304 Bladstyret for Andvake, april 1871

Til Redactionen af Bladet Andvake.
 
Af det Nummer af Bladet, som jeg har faaet tilsendt, seer jeg, at der endnu er Adgang til at sige fra, om man vil have Bladet eller ikke, og jeg benytter derfor Leiligheden til at sige, at jeg ikke har Lyst til at have et Blad som er saa vanskeligt at læse og forstaae som dette. Dersom Sproget var en virkelig Dialekt og nøiagtigt skrevet, vilde det dog være til nogen Oplysning baade for mig og flere, men en vilkaarlig Sammenblanding af flere Slags Dialektformer bliver mere til Forvildelse end til Oplysning. Det er let sagt at man skal skrive efter Udtalen, men det er ikke saa let udført; jeg har f. Ex. ikke hørt nogen udtale aristokratiskt, tyranniskt, el. vokaliskt, thi der er mange Slags Udtale, og den almindeligste er ofte den som mindst fortjente at komme i Skrift. Naar vi skulle lære et andet Sprog, pleier man ikke at være saa føielig at kaste alle Former bort forat vi skulle faae det saa meget mere let og mageligt. Bønderne pleie overalt at sige at det [er] mere vanskeligt at læse deres eget Maal end et Bogmaal, og heri have de god Ret. Et Bogmaal skulde netop hjælpe til at støtte og styrke den bedste nationale Udtale, og ikke til at helliggjøre al den Skjødesløshed som Dagligtalen kan tillade sig. Naar man nu vil give efter for den slappeste Dagligtale saa bliver der ingen Adgang til at see Ordenes rette Form, og tilsidst bliver der heller ingen Regel for Skrivemaaden; man vil altid komme til at vakle imellem to eller flere Maader. Den ene vil skrive "hava trutt, stridt, kjent og dømt", den anden vil skrive hava trudd, stridd, kjend og dømd (saaledes som her i Bladet). Den ene vil skrive: dæ, mæ, au efter Udtalen, den anden: de, me, aug efter egen Smag og Behag. Den ene vil have: Hestar, Gutar, Dagar; en anden som har hørt at Sproget skal være "vokaliskt", vil have Hesta, Guta, Daga. Og paa en anden Side vil ogsaa Læseren staae forlegen, f. Ex. med Formen "kasta" som kan betyde baade kastar, kastade og kastat; eller ligesaa med Ordene "me" og "de", som kunne betyde mangt andet, end det som er tilsigtet. Det vil da ikke vare underligt, om Læseren synes, at den danske Form var meget bedre. Thi det er da ogsaa en bekjendt Sag, at Folk i andre Lande have en ligesaa skjødesløs Udtale som her; men alligevel finde [de] det dog nødvendigt at lære en fuldkomnere Form til skriftlig Brug, og til denne Form pleie de da ogsaa at holde sig i Læsningen om ikke just i Dagligtalen; thi den Paastand at visse Bogstaver ikke skulle udtales i Læsningen er nok bare en Skolemesterregel, som ialfald ikke kan have stor Gyldighed for de nordiske Sprog.
 
Men i Følge med den omtalte Vanskelighed for Læseren er der ogsaa en anden og større Skade, nemlig den, at med en slig omskiftelig Sprogform kunne Folk aldrig faae noget sikkert Begreb om et nationalt Sprog. Det er dog den første og simpleste Fordring til ethvert Bogmaal, at det altid skal vise sig i samme Form, og at Ordene skulle see ligedan ud i den ene Bog som i den anden, og i det ene Aar som i det andet. Var ikke dette, saa kunde vi ikke engang lære at læse og endnu mindre at forstaae noget Sprog tilgavns. Naar man nu tvertimod vil splitte Sproget i flere Dialektformer, saa betager man Folket alt Haab om at komme tilrette dermed og virker saaledes netop til at gjøre den hele Stræben forhadt og modbydelig. Og dette vil da ogsaa være til stor Glæde for Sprogets Foragtere, som deri netop see sit bedste Ønske opfyldt; thi de ville derved faae saa gode Vaaben i Hænde, at det ikke længere nytter at forsvare det saakaldte Maalstræv. De ville ingen Forskjel gjøre paa nyt eller gammelt Maalstræv, men give os alle lige Deel af Spot og Fornærmelser, og saa maa de uskyldige lide for de skyldige og tie stille til alle Fornærmelser.
 
Dette er naturligviis ikke noget hyggeligt for os, som have været med fra Begyndelsen og staaet imod alle Stød, fordi vi vidste, at vi havde en Sag, som kunde forsvares med al Ærlighed, saalænge som den ikke blev forfusket af dens egne Venner. Vi troede da ogsaa, at vi nu af den lange Erfaring skulde vide nogenlunde Besked om, hvad Fremgangsmaade, som her var den retteste; thi man maa dog have lært mere paa 30 Aar end paa 3 Aar. Jeg tør tillade mig at bemærke, at den Fremstilling af Sprogsagens Historie, som staar at læse i dette Blad, ikke er saa ganske paalidelig. Det er ikke rigtigt at den saakaldte "gamle Form" var rettet efter Svensk og Dansk; den var netop rettet efter de bedste norske Dialekter og dernæst efter Gammel Norsk. Heller ikke er det rigtigt, at det var skandinaviske Tanker, som ledede mig til at opstille en "Normalform", og at jeg i dette Stykke maatte "give efter for Tiden". Forholdet er omtrent det modsatte. I mine første Forsøg brugte jeg kun et Slags Fælles Dialekt efter den almindeligste Udtale; men jo mere jeg satte mig ind i Sagen, des mere fandt jeg, at det var meget uheldigt at opstille en ny Dialektform, som stod langt under Svensk og Dansk, uagtet dog den svenske og danske Dagligtale er lige saa slusket som vor egen. Den eneste rette Maade maatte her blive at opstille den ældste eller fuldkomneste Form og ikke den almindeligste; og naar jeg nu besluttede mig dertil, saa var dette just ikke at give efter for Tiden, men hellere at stille sig imod Tiden. Der var vel et Par Sprogmænd, som samtykkede deri, men forøvrigt var hele Hoben imod, og dette viste sig da ogsaa tydeligt nok i de mange hidsige Angreb og i al den Tale om at opfinde eller lave eller skabe et ny Sprog. Jeg blev rigtignok staaende længe alene om Forsvaret, men havde dog senere den Fornøielse, at nogle af de kyndigste Mænd gave min Plan sit Bifald og sagde, at saa omtrent burde det være.
 
At det nu igjen skulde være Tid til at gjøre et voldsomt Spring tilbage til Dialektformen, kan jeg ikke forstaae, og heller ikke veed jeg hvad for mærkelige Opdagelser det er, som nu have givet Anledning til at fordømme det gamle System som "aristokratiskt og tyranniskt og attaat unationalt" eller til en slig sikker Forhaabning om, at vi som holde paa det gamle, skulle snart komme efter og gaae over til den nye Form. Dette er jo reent en aabenbar Krigserklæring, som vistnok vil være til stor Glæde for alle vore gamle Modstandere, men som dog ikke vil bringe os til Overgivelse endda. Den nye Modstand kan nok hindre os i at forsvare Sprogsagen mod de gamle Modstandere, men den kan ikke hindre os i at arbeide for den efter samme Plan som forhen. Det kan nok være muligt, at en saadan regelløs Dialektform kan finde en Deel Tilhængere, især af unge varmblodige Folk, som ville meget og vide lidet; men selv om Tallet paa disse Tilhængere skulde blive noget stort, venter jeg dog at de som forstaae Tingen bedst, ville være lidt uvillige til saaledes at lade sig omdrive af ethvert Lærdoms Veir. Jeg for min Deel agter ikke at løbe over eller at gjøre flere Indrømmelser end som ere gjorte forhen. Jeg finder ikke, at det nu er nogen "Ti" for et Blad at skifte sit Sprog; derimod finder jeg, at det vilde engang være Tid til at rette noget paa endeel slemme Sprogbommerter og unorske Udtryksmaader, som i den sidste Tid synes at have vundet meget Indpas; det vilde ialfald være mere nødvendigt end at studere paa hvad Sprogform der skulde være bekvemmest for alle de Fuskere, som kunne faae det Indfald at ville skrive i et Sprog, som de endnu ikke have lært.  
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd i NFS Aasen, pk. 7,3. - /jeg har .... vokalisk,/ - /som mindst .... mageligt/ ~ daarligste. - [Bogmaal<] ~ Bogmål skulde - kastat; /eller/ ligesaa - /Der var .... og dette/ ~ Dette -  af de kyndigste Mænd ~ flere kyndige M./ - / mod .... Modstandere/ - /som i .... Indpas;/
 
- «Andvake. Trie Aargangen av «Svein Urædd» [bladstyre: Steinar Schjøtt og Werner Werenskiold], nr. 1-24, 7. jan. til 17. juni 1871. Den 1. mars betalte I. Aa. bladpengane og den 29. april sa han bladet opp. Nokre oppteikningar «Af Bladet Andvake» (ms. NFS Aasen, pk. 13,16) byggjer på ei gjennomgåing av nr. 1 til 8 (25. febr.), og inneheld merknader til «Fusk i Paastanden», «Fusk i Ord og Udtryk» og «Fusk i Formerne». I. Aa.s brev byggjer delvis på dette. Program­artikkelen til «Andvake», i nr. 1-2 (oppattprenta i «Norsk Folkemål», 1953, s. 95-102) som I. Aa. polemiserer imot, er truleg skriven av S. Schjøtt.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009