Skule og Upplysning.

 
Maalsaki i Thinget (13de og 14de Mai).
 
Sag No. 3. (Forts.)
 
[Del 2 av 9. Fyrste delen.]
 
Krag: Jeg slutter mig helt til Komiteens Udtalelser og Opfatning i denne Sag, idet jeg erkjender Betydningen af, at Skolen lader Børnene bruge sit eget Maal, hvorved Undervisningen bliver mere hjemlig og mere frugtbar; men det er ogsaa vigtigt, og ligesaa vigtigt, at Stoffet, som Skolen byder, styrker Nationalfølelsen og tillige har en gavnlig og opdragende Magt paa Børnene. Den almindelige Læsebog, som nu bruges, og hvortil Storthinget i sin Tid bevilgede Midler, tror jeg neppe fuldt ud fyldestgjør Behovet. Jeg erkjender, at der visselig er mange fortrinlige Stykker i den; den er meget lærerig og meget nyttig; den indeholder Historie, Geografi og Naturlære, den lægger an paa at meddele Kundskaber, nyttige for Livet. Men jeg tror, at Hensynet til det Nyttige her ogsaa har veiet formeget, forsaavidt mener jeg, at denne Bog er et Tidens Barn. Jeg antager, at de fleste af os i denne Forsamling - eller ialfald de ældre blandt os – kjender en Læsebog, der udkom for omtrent hundrede Aar siden, og som blev benyttet af vore Fædre og Bedstefædre; den hed "Store og gode Handlinger af norske og danske – udgivet af Malling." Jeg nævner denne Bog, fordi jeg tror, at den, bortseet fra Sproget, der er noget forældet i visse Henseender, kunde egne sig til Forbillede ogsaa nu; dens Tendents var at styrke Nationalfølelsen; den indeholdt Smaafortællinger, Exempler paa Fædrelandssind, Høimodighed, Trofasthed og Tapperhed og ædel Daad, udøvet ikke alene af store Mænd og Konger, men af Mænd i hvilkensomhelst Livsstilling. Jeg tror, det vilde være godt, om man i vor materielle Tid, i vor overordentlig nyttige Tid ogsaa gjennem Skolen kunde sørge for Læsning i lignende Retning og derved vække Sands for ædel Daad og Opofrelse hos Ungdommen; jeg har villet udtale disse Ord, og jeg vil tilføie, at idet jeg stemmer for Komiteens Indstilling, er det i Haab om, at Departementet under sin Overveielse om denne Sag tillige ved fornyet Revision af Læsebogen vil have for Øie, at den i høiere Grad end nu er Tilfældet kommer til at styrke Nationalfølelsen og virke i saadan Retning, at den maner Ungdommen til gode Handlinger. Dette er, hvad jeg havde at sige.
 
(Møde den 14de Mai.) Liestøl: Jeg skulde helst have ønsket, at Komiteen var kommet til det Resultat, at den haade indstillet dette Lovforslag til Antagelse; men da Komiteindstillingen er enstemmig, vil jeg stemme for den, nærmest af de Grunde, som igaar blev udtalte af Bentsen, nemlig at man kunde forsøge med en Anmodning til Regjeringen, og saafremt deraf ikke skulde flyde den fornødne Foranstaltning, at da Forslaget kunde komme igjen og blive antaget som Lov. Efterat Forslaget var fremsat, er der fremkommet adskillig Modstand mod det, dels gjennem Aviserne og dels mundtlig, og jeg skal omtale dette med nogle faa Bemærkninger. Det er fremhævet, at det vilde være saadant et Baand paa Lærerne, at de skulde plages med at lære Bygdemaalet at kjende; det vilde blive for haardt for dem. Men jeg tror ikke det; jeg tror netop, at Lærerne helst vil, at denne Foranstaltning skal blive sat i Værk. De har jo i Almindelighed godt Kjendskab til Bondemaalet, de agter og ærer det, og naar de ikke har benyttet det tilbørligt ved Undervisningen, tror jeg det kommer af den Modstand, det har mødt fra de overordnede Skoleautoriteters Side. Fra Lærernes Side behøver man derfor formentlig ikke at frygte for nogen Modstand, da de vilde anse det som en Frigjørelse for sig, om de fik Lov til at benytte sit naturlige Maal som de bedst fandt for godt, og ligedan maatte det være en Frigjørelse for Børnene og være et stort Fremskridt i Skolen. Men de, hos hvem det kan møde mest Modstand, er eftermin Mening Præsterne og de øvrige Skoleautoriteter, navnlig Skoledirektørerne. Jeg ser af Komiteindstillingen, at Komiteen ikke anser det tilstrækkeligt at overlade denne Sag til hver enkelt Lærers private Initiativ, tildels "paa Grund af Uklarhed og Modstand fra Skolens nærmeste Foresatte." Det har vist sig og vil vel ogsaa fremdeles vise sig, at derfra vil Modstanden komme stærkest. Mesteparten af vore Præster og øvrige Skoleautoriteter mangler Kjendskab til Sprogforholdene i Landsbygderne; thi de har i Almindelighed ikke befattet sig med at lære Landets gamle Sprog, og de er heller ikke forpligtet til at undersøge vore Bygdemaal og de har ikke værdiget dem saamegen Opmærksomhed, at de fuldstændig have kunnet sætte sig ind i, hvilken uheldig Omstændighed det har været, at Undervisningen har været drevet udelukkende paa Bogmaal. Dersom de havde havt tilstrækkeligt Kjendskab til Forholdene, saa tror jeg de vilde have opgivet denne Modstand. Man hører tit sige, at det ikke er nødvendigt at benytte Bygdemaal, fordi Folket forstaar Bogmaalet; det har jo havt det i mange Aar og har lært sin Religion paa det Maal. Ja, det maa indrømmes, at naar Børnene har gaaet i Skole en Stund, kan de læse og skjønne Bogmaalet; men de kan ikke tale det. Nu fordres det, at Børnene skal gjengive og gjøre Rede for, hvad de har læst og f. Ex. fortælle sin Bibelhistorie. Men det er umuligt for dem at gjøre Rede for hvad de har lært, naar de ikke skal tale paa sit eget Maal. Følgen er, at Børnene maa læse og lære udenad. De burde netop af Lærerne veiledes i at fortælle i sit egentlige Maal, som de taler daglig, og Præsterne burde ogsaa være behjælpelig heri, ved at have fuld Respekt og Agtelse for det i enhver Henseende. Saa vil man kanske svare, at der ikke er noget Forbud mod at benytte Bygdemaalet i Skolen, og at en fornuftig Lærer vil skjønne det og tillade Børnene at bruge det. Men det er ikke nok, at det ikke bestemt er forbudt. Børnene mærker nok, at Præsten viser Ringeagt for deres Maal og tildels ler af deres Udtryk. Børnene faar derved den Opfatning, at Bygdemaalet er noget, som kun til Nød maa bruges, et nødvendigt Onde, som man helst snarest mulig burde faa væk. Børnene bliver herved nedslaaede og forknytte og mangen en Gang fyldes de med Bitterhed. Jeg tror idetheletaget, det er uheldigt saaledes at bestræbe sig for at ville fratage Folket sit Talemaal, saaledes som det igaar blev citeret af Bentsen i en Udtalelse af Skoledirektør Bonnevie. Jeg skal faa Lov til ligeoverfor denne "Udtalelse at læse op et Stykke af "Fedraheimen", som netop er skrevet herom af en Mand, som har fuldstændig Kjendskab til Forholdene. Det er sande Ord, som jeg tror ogsaa fortjener at komme frem i Thinget: "Den, som hev kjennt, kor det kostar aa knota, elder aa ljuga seg inn i ein Tale, som Ein kjenner Ein ikkje kann med; den som veit for ei Skam og ei Sjølvskjemming der er i detta, - han vil kjenna kvar Blodsdropen koka i seg ved den Tanken, at alle desse hundrad tusund Smaae skulde takast ut or Heimen og systematisk tvingast inn i Knoting og Lygn, - fyrst ramsa etter det Læraren sagde fyre og sidan lætst "udtrykke sine egne Tankar" i eit tillært og tilgjort Maal, som dei kjende dei ikkje raadde. Barnenaturen er ærleg, den, og vrider seg ved all slik Tilskaping. For eit Hav av folkeleg Skjemsla! For eit Hav av Lygn og moralsk Sott! Og for eit Folk me skulde faa etter slik ei Upptemjing! Byfolk skynar ikkje detta. Dei hev aldri visst av aa knota; dei hev aldri turvt skjemmast av sitt Maal, skjemmast kvar Gong dei skulde lata upp Munnen; det hev aldrig komet nokon Skulemeistar til dei og sagt: "fy, fy, Barn, kor styggt du snakkar!" Dei er reint utanfyr all den Skam og Armod, som Folket her hev aa kava med."
 
Olafsen: Jeg har den samme Opfatning af denne Sag, som den ærede Taler, der først havde Ordet igaar, nemlig Repræsentanten fra Nordre Throndhjems Amt. Jeg tror som han, at Grunden til, at Almueskolen kan udrette saa lidet, som den gjør, mangen Gang ialfald for en stor Del ligger deri, at Bondebørnene ikke faar Lov til at benytte sit Modersmaal ved Undervisningen eller at Modersmaalet ikke kommer til sin fulde Ret i Skolen. Den ærede Kirkekomite har vist megen Velvillie mod dette Forslag og sluttet sig til det i Grundtanken; men den siger dog, at den Skildring, som Forslaget giver af Forholdene, mere passer paa Tilstanden, som den har været, end som den er. Heri kan jeg ikke være enig med den ærede Komite. Først i den senere Tid er Opmærksomheden bleven vakt for denne nye Side af vor Almueskolegjerning, og vistnok er det saa, at der er en Del af vore Lærere, som har begyndt at lade Børnenes Modersmaal komme til sin Ret; men jeg skulde tage meget Feil, hvis jeg sagde, at Flerheden af Lærerne gjør det. Der er blot et lidet Mindretal; men i det Hele og Store taget er det, som det har været før, saaledes at der undervises endnu paa Bogmaalet uden at man tager Hensyn til Barnets Modersmaal. Om det kommer af, at vore Stiftsseminarier ligger saa langt tilbage i Tiden, at de ikke er istand til at meddele en tidsmæssig Uddannelse for Lærerne, om deres Øvelsesskoler ikke staa paa det Standpunkt, at de ere Mønsterskoler, eller om der er andre Grunde, som gjør det, skal jeg lade være usagt. Som bekjendt er man ikke engang kommen saa langt i Skolerne paa Landsbygden, saavidt min Erfaring strækker sig, at man anvender den norske Udtale af Bogmaalet. Medens man her i Hovedstaden kan høre Landets mest intelligente Mænd ved Oplæsninger og Foredrag benytte den norske Udtale af det danske Bogmaal, ja medens man her i Almueskolerne og rimeligvis ogsaa i andre Skoler benytter den norske Udtale, behøver man ikke at komme længere end nogle faa Mile udenfor Bygrændsen, før man hører den mest kave danske Udtale i Almueskolerne og ogsaa i Kirkerne. Det er Tilfældet ikke alene paa Østlandet, men ogsaa i større eller mindre Grad rundt om i Bygderne i det hele Land. Det sikreste Kjendemærke paa en god Skole er næstefter at den kan meddele sand, sund og god Kristendomsoplysning, at den kan oplære Ungdomen til at benytte Bogmaalet til Læsning saaledes, at den forstaar, hvad den læser, og saaledes at den kan benytte det som skriftligt Meddelelsesmiddel. Der er mange, som tror, at hvis Barnets Modersmaal kommer til sin Ret i Skolen, vil dette hindre, at Barnet forstaar Bogmaalet tydeligt og gjøre, at det ikke kan lære at benytte dette ved skriftlige Meddelelser. Efter min Mening er dette en feilagtig Slutning, Det er saa langt fra, at en rigtig og forstandig Benyttelse af Barnets Modersmaal i Skolen vil hindre, at Barnet tilegner sig færdig Læsning i og Forstaaelsen af det danske Bogmaal, at min Erfaring gaar i modsat Retning, og det vil nok stille sig saa ogsaa for Andre, at jo mere Lærerne bringer det til at stille disse to Sprogformer Side om Side for Barnet, og jo mere de benytter Børnenes Modersmaal, saaledes at det kan danne ligesom Indgangen til en bedre Opfattelse og Forstaaelse af Bogmaalet, desto længere vil Skolen bringe dem i Læsning og Forstaaelse af, hvad de lærer, ligesom de ogsaa vil sættes mere istand til at benytte Bogmaalet som skriftligt Meddelelsesmiddel. Denne Sag er saaledes efter min Mening en rigtig baade stor og god Sag, ja den største, som har været paa Dagsordenen angaaende Skolevæsenet hos os siden 1860, da vi fik den nye Skolelov. Kirkekomiteen har som før sagt vist vort Forslag megen Velvillie; men den tror dog alligevel, at denne Sag ordnes rettest og bedst ved at det oversendes til Regjeringen, forat man ad administrativ Vei kan føie det saaledes, at Sagen kan komme i god Gjænge, og at Børnenes Modersmaal kan komme til sin Ret. Ja, jeg vil haabe det; men ligesom den første ærede Taler igaar føler jeg mig ikke tryg. Jeg er bleven opskræmt af det Foredrag, som Skoledirektøren i Throndhjems Stift holdt forrige Sommer for en Del af Stiftets Lærere. Jeg holder Foredraget i min Haand; men da det blev citeret igaar, er det ikke nødvendigt for mig at gjentage det idag. Skoledirektøren siger, saa forekommer det mig, ligefrem, at man bør oplære den oppvoxende Slægt ikke alene til at lære at læse og forstaa og benytte Bogmaalet til skriftlige Meddelelser, men ogsaa til at tale det. Dette synes jeg er det stærkeste Attentat paa vor Nationalitet, som er blevet gjort i vore 64 Frihedsaar, ja selv ikke fra den argeste Dansketid findes der noget, som kan maale sig med dette. Selv i den Skoleforordning og Instrux, som den danske Styrelse udfærdigede i 1739 til de norske Skolelærerer, findes der ikke det mindste Fingerpeg til, at man skulde oplære de norske Børn til at tale Bogmaalet. Som bekjendt er der ingen Ting, som vor Bondestand er saa bange for som for Knoting. Hvorfor? Jo fordi den ligesom har en Følelse af, at den ved at knote gjør sig latterlig i sine Medborgeres Øine. Det forekommer mig ogsaa virkelig, at dersom Skoledirektør Bonnevies Antydninger blev befulgt og man oplærte vor Ungdom til at tale Bogmaal, vilde Skolen blive en eneste stor Opdragelsesanstalt til at latterliggjøre vore Bønder. Saalænge vore Bondemænd og Bondekvinder taler sit Fædrenemaal helt og fuldt, er de sig selv, da er de noget og de kan gaa ved Siden af baade Bisp og Statsraad og Kongen med og udtale hvad de mener; men naar de kommer ind paa Bogmaalet, naar de begynder at knote, saa bliver de latterlige. Det var dog visselig paa sit Fædrenemaal, at den gjæve Bondemand i Gudbrandsdalen paa sit Odelssæde modtog Carl Johan paa hans første Reise opigjennem Dalen, og jeg har ikke hørt, at det Maal, han da brugte, virkede noget anstødeligt paa Hs. Majestæt eller paa hans Omgivelser, og jeg har heller ikke hørt, at Manden har gjort sig mindre æret og agtet derved, at han benyttede sit Fædrenemaal. Jeg har ogsaa hørt fortælle, at da en norsk Bondemand engang fik Audients hos Carl den Femtende, tænkte han at gjøre sig fin og brugte Bogmaalet; men Kongen sagde: "brug dit Modersmaal, min gode Mand". Jeg vil da haabe, at baade vor Lærer- og Bondestand og vor Skolestyrelse og især denne Forsamling vil virke til, at ikke en saa stor Ulykke skulde ramme vor Folkeskole, som at Ungdommen skulde oplæres til at tale Bogmaal. Derved vilde som sagt den hele Skole blive en Skole til at latterliggjøre hele Landbefolkningen.
 
[ Forts.]
 

 

Frå Fedraheimen 25.05.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum