Skule og Upplysning.

 
Maalsaki i Thinget
 
(Møde den 14de Mai. Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 8 av 9. Fyrste delen.]
 
Smitt: Naar jeg har gaaet med paa Indstillingen, er det fordi jeg staar i den Formening, at man derved lettest vil fremme denne Sag paa den ønskeligste Maade. Jeg har nemlig den Tro, at man vil møde et velvilligt Øre hos Styrelsen for de Udtalelser, som vi her sender den. Rigtignok er det saa, som ogsaa allerede omtalt, at man i et vist Regjeringsforedrag har en Udtalelse om disse Ting, som vel mildest talt maa siges at være noget besynderlig. Men hvad Skolestyrelsens Stilling til Sagen angaar, har jeg som sagt den Opfatning, at den vil laane et velvilligt Øre til vor Forestilling. Jeg ser virkelig et Vidnesbyrd derom i den Instrux, som er udfærdiget for Undervisningen i Almueskolen. Det er fremhævet, at deri kun skal ligge en Tilladelse, og at den altsaa ikke har saa stor Betydning; men det er dog noget mere; det er dog ogsaa et Paalæg til Lærerne om, at de, for at forstaaes af Børnene, saavidt muligt skal benytte deres Maalføre, og en af de Mænd her i Salen, som vel er den ivrigste Maalsmand i denne Sag, har ogsaa i Debatten igaar erkjendt, at Instruxens Ord kan forstaaes saaledes, at den er fyldestgjørende. Jeg mener, som sagt, derfor, at det ikke er nødvendigt eller ønskeligt at gaa videre med Tryk eller Tvangsmidler for det Første, end til det, som Komiteen har bragt i Forslag. Jeg vil dernæst faa Lov at sige, at min Opfatning er den, at den nærværende Tilstand af Enkelte er skildret med altfor mørke Farver. Jeg tror, at det passede mere paa en forsvunden Tid end paa den nærværende. Jeg husker vistnok fra tidligere Aar, at der var Lærere, og det ikke saa faa, - Seminarister -, der optraadte og talte det stiveste Bogsprog saavel i som udenfor Skolen, men saadanne Exemplarer ere mere og mere forsvundne, og jeg tror, at Udviklingen i dette Stykke mere og mere er slaaet ind i et sundt og naturligt Spor. Med alt dette erkjender jeg, at der endnu kan være noget at gjøre. Hvis jeg ikke havde den Opfatning, er det selvsagt, at jeg heller ikke var gaaet med paa Komiteens Indstilling, og naar jeg har gjort det, er det for at støtte Udviklingen og føre den frem i den Retning, hvori den er begyndt at gaa, og som jeg anser at være sund og naturlig. Hvad jeg ønsker, at der skal ske, er det, at Børnene skal faa Lov til at tale sit eget Sprog og at man ikke ved en unaturlig og kunstig Opøvelse skal bringe dem til at forsøge at tale Bogsproget og saaledes forkvakle deres Tale. Ved Siden af sit eget Sprog skal de lære at benytte Skriftsproget, forsaavidt som de maa kunne læse i Bøgerne og forstaa hvad de læse, og lære at bruge Bogsproget skriftligt, men jeg mener, at disse to Ting meget godt kan forenes ved at man giver dem fuld Frihed og Tilladelse til at tale sit eget Maal, og jeg mener, at det er en stor Misforstaaelse, som er kommen frem i de oftere anførte Ytringer af Skoledirektøren i Throndhjem, hvis han vil, at man i Skolerne skal paalægge Børnene ogsaa at tale Skriftsproget. For mig staar det saa, at dette ogsaa er en Ting, som ligger langt udenfor det Maal, som Skolen kan formaa at bringe Børnene til i den korte Skoletid, som vi nu desværre har. Jeg ønsker altsaa paa den ene Side, at Børnene skal faa fuld Frihed til at bruge sit eget Sprog, men paa en anden Side vil jeg, at ogsaa Læreren skal faa Lov til at gjøre det samme; han skal faa Lov til at tale saaledes, som det falder naturligt for ham. Han faar se at lempe seg efter Børnenes Tale saa godt han kan, og han bør have for Øie at komme til det mere og mere, saafremt han er fra en anden Bygd end den, hvor han underviser; men jeg mener, at han i saa Maade heller ikke skal lægge større Tvang paa sig; galt vilde det ogsaa være, om han skulde komme til at knote i den Bygds Maal, i hvilken han virker. Ligesom jeg mener, at der skal være Frihed paa den ene Side, saa skal der ogsaa være Frihed paa den anden. Men ligesaalidt som jeg vil, at man skal tvinge Børnene til at tale i Skriftsproget, ligesaa lidt vil jeg, at man skal føre Maalstævet indi Skolerne, saa at man giver sig til at experimentere paa Børnene med det saakaldte Normalsprog. Hvis man lader Udviklingen gaa sin fri og naturlige Gang, saa tror jeg for min Del, at det vil gaa bedst, og jeg tror, at man da lettest nærmer sig mod det Maal, som man ønsker, nemlig at der mere og mere skal fremkomme et Sprog blandt os, som i høiere Grad er norsk end det, vi for Øieblikket har, og som kan komme til at samle det norske Folk under sig baade fra By og Bygd. Jeg har den Opfatning, at dette ikke kan ske, saaledes som jeg engang drømte om, derved at man tager Landsmaalet, Bygdemaalet i Brug i en vis bestemt Form, men det faar vel gaa ad den historiske Udviklings Vei, saa at alle Maalformer, som findes i vort Land, maa give sit Bidrag dertil.
 
Steen: Repræsentanten fra Akershus udtalte, at jeg ikke skulde have betragtet denne Sag som egnende sig til at afgjøres ved Lov. Det er ikke Tilfældet. Min Opfatning er kun den, at saalænge ikke det Modsatte er paabudt ved Lov, er den Fremgangsmaade, som Administrationen delvis har bragt i Anvendelse og som der nu stilles Anmodning om i yderligere Udstrækning at anvende, den naturlige og selvgivne. At Børnenes Talesprog benyttes som Undervisningssprog i Skolerne, er Noget, som man maa gaa ud fra, om det ikke er paabudt, vil gjøre sig selv enten gjennem administrative Foranstaltninger eller uden dem; thi saalænge der ikke er paabudt noget officielt Sprog udenfor Talesproget, ligger det jo nærmest at dette bliver benyttet. Under denne Betragtning maa jeg selvfølgelig have fuldkommen Ret til at betegne det som en nærmest administrativ Foranstaltning det, som her er bragt i Forslag; men dette udelukker selvfølgelig ikke, at forsaavidt det mod Forventning skulde vise sig, at denne naturlige Vei ikke bliver fulgt, at man da skrider til i saa Henseende at fæste ved Lov det, som man ikke kan fremtvinge under anden Form. Jeg vil altsaa ikke afvise en Lovbestemmelse, saafremt den maatte vise sig nødvendig; men jeg har ment, at den i Sagen selv liggende og naturlige Udvei til at faa den frem, er at lade Administrationen fremme den, saaledes som jeg har Grund til at tro, at det heller ikke er mod dens Villie. Med Hensyn til, hvad Repræsentanten forøvrigt anførte angaaende sidste Punkt i hans Forslag, kan jeg fremdeles ikke erkjende, at dette er paabudt af nogen Nødvendighed eller er noget heldigt Udtryk for Tingen. Den Begrundelse, han sidst leverede, var egentlig talt ikke, at dette Forslag jo nok var optaget i Anmodningen i hele sit Indhold, men at Befølgelser deraf vilde give Anledning til nye Forslag, som maatte fæstes ved Lov. Ja, da er det jo ikke dette Lovforslag, som er hvilende, og som er Gjenstand for Behandling, men de nye Lovforslag, som dertil kan knyttes, og som der selvfølgelig er Anledning til at fremsætte, forsaavidt det maatte findes hensigtsmæssigt eller paabudt af nogen Nødvendighed. Ellers taler vi jo her Allesammen under de samme Forudsætninger, og der er saaledes lidet at føie til, hvad der er udtalt af Andre. Jeg har i alt Væsentlig den samme Opfatning, som er bleven udtalt af den sidste ærede Taler, Repræsentanten for Tromsø, nemlig den, at naar denne Sag først bringes i, hvad jeg vil kalde dens naturlige Gjænge, - der med Vold er afbrudt, forsaavidt det ikke er Tilfældet, at Bygdemaalet anvendes som Talesprog, - har den faaet den Ret, den skal have, og Resultatet vil da blive, at Bygdemaalene udvikler sig først temmelig særskilt, men dernæst, antager jeg, vil de lidt efter lidt afslibes sine Særligheder og nærme sig til hinanden. Under alle Omstændigheder tror jeg, at hvad der kræver Forandring i vor nuværende Undervisningsplan, er dette Paabud, hvori kan indlægges den Forstaaelse, at man som Formaal for Skolens Bestræbelser skal stille det at bringe Børnene til delvis at benytte Bogsproget som Talesprog, og dette tror jeg hverken stemmer med den nuværende Skolelov eller med Tanken i sig selv. Jeg mener, at saalænge Begreberne kan omsættes og udtrykkes i Bygdemaalet, skal de deri omsættes og udtrykkes baade fra Lærernes og fra Børnenes Side – og for disse er det selvfølgelig det eneste Middel -, men der kan komme Begreber, der ikke finder sin Betegnelse i Bygdemaalet, og disse maa da suppleres fra det fælles Sprog.
 
Bentsen: Jeg maa rette lidt paa Biskop Smitts Henvisning til mine Udtalelser igaar. Jeg udtalte mig nemlig ikke derhen, at Bestemmelsen i den udarbeidede Instrux kunde findes fyldestgjørende, naar den blev velvillig opfattet, men mine Ord faldt omtrent saa, at jeg mente at finde, at den tog med den ene Haand, hvad den gav med den anden, men jeg indrømmede dog, at den ikke strengt behøvede at fortolkes i den Retning; men jeg har aldrig fundet Bestemmelsen fyldestgjørende, naar det i den heder, "at navnlig i Førstningen skal Læreren lade Børnene osv." Hvad nu angaar Indstillingens Konklusions Form, har jeg tænkt mig, at der i Komite-Indstillingens Form skulde ligge alt det, som nu er nærmere udtalt af Hr. Sverdrup i hans Omredaktion; og det fremgik ogsaa af mine Ord igaar, at jeg kun vilde slutte mig til Indstillingen under den Forudsætning, at Sagen skulde ligge færdig til at tages op igjen, hvis der Intet blev gjort, hvad enten dette blev meddelt eller ikke, og jeg mente, at man ikke behøvede lang Tid til at se, om Regjeringen var villig til at imødekomme Kravet eller ei. Imidlertid har jeg naturligvis ikke noget mod at stemme for Konklusionen i den nye Form.
 
Arctander: Da denne Sag nu er debatteret saa længe, er der allerede udtalt omtrent Alt, hvad jeg havde at sige, og jeg skal derfor fatte mig ganske kort. Efter min Mening er den foreliggende Sag en stor og vigtig Sag; men i den Form, hvori den foreligger, er der kun en liden og forsigtig Begyndelse paa Arbeidet for den store og vigtige Sag. Det er en Begyndelse, som efter min Mening er fuldt berettiget, og jeg har ogsaa nogen egen Erfaring derfor fra Landdistrikterne, skjønt jeg er byfødt; thi jeg har færdedes adskillig omkring i Nordland og paa Vestlandet og har faaet et Indtryk af Forholdene i denne Henseende modsat det, som Biskop Essendrop har faaet, og gaaende ud paa, at en Forandring i Skoleloven eller Instruxen for en Del er nødvendig. Jeg har interesseret mig meget for Skolevæsenet i vor Bygd, og jeg har været tilstede ved Skoleundervisningen og desværre fundet flere Lærere, der tror, at det er deres Pligt, eller ialfald hvad de helst bør gjøre, at "knote" Bogsprog med Børnene, og deraf har jeg seet sørgelige Følger. Jeg skal i saa Henseende henholde mig til, hvad der er udtalt fra forskjellige Kanter, og specielt hvad Hr. Advokat Dahl udtalte som juridisk Funktionær paa Landsbygden skal jeg fuldstændig underskrive; hvad Sagen i sin Almindelighed angaar henholder jeg mig til, hvad der af Hr. Jakob Sverdrup er fremhævet. Da Debatten er saa langt fremskreden, skal jeg indskrænke mig til at gjøre en liden Berigtigelse i, hvad en af Sagens Venner her har fremhævet, og som formodentlig beror paa en Misforstaaelse. Advokat Qvam anførte nemlig i sit Foredrag, at da en lignende Sag var oppe i 1874 - nemlig Forslag om Indførelse af Landsmaalet og Oldnorsk ved Seminarierne -, da mødte Sagen skarp Modstand. Ja, det er sandt; det mødte skarp Modstand det Forslag, som da forelaa, men ikke det Forslag, der foreligger her; thi forsaavidt det kom frem under Debatten, fik det saagodtsom enstemmig Tilslutning.                          
 
( Forts.)
 

 

Frå Fedraheimen 22.06.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum