Skule og Upplysning.

 
Maalsaki i Thinget (13de og 14de Mai). 1)
 
[Del 1 av 9.]
 
Sag No. 3. Indstilling fra Kirkekomiteen angaaende et af Repræsentanten J. Sverdrup m. Fl. fremsat Forslag til Lov angaaende Forandringer i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet af 16de Mai 1860 (Indst. O. No. 36).
 
Komiteen havde indstillet:
 
"Det af Repræsentanten Joh. Sverdrup med Flere fremsatte Forslag til Forandring i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet oversendes tilligemed et Aftryk af nærværende Indstilling til Regjeringen, der anmodes om at foranledige, at Undervisningsplanerne for Almueskolen paa Landet i det i Forslaget omhandlede Punkt kommer under fornyet Overveielse." Bentsen: Det er ikke uden store Betænkeligheder, at jeg er gaaet med paa den foreliggende Indstilling, og det er langt fra, at jeg er endnu bleven disse Betænkeligheder kvit. Jeg anser den i Forslaget liggende Tanke som en af de vigtigste i Retning af vort Almueskolevæsens Udvikling, og det at den er saa lidet taget Hensyn til, tror jeg er en af de væsentligste Aarsager til, at man har havt et forholdsvis saa lidet Udbytte af vore Almueskoler, trods Anstrængelserne baade fra Styrelsen, Storthinget og Kommunerne, og jeg tør sige navnlig fra Lærernes Side. Jeg har ogsaa her en Erfaring at støtte mig til. Jeg har lidt Kjendskap til den overordentlige Forskjel, der kan være med Hensyn til Børns Udvikling i de Skoler, hvor Læreren lader deres Maal komme til sin Ret, og der hvor dette ikke er Tilfældet, og jeg tror ogsaa, at jeg har Erfaring om, at der er et forsvindende Mindretal af den første Klasse. Jeg er heller ikke fuldt enig med Komiteen i at tillægge de Skridt, som Styrelsen i den senere Tid har taget, saa stor Betydning. Man lægge Mærke til Indstillingens Pag. 91, hvor der er indtaget et Brudstykke af et Udkast til Undervisningsplan for Almueskoler paa Landet, der er udarbeidet af samtlige Skoledirektører og som senere er indtaget i enkelte Almueskoleplaner. Der heder det blandt Andet: "Læreren maa navnlig i Førstningen ikke blot tillade Barnet at bruge sit eget Maalføre, men maa ogsaa selv, for at kunne forstaaes, saavidt muligt benytte sig af samme; efterhaanden opøves Børnene i at forstaa og selv benytte det i Bøgerne almindelig brugte Sprog." Jeg synes, at denne Bestemmelse for en god Del tager igjen med den ene Haand, hvad den giver med den anden, skjønt jeg jo ogsaa vil indrømme, at den ikke strengt taget nødvendig behøver at fortolkes didhen. Jeg har i de sidste Dage havt Anledning til at gjøre mig bekjendt med en Skoledirektørs Fortolkning af eller Formening om dette Punkt af Skoleplanen, og den forekommer mig at være saa skarpt betegnende for min Opfatning, at jeg ikke kan afholde mig fra at oplæse et lidet Brudstykke af hans Udtalelser. Det er af Skoledirektør Bonnevies Foredrag, som han holdt under et Lærerkursus i Throndhjem sidste Sommer. Det er refereret og udgivet af ham selv i en særskilt Bog. Pag. 61 i et Foredrag om Modersmaalet heder det blandt Andet: "Men hvilket Sprog skal man undervise i? Jeg har allerede før udtalt, at man maa begynde med at tale med Børnene i deres hjemlige Dialekt; men vi ere vel enige om, at de maa lære at forstaa Skriftsproget, og jeg tror ogsaa, at de efterhaanden maa lære at tale det; thi det kan ikke være tilfredsstillende, at det Sprog, hvori saagodtsom alt, hvad de kommer til at lære, er trykt, staar for dem som et fremmed Sprog, hvori de ikke kan tænke. Dette vilde udelukke dem fra enhver inderligere Forstaaelse. Derfor bør man, naar man har faaet Taleøvelserne vel igang – thi man maa ved disse i Begyndelsen ikke hæfte sig synderlig ved Sprogformen for ikke at hindre Tankebevægelsen -, ikke udsætte længe med at lære Børnene at udtrykke sig paa Skriftsproget; et fremmed Sprog er det jo ikke for dem, og det vil være lettere at begynde med at tale det end med at læse det. De maa lære dette ved at høre Læreren tale, og saa selv sige efter, indtil de vinder Evne til paa egen Haand at udtrykke sine Tanker." Det lader til, at denne efter- givende Begyndelse han henpeger til, ikke skal vare saa ret længe; men Eftergivenheden skal tages saameget des kraftigere igjen siden ved rent kursorisk at opøve Børnene til at tænke og tale paa Bogsproget. Jeg er fuldkommen enig med Komiteen i, at dette Stræv i de allerfleste Tilfælde vil blive faafængt. Men Strævet kan kun i al Fald føre til, at Børnene vænner sig af med at tænke i sit eget Maal og det vil da ligefrem sige, at de vænner sig af med at tænke over de Ting, hvori Skolen underviser, eller over de fleste Sager, der ligger høiere end Hverdagslivet. Derved kommer de ogsaa til at vænne sig af med at tale derom, og jeg tror ogsaa, at den lille Tænkning og Tale, som finder Sted blandt Ungdomen paa Landet om de høiere Sager, det har man ligesaa meget Hjemmet som Skolen at takke for. Det er altsaa min Tro, at der maa en stærk og alvorlig Paamindelse ogsaa fra Storthingets Side til, for at Styrelsen, Kommunerne og Lærerne tager sig sammen og gjør, hvad gjøres kan ogsaa fra denne Side for at Skolen kan bringe det forønskede Udbytte, svarende til de Opofrelser og Anstrængelser, som gjøres forøvrigt. Jeg er fremdeles ikke langt fra den Tro, at en Lovbestemmelse vilde virke baade kraftigst og sikrest i den Retning. Naar jeg alligevel har gaaet med paa at henvise Sagen til Regjeringen med den tilknyttede Anmodning, saa er det for det første af lidt Medgjørlighedshensyn, men dernæst ogsaa fordi jeg fuldt ud erkjender, at paa samme Tid som her tiltrænges en kraftigt Tag, saa gjælder det ogsaa at tage Sagen med Lempe for ikke at forkvakle den. I selve Lovforslaget har man søgt at give dette sit Udtryk derved, at man har sat ind Udtrykket "saavidt muligt". Jeg erkjender ogsaa, at dette Udtryk er det svage Punkt i Forslaget som Lovbestemmelse, og det antyder derved, at naar alt var, som det burde være, saa skulde den i Forslaget indeholdte Tanke nærmest være en konduitemæssig Administrationssag. Endelig erkjender jeg ogsaa fuldt, at for at det mest mulige skal komme ud af dette, saa maa alle Parter saavidt mulig arbeide i velvilligt Samhold. Af disse Grunde har jeg ladet mig bevæge til at gaa med paa Komiteindstillingen som den foreligger, idet jeg har tænkt, at det dog var et Forsøg værd at se, om Styrelsen velvillig imødekom Forstagsstillernes Tanke, navnlig med en saa enstemmig Tilslutning og Støtte i Thinget, som den enstemmige Komiteindstilling giver Haab om. Jeg vil jo ogsaa indrømme, at jeg ikke har nogen Grund til at betragte de for lidt siden anførte Udtalelser af en enkelt Skoledirektør som nogen officiel Fortolkning af nævnte Bestemmelse, der allerede er bragt ind i Skoleplanen. Men saa vigtig anser jeg denne Sag at være, at jeg ikke er tilbøielig til at give lang Frist, og jeg tror heller ikke det trænges, da der for at sætte det i Værk ikke skal sættes vidtløftige Apparater i Bevægelse og Kravet paa at Undervisningen for Børnene kan blive saa tilgjængelig baade for Tanken og Følelsen som mulig bliver for hver Dag større. Gjennemførelsen heraf bliver ogsaa fra Kommunens og Forældrenes Side stadig lettere ved den Sands, de forskjellige Maalstræverarbeider har vakt blandt vort Folk for vort Folkesprogs Agtværdighed og Brugbarhed som Meddelelsesmiddel ogsaa for aandeligt Indhold. Da der stadig gjøres større Opofrelser for at bringe Skolen i tidsmæssig Stand, er det Dag for Dag ogsaa mere paakrævende nødvendigt, at der gjøres hvad gjøres kan for at Undervisnings-Meddelelsen ogsaa bliver tidsmæssig, saa jeg mener, at der ikke bør spildes nogen Tid. Skulde der altsaa ikke ad den nu indstillede Vei i den nærmeste Fremtid blive gjort noget tilfredsstillende Skridt for at imødekomme Forslagets Tanke, da er det min Mening, at man saa snart som mulig bør optage Sagen igjen for da at forsøge, hvad der ad Lovbestemmelsens Vei kan gjøres. Under denne Forudsætning har jeg af de anførte Grunde sluttet mig til Indstillingen, som den foreligger.
 
1) Storthingstidende.
 
[ Forts.]
 

 

Frå Fedraheimen 22.05.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum