John Lie som dansknorsk Diktar.

 
[Del 4 av 4. Fyrste delen.]
 
(G.)
                         
[Sluten.]
 
Eg trur det maa vera eit ”Tidar-Teikn”, at eit Maal som det i ”Knut Trondson” kann verta skrivet og leset. Naar Folk kann svelja slikt, so maa den danske Maal-Sansen her i Landet vera fælt daud. Dessverre, den norske Maalsansen kann nok ikkje vera vidare livande den helder, iser naar Ein minnest, at det er ein Telemarking, som hev skrivet detta; men me er no so vane med smaatt Stell i den Vegen, og her er ikkje so mykje aa venta held. Men at Danskener dømd og held paa aa rotna upp i Maalløysa, det kann Ein iallfall sjaa av ”Knut Trondson”.
           
”Knut Trondson” kraumar av ”Norskdomar”, som i full Sanning tek seg ut som ”Flugur i Mjølk”. Lie brukar Ord og Vendingar i Haugevis, som ikkje finst i Dansk, og som stundom er reint meiningslause paa dansk Maalbotn. Men so innimillom att raakar Ein paa dei argaste Danskdomar. Norm og Regel finst ikkje. Tilmed same Ordet kann Ein finna skrivet snart paa Dansk, snart paa Norskt. Dersom Ein vilde spyrja meg, kvat Maal denne Boki er skrivi paa, vilde eg vera i Beit fyr Svar. ”Det er ikkje nokot Maal.” Det er Maalløysa. Det er – Dansk-norsk.
           
Du skal faa ein Flokk Prøvur, so kann du sjølv sjaa.
           
Lie skriv t. D.: Laat, Leite, Nut, Stut, men: Vid, møde, Had, Mad; - like, staake, strak, spræk, Aker, laak, ræke, hauke, raake, men: lege, tage, slig, Svig, skrige, rage, vige, lige (dvs. rett), koge; skok (av skaka), men tog (av tage); Ordtøke, men Tag; en Gap, ihop, men Tab, Vildskab; Ljom, men Lys; kverve, kvass, men hvine, hvas; lei, grei, Meins-Ord, veik, Mann, stont, men bred, (lige) ens, Men-Vætte, Ged (dvs. Gjeit); Støt, smøg, (fyr smaug); ”Solen sken” (n. skein, d. skinnede); ”Solen seg” (seig, sank); ”Felen laat” (leet, lød); ”Maanen gød sit Lys over alt”; ”hun hev Klæderne”; ”han kylede ham disse Ord bent i Ansigtet”; ”en koglendeHulder”; ”Folk svalt (norsk), frøs (dansk) og sygtes (?) bort”; ”en Rivbikkje”; ”Bunad”; ”Knagg”, ”Vott” (skrivet ”Vot”), ”spratt” (skr. ”sprat”); ”Fjeld-Tjøn”; ”kaldsur”, men ”kold”, ”Manskade” men ”Mand”; ”Lagnad”; ”Bu-Laftet”; ”Elskhug” (men ”Hu”); ” drugeBank”; ”en Uvyrde”; ”Atterslag”; Kvinten ildskreg (!); ”han flid(d)e sig”; ”ved Soleglads Leite”; ”vilde sig bort”; ”dryge”; ”et Bil”; ”Gutten satte ratt paa Sprang”; ”rækede” og ”rak”; ”fare att og frem”; ”Tor blev iltved”; ”man fik ansamt”; ” plent skrubsulten”; ” plettendes (!) alene”; ” snodigt var det”; ”det var som de var søkt ned” (dvs. nedsænkede); ”det kom frem en der og da (!)”; ”ned fra Yvi-Stuen”; ”tage imist”; ”skiple Laget”; “turde mest ikke trække Pusten”; “godt To i den Armen”; ”en af de bedste Karlene”; ”du skulde have et Øie med Datter din” (men: ”tale med sin Kone”); ”levede paa Nybygget sitog kom kun sjelden til Sønnen sin”; ”nu har jeg ryddet Gaard en din, davist, (dvs. ialfald!) for i Kveld”; ”i Hugen din” (men: ”Magt over min H u”); ”han var likendes” (dvs. likande, til at synes om); ”det kan være seendes ud til det” (!); ”Bøfolket var agtendes Folk, og daa slaaner man gjerne mer end ventendes kunde være”; ” trass i det”, men strakst etter: ” trods du gnaaler lidt” (”trods” = uagtet); ”nu venter jeg snart han Olav” (!); ”Knut Gryte var rium til(!) hjemme og rium til for han gaardimellem”; ”Tiden gik, som ti i Sult og Nød, som tii Sus og Dus”; ”har sligts aa at gjøre”; ”en Trekant med to Hul i” (Hol, d. Huller); ”nu er hun Ingebjørg barnssyg etter”; ”laa og krok og jamrede sig”; ”et stort Lys skar Taagen sund”; ”Knut tyktes Synd om hende”; ”Joronn blev vandat vinne” (jamsides med ”vanskelig”, og ”vinde”); ”han syntes skilet (!), at han var vaagen”; “blev staaende kvas i Opsynet (!); “det er som jeg hørte Maalet tilhende Ingebjørg” (dvs. Ingeborgs Stemme, Maalet hennar Ingebjørg); ”Konen min var” (Kona mi var, min forrige Kone); ”han skutlede som tid Arbeidet bort”; ”12 Velar”, ein annan Stad ”Bedler” (Bidlar, Beilere); ”det skiller ikke dig”! (dvs. vedkommer); ”Moderen var staat (!!) i maalløs Angst” . . . . . .
           
Eg kunde halda paa. Men det fær vera nok med detta.
           
Aa lesa denne Boki gjev meg paa Lag same Inntrykk som daa eg her i Haust høyrde paa Ordskiftet i eit vestlandsk Lærarmøte. Mannen er maallaus. Han stramar seg upp, talar ut or Boki ei Stund; so vert han trøytt av Leksa, dett so ned i seg sjølv att. Men han kann ikkje tala sitt eiget Maal held. Prøver han paa det, so kjem Boki i Vegen. Og so vert det detta saare, skamfulle Strævet, som er likso vondt aa høyra paa som aa vera uppi. Det er liksom Mannen er forgjord. Det var ein Skulemeistar einstad inne hjaa Presten sin, so stod han slik og kavad. Son aat Presten, ein liten Gut, stod og høyrde paa detta ei Stund, so sagde han til Moer si: ”men, Moer! – Manden kan jo ikke snakke!” – Guten hadde Rett: dei kann ikkje snakka.
           
Ender og Gong er det liksom Trollhamen brest fyr John Lie, og me fær høyra greidt, fagert Mannsmaal att -:
 
”Tak imot Honni aa drikk uto,
eg mein’ deg de fulla væl;
gløym den bleike Bø-Drosi,
mæ meg skal du liva sæl!”
 
- det er eit sannt Hamskifte! Men det hender berre ein sjeldan Gong. Og daa berre i Vers.
           
Ein kann undrast paa, at ein Teledøl, som hev no slikt eit fint og kringt Maal, kann vera so smaklaus, at han læt sitt eiget Maal, som han kunde skriva naturlegt og reint, liggja, og istaden tek detta Bytingsmaalet, som han veit han kjem til aa berre fuska i. Men John Lie hev visst havt sine Grunnar.
           
Fyr det fyrste hev han væl kjennt, at Telemaalet var fyr naturlegt, friskt og sannt til aa brukast i denne dinglande og singlande Staspoesien. som han her vilde laga ihop. Form og Stil hadde han laant or Bøkerne; so var det best aa laana Maalet med.
           
Fyr det andre vilde han hava ein større Lesar-Ring; og fyr det tredie hadde han ikkje Hug og Raad til aa skriva Bøker utan Betaling, slik som vaare Maalskrivarar hellest maa. Han kjenner Maalmennerne eitgrand fraa fyrr, John Lie; han veit, at dei sparer paa Skillingen, naar det gjeld Bøker. Og ingen skal krevja, at ein Mann utan Raad skal stræva alle sine Dagar utan Løn. Det gjeng ikkje slik i Lengdi. Med Auga paa vaare Maalmenn maa Ein segja, at John Lie hev gjort Rett i aa skriva Dansknorsk, - alt um Arbeidet ikkje vart so godt som det kunde voret. Det er rimelegt, at John Lie kjem til aa skriva fleire Forteljingar paa Dansknorsk. Men um so er, so kann eg vitna, at han ikkje gjer det fyr aa ”svika” Maalsaki, men fyrdi han ikkje hev Raad til aa skriva fyr Folk som oss. Arbeidaren er si Løn verd, og det er dei Dansknorske som betalar.
           
Fyr det fjorde er John Lie Skulemeistar. Han er komen so langt inn i Dansken, at han er bunden av den, men snaudt so langt, at han kann fullt løysa seg ut att. Naar han skriv Vers, er det ein annan Ting: der hev han Folkevisurne aa byggja paa. Men skal han skriva fri Stil, so er det væl dei danske Bøker, som sviv framfyr ’n og bind Pennen. Det er so underlegt, naar Ein skal til aa skriva. Ein er upptamd med det, at so snart Ein tek Pennen, so skal Ein vera dansk; set Ein seg so til med slikt Arbeid, so kjem Vanen upp og tryller (forvirrer) Naturen. Ein kann ikkje lenger tenkja ende beint fram som Ein vilde tala; Boki kjem i Vegen med sine ”Kunstord” og tillærde Svingar. Ein skal vera langt komen, fyr Ein vert Kar til aa løysa seg heilt ut or denne Vanen. Det er ikkje so greidt.
           
Men naar no slik ein bok-bunden Mann skriv Dansk, so vert det galet paa den andre Maaten. Rett som han sit og skriv ut av Boki og Leksa, so dukkar hans naturlege Tanke upp, og so vert Leksa for trong. So kiler han inn Bitar og Brot av sitt Eiget, og so fær me Bytingsmaalet, Knut Trondsons Maal. Hjaa John Lie kann det væl og henda, at ”Maalstrævaren” hev voret framme. Han hev meint, at Boki hans vart meir ”norsk”, naar han hadde mange ”Flugur” uppi. – Ja, dersom ”norskt” var det same som ”smaklaust,” so.
           
Fyr oss Maalmenn kann det vera godt nok, at slikt kjem ut og vert leset. Det ”øydelegg Dansken”. Det vert verre og verre fyr unge Forfattarar aa finna seg ei brukeleg Form paa dansknorsk Grunn. Vil dei skriva reint, ”klassisk”, so maa dei halda seg til sjøvle Dansken; men den vert for trong og usann. Skal dei so sleppa inn det Norske, kor er daa den rette Grensa? slepper dei inn for mykje, so vert Maalet ureint og uklassiskt. Men slepper dei inn for litet, so vert det stivt og tungt, og gjeng dei ein ”Millomveg,” so vert dei inkonsekvente og fuskande. Til Slut vert Røra so endelaus, at Folk med sunn Maalsans segjer til seg sjølv: ”nei, no er her ikkje onnor Raad enn aa taka heilt Stig og vera norsk.” Og dei, som les, vil segja det same. ”Norsk er eit Maal”, vil dei segja; ”Dansk er og eit Maal; men Dansknorsk -! nei, lat oss daa helder faa nokot reint og heilstøypt.”
 
Eg hev alt no høyrt unge Forfattar-Emne som hev voret i Beit med denne Dansk-Norsken. Eg hev voret so ærleg, at eg hev raadt dei til aa halda seg til Dansken so godt dei kunde; men di lenger det lid, di mindre vil dei kunna det. ”Denne Bevægelse (Uppløysningi av Dansken) gaar af sig selv, trods alt Skrig og alle Agitationer.”
 

 

Frå Fedraheimen 27.11.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum