Lidt ved Christopher Bruuns Svar til Arne Garborg.

Jeg vil intet forudgribe; de to Mænd har sit Mellemværende. Men her er noget med, som rører mig.
           
Det er ikke, hvad Bruun siger om Kongen eller om at jeg ikke har svaret Bruun, da han angreb Kongen; det er ikke engang, at han kalder Kristendom, hvad vi andre indskrænker os til at kalde Teologi (skjønt jeg dertil skal sige, at det er Teologiens Skyld, at der er hedenske Forestillinger i Kristentroen, slige som den, at Gud har avlet Barn med en jødisk Kvinde; det er Teologiens Skyld, at sligt er med i Kristendommen som at Gud skal behøve at bruge Skjermbræt og List forat faa den frem, som skal frelse Verden fra Synd; det er Teologien, som har ført slikt Hedenskab ind med i Kristendommen. Dernæst vil jeg ogsaa bemærke, at Striden staar ikke for og mod Kristi Lære; Striden staar om at fri denne fra de Fabler, som den har maattet bære paa, fra den kom sammen med Hedendommen; Striden er om, hvad der var Apostlernes Kristendom og hvad der er blevet Kirkens, og hvad der igjen i Apostlernes Tro var subjektiv og objektiv Sandhed jeg tror jeg her har nævnt de forskjellige Opfattelser blandt os -. Striden er altsaa nøjagtig den, om de Ortodokse fremdeles skal have dette Privilegium at kalde sig Kristne og t. E. Unitarierne ikke skal faa kalde sig saa, fordi de ikke tror paa tre Guder, men bare paa en, den, om hvem Kristus har forkyndt.)
           
Det er ikke herom, jeg vil tale med Bruun dennegang, det er den Ret han fremdeles tar sig til at skjælde Venstre hos os ud for uærligt og fejgt trods hans Nægtelse kan jeg med min bedste Vilje ikke fatte det anderledes, end at dette har han gjort; skjønt han ingen har nævnt, maa vi en dog tænke paa bestemte Personer. Han nævner et bestemt Blad, Dagbaldet, altsaa idetmindste nogle bestemte Mænd. Nu forudsætter jeg, at disse er Republikanere; men jeg forudsætter ogsaa, at de finder, at dette Spørsmaal ikke er fremme i nogen foreliggende Sag, derfor ikke uden at forvirre kan drages ind i et Partiorgans Forhandlinger af reale Ting; - vil nu Bruun, tør nu Bruun sige, at dette Hensyn, denne Stilling er uærlig eller fejg? Til Hvilken Omgangstone, til hvilket Sprog vil det private og offentlige Ordskifte synke ned, hvis vi skal tænke saa om hverandre? Tror virkelig Bruun selv, at han lever efter denne Regel? D. v. s. at han højt bekjender alt, han er, uanset Forhold, Personer, rigtig Brug af Kræfter og Betingelser? Visselig ikke; dette er en Sag for sig.
           
En anden Sag er det, at her er megen Halvhed og Dulgthed blandt os. Der kommer snart ud en Bog af mig: Det ny System, og der har jeg maattet tænke lidt over vore Forhold, over det Vitterlige, at hele Tanker og deraf følgende hel Kamp er ikke oppe hos os. Jeg har om den Ting ikke sagt alt, hvad jeg ved; ti det vilde paa det Sted ikke have været belejligt (slige Hensyn maa selv logisk tages). Nu, saa meget har jeg sagt i Bogen, at Mange vil skjønne, hvad jeg fortier.
           
Noget af det skal jeg nævne her; ti hid hører det: det Fusk, den Feighed, som er over vort Samfund, skyldes ikke den enkelte Mand eller det enkelte Parti; nej, det er Teologiens Fusk, som har udbredt sig over Sjelene, og som avler og underholder alt andet Fusk i Landet. Forat forklare og forsvare hedenske Figurer og Handlinger, hedenske Historier og Begreb, mystisk forsprængte Jødeidealer er af Teologien brugt saameget slap Ladenstaahen eller tankeløs Eftersnak, saameget dubsindigt Vrøvl, saa megen formastelig Vilkaarlighed, saa megen Snedighed, at det smitter Forstanden og fordærver Viljen; det gjør os usikre i vort Inderste, og saare Faa er de, som har Enfold nok til trofast at tage Hovedsagen, Forholdet til Gud, og holde dette fast, ladende som de ikke ser det Andet, eller at indskrænke sig til at ogsaa af dette at suge Honningen, ladende Resten ligge hen. Saare Faa er de, som kan dette; de Fleste stuper her alt i Skoledagerne, og i det beste Fald er der kommen en Ligegyldighed over deres Forhold til det Vigtigste, ja, det Afgjørende, som de enten paany gjør til Alvor ad adnre Veje og paa andre Maader, eller som tillader dem at have et halvt Forhold til Alting, halve Tanker med halv Aabenhed, halve Handlinger med halvt Ansvar.
           
Der har været en Fortid, hvori Tankeevnen og Moralfølelsen ikke har været saa skjærpet som den er nu (folkelig taget, nu tænker tusen, hvor før bare en tænkte); der har været en Fortid, hvori disse Ting ikke var saa oplyste, som de nu er blevet ved en grænseløs Viden netop over alt, som her kan give Forklaring. Da var selvfølgelig heller ikke Skaden saa stor som den nu er bleven; nu vokser den med hver Dag.
           
Kan bare Teologien anklages herfor, kan ikke ogsaa Teologerne anklages? Langt fra alle; ikke de umyndige, de stille Troende; ikke de, som er Bruun stik modsat. Men Bruun og de, som er i Slægt med ham, de, som har havt og kanske har Tvil om Meget og Mangt, og som har Evne til at greje disse, hvis de vil, idet de kan læse og tænke, - er de uden Skyld? Tør nogen rent fritage dem? Er det ikke meget mere saa, at naar der tales om Fusket og Fortielsen her i landet, og Bruun gaar ud og banker paa andres Dør (og det ikke uden Hovmod, som det synes mig, skjønt jeg ærer hans Mod og Vilje), - er det ikke saa, at der samtidig banker med stærke Slag paa hans egen Dør, men at Bruun af Hensyn lader som han ikke hører det?
           
Skal disse Hensyn, som ogsaa Bruun vitterlig tager (om ikke til andet saa til sin egen Uddannelse, Klarhed, den belejlige Tid), skal de respekteres eller ej? Med andre Ord: skal vi være saa hensynsløse at lægge Bruuns egen Maalestok paa Bruun selv, eller skal vi lade dette være?
                                   
Bjørnstjerne Bjørnson.