en indgaaende videnskabelig Behandling.
           
Vi har imidlertid i denne Henseende som i saa mange andre forsømt at gjøre vor Skyldighed. Kun en eneste Mand har vi lige til den senere Tid ejet, der for Alvor gjorde Folkesproget til Gjenstand for videnskabelig Bearbeidelse, og hvor genial denne Mand end var, - det, som her skulde gjøres, var ikke én Mands Arbejde.
           
Det vilde under normale Forhold været den norske Landsstyrelses Sag at tage sig af dette Forhold og gjøre hvad gjøres kunde for at give Arbejdet paa dette Omraade Fart. Oprettelsen af flere Stipendier til Understøttelse af rejsende Sprogsamlere og Forskere vilde have været en højst hensigtsmæssig Foranstaltning, og for at Interessen for Arbeidet kunde vækkes og udvikles, dets planmæssige Ledelse og Resultaternes tidsmæssige Bearbeidelse og Tilgodegjørelse sikres, vilde Faget under normale Forhold allerede forlængst have havt sin Lærestol ved Universitetet. Alle praktisk-nationale og sprogligt-videnskabelige Hensyn vilde have forenet sig om at fremkalde en saadan Forføining.
           
Men vore Forhold har ikke været normale. Vor Regjering, der er indsat af Folket og udnævnt af Landets Konge i den Mening, at alle vore nationale Interesser i den skulde finde sin vaagne Tolk og sit sikre Værn, har fundet, at Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det nationale ingen nye Støtter trængte, og i Overensstemmelse dermed har den styret.
           
Det blev altsaa Storthinget, der her som overalt, hvor det gjaldt store nationale Interesser, maatte tage Initiativet. Og hvad der, som Sagerne stod, i Særdeleshed maatte gjøres, var at skaffe vort Folkesprog en Repræsentation ved den nationale Højskole. Storthinget vidste dette, og den handlede derefter.
           
Men Sagen strandede paa den kongelige Regjering. Thi Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det nationale trængte ingen ny Støtte.
           
- Det sproglig-historiske Fakultets Flertal bestod af DHrr. Prof. Schjøtt, J. E. Sars, Lieblein, Blix, Skavlan, G. Storm, Unger, Bang og Weisse. Naar disse Mænds Mening kunde oversees af Hensyn til Minoritetens, saa maa denne have talt overordentlig store Autoriteter.
           
Hvem var da Minoriteten?
           
Minoriteten bestod af Herrerne I. P. Broch, Sofus Bugge, L. L. Daae, Friis, Monrad, Rygh og Joh. Storm. Af disse har Hr. I. P. Broch selv erklæret, at han ikke besidder tilstrækkeligt Kjendskab i denne Sag. DHrr. L. L. Daae og Prof. Monrad kan formentlig sættes ud af Betragtning. Hr. Joh. Storm vejer heller ikke meget i dette specielle Spørgsmaal; Fagmand paa dette Omraade er han ikke, uden forsaavidt som han har søgt at støtte DHrr. Daa og Monrad i deres rabulistiske Skriverier mod Maalsagen; Hr. Friis, der er Professor i Lappisk, gjør intet synderligt Indtryk, naar han polemiserer mod det norske Professorat paa Grundlag af, at Specialprofessurer ansees videnskabeligt fordærvelige; Hr. O. Rygh er en fremragende Archæolog, og Hr. Sofus Bugge Hr. Sofus Bugge bliver kortsagt den eneste.
           
Det er altsaa Hr. Sofus Bugge, der har Fortjenesten af at have staaet Skjærmbræt for en unational Regjering under dens nyeste nationale Bedrift.
           
Hr. Sofus Bugge er en Mand, hvis Navn ingen nævner uden oprigtig Veneration. Men naar han i Tillid hertil har troet at kunne tage Ansvaret for den Gjerning at hindre Nationen i paa forsvarlig Maade at skjøtte en af sine vigtigste nationale og videnskabelige Interesser, - daa maa vi beklage dette for hans egen Skyld. Thi det er ikke Videnskabsmanden Bugge, der her har talt; den Mand, der her har optraadt, er den Sofus Bugge, der paa offentlig Bekostning har indsamlet vore Folkeviser for saa at sende dem til Danmark og der lade dem indflyde i Samlingen af danske Viser som Pendanter eller Variationer af disse; det er den Mand, der altsaa ogsaa før har kunnet ofre nationale Skatte for andre Hensyn det er ham, Nordmændene nu skal takke for, at deres gamle Nationalsprog fremdeles skal være forvist fra Norges Højskole.