Skule og Upplysning.

 
Indstilling fra Kirkekomiteen angaaende et af Repræsentanten J. Sverdrup med Flere fremsat Forslag til Lov angaaende Forandringer i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet af 16de Mai 1860.
 
Til Odelsthinget.
Ved det af Repræsentanten Johan Sverdrup med 35 andre Repræsentanter fremsatte Forslag til Forandring i Landsskoleloven (Dok. 8, II) paalægges det Tilsynet, navnlig Skoledirektøren, Sognepræst og Skolekommission "at paase, at Undervisningen i Almueskolen saavidt muligt meddeles paa Børnenes eget Talesprog." De fremholde det som en anerkjendt pædagogisk Grundsætning, at saa bør ske, - at Opmærksomhed og Interesse derved vækkes hos Børnene, at Opfatning og Tilegnelse lettes og Undervisningsstoffet først bliver Barnets fulde aandelige Eiendom, naar det forelægges dem i deres egen tilvante Sprogform. Rigtigheden heraf - anføres der – bekræftes ogsaa af Erfaring i de Almueskoler, hvor Lærerne have anvendt Bygdemaalene ved Undervisningen, idet Barnet i disse Skoler "med en ganske anden Naturlighed, Livlighed og Glæde kan gjengive, hvad det gjennem Undervisningen har opfattet." For Almueskolen paa Landet med dens korte Skoletid og øvrige i forskjellige Henseender mindre heldige Vilkaar bliver der efter Forslagsstillernes Mening saameget større Opfordring til at søge rettet paa, de Misforhold, der kunne rettes – derunder Sprogforholdet, hvori der ogsaa inden Lærerstanden temmelig almindelig føles Trang til Forandring.
 
De anse det imidlertid ikke tilstrækkeligt at overlade det til hver enkelt Lærers private Initiativ, da det for denne ofte vil falde meget vanskeligt at gjennemføre saadanne Forandringer uden Støtte i Samfundets udtrykkelig udtalte Villie – dels paa Grund af Misforstaaelse fra Forældrenes Side, dels paa Grund af Uklarhed og Modstand fra Skolens nærmeste Foresatte, saaat det for enkelte Lærere kan fremstille sig som ubeføiet af dem at bryde med det Bestaaende, saalænge der fra de øverste Autoriteters Side Intet foretages i Sagen. Den hele Reform vilde desuden paa denne Maade blive et Tilfældighedens Værk, enkelte Distrikter vilde faa Fordelen af et hjemligt Undervisningssprog, andre ikke, saa de tro, "at det maa betragtes som en ligefrem Retfærdigheds-Pligt for Samfundet nu endelig at tage denne Sag i sin Haand, for at alle Borgere med Hensyn til Oplysningens Goder kan komme saavidt muligt paa lige Fod." Og hertil udkræves efter deres Formening et Lovbud, da Administrationen antagentlig "vil fordre en lovmæssig Afgjørelse, forinden den anser sig berettiget eller opfordret til at foretage noget gjennemgribende i en Sag, der ellers fra forskjellige Hold muligens kunde mødes med Misforstaaelser eller Fordomme."
 
Komiteen maa i alt Væsentligt tiltræde, hvad der af Forslagsstillerne er udtalt om Ønskeligheden af, at der i Almueskolen som enhver Skole undervises paa den for Børnene mest letfattelige Maade, saaledes ogsaa i den for dem lettest forstaaelige Sprogform. Dette er ikke Andet end hvad enhver forstandig Lærer gjør og saavidt muligt maa gjøre, idet han søger at gaa ind i Børnenes Forestillingskreds, deres Opfatnings- og Udtryksmaade, for deri at finde Tilknytningspunkter og Midlet til ved Kundskabsmeddelelsen at utvide og opklare Forestillingerne og berige og befrugte deres Aand og Hjerte.
               
Det er utvilvsomt gjennem Børnenes eget Sprog, at de bedst kunne føres til Forstaaelse af det nye og fremmede, der forelægges dem til Tilegnelse, - hvad enten det sker gjennem en Lærebog eller ved mundtlig Fremstilling, - og ligesaa uforenligt det vilde være med god Undervisning, at Bogens eller Læsestykkets Indhold lades uforklaret af Læreren, ligesaa nær synes det at maatte ligge for denne at benytte som Meddelelsesmiddel det Maal, hvori han kan paaregne, at hans Forklaring og Fremstilling lettest vil opfattes og bevares. Er der altsaa en saadan Forskjel mellem Lærerens og Barnets Talesprog, at den vanskeliggjør Forstaaelsen, giver det sig næsten af sig selv, at han, saafremt han er Herre derover, bruger det Sprogmiddel, hvori Forestillingerne snarest gjenkjendes og nødvendigen afsætter sig og bearbeides i Børnenes Sjæl og Tale. Han vil netop derved have den bedste Anledning til at udvikle Barnets Sprog – lige fra en ordentlig Udtale og Lydgjengivelse til en rigtig og ordret Gjengivelse af Andres eller egne Tanker.
               
Herom vil der vel heller ikke være Tvivl mellem Meningsberettigede, saalænge det kun gjælder Sproget som gjensidigt Meddelelsesmiddel mellem Lærer og Barn paa Skolen. Noget anderledes stiller det sig, naar der bliver Spørgsmaal derom som Undervisningsgjenstand i Skolen. Her turde der maaske reises forskjellige Krav med Hensyn til Undervisningens Formaal. Et synes dog ogsaa her Alle at maatte være enige om, at der maa meddeles Undervisning i vort Bogsprog. Skolens Læse- og Lærebøger, Bibel og Salmebog er affattede i det fælles Skriftsprog, og dette maa altsaa gjøres forstaaeligt. Barnet maa lære at læse og forstaa det – ikke blot for Skolen, men for Livet, om det ikke skal udelukkes fra Adgang til Folkets Fælleseie, vor Almen- og Skjønliteratur, - og det maa lære at benytte det som sit eget skriftlige Meddelelsesmiddel. Men for at dette skal kunne naaes, maa det deri modtage Undervisning, det maa, saavidt muligt, blive indført i dets Ordforraad og Bygning og gjort bekjendt med dets vedtagne Regler og Sprogbrug. Saalangt er der formentlig heller ikke nogen Meningsforskjel og ialfald er der Intet, som lader formode, at nærværende Forslag ikke erkjender Nødvendigheden heraf.
               
Andre gaa muligens et Skridt videre, idet de mene eller dog ønske, at Læreren særlig skal gjøre sig det til Pligt at anvende Fællessproget ved sin Undervisning og vel endog stille sig det til Opgave at paavirke Børnenes Talesprog henimod det fælles Bog- og Skriftsprog.
               
Saavidt skjønnes, har dette imidlertid ikke Støtte eller Medhold hverken i Sagen selv eller i vor Skolelovgivning. Denne paabyder intet officielt Skolesprog, og der er Intet, som tyder paa, at Almueskolen direkte skal virke for et fælles Talesprog. Den med Oplysning stigende Trang til Læsning, - den deraf følgende flittigere og mere udbredte Benyttelse af Litteraturen og den livligere Samfærdsel vil kanske gjennem Slægterne kunne øve nogen Indflydelse i denne Retning. Men ikke kan det paavises at ligge i Folkeskolens Opgave og ikke skulde den magte det, om den gjorde Forsøg paa en saadan Virksomhed yderligere end det følger af og med de nævnte Skolens Formaal, - at lære Børnene at forstaa vort Bogsprog og benytte det som skriftligt Meddelelsesmiddel. Det vilde, uanseet hvilken Mening man kan have om selve Maalet, kun blive spildt Tid og spildte Kræfter.
               
Komiteen eller dog flere af dens Medlemmer kjender ikke af egen Iagttagelse, hvorledes det i saa Henseende gaar for sig i Praris. Efter den Fremstilling, Forslagsstillerne give, synes de – uden at det dog med Bestemthed udtales – at gaa ud fra, at det overveiende Almindelige er, at Lærerne anvende Bogsproget ved Undervisningen, - om efter eget Valg eller efter Paabud, paa Grund af dets formentlige Fortrin fremfor Bygdens Maal eller for at skaffe det Indgang hos Eleverne, lades uafgjort, - idet der kun fremhæves Ulemperne ved den faktiske Tilstand, saaledes som den af dem angives at være. Men hvorledes det nu hermed forholder sig, er Komiteen tilbøielig til at antage, at deres Fremstilling nærmere passer paa Tilstanden som den var end som den er, og at der allerede er eller dog uden Vanskelighed vil opnaaes Enighed om, hvad der af dem kræves for Skolen. I det i Skoledirektørmødet Oktober 1874 udarbeidede "Udkast til Undervisningsplan for den lavere Almueskole paa Landet", hvoreftersenere er udfærdiget Planer af de respektive Stiftsdirektioner, hedder det: "Læreren maa navnlig i Førstningen ikke blot tillade Barnet at bruge sit eget Maalføre, men maa ogsaa selv, forat kunne forstaaes, saavidt muligt benytte sig af samme; efterhaanden opøves Børnene i at forstaa og selv benytte det i Bøgerne almindelig brugte Sprog" - og Regelen er ordlydende optaget i de specielle Undervisningsplaner, som Komiteen har havt Anledning til at blive bekjendt med. Den pædagogiske Grundsætning er deri anerkjendt, og naar Bestemmelsen ved Siden deraf indeholder Indskrænkninger og Udvidelser udover denne Grundsætnings eget Medfør, tør det maaske snarere være at betragte som Udtryk for dens mere eller mindre strikte Gjennemførelse paa de forskjellige Undervisningstrin end en Opstilling af noget særeget Undervisningsmaal. At forstaa og skriftligen at benytte Bogsproget maa og bør Børnene som sagt lære, og mere udviklede Begreber, en videre Tankesfære og større Sprogfærdighed tillader eller kræver vel endog saavel hos Lærer som hos Elev en større Frihed i Udtrykket. Ialfald er der ikke en saadan Uoverensstemmelse mellem Undervisningsplanens Bud og nærværende Forslag, at det ikke med al Sikkerhed kan forudsættes, at den ad administrativ Vei kan og vil blive Gjenstand for Ændringer, der endmere vil nærme dem til hinanden, og Komiteen kan derfor ikke finde Grund til at paakalde Lovgivningens Mellemkomst i et Anliggende, der nærmest maa blive at ordne ad administrativ Vei og hvorom man efter det hidtil Passerede maa have Grund til at formode, at der ikke er nogen væsentlig Meningsforskjel.
               
Det kan efter Ovenstaaende neppe være fra nogen Tvist om selve Principet, man har at forklare, at og om det ikke er mere fuldstændig gjennemført. Bortseet fra Misforstaaelser og Miskjendelser af Bogsprogets og Folkesprogets indbyrdes Forhold, der dog efterhaanden af sig selv ville vige Pladsen for en anden Betragtning, ligger Vanskeligheden og vil komme til at ligge i dets praktiske Gjennemførelse. Man sigter herved ikke til selve Sprogmidlets Brugbarhed eller Tilstrækkelighed for den Begrebsbetegnelse, Skolen tiltrænger; i saa Henseende er der neppe nogen Grund til at betvivle, at Bygdemaalene i Almindelighed ville slaa til, om man nu og da vil maatte tage Bog- og Literatursproget til Hjælp for at supplere dem. Det er Læreren eller hans Sprogevne det vil komme til at skorte paa, idet han ikke vil kunne fyldestgjøre Budet, at benytte Barnets Talesprog.
               
Saalenge de i Regelen var Bygdens Børn eller dog fra det nærmeste Distrikt, maatte det være dem en Tvang ikke at bruge deres Bygdemaal. Men i dette Stykke ere Forholdene ikke lidet forandrede, og det vil nu ikke sjelden være en Tilfældighed, om Læreren hører hjemme i det samme Stift, hvor han faar Ansættelse, og hvorvidt han altsaa kjender Bygdedialekten der, hvor han kommer hen, og i manglende Fald kan der ikke være Tale om Tvang. I de fleste Tilfælde er der dog Berøringspunkter inden Folkesproget, og holder han sig kun til sit naturlige Hjemsprog - uden Tilsprang til et Kunstprodukt, hentet fra Skriftsproget eller den for ham fremmede Dialekt, - og lader Børnene med Hjælp og Veiledning faa bruge sit, vil Ulempen, selv til en Begyndelse, neppe blive saa stor, som det ved første Øiekast kunde synes, og som oftest inden føie Tid falde bort. Ialfald er den ikke til at undgaa, snart sagt allermindst ved et Forsøg paa at bruge et stivt og tvungent Bogsprog. Undervisningsplanen og Forslaget har derfor ogsaa begge maattet tilføie sin Regel et "saavidt muligt."
               
Idethele slutter Komiteen sig med den ovenangivne Begrændsning af Forslagets Indhold til dets betingede Paabud om, at Børnenes Talesprog benyttes som Undervisningssprog, og da man undrr Henvisning til, hvad der i den Retning er foretaget, anser dette dets Formaal tilstrækkelig sikret ved en Henvendelse til Regjeringen om, at der i saa Henseende foretages den Revision af Underningsplanen, som maatte findes fornøden, skal man indstille til Odelsthinget at beslutte:
 
Det af Repræsentanten Joh. Sverdrup med Flere fremsatte Forslag til Forandring i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet paa Landet oversendes tilligemed et Aftryk af nærværende Indstilling til Regjeringen, der anmodes om at foranledige, at Undervisningsplanerne for Almueskolen paa Landet i det Forslaget omhandlede Punkt kommer under fornyet Overveielse.
 
Christiania i Kirkekomiteen den 27de April 1878.
 
Steen,                    Joh. Nielsen,
Formand.               Sekretær.
 

 

Frå Fedraheimen 08.05.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum