326 Rudolf Hildebrand, 24.1.1874

Til Prof. Dr. Hildebrand.
 
Idet jeg herved takker for en Hilsning, som Hr. Asbjørnsen nylig har overbragt mig fra Dem, maa jeg allerførst bede om Undskyldning for den store Forsømmelse, at jeg ikke forhen har ladet Dem høre noget fra mig. Jeg blues virkelig ved at nævne den lange Tid, som nu er hengaaen, siden jeg fik tilsendt fra Dem tre Hefter af Grimms Ordbog (nemlig 5te Binds 9de, l0de og 11te Levering), og i al denne Tid har De ikke faaet saa meget som et Ord tilbage. Uheldigviis er jeg en meget seenfærdig Arbeider, og især pleier da al Slags Brevskrivning [at] falde mig meget besværlig. Da jeg nu i disse seneste Aar var beskjæftiget med Udgivelsen af min nye Ordbog, gik jeg, saa at sige, i en bestandig Frygt for, at dette Arbeide ikke skulde blive færdigt, og paa Grund deraf blev da alle andre Arbeider udsatte til en senere Tid, saafremt de ikke havde nogen særdeles paatrængende Hast; men derved blev da ogsaa mange Udretninger forsømte i saa lang Tid, at jeg tilsidst ligesom skammede mig ved at optage disse Sager paany.
 
Da jeg allerede forhen havde gjort Bekjendtskab med Grimms Ordbog og deri med Fornøielse seet mange norske Ord anførte efter min første Ordbog, havde jeg ogsaa tænkt at sende Dem den nye Udgave af denne Bog; imidlertid fik jeg høre, at Forlæggeren, Hr. Malling, allerede havde sendt Dem den udkomne Deel af Bogen; og saaledes blev der ikke gjort noget videre fra min Side.
 
Deres Brev, som jeg modtog paa samme Tid som de ovennævnte Bøger, var mig til stor Glæde og Opmuntring, saa meget mere som jeg her hjemme ikke kunde vente at møde nogen særdeles stor Interesse for mine Arbeider, da man her er mest tilbøielig til at ansee Folkesproget som en Curiositet, som ikke kan have nogen synderlig Betydning for Fremtiden. Og her er da ogsaa mange, som allerede finde sig stødte ved en saadan Titel som "Norsk Ordbog", da de ikke kunne opgive den Forestilling, at den danske Sprogform her er den eneste almeengyldige og altsaa den eneste rette norske. Derfor hersker her da ogsaa en vis Frygt for, at vi let kunde vise dette Folkesprog for megen Opmærksomhed og derved forsømme noget som er mere nødvendigt. Imidlertid pleie dog vore Sprogdommere at faae visse Betænkeligheder, naar de høre en Yttring fra Udlandet om, at vi just her have et Sprog, som fortjente en større Opmærksomhed; og derfor har jeg da ogsaa ofte ønsket, at en eller anden af de tydske Sprogmænd vilde foretage sig at betragte vore nordiske Sprogforholde og yttre sin Mening derom. Dersom en saadan udenforstaaende Sprogkjender vilde sige et godt Ord om vort gamle Landssprog, vilde dette her gjøre en bedre Virkning, end alt hvad vi Indfødte kunne sige. Da det maaskee kan synes besynderligt, at min Ordbog ikke har nogen Henviisning til Grimms Ordbog, maa jeg her tilføie nogle Ord om Grunden dertil. Da jeg begyndte Arbeidet paa min Ordbog, var kun en liden Deel af Grimms Værk udkommen; og jeg frygtede da for, at de følgende Dele af dette store Værk vilde komme saa seent, at jeg ikke kunde komme til at benytte dem. Og da min Bog skulde være saa kortfattet som muligt, maatte jeg ogsaa være sparsom med Henviisninger til nyere Sprogværker, saa at jeg kun enkelte Gange kom til at henvise til saadanne Værker, som allerede vare færdige og afsluttede. Saaledes har det da hændt, at jeg nogle Gange har kommet til at henvise til et Par andre Ordbøger og ligesaa til Grimms Grammatik, men derimod ikke til hans Ordbog, skjønt det dog var denne, som jeg helst vilde henvise til.
 
Imidlertid har jeg da seet og benyttet samtlige udkomne Dele af dette Værk, og skjønt jeg kun har havt Tid til et flygtigt Gjennemsyn, har jeg dog overalt fundet stor Oplysning. Med mest Opmærksomhed har jeg seet efter alle Sammenstillinger med de nordiske Sprog, og det har da ogsaa været mig en stor Glæde at see de norske Ord saaledes benyttede som i de af Dem bearbeidede Dele af dette Værk, idet vore hjemlige Ord og Former endelig her ere komne i en rigtig Sammenstilling mod de tilsvarende Former i de beslægtede Sprog. Paa et enkelt Sted forekom der mig at være en Feil i Sammenstillingen, nemlig ved "Krausbrot" (V, 2090); men maaskee er det jeg selv, som har opfattet Sammenhængen feilagtigt.
 
Jeg har det Haab, at dette Exempel for Eftertiden ogsaa vil blive fulgt af andre Forfattere, som have Anledning til en Sammenstilling af samtlige germaniske Sprogformer. Og derfor anseer jeg det nu som en Lykke, at jeg endelig blev færdig med min nye Ordbog, hvori Ordforraadet baade er meget større og tillige bedre opstillet end i den foregaaende Udgave.
 
Jeg takker meget for de tilsendte Hefter; men jeg var ogsaa næsten bange for at modtage en saa stor Gave, da De formodentlig ikke kunde have noget stort Forraad at tage af. Her hos os er det sædvanlig saa, at en Forfatter ikke har ret mange Expl. at raade over.
 
Til Slutning maa jeg bede undskyldt, at jeg skriver dette Brev paa Dansk. At læse Tydsk falder mig let, men at skrive det vilde vistnok falde mig vanskeligt, saa at jeg maaskee da blev mindre forstaaelig. Og saa ser jeg da, at De forstaar vore nordiske Sprog saa godt, at dette formodentlig ikke vil volde Dem noget Besvær.
 
Christiania den 24de Januar 1874.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt eit utkast. - /Dr./ - /Jeg .... siden/ ~ [hkl ÷] - i al .... [etc.] ~ [i m.:] /da De i al d. T. ikke har/ - /bestandig/ ~ stadig - /til .... Tid/ -  seet - /mange/ ~ - [Fremtiden.<] ~ Fremtiden, - /Og .... mange,/ ~ mange, - /kunne/ ~ ville - /rette norske./ ~ - /Imidlertid .... en større/ ~ - /ofte/ ~ længe - /Dersom .... sige./ ~  saa at /jeg/ - /flygtigt/ ~ - /Paa . feilagtigt/ - /en .... af/ ~ - /som/ ~ - /baade/ - /da De .... over./ ~ [hkl ÷]
 
- I utkastet er sume bolkar meir utførlege, og m. a. står her: «En Stræben efter at bringe Almuens Sprog til Ære betragtes her mest som et Slags Opstand. Man har engang vant sig til at betragte Folkesproget som en Antikvitet, maaskee nyttig til historisk Oplysning, men ellers uden praktisk Betydning, uden forsaavidt man deraf kunde optage et eller andet Ord i den danske Sprogform, som forøvrigt her skulde ansees som det rette Norske. Jeg har saaledes allerede vakt Anstød ved Titlerne Norsk Gram. og N. Ordbog, da det her kom i en anden Betydning, end man før havde tænkt sig. Rigtignok ere her nu nogle som betragte Sagen paa en ganske anden Maade, men disse Folk høre til de stille i Landet, og befatte sig ikke med at skrive om saadanne Ting, medens derimod det danske Partie er des mere virksomt i allehaande Blade og Skrifter.»
 
- I brev frå Leipzig, 1. jan. 1871 [skal vera 1872] skriv R. H.: «Hochgeehrter Herr College, Denn so darf ich Sie doch anreden und begrüssen, da wir beide in germanischer Lexicographie mit Kopf und Herz und Hand beschaftigt sind. Zugleich mit dem Grusse spreche ich meine Freude aus, Ihnen so personlich nähe zu treten. Als ich noch der Corrector war an Grimms Wörterbuche, wehte mich das Aasen, das da von J. Grimm dann und wann erschien, ganz eigenthümlich an, wie aus einer nebelhaften aber geheimnisvoll schönen ungeheuren Ferne her, denn alles Norwegische weht ein empfindendes germanisches Gemuth hier im germ. Binnenlande tief drinnen in solcher Weise an, wie fremd und fern und doch zug­leich ahnungsvoll vertraut und verwandt. Als ich dann selber als Fortsetzer an das Deutsche Worterbuch kam, da bekam ich denn glücklicher Weise Sie selber (ich darf doch so sagen) in die Hand, denn glücklicher Weise hatte Prof. Möbius, der damals noch hier war, ein Exemplar im Besitz, das einzige, das in Leipzig vorhanden war! Und als Möbius dann nach Kiel kam, nahm er's zwar mit, schickte es mir aber bald wieder, da er auf der dortigen Universitätsbibliothek eins vorfand und mit seinem guten Herzen meiner Noth gedachte. So mühsam war mir's, der Norwegischen habhaft zu werden, das ich doch für meine Zwecke nicht entbehren kann. Jetzt können Sie wol [!] meine Freude ermessen, als mir im vorigen Jahre auf einmal der neue Aasen durch Ihre und des Verlegers Güte frisch aus Norwegens Luft in die Hand kam. Dass ich so spät danke, beisst mich selber im Gewissen, erklärt sich aber aus schwerem Arbeitsdrange und theilweiser Krankheit. Ich freue mich darauf, Sie nun nach der so wesentlich bereicherten Ausgabe citieren zu können. / Ich könnte Ihnen viel davon reden, wie wichtig und dienlich mir gerade Ihre norwegischen nebst den schwedischen (und englischen, besonders nordenglischen) Mundarten sind, oft genug die wichtigsten Quellen für ein germ. Wort, wo wie so häufig die Denkmaler der Vorzeit einen im Striche lassen. Wie dankbar bin ich Rietz für sein reichhaltiges Buch, und nicht weniger Ihnen. Ich weiss nicht, ob Sie vom Grimmschen Wörterbuche dann und wann Gebrauch machen; aber wenn Sie es thun, müssen Sie schon, wenigstens in meinem Antheile der Arbeit, die Belege meiner Äusserungen gefunden haben.»
 
- R. H. har sendt nokre hefte av Grimms ordbok, og fleire hefte vil han senda seinare [jfr. Lista nr. 415, med dedikasjon frå R. Hildebrand].
 
- Rudolf Hildebrand (1824-1894), frå 1869 professor i Leipzig, medarbeidar i og ei tid hovudredaktør av J. og W. Grimm: «Deutsches Wörterbuch».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009