Anders Reitan, 6.2.1857

Ærede Ven!

 

Følgende Ordsprog skal jeg tillade mig at sænde Dem. De er dels fra Aalen, dels fra Kvikne.

 

D'e int Gull alt, som glaammaa.

Den bie int førlænge, som bie paa en god Duggul.

Likar Naa hell Intnaa.

Kvarsin Gaang Snærken, naar Supa e go.

Vaage'n Naa, saa vin'n Naa.

D'e Von i hængan Snurru.

En lære, me'n lev.

E de vont før Naa, saa e de godt før Naa.

D'e aller saa galli, de e naa Godt i de.

Hop, sa'n Dærre, naar'n dat.

Tru du dej, saa kom, saa Gutten, han møtte Læmænna. [EH: det andre 'saa' må vera sa]

Rose kvar si Søle, før a e seeg; men Gruggen e me Botna.

D'e sjelen Grannan bytte Gampom.

Gaa int bortom Elva ette Vatten.

De ska stærk Ryg t'aa bør goe Daaggaa.

Op me Auom, hell op me Tonga.

Kjøp int Katta i Sækka.

Imist e int aa laste.

Den sti int op, som godt sitt.

Kokse, før du flyg.

Enkmanns-Sorja aa Armbaagaa-Støten e likens.

Sorja e, som'n hænge op i vaat Lørve; de sig tu a lite om Senn.

Han slæ paa Lasse aa mene paa Mærra.

Naar de regne paa Præsten, saa dryp de paa Kokkarn. [skal vera Klokkarn]

En Faafæng maa Naa gjærra.

De rope int de Romme, som tomt e.

Kua minnes int, ho ha vørri Kalv.

Kokt Mat bli alti itti.

Maten e go men Helsa bære.

D'e Førskjel paa Skapmus aa Skogmus.

De rin mykjy Vatten, me Mølnaren søv.

Naar Katte e ute, e Musa paa Bola.

Mine Onga e fegst, saa Katugla.

Korpen skrik, naar'n sjer paa Føten sine.

"Ber Øle op", sa Præsten, en drak Brøllop.

No kjem je aa, sa Slæva.

No kjem a Kersti Kvardag.

Farken de sit ti! sa a Ragnild, ho aagte Ongen.

Skaa int Huen ette Haarom.

De gaar mangen Jevel i et fagert Skind.

Gjort Gjærning e inga Atvenning.

D'e førsent aa snyte, naar Naassaann e taa.

Du ska slæke Vispen (ɔ: intet faa)

Han bær Stampen (ɔ: ofre sidst)

Hæll Naassaann din fraa Fiska, tart Smøre kjem.

Slæk dej, nar du bli smoldd!

D'e int Jul mer hell engaang om Aare.

De, søm e telaga te Jul, ska gaa te te Jul.

Graat ette Skryplaat.

Bere et vaat Aue hell et Tørt.

Naar borte er prøvd, e heme bedst.

Skarven ha aa vørri paa sit Bedst.

Torsken aa Sejen gaar samman Vejen.

Den, som kviskle, saa lyg en.

De staar int paa aa reste Rema taa Ans manns Ler.

Han hoppe, der Hagan e laagast.

De gro int Gras ti Almanveja.

Brænt Ban e alti rædd.

Kjærring aa Skatbok, skaffe Ma'n nok a tænkje paa.

Tia passe int Ma'n, passe int han Tia.

Hæsten trivs int, sjer'n int Ma'n i Skjorten.

De ryk int taa Branna, ha de int vørri Varme ti en.

Lev'n int, saa sorje'n int.

En skul slaa Ryssen, der en saag en.

D'e taa Bonn aa gallinne Folk en ska ha de.

En Tosk kan spør, saa ti Kloke int kan svarra.

D'e likar aa vorraa førri var hell elle snar. [EH: elle skal vera 'ette']

De viller aa førspør se, hell førgjør se.

Gjærrighed har en skjættin Enne.

Retten har sin Gaang.

Sjølskjetti e Velgjetti.

E stor Ku vil ha en stor Baas.

Ku aa Man sløng, ker de kan.

Torsguten e go aa skjylle paa, han.

 

Her i Kvikne er Alt med det Gamle. Det skulde glæde mig engang at se nogle Ord fra Dem.

 

Venligst Deres

A Reitan

 

Kvikne d 6te Febr. 1857

 

[UTANPÅ]

S.T.

Hr. Sprogforsker Ivar Aasen

Kristiania

 

[Transkribert av Eirik Helleve for Ivar Aasen-tunet, i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.]