Namnebotssaki i Thinget.

 
(Framhald.)
 
Ordskiftet i Storthinget:
 
Liestøl: Efter Omstændighederne kan jeg ikke Andet end være tilfreds med det, som Flertallet har udtalt i Indstillingens Præmisser. Det er nemlig Komiteens Mening, at der bør gjøres noget mere, end hidtil er gjort ved Nedsættelsen af denne kongelige Kommission. Komiteen nævner som en heldig Fremgangsmaade, at man henvender sig til Herredsstyrelserne og faar Opgave over Udtalen i Bygden for saaledes at hente Materiale til aa gaa ud fra ved Rettelsen. De Mænd, som ere udnævnte til at deltage i denne Kommission, ere vistnok meget dygtige Mænd med fuldstændigt Kjendskab til vort gamle Sprog og ellers i enhver Henseende dygtige Folk. Men jeg maatte dog anse det heldigt, at ogsaa Ivar Aasen var udnævnt til Medlem af denne Kommission. Netop naar man agter at rette Gaardsnavnenes Skrivemaade efter Udtalen, maatte det især være af Vigtighed, at Ivar Aasen var blevet Medlem af Kommissionen. Ivar Aasen har et Kjendskab til Bygdedialekterne som vist ingen anden Mand i Landet. Han kjender det gamle Sprog, og hvorledes Sproget og Udtalen senere har udviklet sig, og efter hvilke Love nye Former ere dannede, og dette tror jeg maatte være nødvendige Betingelser hos de Mænd, som skulle virke sammen for Opnaaelsen af en rettere Skrivemaade. Jeg vil kun udtale dette i Forbindelse med Komiteens Indstilling.
 
Bentsen: Jeg maa fuldt slutte mig til Liestøls Tanke om det Ønskelige i, at Ivar Aasen kunde tiltræde den omtalte Kommission. Jeg tror ikke at kunne være fuldt enig med Aschehoug, naar han i sit Votum siger, "at ingen virkelig Forandring kan foretages i en Eiendoms Navn uden Samtykke af Eieren." Men forsaavidt maa jeg være enig med Professoren, at det vilde føre til lidet Resultat, naar man ikke turde paaregne en velvillig Imødekommen fra Eiernes Side. Uden paa nogen Maade at udtale nogen Mistillid overfor de til Kommissionen udnævnte Mænd, tør jeg trygt sige, at der er ingen af vore store Sprogmænd, som er saa kjendt ude blandt Landsfolket, og som dette har omfattet med saameget Kjærlighed og udelt Tillid som Ivar Aasen. Derfor mener jeg, at han foruden sin overordentlige Dygtighed til at tage sig af denne Sag endnu har en særlig Betingelse fremfor andre eller i større Grad end andre til at faa Eierne til at komme Sagen  velvillig imøde, og som jeg tror vil dette være en stor Betingelse for, at Arbeidet kan lede til et for alle Parter heldigt Resultat.
 
Havig: Et af Komiteens Medlemmer er af den Formening, at Navneforandringen ikke burde gaa saa vidt, at Misforstaaelse kunde opstaa deraf. "Dette vilde kunne lede ikke alene til Uleilighed, men ogsaa til Formuestab, f. Ex. hvis en Eiendoms Navn blev saa forandret, at det, gjengivet i en ny Skikkelse i en Auktionsplakat eller et Proklama ikke indeholdt for Panthavere og Kreditorer tilstrækkeligt Varsko om at melde sig." Som bekjendt og som ogsaa nævnt i Komiteens Indstilling har jo enhver med Hjemmel af Lov af 17de December 1836 § 5 Anledning til at forandre Navnet paa sin Eiendom. Saavidt jeg har havt Anledning til at erfare, er det ikke saa sjelden, at denne Ret benyttes; men jeg tror ikke – ialfald har ikke jeg hørt noget Exempel derpaa – at der er skeet nogen Skade for Kreditorer eller andre derved. Det kan jo siges, at en saadan Navneforandring, som sker efter Eierens Forlangende, skal thinglæses, og forsaavidt skulde da dette legalt være bekjendtgjort for enhver. Men jeg forudsætter, at de Forandringer, som vil blive foretagne med Gaardsnavne efter Forslag af den Kommission, som skal behandle disse Ting, vil blive tilstrækkelig bekjendtgjorte, bekjendtgjorte paa en saadan Maade, at det vil være langt lettere for alle Interesserede at komme til Kundskab om Forandringen end ved denne legale Maade, som sker ved Thinglæsning. Jeg tvivler ikke om, at alle de, som er interesserede enten som Panthavere eller paa anden Maade, vil skaffe sig Kundskab om disse Forandringer, og om hvilken Retning de gaar i. Der var jo heller ingen Ting i Veien for, at den skete Forandring kunde thinglæses paa samme Maade som de, der foretages efter Forlangende af vedkommende Eier. Saa er det sagt i Indstillingen, at Navneforandringen ikke godt kan ske uden Eierens Samtykke i Overensskemmelse med det Lovbud, jeg nævnte. Det er muligt, at saa er Tilfældet. Men jeg forudsætter som en given Ting, at Eieren i de allerfleste Tilfælde ikke vil have noget at indvende mod, at en Navneforandring sker i Retning af, hvad der har været Gaardens gamle, oprindelige Navn, naar dette er blevet saa forvaklet, at man har ondt for at kjende Navnet igjen. Skulde saa betydelige Forandringer være nødvendige, forudsætter jeg, at Eierens Erklæring bliver indhentet paa en eller anden Maade. Saa har man indvendt, at det især vilde være umuligt at gaa til saadan Navneforandring paa Gaarden, dersom vedkommende Eier har optaget Gaardsnavnet som Slægtsnavn. Jeg kan ikke heri se nogen særdeles Hindring. Det er ikke saa ganske sjelden Tilfældet, at saadanne Navne, som nedstammer fra Gaardsnavne, i Tidens Løb har faaet en afvigende Skrivemaade, kanske endog en helt forskjellig Udtale fra den oprindelige, saa efter min Mening ligger heller ikke deri nogen særdeles Hindring mod at gaa tilbage til det gamle oprindelige Navn, forsaavidt det skulde befindes gjennem Tidens Løb at være saa betydelig forkvaklet, at en hovedsagelig Forandring tiltrænges.
 
Jak. Sverdrup: Jeg vil kun sige, at jeg samstemmer med Liestøl deri, at det har forundret mig, at Ivar Aasen ikke er taget med ved et Arbeide som dette. Han er den, som er kvalifiseret til et saadant Arbeide fremfor nogen anden i dette Land, hvilket vi vist alle er enige om, og jeg skulde ønske, at der i Indstillingen var indflydt en Bemærkning derom. Noget bestemt Forslag i den Retning vil jeg ikke fremsætte, da jeg antager, at disse Ytringer, som er fremkomne her i Salen, vil være tilstrækkelige til at foranledige, at han bliver taget med ved dette Arbeide.
 
S. Nielsen: Foranlediget ved den sidste ærede Talers og tildels ogsaa ved andre Taleres Ytringer finder jeg som Medlem af Komiteen at burde oplyse, at det blev nævnt i Komiteen, at man havde anseet det ønskeligt, om Ivar Aasen var blevet Medlem af denne Kommission, og der var en Del af Kommiteens Medlemmer, der følte det som et Savn, at saa ikke var skeet. Men da Kommissionen allerede var sammensat og sammensat af dygtige Mænd, troede vi, som havde denne Mening, ikke at burde optage nogen Dissents. Da der nu er faldt Udtalelser, gaaende i Retning af, at det var ønskeligt, om Ivar Aasen kunde komme ind i denne Kommission, vil jeg som Medlem af Komiteen sige, at det skulde glæde mig, om Styrelsen fandt Anledning til, paa Grund af de faldne Udtalelser, at lade Kommissionen forstærke med det Medlem, og jeg tror ikke, at det vilde gjøre mindste Skaar i Agtelsen for de andre Medlemmers Dygtighed. Jeg har fundet, at det var min Skyldighed at udtale dette ligeoverfor de Ytringer, som her er fremkomne.
 
Løvenskiold: Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at jeg intet har imod den Indstilling, som her foreligger, og intet imod, at de Foranstaltninger foretages, som her er bragt i Forslag, idet jeg stoler paa, at der tages de fornødne praktiske Hensyn ved denne Tilbageføren af Gaardsnavne til den ældre Udtale, som der her er Tale om. Dersom dette ikke iagttages, vil det kunne lede til Forvirring i Adkomstdokumenter og fremfor alt i Panteregistrene. Vi har Exempler paa, at blot ved en Forandring i Endelsen er et Navn blevet saaledes forandret i Udtalen, at Personer – navnlig Almuesfolk – som har været født i Egnen, og som har kjendt den Eiendom, hvorom der har været Tale, i Generationer, ikke har kjendt Navnet igjen. Der er, som bekjendt, i det gamle Sprog flere Pluralisendelser og Dativendelser – um, em, eim 1), - og en liden Forandring heri kan bevirke, at man ikke kjender Navnet igjen. Naar Endelsen um, som er uden Tonefald, forandres til eim, som ialfald i Thelemarken udtales med stærk Betoning, forandres Navnet saaledes, at det, især for Almuesfolk, bliver vanskeligt at kjende det igjen. Det er Tilfældet med den Eiendom, som jeg selv er født paa, at dens oprindelige Navn var optegnet paa et Kart, hvor det var af Interesse at faa Middelalderens Benævnelse tilbage; jeg kjendte Navnet igjen, men jeg er vis paa, at hvilkensomhelst Almuesmand, som var født i den Bygd, ikke havde kjendt Navnet igjen. Solum Sogn i nedre Thelemarken er paa Munchs Kart over Norge skrevet Soleim, men da jeg spurgte Almuesfolk fra Stedet, hvad Soleim var for et Stad, vidste ingen Besked derom. Dannede Mennesker, som kjende Middelalderens Sprogbrug, kjende Navnene igjen, men for Almuesfolk er de fremmede.
 
1) Tru Assessoren er av dei "dannede Mennesker, som kjende Middelalderens Sprogbrug?"
 

 

Frå Fedraheimen 06.07.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum