[Jeg venter ikke, at mine Foredrag...]

Jeg venter ikke, at mine Foredrag om Vantroens Væsen skulle vinde Bifald i Blade af Fedraheimens Beskaffenhed; sandt at sige, ønsker jeg det ikke heller.
           
Derimod turde jeg maaske kunne vente at faa opfyldt den Bøn, at mine Uvenner ville standse sine Angreb, indtil mine Foredrag foreligge trykte; saa kunne da Folk se Forskjellen mellem, hvad jeg virkelig har sagt, og hvad man enten indbilder sig selv eller vil indbilde andre, at jeg har sagt. Foredragene skulle udkomme, saasnart min øvrige Gjerning levner mig Tid til at gjøre Manuskriptet færdigt til at trykkes. Man kan være forvisset om, at jeg ikke for de forventede Angrebs Skyld skal afsvække nogen Tanke eller bryde Spidsen af noget Udtryk. Førend jeg talte vidste jeg vel, hvad jeg udsatte mig for ved at tale. Men jeg har mine Grunde til ikke at frygte.
           
Hvad Fedraheimens Angreb i sit No. for 19de ds. angaar, skal jeg kun bede Læserne om at opsætte sin Dom, indtil de i Sammenheng kunne lese, hvad jeg har sagt; da vil jeg gjerne, de skulle prøve om den Paastand er sand, jeg her fremsætter, nemlig, at Fedraheimens Artikel forholder sig til mine Udsagn som Goddag til Økseskaft.
           
Og saa endnu kun Et. Det kan synes slemt for den, hvis daglige Gjerning fører ham ind i de Fattiges Boliger, at blive stemplet som En, der er hjerteløs overfor Fattigdommens Nød. Men dog vover jeg at sige: Skaden blir ikke min, om Fedraheimens Smædelser blive kjendte blandt de Fattige i min Menighed.
           
Kristiania 21 Februar 1881.
I. C. Heuch.