Hr, Redaktør.

Da jeg læste Christopher Bruuns Tale i Opl. Avis for Friheden, d. v. s. den aandelige, var jeg glad i den, og jeg tviler ikke om, at den videnom vil gjøre sin Nytte. Den kommer vistnok ikke op mod hvad vi f. E. har læst om sligt hos Buckle (og hvoraf noget fra Handelstidningen i Gøteborg i disse Dage tildels har gjort sin Runde i vore Blad); dette gjælder især et enkelt Punkt, og som det forekommer mig det vigtigaste, men saa er andre igjen behandlede med den Greihed, Jævnhed, Fynd, som er Bruun eiendommelig fremfor nogen anden hos os.
           
Men saa er det ogsaa en Eiendommelighed ved Bruun, at vænt lidt, saa gjør han om lidt en Vending stik imod det, han nætop udviklede. Det ser ud som Upartiskhed, og jeg tviler ikke om, at denne efterstræber han stærkere end de fleste. Men i Virkeligheden er det Levningen af (eller Begyndelsen til) et andet Standpunt. Dette gjælder just slike Sager som den, han her har behandlet.
           
Talens siste Del er ufri. Jeg takker Dem for Deres Paavisning deraf, takker Dem ved samme Leilighed for saa mangen saadan Tjeneste, ydet vor opgaaende Friheds- og Æresfølelse i dens Kamp mod Arv, Fordom og Forhold. Kun forekommer det mig, at De her holder ikke bestæmt nok fast, hvor paafaldende Bruun svigter sit første Standpunkt, naar han i Slutten giver sig til at forfølge Venstrepartiet i vort Land; ti det er netop vore Dages Forfølgelsesmaade: at mistænkeliggjøre Folk i deres Bevæggrunde, prøve at spænde Benene bort under dem midt i Kampen ved at lægge noget i Veien, som ikke hører Sagen til, men som kan skade dem dygtigt, - f. E. en Beskyldning, som i bedste Fald leder Opmærksomheden paa Personerne.
           
Der er i vore Dage ikke en Sag oppe i vor Politik, som en skjønsom Liberal behandler anderledes, naar han er Republikaner, end naar han ikke er det. Beviset foreligger, saasom erkjendte Kongsmænd staar Side om Side i dem alle med erkjendte Folkemænd.
           
Men selv naar den Sag kommer og den kommer nok -, skulde det enda ikke gaa an for fri Mænd at drøfte den saaledes, at det ikke kjendes, hvad jeg tror om Mandens Bevæggrunde; men saaledes, at det prøves, om Sagen er til Gavn for Folket, er i Medfør af Folkets Vilkaar og Evner, eller om den ikke er det? Opgaven er næmlig altid at komme efter det, og ikke at opretholde Kongedømet imod Folkets Fordel, ligesaa lidt som at hidføre Republiken mot Folkets Fordel.
           
Skulde der ogsaa komme Folk (og det gjør det vel), som sætter sine Stats-Forfatningsteorier foran alt, nu saa lad os først opleve det! Da (men ogsaa først da) kan En optræde som Christopher Bruun allerede nu gjør mod Sverdrup og Venstre; først d a har han Ret til det, om endda ikke Hæder af det, ti endda tænker jeg, at humane, d. v. s. fri Mænd vil veie Sagen med en saadan mand og vise, at hans Optræden skader denne, og lade Manden falde herpaa, ikke paa hans Trosbekjendelse.
           
Under vore Forhold at tvinga Troesbekjendelsen frem, og lade det blive Ordskifte om den ved hvert Valg, istedetfor om de Sager, som foreligger, er Forfølgelse, er Ufrihed. Folks egne Grunde til at holde Troesbekjendelsen udenfor maa respekteres.
           
En anden Sag er det Ønske, som jeg inderlig deler med Bruun, at her dannede sig et republikansk Parti, og at saaledes om en Stund de Spørsmaal stilledes, som udsprang af et republikansk Program, og som hos os vel først blev rettede mod Hofhold, Kongens Hellighed, unødigt og urigtigt Brug af hans Navn, (kgl. Jernbane, kgl. Arme, kgl. Embedsmand o. s. v.) og saa uendelig megen officiel Usandhed, som vi nu maa vasse i. Jeg ved nok at der er Kongsmænd, som er med paa ethvert af disse Forslag, hvis de fremsættes; men alene et aabent republikansk Parti kan drive det, gaaende ud ifra, at Folket saa længe det m a a have Kongedøme, vil have det i en lidelig Form.
           
Men der er Forskjel paa at nære et sligt Ønske og paa at drive det ind paa Sverdrup og Venstre; alene den ikke fri kan forveksle saadant.
                                                           
B. B.