332 Jon Ivarson Aasen, 3.7.1875

Til Jon Aasen.
 
Nu faar jeg da ikke forsømme at skrive dig til og takke for det kjærkomne Brev. Det var mig en stor Glæde at høre, at du nu er bleven friskere. Jeg havde rigtignok hørt, at du havde været noget sygelig; men det er saa lidet som jeg nu faar høre hjemmefra, at det forslaar ikke noget mod alt, som jeg vilde vide; og derfor var det mig da saa meget mere kjært, at jeg kunde faae nogle Ord fra dig selv.
 
De Penge, som du engang har sat ind i Sparebanken for mig, er vist en meget liden Sum, for saavidt jeg mindes, var det kun nogle faa Daler, og jeg har siden ikke tænkt noget videre paa dem. Dersom de nu kunde komme til nogen Hjælp for det Tilfælde, som du har skrevet om, saa skal du naturligviis have frit Lov til at tage Pengene ud og benytte dem; det er ikke engang noget at spørge om. Jeg er bare ræd for, at det er saa lidet, at det ikke kan hjælpe stort, og hvis jeg havde været saa nær, som jeg er langt fra, saa kunde der nok blive Raad til noget mere, om det skulde behøves.
 
Det glæder mig at høre, at dine Børn der hjemme leve vel og staae sig godt. Om Ivar fik jeg først i Fjor Sommer høre, at han var død, og dette var mig da noget uventet. Nogen Tid forhen, nemlig om Høsten 1872, havde jeg faaet et Brev fra ham med Spørgsmaal, om jeg kunde sende ham nogle faa Bøger, da hans Børn havde god Lyst til at læse, men de havde ikke saadanne Bøger, som ere rigtig fornøielige for Ungdommen. Jeg skaffede mig da nogle saadanne Bøger og sendte dem afsted i en liden Pakke; og siden skrev jeg ogsaa et Brev til ham derom, men dette Brev blev siden tilbagesendt fra Posthuset i Bodø med den Paategning at det var "ikke efterspurgt". Jeg veed saaledes ikke, om den lille Pakke virkelig kom frem eller ikke, og dette var da en fortrædelig Ting, men der var ikke noget at gjøre ved det.
 
Om mig selv har jeg ikke stort at fortælle, da alting endnu gaar paa den gamle Maade. Skjønt jeg ikke just har nogen stærk Helbred, har jeg dog i de senere Aar været taalelig frisk saa jeg egentlig ikke har nogen Grund til at klage. Mest misfornøiet er jeg derover, at jeg her i Byen ikke kan faae boe saaledes som jeg vilde. Her bliver mere og mere trangt ved den idelige Indflytning; nye Huse komme til og gamle Huse blive ombyggede; og saa blive alle Huse saa store og høie at man sidst paa ikke faar nogen Udsigt hverken til Landet eller Søen. Jeg har mange Bøger og faar jævnlig flere, saa at mit Værelse [for] længe siden har været mig for trangt; men saa har jeg heller ikke vidst at finde noget, som passede bedre for mig. Det er en Ting, som man ofte kan ærgres over, at om man endog har Penge og betaler rigelig, saa kan man dog aldrig faae sine Ting som man vilde.
 
Siden jeg nu taler om Penge, kan jeg ogsaa fortælle at jeg nu har noget mere i Voldens Sparebank end det, som vi før have talt om. Da Morits Aarflot havde faaet Begjæring hjemmefra om noget Indskud til Sparebanken, saa overlod jeg ham dertil nogle Penge, som jeg i forrige Aar havde faaet af en Boghandler som Forfatterløn. Men dette er nu ikke værdt at gjøre noget Snak om.
 
Jeg kunde nok have Lyst til at besøge Søndmør endnu en Gang; men det vil blive vanskeligt at faae Tid dertil. Rigtignok har jeg ikke nu saa strengt Arbeide som før, da jeg holdt paa med den nye Ordbog som jeg endelig for to Aar siden blev færdig med. Men saa laver der sig altid noget at gjøre. Jeg har ogsaa længe havt Lyst til at gjøre en Reise til Stokholm eller Kjøbenhavn og videre omkring, da det nu er saa let at komme afsted til Udlandet, men jeg har ikke givet mig Tid. Sagen er at jeg maa benytte Sommertiden bedst til mit Arbeide. Med Dagslyset om Sommeren seer jeg at skrive og læse alt hvad jeg lyster, men at skrive om Vinterkvelderne falder mig besværligt; derfor faar jeg see til at ikke tabe noget af Sommertiden.
 
Der er mangt og meget som jeg havde tænkt at udrette, men til altsammen kræves der et langt Arbeide med Studering og Skrivning.
 
Jeg beder at hilse vor Broder Syvert og andre Slægtninger og Kjendinger.
 
Kr. den 3die Juli 1875.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd.
 

/kjærkomne Brev/ ~ [hkl ÷] - /noget/ - /kjært/ ~ - /liden/ ~ - /for/ ~ - /der.... leve/ ~ - /ere .... Ungdommen/ ~ - Jeg veed [etc] ~ [var. i m. ÷] - /saa....klage/ ~ - /Her . høie/ ~ [hkl ÷] - /Det .... over/ ~ Det er saaledes altid en Fortræd, - Siden .... om. ~ [i m.:] /Efterskrift/ - Morits .... ~ [i m.:] /nu i Vaar/ - /i .... Aar/ ~ nylig - /da . Udlandet./ - jeg - /Der .... Skrivning./

 

- Den 24. jan. 1875 fortel J. I. Aa. om born og skyldfolk. Karl Fagerhol er sjuk. Døtrene Marta og Gurina står seg godt. Dei har kvar sine to søner. Sonen Rasmus har ein son og to døtrer. Sonen Ivar (i Nordland) har fem born som lever. Per Nupen har fire døtrer og ein son i alderen 10 til 1 1/ 2 år.

 

- Den 2. jan. 1876 fortel J. I. Aa. bygdenytt og om born og skyldfolk. Sonen Rasmus etlar seg til å byggja til sumaren, stovehus med gang og to stover «som de fleste bygge nu for Tiden her». Sjølv stundar han til grava «og det kan hende det er det sidste Brev du faar fra mig, men jeg længes saa ofte efter at faa see dig igjen». Skulle han tenkja på å koma må han skriva «saa jeg kan vente paa dig før du kommer».

 

- Penge] i brevet 24. juni 1875 fortel J. I. Aa. at summen i Volda og Ørsta Sparebank utgjer 17 spd. (sjå elles Br. nr. 266 og Br. nr. 439 med merknader).
 
- Jon Ivarson Aasen (1803-1876) (om han sjå og merknader til Br. nr. 5, Br. nr. 17 og Br. nr. 114) vart gift 1. gong 1. juni 1828 med Synnøve Karine Torgeirsdtr. Selbervik (1801-1833) og 2. gong 22. juni 1834 med Ingeborg Eiriksdtr. Ulvestad. Han hadde i 1. ekteskap borna: 1) Ivar (1828-1877, sjå elles merknader til Br. nr. 160 og Br. nr. 317), 2) Gurina Elina (f. 1831, d. 1. mai s. å., 16 veker gl.), og i 2. ekteskap borna: 3) Rasmus (1838-1925, sjå merknad til Br. nr. 337), 4) Marte Susanne (1836-1921), g. 1860 med Andreas Ellingson Kvamen (1833- 1910) frå Hareid, 5) Gurina (1840-1937), g. 1864 med Jon Olson Øvre-Eikset (1834-1916), og 6) Johanne Karine (1845-1929), g. 1869 med Karl Johan Danielson Fagerhol (1834-1926), Ørsta.
 
- Om Jon Ivarson Aasen er det fortalt (av Jon R. Aasen og fleire) at han var mykje evnerik og hadde eit godt minne, og at han liktest mykje på broren Ivar i dette stykket. Han kunne dei fleste salmane og bønene etter W. A. Wexels utanboks, og då han låg på det siste sa han fram bøner og salmar i timevis. Han hadde eit godt mæle, men han var noko grannmælt. Han var elles ikkje stortalande. Ei av brordøtrene hans sa elles om han: «Han er so blyge han Jo». Han var ein strevsam og dugande mann, og han var ein haghendt smed (laga m. a. ljår) og snikkar. Han hyste opp garden og braut opp jord. Det er sagt at han var streng mot broren Ivar den tid han var heime, men han var ikkje mildare mot seg sjølv. Om sumrane for han ned på fiskevika i 3-tida om morgonen. Om vintrane dreiv han sildefiske ute i øyane.

 

 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009