Skule og upplysning.

 
Maalsaki i Thinget (Møde den 14de Mai.)
 
Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 6 av 9. Fyrste delen.]
 
Haugland: Jeg er ogsaa en af de 36 Underskrivere af dette Forslag. Naar jeg har været med at underskrive det foreliggende Forslag, saa er det skeet i Almenoplysningens Interesse. Det er nemlig min fulde Overbevisning, at skal Almuens Børn paa en tilfredsstillende Maade og fuldt ud og med fuldt Hjerte tilegne sig, hvad der meddeles i Almueskolen, maa Læreren paalægges at stige ned til Børnene og tale med dem i deres eget Maalføre, hvilket er en absolut Nødvendighed for en heldig Fremgang af Undervisningen. Denne Sats syntes ogsaa at være erkjendt fra alle Sider, og Komiteen sees ogsaa gjennemgaaende at dele samme Opfatning. Jeg havde derfor overmaade gjerne ønsket, at Kommiteen havde konkluderet med Forslag til en bestemt Lov i saa Henseende. Ved at faa denne Sats lovfæstet, tror jeg, at man havde kunnet opnaa den størst mulige Sikkerhed for et godt Resultat; men jeg skal paa den anden Side ogsaa erkjende, at det Samme kan opnaaes ad administrativ Vei. Da der nu fra Repræsentanten fra Akershus Amt er fremkommet et Forslag, som mere direkte peger paa, hvad der her tilsigtes, vil jeg stemme for det, saameget mere som det tilføies, at Sagen i Realiteten foreligger til Behandling paa næste Thing, forudsat at der ikke skulde foretages Noget af Administrationen, som maatte tilfredsstille, hvad der paakræves. Med Hensyn til Sagen selv kan jeg fatte mig i stor Korthed. Jeg tiltræder nemlig i Et og Alt, hvad Hr. Sognepræst Sverdrup har udtalt om Sagen og dens Betydning; han har saa tilfredsstillende og fuldstændigt udtalt min Tanke, og det langt bedre, end jeg selv kunde gjøre, at jeg, som sagt, i Et og Alt slutter mig til, hvad han har fremholdt i Sagen. Kun dette vil jeg tilføie, at jeg, tror der er fuld Opfordring til, at der istandbringes en anden Ordning end den hidtilværende, saaledes nemlig, at det bliver paabudt som absolut Pligt, saavidt gjørligt, at Lærerne bruger Børnenes Maal i den mundtlige Undervisning i Almueskolen. Jeg mener, at Almueskolens Hovedopgave er at meddele Børnene den størst mulige Sum af Kundskaber saavel paa det borgerlige som kirkelige Omraade, og dette kan kun naaes paa den Maade, at Undervisningen bliver meddelt paa Børnenes Maal. Jeg finder mig saameget mere opfordret til at fremkomme med dette, som det her er bleven oplyst, at en af vort Lands Skoledirektører har gjort gjældende den Opfatning, at det Hovedsagelige for Almueskolen i Sprogveien skulde være at bringe Børnene til at tale Bogsproget, altsaa et Fordanskningsarbeide; men jeg tror, at dette maa staa som det mere Sekundære. Jeg mener, at hvis man lægger an paa at faa Børnene til at tale Dansk eller Bogmaal, da forfeiler man Almueskolens egentlige Hovedopgave, nemlig at bibringe Børnene den størst mulige Sum af Kundskaber. Jeg skal indskrænke mig hertil; jeg slutter mig til det af Hr. Sverdrup fremsatte Forslag, der vil bidrage til, at Sagen absolut foreligger til Behandling paa næste Thing.
               
Qvam: Vi staar her ligeoverfor en Sag, der tager Væxt for hver Gang, den kommer frem for Thinget. Naar jeg tænker paa, hvorledes Stillingen var for fire Aar siden, da den første Gang blev bragt frem i Nationalforsamlingen, og hvorledes den nu er, saa er Forskjellen saa mærkelig, at man ikke skulde tro, at man var i den samme Forsamling, og Komiteen har forebragt en Udtalelse, hvorefter det skulde synes, som om denne Forandring ikke blot har fundet sit Udtryk i Nationalforsamlingens Opfatning, men ogsaa i Administrationen. Imidlertid er der under Debatten igaar forelagt et Dokument, som viser, at det dog ikke fuldt ud er skeet i samme Grad, som Komiteen forudsætter. En af vort Lands Skoledirektører har i et Foredrag for en Samling af Landets Lærere udtalt den Mening, at det bør være Almueskolens Bestræbelser ikke blot at lære Almueskolens Børn at forstaa at læse det officielle Skriftsprog, men at tale det, ja at tænke paa det. Med andre Ord: det er altsaa Administrationens Tanke, ialfald Tanken hos et meget vigtigt Led af Skolens øverste Administration, at det skulde være Almueskolens Opgave helt ud at denationalisere Almuebørnene, at berøve dem deres eget Sprog, at lære dem Dansk, ikke blot at tale det, men ogsaa at tænke paa det. Komiteen har altsaa taget Feil i sit Udgangspunkt, og det forekommer mig derfor, at der er fuld Grund til – ja, at det er nødvendigt – at gjøre et saadant Tillæg til Komiteens Indstilling, som Repræsentanten fra Akershus har foreslaaet, Der maa, tror jeg, et større Pres paa en Administration, som endnu bekjender sig til en saadan Anskuelse. Jeg skal ikke opholde mig ved de øvrige Tegn, som haves fra ældre Tider paa hvilke Tanker Administrationen nærer; men jeg vil sige, at dette, som blev oplæst igaar, var for mig noget saa mærkværdigt, at jeg maatte se diverse Aarhundreder tilbage for at finde et Sidestykke dertil. Jeg har i min Haand en Bog "Den engelske Literaturs Historie"; der finder man et Sidestykke. Der staar at læse om Forholdet i de første Aarhundreder efter Erobringen: "To hundrede Aar igjennem bleve Skolebørnene imod alle andre Folks Skikke og Sædvane nødte til at opgive deres Sprog; de maatte oversætte deres latinske Lektier paa Fransk og skrive deres Stile paa Fransk . . . Adelsmændenes Børn lærte at tale Fransk ligefra det Øieblik, de laa i Vuggen, og Mændene oppe fra Landet arbeidede med megen Iver paa at lære Fransk for at tage sig ud som Adelsmænd." Gjennem Aarhundreder var de officielle Bestræbelser i det engelske Samfund helt igjennem rettede paa at denationalisere, at lære Folket af med Engelsk, at lære det at tænke og tale paa Fransk. "Hvad bliver der af det engelske Sprog?" – staar der. "Dunkelt og foragtet hører man det kun tales af forarmede Selveiere, af de Fredløse i Skovene, af Svinehyrder og Bønder, af den laveste Klasse." Men hvad blev Resultatet af disse Bestræbelser? det blev dog ikke det, at man fik kuet det Nationale. Landets eget Sprog gik dog seierrigt ud af den Aarhundreder lange Undertrykkelse, og saaledes vil det ogsaa gaa her i vort Land. Lad de offentlige Myndigheder i et Aarhundrede eller to arbeide her som der paa at udrydde det hjemlige Tungemaal og at give det fremmede Sprog – Dansken her ligesom det Franske hist – Eneret i Landet, det vil dog ikke lykkes, det vil gaa den modsatte Vei, det Nationale vil tage Overhaand, vil bestemme Sprogudviklingens Retning trods al Anstrængelse fra oven. Men fra oven har man ikke Ret til at fortsætte paa den hidtil fulgte Vei. Det er, som en Taler sagde, en national Forsyndelse at ville paatvinge Folket en anden Nationalitet og et andet Sprog. Jeg vil være med saa stærkt som muligt at modarbeide dette Slags Forsøg, og vistnok har jeg lidet Haab om, at der vil opnaaes synderligt gjennem en Henvendelse til Regjeringen og en Opfordring til den; men som Sagen staar, vil jeg slutte mig til det Forslag, som foreligger i denne Retning, NB. naar den Klausul bliver staaende, som Hr. Sverdrup har foreslaaet, og Sagen saaledes bliver hvilende i Storthingets Haand til Foretagelse igjen paa næste Thing.                                   
 
( Forts.)
 

 

Frå Fedraheimen 15.05.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum