Skule og Upplysning. I

 
Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 4 av 9. Fyrste delen.]
 
Præsidenten: Det af Hr. Sverdrup fremsatte Forslag er saalydende: "En Afskrift af det af Repræsentanten Johan Sverdrup med Flere fremsatte Forslag til Forandring i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet oversendes tilligemed et Aftryk af nærværende Indstilling til Regjeringen, der anmodes om at foranledige, at Undervisningsplanerne for Almueskolen paa Landet i det i Forslaget omhandlede Punkt kommer under fornyet Overveielse, og derom at gjøre Meddelelse til næste Storthing.
               
Iøvrigt udstaar Sagens Behandling til næste Storthignsmøde."
               
Jak. Sverdrup: Da jeg var med at underskrive det Forslag, som nu er under Behandling, var det væsentlig, fordi jeg var fuldt enig i den i Forslaget udtalte Tanke, nemlig at Bygdemaalet, saavidt Læreren magter det, bør bruges i Almueskolen ved den mundtlige Undervisning, og naar jeg var enig heri, var det, fordi jeg i dette Forslag saa en Billighedshandling, en Retfærdigheds handling lige overfor Børnene Landet rundt. Der var navnlig to Hensyn, som for mig var afgjørende. Først var det, hvad jeg vil kalde et pædagogisk Hensyn, idet det er min fulde Overbevisning, at skal der blive den hjertelige, personlige Tilegnelse af Stoffet i Almueskolen, som dog virkelig Alle og Enhver maa ønske, da mener jeg, at Meddelelsesmidlet maa være det Sprog, som Barnet har hørt og lært hjemme hos sin Fader og sin Moder, det Sprog, hvori det har modtaget de første Grundindtryk i alle Retninger, det Sprog, som er blevet det kjendt og kjært. Jeg tror, at det Stof, som Almueskolen fremlægger, kun vanskelig kan blive i Sandhed hjertelig tilegnet, hvis ikke Tilegnelsen sker paa det Sprog, som er Barnets egen Eiendom. Det er derfor først og fremst af denne rent pædagogiske Grund, at jeg var med paa at underskrive dette Forslag. Børnene, mener jeg, har Ret til at fordre, at Stoffet meddeles dem i den Form, hvori det for dem er lettest at tilegne sig, og dette faar for mig forstærket Betydning, naar jeg kommer i Hu, at vor Almueskole for en meget væsentlig Del er Religionsskole, altsaa en Skole, hvori det gjælder at føre Barnet ind i de dybeste og høieste Sandheder, som Menneskelivet kjender og fremfor alt Sandheder, som har til Hensigt at virke ikke blot paa Forstandslivet, men paa Hjertelivet, paa Karakteren, paa Personlighedens Inderste, da mener jeg, at man maa søge at bruge det Meddelelsesmiddel, som kan trænge dybest ind i Hjertet, og som kan udrette mest. Man indvender rigtignok herimod, at da lærer ikke Barnet Skriftsproget. Dertil vil jeg sige: Barnet faar lære at forstaa, hvad der staar i Bogen, lære at læse det og at fatte Bogsproget, naar det hører det blive talt; men jeg tror ikke, at Almueskolens Opgave kan være den at lære Børnene enten at tale eller tænke i Skriftsproget. Jeg har rigtignok seet, og vi hørte det jo igaar, at en af Skolens Autoriteter har udtalt sig i den Retning. Men jeg maa sige, at hvis dette virkelig for Alvor skulde blive forsøgt i vore Almueskoler, vilde det i mine Tanker være et af de største Misgreb, som kunde begaaes, ja jeg vilde anse det ligefrem som en Synd mod den norske Nationalitet. Dette er min første Grund. Den anden Grund, hvorfor jeg slutter mig til Forslaget er, hvad jeg vil kalde en national Grund. Jeg tror, vi for Tiden befinde os i en sproglig Overgang. Vi holde paa at arbeide os frem mod et mere norskt, nationalt, hjemligt Sprog end det, vi har; men skal denne Sprogudvikling blive i Sandhed national, da er det mig klart, at det netop er fra Bygdemaalene, at det nationale Element, den fornyende Kraft her maa hentes. Skal imidlertid dette kunne ske, gjælder det, at Bygdemaalene faar Lov til at komme til sin Ret og saavidt muligt ligestilles med Skriftsproget, og da mener jeg rigtignok, at dette først og fremst maa ske i Skolen. Skal nemlig det nationale Element i Sproget komme til sin Ret, da er det nødvendigt, at Folket rundt om i Landet ogsaa selv faar Agtelse for sit Sprog; men jeg er ikke istand til at tro, at Barnet faar den rette Agtelse for Faders og Moders Maal, naar det hører, at den samme Lærer, som udenfor Skolen, naar han taler med Folk i sin Hjembygd, taler Bygdemaalet, strax han sætter Foden indenfor Skoledøren forandrer sit Maal og taler Skriftsproget. Da faar Barnet uvilkaarlig den Tanke, at det Maal, som Fader og Moder taler hjemme i Stuen, ikke er saa godt, ikke er saa ædelt som dette andet Maal, og Agtelsen for Bygdens eget Maal vil paa den Maade synke hos Barnet. Jeg mener altsaa, at skal det nationale Element i Sproget, det norske Bygdemaal naa sin Ret, gjælder det i Folkets egen Bevidsthed at holde Agtelsen for dette Sprog oppe, og det maa blandt Andet ske derigjennem, at Barnet lærer, at dette Sprog er saa godt og skjønt, at det kan bruges i Skolen. Dette er de to Hovedgrunde, som for mig har været bestemmende. Der kunde være mangt og meget andet at sige om denne Sag; men jeg skal ikke nærmere indlade mig derpaa. Da det imidlertid i Komiteen kom til Spørgsmaalet om, under hvilken Form den her omhandlede Forandring burde ske, var jeg fra først af overbevist om, at det var bedst og rigtigst, at den skeede gjennem Skolens Instrux. Der kan heller ingen Tvivl være om, at dersom der var den Forstaaelse, som ønskeligt kunde være, mellem Storthing og Styrelse, da vilde alle være enige om at vælge denne Vei. Jeg mente dog, at den alligevel burde forsøges, og det saameget mere, som der i Instruxen findes en Bestemmelse i beslægtet Retning. Ganske vist har denne, som af Repræsentanten fra Akershus bemærket, nærmest Formen af en Tilladelse. Men der ligger dog saa meget i den, at det forekommer mig, at den kan bruges som et Tilknytningspunkt, og derfor fandt jeg, at før man skred til Udarbeidelse af en Lov i den her omhandlede Retning, burde man gjøre et Forsøg paa, om man ikke kunde ad instruxmæssig Vei faa frem det samme. Naar jeg imidlertid slutter mig til denne Tanke at gaa den instruxmæssige Vei, kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at mine Forhaabninger om en heldig Løsning ad denne Vei ikke er særdeles store; det maa jeg ligefrem tilstaa, og jeg mener, at jeg har fuld Ret til at nære Mistillid, naar jeg ser hvad Chefen for den nuværende Styrelse sammen med et Par andre Statsraader udtalte i 1869 i Anledning af Loven om offentlige Skoler for den høiere Almendannelse. Dengang udtalte to af de nuværende Statsraader følgende: "Thi er der nogen Side af Følelseslivet, som hos den norske Nation i Almindelighed og dens studerende Ungdom i Særdeleshed er stærkt udviklet og ingen ny Støtte tiltrænger, saa er det Kjærligheden til, Interessen for og Troen paa det Nationale". En saadan Udtalelse er ikke meget lovende og burde visselig ikke være flydt af en norsk Statsraads Pen. Desuagtet mener jeg dog, at vi faar gjøre et Forsøg i Retning af at faa Sagen frem ad instruxmæssig Vei, og derom er nu, saavidt jeg forstaar, alle, som har udtalt sig om Sagen, enige. Hvad det af Repræsentanten fra Akershus fremsatte Forslag om Tillæg til Komiteens Indstilling angaar, har jeg ikke synderligt at indvende derimod; jeg kan væsentlig slutte mig dertil. Dog forekommer det mig, at Slutningstiraden: "Iøvrigt udstaar Sagen til følgende Thing", er overflødig, idet jeg mener, at dette falder af sig selv. Faar næste Odelsthing det Svar fra Regjeringen, at den Intet finder at burde foretage i denne Sag, falder det af sig selv, at man gaar over til at søge den gjennemført ad Lovgivningens Vei.
 
Eskeland: Naar jeg forlangte Ordet i denne Sag, var det væsentlig fordi jeg i mine yngre Aarhar sysselsat mig lidt med Børns Undervisning paa Landet. Jeg tror derfor at have nogen Erfaring om, hvilke Vanskeligheder Folkeskolen der har at kjæmpe med og overvinde. Til disse Vanskeligheder hører tildels Mangel paa hensigtsmæssige og vel indrettede Skolelokaler og Mangel paa ordentligt Undervisningsmateriel, Vanskeligheder ved at faa en ordentlig Klasseinddeling istand, de hyppige Skoleforsømmelser og endelig Mangel paa Samvirken mellem Skole og Hjem. Men til disse Ulemper kommer ogsaa den, som bestaar i, at der undervises i Skolerne paa et andet Sprog end det, Barnet kjender; Undervisningen sker i et Sprog, som for en stor Del er Barnet fremmed og ukjendt. Man følge mig blot til et Skolehus i en afsides liggende Bygd paa Landet, hvor Børnene ikke har hørt eller kjendt noget andet Maal før end det, de har tilegnet sig af sin Moder. Naar Børnene paa et saadant Sted i 7-8 Aars Alderen kommer ind i Skolen, er deres Forestillingskreds saare liden, deres Ordforraad særdeles knapt og deres Evne til at udtrykke sig yderst liden. Den Afstængthed, hvori de voxer op, gjør, at de er meget tilbageholdne, forkuede og fortrykte, og det er da nødvendigt for Læreren at stige rigtig ned til dem, vinde deres Fortrolighed, fremkalde deres Opmærksomhed og Eftertanke, vække og paavirke deres Aandsliv og idetheletaget søge at bidrage til, at de faar ham og Skolen kjær. Men skal dette kunne lykkes for Læreren, er det aldeles nødvendigt, at han taler til Børnene i deres Maalføre, som de kjender, og bruger Ord og Udtryk, som de forstaar. Derved vil han finde Vei til deres Sind, Hjerte- og Aandsliv; først derved vil det lykkes ham at vinde deres Fortrolighed. De vil faa Frimodighed til at ytre sig, og deraf vil der kunne komme gode Frugter og en Vexelvirkning istand mellem Børn og Lærer. Derved vil Undervisningen lykkes til Opmuntring for Læreren, til Tilfredshed for Forældrene og til Glæde og Gavn for Børnene. Anderledes stiller det sig, hvis Læreren enten ikke kan eller ikke vil benytte sig af det Sprog, som Børnene kjender, men derimod holder sig til det stive Bogsprog; da har de vanskeligt for at følge og forstaa ham; de vil mangle Frimodighed til at ytre sig og vil ei heller formaa det; der kommer ingen Vexelvirkning istand mellem Lærer og Børn; de vil sent kunne forstaa og lære at kjende Læreren, og derved vil Undervisningen ikke komme til at bære rigtig Frugt. Dette er ogsaa erkjendt i Komiteens Indstilling; men forholder det sig saa, da er der stor Opfordring til, at det herefter bliver paaseet, at Undervisningen saameget som muligt foregaar i det Maalføre, det Sprog, som Børnene forstaar og kjender. Derfor har jeg været med paa at underskrive det Forslag, som vi nu staar ligeoverfor. Jeg vil stemme for, hvad Komiteen i den Henseende har indstillet i den af Repræsentanten fra Akershus foreslaaede Form.   
 
Steen: Der er hidtil ikke fremkommet Noget, som kan siges at være afvigende fra, hvad Komiteen har udtalt; der har heller ikke aabenbaret sig nogen Uenighed om Sagen, saavidt jeg skjønner. Alle, som har udtalt sig, har talt i Retning af det Forslag, som er indstillet af Komiteen, jeg tror i fuld Overensstemmelse med det Formaal, som har været Forslagsstillernes. Jeg kunde derfor gjerne undlade at tage Ordet; men jeg vil dog faa Lov til i nogle Bemærkninger at sige, hvorledes Sagen stiller sig for mig. Det, som for mig er det Afgjørende for, at Bygdemaalet, Børnenes eget Hjemsprog, ogsaa bør være Skolens Undervisningssprog, er i al Korthed sagt i Komiteens Indstilling, naar det der heder, at forsaavidt som der er "en saadan Forskjel mellem Lærerens og Barnets Talesprog, at den vanskeliggjør Forstaaelsen, giver det sig næsten af sig selv, at han, saafremt han er Herre derover, bruger det Sprogmiddel, hvori Forestillingerne snarest gjenkjendes og nødvendigen afsætter sig og bearbeides i Børnenes Sjæl og Tale." Thi det er virkelig saa, at det kun er gjennem den Maade at udtrykke sig paa, den Maade at opfatte Forestillinger paa og fæste dem i sin egen Sjæl, som Barnet hjemmefra har lært, at det virkelig formaar at tilegne sig disse Forestillinger og bevare dem. Altsaa, for Undervisningens direkte Udbytte maa det være, jeg havde nær sagt en Nødvendighed, at disse Forestillinger overføres til dem i den Tanke- og Taleform, som er deres. Dernæst er dette for mig en nødvendig Betingelse for, at Skolen og Hjemmet skal udfylde hinanden paa den Vis, som det er Alles Ønske, og som ikke kan undværes, hvis ikke Skolen skal komme til at indtage en falsk Stilling, en Stilling, som man jo delvis kan sige har været en Følge af den nye Skolelov, og som har givet Anledning til, at der ogsaa har været dem, som har ønsket sig tilbage til Ægyptens Kjødgryder i Form af den gamle Omgangsskole. Jeg for min Part er jo langtfra deri enig; men er der noget, som skulde bidrage til at gjøre Hjemmet og Skolen fremmed for hinanden, og lade Hjemmet se i Skolen noget, som nu faar overtage Børnenes Opdragelse, og som paa den anden Side tvinger Skolen til at fjerne sig fra Hjemmet, saa er det disse to forskjellige Sprog, som anvendes i disse to Opdragelsesanstalter eller fra disse to Sider, der begge har det fælles Formaal at fremme Aandsudviklingen. Endelig, det tredie Moment for mig er, at alle ere enige om at ønske, at det Sprog, som er Børnenes eget Hjemsprog, bliver deres Manddoms Sprog, hvorigjennem de kommer til at bære frem de Forestillinger og Tanker og i det Hele det Liv, som rører sig i dem, som en Frugt af den Uddannelse, de har faaet i Skolen og siden gjennem Livet, og det vilde for mig være en Forfalskning af dette, om man, saafremt man erkjender, at her har de sit Manddoms Sprog, fra Begyndelsen af vilde forsøge paa at underminere det.
 

( Forts.)

 

 

Frå Fedraheimen 01.06.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum