Skule og Upplysning.

 
Skule og Upplysning.
 
Um "Popular Education in Norway" skriv Mr. William Porter i "The Scholastic World" bl. A.: Det er eit underlegt Samhøve, at bil det i Engeland stend ein hard Strid um Fyremunerne aat Friskulen (private Schools), stend det lika eins ein hard og beisk Strid av same Slaget i Norig. Men Likskapen ligg no og berre i detta, at Grunnspursmaalet er det same. For medan det i Engeland ser ut til aa vera eit Drag mot Statsskulen, og Forsvarararne av den synest fara helder hardt fram mot dei Skularne, som lengje hev voret i Gang som frie Tiltak, so er Striden i Norig derimot ein Støyt, som førest imot sjølve Tilværet av ein Statsskule, og som hev til Fyremaal aa faa fram "Friskularne" dei kallar, som til dessa ikkje hev havt nokon fast Fot i Landet. Der er slik ein Fridomselsk i den norske Folkehugen, at me ofta hev voret til aa undrast paa, korleids dei kunde vera so gjenomført tykkjelause (systematically apathetic) i mange Ting, som, dersom dei tenkte yver dei, plent maatte hava avlat stor Meiningsstrid, og som ogso maatte hava gjevet Rom fyr aalvorlege Tvil. No er det likt til, at det hev komet ei aalmenn Vakningstid, og den Tykkjeløysa (the apathy), som hadde lagt seg paa det religiøse Lyndet aat desse Ættingar av dei sidste Aasadyrkarar, er aat med aa verta uttrengt av ein meir sterk og granskande Aand. Ut av denne nyvekkte Rørsla hev det reist seg eit Ynskje um aa trengja ut Statsskulen, og ein heppeleg Freistnad med aa byggja frie Skular, der Borni ikkje skal tvingast til aa taka imot all den Undervisning i deira Stats-Lutherdom 1). Det veksande Talet av Tilhengjarar av den vidgjetne Grundtvigs Lærdomar hev dreget paa seg ikkje litet av den Forkjettring (blame), som den rettruande Flokken legg paa desse, som alar upp denne Stridsaand (spirit of dissent); og soleids ser me, at endaa i eit Land som Norig, der Folketalet snaut rekk upp til so mykje som Londons, hev Trudomsspursmaalet teket til aa faa stor Vigt i den folkelege Uppfostring. – I sine Grunndrag hev eit folkelegt Upplysningsverk baade voret lenger i Gang og er meir sett Pris paa hjaa vaare norske Grannar enn hjaa oss. Alt ved den no høgpriste Log av 1827 var kvart Barn i Norig i større og mindre Mun tiltryggjat Upplæring. - - Ved Logi av 1860 vart ei stor Mengd av Umgongsskularne (circuit schools) umskapad til faste Dagskular, og ei strengare Skuletvang vart sett; og fraa den Tid, kann Ein segja, at det Misnøgje tok til, som i sidste Bilet hev ført til slik ein heit og aalvorleg Strid." - -
 
Um Maalsaki skriv Christofer Brun i sitt merkjelege Stykkje "Folkelige Grundtanker" (Tilleggsbladet til Oplandenes Avis) bl. A.:
 
- - Hos andre Folkeslag er Tungemaalet noget af det som stærkest binder Folket sammen, og gjør det til ét. "Modersmaal er det Rosenbaand, som store og smaa omslynger". Saa synger en dansk Digter. Ofte har jeg i Danmark hørt Ungdommen med Liv og Varme synge denne Sang. Og netop fordi Sangen i sig selv er saa fuldt og gribende et Udtryk for hvad et Sprog kan være for et Folk, og netop fordi de Danske synger den med saadan Sandhed, netop derfor har jeg som Nordmand følt mig saa fattig og skamfuld ved at høre paa. Der er alt for meget i denne Sang, som vi ikke har Ret til at synge. Men ligefram bittert har de Ord klinget mig, som jeg ovenfor nævnte om Sproget som Folkets store Enhedsbaand. Thi det er her hos os tvert imod. Her er det Sproget, som kløver Folket i to store Dele. Modersmaalet er saa langt fra at være det "Rosenbaand, som store og smaa omslynger", at det snarere er den Skillemur, som store fra smaa afstænger. Det fjerner Bonden fra hans Embedsmand, Menigheden fra dens Præst. Dette, at vi har to Sprog i Landet, hjælper til at holde Folkets store Mængde borte fra Dannelsen. Det tynger deres Skolegang, det hjælper dem til at være sløve Tilhørere ved sin Rettergang, som ved sin Gudstjeneste. Det ligger som et Mørke over det hele Folk.
 
De aller Fleste er ogsaa enige om, at denne Tilstand, med to saa nærskylde Sprog i ét Folk, ikke vil kunne holde sig i Længden. Der vil komme en Tid, da det norske Folk ikke har mere end ét Sprog. Af de to, som nu tales her, m a a det ene dø. Hvilket bør da dø, og hvilket bør leve? Ja, vor Dannelse er ikke i Tvivl om Svaret: det er Bondemaalet, det ægte norske Maal, som skal dø, og dets eget indførte Sprog skal leve. Og den har det Haab, at det ikke skal være saa vanskeligt endaa at faa uddryddet det norske Sprog af Bøndernes Mund. Vistnok har det med en underlig Seighed holdt sig i Undertrykkelsens lange Aarhundreder. Men nu da Norge er blevet fritt og selvstændigt, nu skal dets gamle Tungemaal dø, mener vor Dannelse. Og desværre, vi tør ikke sige, at dens Planer i denne Retning savner al Udsigt til Held. Den regner paa, at den har virksommere Midler til sin Raadighed i Sprogkampen, end de, som stod til Danevældets Tjeneste. Navlig knytter den sit Haab til vore Dages forbedrede Almuskole. Almuskolen skal vænne Bondens Børn af med at tale deres Moders Maal. Langsomt og lempeligt skal Læreren føre Børnene over fra det ene Sprog til det andet. Bondens egen Skole skal bruges til at udrydde Bondens Sprog. Det norske Sprog skal dø; og det er Folke-Oplysningen, som er udset til at være dets Barnemand.
 
Er det dog ikke sørgeligt, at det skal være Nordmænd, som omgaaes med slige Tanker. Eller, jeg vil ikke sige det er sørgeligt, det er snarere oprørende. Det er jo en Fremgangsmaade, som ligner en hjerteløs og kløgtig Erobrers. Der er vel ingen Ting, som bedre viser hvor lavt vor herskende Dannelse staar, hvor sløv den er for det, som hver Nordmand burde have Hjertelag for. Thi det er da langt fra i nogen ond Mening den gjør det; det er sikkert nok. Det er bare i Sløhed. Den kan ikke tænke sig Muligheden af Maalsagens Seir; den er uvillig, som udygtig til den Selvfornægtelse og det Arbeide, som dertil krævet. Og saa faar da det norske Tungemaal dø. Og skal det dø, saa jo før jo heller, at ikke dette Maalmands-Spektakel skal blive alt for langvarigt og alt for alvorligt. – Der gaar en hemmelighedsfuld Magt gjennem Livet, som Hellenerne kaldte for Nemesis, men som Jøderne og de Kristne har et andet Navn paa. Den volder blandt andet ogsaa det, at den, som ikke vil det gode, fordi det strider mod hans Magelighed og hans Fordel, han kommer til at ville det slette. Men han vogter sig da vel for at gjøre sig Rede for, hvordan det er, som han vil; han bander paa, at han ikke mener noget ondt med det. Og det gjør han heller ikke; han bare gaar i Ørske.
 
Men - - naar der engang vaagner norsk Aand inden det norske Folk, da vil det snart staa klart for os, at her i Landet er det det ægte norske Tungemaal som skal leve, og det er det fra Danmark indførte som skal dø.
 
Men nødvendigt er det, at vi gjør alt vi kan for at hindre at Bondeskolen i vor Dannelses Haand blir det kraftige Middel til at udrydde Bondemaalet.
 
1) Det er væl Pontoppidan, Mr. Porter tenkjer paa her. Bldst.
 

 

Frå Fedraheimen 17.04.1878

Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum