Namnebotssaki i Thinget.

 
(Sluten.)
 
Ordskiftet i Storthinget:
 
J. Sverdrup: Jeg synes ogsaa, at det er meget dristigt af Sognepræst Sverdrup at fremstille det saa; thi Ivar Aasen har ikke dette brede videnskabelige Grundlag; det hjelper ikke, at han er et Geni af første Rang, og at han har godtgjort dette ved sin Virksomhed – han mangler jo det brede videnskabelige Grundlag! Jeg ved ikke, hvad det er for en Mand, Professor Aschehoug sigter til; men jeg ved, at der er endel Forskjel paa at være i høi Grad Herre over Sprogforstaaelse og Sproglove, og at have et meget udbredt Kjendskab til og Forstaaelse af Dialekterne i et Land, og hvad der fornemmelig karakteriserer Ivar Aasen er, at han i høi Grad har Forstaaelse af vort Folk og Land, og har et meget udbredt Kjendskab til Dialekterne og ved Siden deraf et stort Sproggeni. Derfor er det fuldt berettiget, naar man siger, at man fortrinsvis ønskede denne Mand ind i Kommissionen, og jeg skulde være tilbøielig til at tro, at Medlemmerne af Kommissionen, ethvert for sit Vedkommende, vilde være villige til at erklære, at de kunde lære meget af Aasen.
               
Aschehoug: Jeg har ikke sagt, at Ivar Aasen mangler det brede videnskabelige Grundlag, og jeg har ikke benægtet, at han vilde være paa sin Plads i Kommissionen; men hvad jeg har modsagt og følt mig forpligtet til at modsige var det, Sognepræst Sverdrup stod her med bred Mund og talte om, at Ivar Aasen er den utvivlsomt dygtigste Mand, som Norges Land eier, og det ligeoverfor en Mand som Sophus Bugge, der har faaet en saadan Karakteristik, som den, jeg for lidt siden nævnte. Jeg talte med den berømte franske Sprogforsker Gaston Paris, og han sagde mig: Jeg tror, at vi Franske ikke har saa let for at indrømme, at Fremmede kan  lære os noget; men Bugge har vist, at han kan gjøre det.
               
Jak. Sverdrup: Jeg har ikke givet den Karakteristik af Bugge, som Aschehoug nævnte. Jeg respekterer fuldt vel den Mands videnskabelige Dygtighed; men jeg havde ikke ventet, at der fra den Plads var kommet de Ytringer, som nu ere komne frem, naar Talen gjaldt Ivar Aasen. Naar jeg har sagt, at jeg anser ham for at være den dygtigste Mand til et saadant Arbeide som dette, da gjør jeg det af Hensyn til hvad Manden gjennem en Aarrække har præsteret. Han har vist sig at have et saa indgaaende Kjendskab til Dialekterne rundt om i vort Land, han har reist om fra Sted til Sted og undersøgt alle Trakter, og han har leveret saa mange og saa udmærkede Arbeider i denne Retning, at jeg tror at have fuldkomen Ret, naar Spørsmaalet gjælder Ting som dette, at sige, at han er den mest kvalificerede Mand, vi har i dette Land.
               
J. Sverdrup: Naar jeg nævnte det brede videnskabelige Grundlag og betonede det med bred Mund, som jeg ganske rigtig gjorde, da var det af Hensyn til en Debat, der har fundet Sted her i Forsamlingen i Formiddag om en anden Sag.
               
Veseth: Jeg hører ogsaa til dem, som i Komiteen ytrede sig saaledes, at vi helst vilde have seet Ivar Aasen som Medlem af denne Kommission. Men da dette ikke er Tilfældet, og vi syntes, at Kommissionen maaske var stærk nok og ikke trængte at forøges yderligere, kom det ikke videre paa Tale; men det gav Anledning til, at vi kom til at slaa ind paa en anden Udvei, nemlig at anbefale, at man henvender sig til Herredsstyrelserne. Naar de ikke i Kommissionen havde Aasen, som jo har reist om i Bygderne og har et udstrakt Kjendskab, skulde man spørge Herredsstyrelserne selv, og naar disse Spørgsmaal til Herredsstyrelserne sendes omkring i Aftryk til hvert Sted, da antager jeg, at disse gjør Bemærkninger, som ogsaa vedkommende Eiere finder sig tjente med, og naar man saa faar alle de Bemærkninger, som kommer fra de forskjellige Herredsstyrelser, da faar man se, hvorvidt man kan eller vil sætte sig ud over dem.
               
Liestøl: Det var netop til at bedømme Herredsstyrelsernes Arbeide, de Opgaver, man fik fra dem, at jeg mente Ivar Aasen var den dygtigste Mand. Veseth troede, at Herredsstyrelsernes Opgaver vilde kunne erstatte Ivar Aasen i Kommissionen; men netop fordi Ivar Aasen har, som tidligere anført, det største Kjendskab til vore forskjellige Dialekter og den største Kundskab om, hvorledes de forskjellige Dialekter har udviklet sig fra det gamle Sprog, og efter hvilke Love de nye Former ere dannede, netop af den Grund troede jeg, at han burde være med for at bedømme Herredsstyrelsernes Opgaver.
               
Juel: Jeg er vistnok ikke i Besiddelse af Komptence her, men jeg maa faa Lov til at bemærke, at blandt os ulærde er der en Mængde – jeg tænker hele Landet rundt – som vil finde sig aldeles skuffet, hvis ikke Ivar Aasen kommer med i denne Kommission. Det er den Mand, som vi har stor Tillid – ja jeg tænker den største Tillid til, vi som ikke er kompetente. Men der er noget andet, som jeg vil spørge om. Naar der staar i Aschehougs særskilte Udtalelse i Indstillingen, "at ingen virkelig Forandring kan foretages i en Eiendoms Navn" o. s. v., saa kan vel derved ikke menes, at det er en Forandring at skrive et Navn rigtigt, som før har været skrevet urigtigt. At Navnet skrives og udtales ret, det kan ikke være det, som er ment med en "virkelig Forandring". Jeg henviser f. Ex. til det af Kaxrud nævnte Navn. Var det en "virkelig Forandring" at skrive og udtale det rigtigt? Det er vel ikke saa Professoren har ment det?
               
Aschehoug: Jeg har virkelig den Mening, at enhver Mand kan protestere mod, at der foretages nogen Forandring i Navnet paa hans Gaard, hvad enten den er liden eller stor, thi det følger ligefrem deraf, at om man f. Ex. vilde forandre Gaarden Valstads Skrivemaade saaledes, at man skrev Navnet med Hv istedetfor med V, kunde Eieren bagefter med Loven i Haanden gaa hen og sige til Pantebogsføreren: Vær saa god at finde frem den Erklæring, hvorefter Gaardens Navn skal staves med Hv. Det er ikke min Mening, at det absolut vil gaa saa. De allerfleste vil visselig finde sig i det, som rimeligt kan være, at deres Gaardsnavn skrives rigtigt. Men ifølge Lovgivningen har dog Eieren fuld Raadighed paa dette Felt, naar det kommer til Stykket, og jeg tror, at denne Rettighed maa respekteres. Forøvrigt hvad den Debat angaar som har fundet Sted om Gaardsnavnene, vil jeg bede bemærket, at jeg ikke tog Ordet for at gjøre nogensomhelst Indsigelse ligeoverfor de Herrer, som har udtalt Ønske om, at Ivar Aasen kom med i Kommissionen. Jeg fandt det ganske rimeligt. Men hvad jeg fandt mig beføiet til at nedlægge Indsigelse mod, var, at man karakteriserede en anden høit fortjent og anseet Landsmand som underlegen. Jeg mener, at man her saavidt muligt bør undgaa uden Nødvendighed at bruge Ytringer, som let kan falde krænkende for den, mod hvem de ere brugte. Jeg anser det ikke for nødvendigt. Hvor stor Beunring jeg end nærer for Ivar Aasen – og jeg hører ikke til dem, som sætter mindst Pris paa ham – indser jeg ingensomhelst Nødvendighed i ligeoverfor navngivne Folk at betegne ham som den første, og jeg tror, at mange Gange de Folk, som yttrer sig paa denne Maade, vil være de første til at føle sig krænkede, naar deres Navne blev omtalte paa den Maade.
               
Jak. Sverdrup: Jeg maa tillade mig at spørge, om den sidste ærede Taler ved sin Ytring om, at en Taler havde betegnet en Videnskabsmand som underlegen, sigtede til mig?
               
Aschehoug: Ja, det gjorde jeg ganske vist.
               
Jak. Sverdrup: Da maa jeg sige, at jeg slet ikke har betegnet ham som underlegen. Jeg tillod mig at have den overmaade dristige Mening, som jeg hører, at det kan være, at paa et enkelt Omraade er maaske Ivar Aasen dygtigere, mere kvalificeret, end de, som sidder i Kommissionen. Den Mening maa jeg faa Lov til at have, og derved har jeg ikke erklæret nogen anden Mand for underlegen.
               
Aschehoug: Der faldt det Ord "maaske", som for mig indeholder det fuldstændigste Bevis for, at jeg ikke har talt forgjæves.
               
J. Sverdrup: Ja, men Professoren har dog talt forgjæves ligeoverfor mig, thi jeg opretholder i det fulde Omfang, at Ivar Aasen i det Arbeide, hvorom der her er Tale, saavidt jeg formaar at indse, frembyder den største Garanti, er den bedste Autoritet og den mest kvalificerede. Derom nærer jeg ingen Tvivl, og jeg vilde føle mig i en ganske forskrækkelig Forlegenhed, om jeg skulde sige, hvem der er den dygtigste af fem, naar alle fem skulde være dygtigst.
               
Daae: Jeg vil blot sige, at jeg for min Del beklager, at man ikke har sat den Mand, hvorom der her er Tale, ind i Kommissionen. Men jeg beklager endnu mere den Debat, der føres her, og jeg beklager det navnlig for Mandens egen Skyld, thi denne beskedne, gamle, lærde Mand vil visselig ikke føle sig tiltalt af den Maade, hvorpaa han her er bleven dragen frem. Jeg anser det ogsaa for unødvendigt. Jeg er enig med Sverdrup i, at denne Mand i enkelte Retninger har en særegen Kvalifikation til at bidrage og hjælpe i denne Sag, men da han og Kommissionens Medlemmer har Studier fælles og staar i Forhold til hverandre, tvivler jeg ikke paa, at han, naar man behøver ham, vil give de Oplysninger, han kan give. Med Hensyn til Sagen i dens Almindelighed, skal jeg gjøre en enkelt Bemærkning. Jeg kan ikke fuldt ud dele den Mening, som er udtalt af Komiteens Formand, at Indstillingens Kjerne skal ligge saa nær Professor Ryghs Fremstilling, som han tror. Det er et Punkt, som er væsentlig forskjelligt, og det er det, som staar i Forbindelse med Lydsystemet i Skriftsproget og Talesproget; heri er Forskjel og en væsentlig Forskjel. Begge Fremstillinger har forøvrigt det samme Øiemed, at ordne Sagen paa den mest praktiske Maade, til saa liden Ugreie for Individerne og Forretningerne som muligt, men her er en Forskjel, som det i enkelte Tilfælde visselig vilde falde vanskeligt at forsone.
               
Liestøl: Ligeoverfor Aschehougs Ytring om, at det vilde volde Forstyrrelse i Pantebogsførelsen, om Gaardsnavnene blev rettede, vil jeg kun bemærke, at hvis man sammenholder Navnene i den trykte Matrikul, som nu gjælder, med Navnene, saaledes som de blev skrevne, før Matrikulen kom ud, vil man finde, at der er foregaaet en stor Forandring i Skrivemaaden. Jeg har netop været i Rigsarkivet og seet nogle af de ældre, som gjaldt, før den trykte matrikul udkom. Det er en temmelig stor Forskjel. Jeg har aldri hørt, og jeg tror, Ingen har hørt, at dette har afstedkommet den ringeste Ulempe, og saaledes vil det vel ogsaa blive, naar man faar den nye Rettelse istand.
 
Votering :
Komiteens Indstilling bifaldtes enstemmig.
 

 

Frå Fedraheimen 13.07.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum