Skule og Upplysning.

 
Maalsaki i Thinget (Møde den 14de Mai.)
 
Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 5 av 9. Fyrste delen.]
 
Steen: Dette Sprog er altsaa Midlet for deres Dannelse, Midlet til gjensidig Udvexling mellem Skolen og Hjemmet, det er det Middel, hvorigjennem de skal bære frem Frugterne af sin Dannelse paa alle Felter, og derfor mener jeg, at Skolen saa langt fra bør bidrage til at modarbeide eller i alle Fald ikke bidrage til at styrke det, at den maa stille som sin Opgave at overføre i dette Sprog de Forestillinger, den bibringer Børnene. Dernæst er der ogsaa et ydre Hensyn, der forsaavidt er underordnet, og det er det, at hvis Skolen ikke vedkjender sig Børnenes Hjemsprog, maa dette jo lettelig fremkalde den falske Forestilling, at dette Sprog enten efter sin egen Udvikling eller af hvilkensomhelst anden Grund ikke er sideordnet, ikke duer som Betegnelse for de Begreber og Forestillinger af mere udviklet Art, som Skolen har at meddele Børnene, og det skal jo ikke kunne siges. Tvertom, vort Lands Bygdedialekter har en Rigdom i sine Begrebsbetegnelser og vistnok ogsaa en Udviklingsevne, som i saa Henseende gjør dem skikkede til dette. Naar jeg altsaa er enig i denne Tanke, og enig i den med denne Begrændsning er gaaet til en Anmodning, er det virkelig fordi jeg, efter hvad der er passeret, anser den for at føre frem til Maalet, og det skal jo ikke kunne nægtes, at det Maal, som her tilsigtes, nærmest bør søges naaet af Administrationen, eller at det bør komme frem gjennem Instrux. Naar jeg siger, at det vil føre til Maalet, er det ikke fordi jeg ikke lægger Vægt paa den Udtalelse, som er citeret af den næst sidste Taler, og som jeg i fuldt Maal er enig med ham helst burde været borte; men fordi jeg fæster mig ved, hvad det er skeet efter den Tid, og navnlig ved Undervisningsplanen, som jo er bleven til, efterat dette Spørgsmaal havde været Gjenstand for Behandling inden denne Forsamling, hvilken Behandling jeg tror i væsentlig Grad maa have paavirket den Form, som Undervisningsplanen dengang fik. Det var, saavidt jeg ved, i 1874, at vi diskutterede Spørgsmaalet om at indføre vort Oldsprog og det, som man kalder vort Landsmaal, i Seminarierne, og under denne Diskussion, hvis Udfald er Herrerne vel bekjendt, blev selvfølgelig ogsaa Betydningen af Bygdemaalene som Undervisningssprog i Skolen fremholdt. I Overensstemmelse dermed eller ialfald af Hensyn dertil anser jeg det givet, at Undervisningsplanen har faaet de Udtryk, den nu har, og uagtet disse - jeg maa jo tilstaa det – heller ikke for mig er fuldt tilfredsstillende, forsaavidt som de ikke yder fuld Sikkerhed for, at de er at forstaa, som jeg ønsker det, kan det dog heller ikke nægtes, at den Forstaaelse kan lægges i dem, og at der ialfald ikke er nogen Grund til at tro, at der ikke efter Opfordring fra denne Forsamling vil blive foretaget de Ændringer, som giver denne Forstaaelse sit fulde Udtryk, og naar det kan opnaaes ad den Vei, bør man ikke bringe andre Midler i Anvendelse. Jeg tror derfor, at man bør tilbagevise den Ytring, som er hørt her, at man er enig i Tanken, men at naar det kommer til Gjennemførelse, saa brister Enigheden. Efter hvad jeg har tilsigtet med Komiteens Indstilling er det et Udtryk for Enighed med Forslagsstillerne, som derigjennem er kommen frem. Der foreligger heller ikke noget Forslag til Forandring i denne Indstilling, uden forsaavidt Repræsentanten fra Akershus har givet den et Tillæg, hvori han kræver en Meddelelse til næste Storthing fra Administrationen om, hvad der i Sagen er foretaget. Derimod kan jeg ingen Indvending have at gjøre. Jeg vil kun sige, at dette Forslag siger i Ord, hvad der har været Komiteens Tanke. Jeg har ialfald anskuet Sagen saaledes, at denne Anmodning vil have sin Virkning, og at man under alle Omstændigheder ved næste Storthings Sammentræden vil have Anledning til at blive bekjendt med, hvad Virkning Anmodningen har havt, og altsaa ogsaa til at afgjøre, hvorvidt man finder denne Virkning tilfredsstillende. Hvis det ikke bliver Tilfældet, saa staar Veien aaben. Men, som sagt, jeg kan ikke have noget imod dette Tillæg om at Meddelelse skal ske til næste Storthing. Derimod forekommer det mig ikke alene overflødigt, men lidet heldigt i Formen, naar det heder derefter, at Sagen iøvrigt udstaar. Jeg forstaar nemlig ikke egentlig, hvad dette "iøvrigt" vil sige. Saavidt jeg kan indse, er det Forslagets hele Indhold, som er omtalt i Komiteens Indstilling og indtaget i dens Konklusion, og det er angaaende dets hele Indhold, at man stiller en Anmodning, som, hvis den efterkommes, ogsaa vil komme til at omfatte Forslaget i dets Helhed. Det er derfor ikke saa ganske let at se, hvad der skal forstaaes med dette "iøvrigt." Sagen er behandlet i sin Helhed, og den er naturligvis ikke afskaaren fra videre Behandling, forsaavidt den kommer til næste Gang at fremtræde her under andre Forudsætninger end de nærværende. Men paa den anden Side maa jeg tilstaa, at medens jeg hverken anser dette Tillæg nødvendigt eller særdeles heldigt i Formen, har jeg ikke egentlig noget Væsentligt mod det; thi det er jo i Grunden ikke andet end en Konstatering af, hvad der faktisk alligevel vil ske. I det ene Tilfælde er Forslaget forbeholdt som hvilende, i det andet Tilfælde er der – efter hvad den ærede Repræsentant selv gjorde gjældende - jo Anledning, i Kraft af det Initiativ, som er hos hvert enkelt Medlem af Odelsthinget, til paany at fremsætte Forslaget, saa Sagen kommer jo egentlig ikke i nogen anden Stilling, enten denne Tilføielse kommer med eller ikke, og hvis den derfor fastholdes af Forslagsstilleren, vil jeg ikke stemme imod den. Jeg har kun villet gjøre disse Bemærkninger, som, forekommer det mig, stiller Sagen saaledes som den er, og viser, at man ialfald her har en noget usædvanlig Form, som jeg ikke finder, at der er nogen særdeles Grund til at benytte. Jeg tror visselig, at der her kan trænges et Pres, men at dette Pres er tilstede i en saa stærk Form i den Anmodning, som er stillet af Komiteen, at videre Pres er overflødigt.              
 
W. S. Dahl: Mit Navn findes ikke blandt de 36 Forslagsstillere; men jeg ønsker at undgaa den Misforstaaelse, at jeg derfor skulde have stillet mig kold og indifferent ligeoverfor denne Sag. Da Forslaget forelagdes mig, var der en Enkelthed i Texten, som ikke smagte mig, og jeg vilde derfor betænke mig paa, om jeg skulde underskrive det i den Form eller ikke. Siden kom Forslaget mig af Syne, og som Følge deraf har jeg ikke havt Anledning til at underskrive det. Jeg tiltræder imidlertid Tanken i det fuldeste Maal, og jeg haaber, at mit Hjerte ikke er koldere ligeoverfor denne Sag, end nogen af de 36 Herrers. Her er talt saa meget om Sagen, og den foreligger nu saadan, at det er overflødigt at gaa nærmere ind paa samme. Jeg skal kun gjøre et Par Bemærkninger. Den, der har været tilstede i Almueskolen og hørt, hvorledes det gaar til, forsaavidt Bogmaalet bruges ublandet, uden at Læreren forsøger paa at forklare eller oversætte det gjennem Bygdens eget Maal, han vil have faaet et Indtryk, der minder om Lidelse, Lidelse baade for Øret, Opfatningen og for Følelsen. Man faar aabenbart det Indtryk, at Børnene ikke forstaar, ialfald ikke tilfulde, hvad der forelægges dem, og at de er kjede af Skolegjerningen. Deres Ansigts Udtryk er aandsfraværende, Blikket som oftest døsigt og sløvt under saadanne Forhold, jeg har saa ofte bemærket det. Men jeg har ogsaa været Vidne til, at Læreren har benyttet Bygdens Maal til Undervisningen og har faaet Børnene til at forklare sig paa dette Maal, - da har Scenen faaet et ganske andet Udseende: da begynder Blikket at blive klarere, da falder Ordene kvikt og de barnslige livlige Billeder kommer uhindret frem. Jeg tror, at gjennem Anvendelsen af Bygdemaalet vil man ikke alene gjøre Undervisningens Form mere tiltrækkende for Børnene og mere sand; men man vil derigjennem ogsaa fremkalde en større Dygtighed i at opfatte Begreberne - nu forvakles de altfor ofte -, Børnene vil faa Skolegangen langt mere kjær, ikke at tale om, at Læreren vil i langt større Mon knytte Børnene til sig og til Skolen selv. Jeg har i et andet Forhold seet, hvor ilde Bogmaalet tager sig ud i Bønders Mund, naar de ikke fuldstændigt magter det, og hvor let det leder til Feiltagelser. Jeg har i en Periode af mit Liv været stærkt optaget med at afholde Forhører. Mange begyndte, naar de skulde til at forklare sig, dels af etslags Respekt for Situationen, dels formodentlig ogsaa af Frygt for, at jeg ellers ikke skulde forstaa dem, med Knot paa Bogmaalet. Jeg frabad mig imidlertid dette, og ikke alene fik jeg Deponenternes Forklaring i deres Bygdemaal, men jeg brugte endog ikke ganske sjelden at tage deres Udtryk, som de faldt i deres Mund, efter Bygdesproget ind i Protokollen. Jeg fik Overøvrighedens Godkjendelse af, at det var en hensigtsmæssig Methode, fordi man ialfald derigjennem fik et klarere Begreb om, hvad Vedkommende havde ment, og jeg har ogsaa hørt, at Overinstantserne var noksaa vel fornøiede med det. Er det saa, naar der er Tale om voxne Folk, saa fortjener Bygdemaalet saameget større Agt og Ære, naar det gjælder Børneopdragelsen. Jeg finder overhovedet, at dette, som her foreligger, er en Side af Maalsagen, der visselig baade bør og vil kjæmpe sig frem til Seir. Naar Maalliteraturen ikke endnu har kunnet tilvinde sig tilstrækkelig Interesse blandt Folket, saa kommer det for en stor Del deraf, at Folk ikke kan læse den, fordi de ikke er øvet i det, men bruger Bogmaalets Tonefald. Naar En læser Maalet for dem, som forstaar at læse det, da smager det; men forinden de selv har lært at læse det, smager det ikke. Jeg mener, at hvad der nu foreligger for os, vil blive en mægtig Løftestang til at bane Maalliteraturen den Indgang, den bør have. Jeg har ikke villet tilbageholde dette mit personlige Vidnesbyrd her. Jeg er selv ikke længer ung nok og har ikke tilstrækkelig Tid til at kunne være Maalstræver; men det er en Sag, som jeg sætter meget høit, og som jeg tror vor Ungdom bør flokke sig om.
 
( Forts.)
 

 

Frå Fedraheimen 05.06.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum