267 Anders Reitan, 11.8.1865

                                                                                                    August 1865.
 
Til Hr. A. Reitan.
 
De har allerede maattet vente længe paa et Svar paa Deres Brev; thi da Brevet kom hertil, var jeg ude paa en Reise i Sætersdalen, og siden jeg kom tilbage, har der ogsaa været visse store Forhindringer, saa at jeg først nu kunde tage fat paa Tingen for Alvor. Jeg tør saaledes ikke gjøre nogen lang Indledning, men vil heller strax opsætte de Bemærkninger, som kunde være at gjøre ved de tilsendte Sange.
 
1. Syngarhelsing, i Landsmaal egentl. Syngjarhelsing, dog kunde Songarhelsing ogsaa gaae an. 1ste V. Bringa, f. skulde egentlig have Fleertal Bringor; men saa er der ogsaa et "Bring", m. og dette har da Fl. Bringar, som her staar. "Liden" skulde efter den vedtagne Skrivning hedde Lidi, dog er det ikke saa nøie med dette. "alle Fuglan prisar", bedre: alle Fuglar prisa (el. lova). Sidste Linie egentl.: Tusund Harpor klinga, (Ental klinger eller kling). 2. V. "Sinne" er et nyere Ord, men her vanskeligt at undgaae. "rinne" egentl. "rinna" (renna). "Til dei gamle's Minne", maaskee: til eit Fedra-Minne, el. Ættarminne. Ved 3die Vers er meget at anmærke. Indholdet synes mig vel stærkt, især Yttringen om Asatiden (Aasatidi) og Balders Baal, da man derved kommer for langt bort i det uvisse hvor hverken Tid eller Sted kan bestemmes. Ordet Sìd (Skik) rimer ikke godt med "Tid". (Jeg skriver Sed). Tid og Lid kunde godt sættes i Dativ plur. Tidom, Lidom naar man bare ogsaa havde et tredie Riimord (f. Ex. Ridom, Sidom, Stridom). Men maaskee agter De at udelade eller omarbeide Verset. - I 4de Vers mærkes: "Valder Jættar Gru og Harm" maaskee: Valdar Jøtlar (el. Jøtlom) Gruv og Harm. "Jætte" er nemlig den svenske og danske Form for Jøtun, som nu hos os hedder Jøtul (Jutul, Jutel). Ellers kunde "Tussar" bruges i samme Mening. Nogle smaa Bogstav-Rettelser ere tilføiede i Haandskriftet.
 
2. Hausten. 1 V. inkje meire (skulde hedde: meir), maaskee: lenger. 2 V. reid, kunde maaskee skrives: vreid. - 3, laangt, egentl. lognt. 4de "fjærni" skulde egentlig hedde "fjerre", men saa bliver der Vanskelighed med Rimet. 5te "Taav Jetarlur": av Gjætarlur. "Med Syt og Graat" synes ikke ganske at passe. Maaskee kunde i anden Linie staae "Klang" (for Laat) og i 4de Linie "Band og Tvang", el. noget lignende. Smaa Rettelser som: andar, bleiknar, varmar &c. ere tilførte.
 
Ved de følgende Sange, som ere i Dialekt, tør jeg ikke gjøre saa store Bemærkninger; thi her veed De naturligviis selv bedre Besked. Dog kan der være enkelte Punkter at nævne.
 
3. Bondesong. Formen: "Bonsong" synes noget uforstaaelig. Det er et Spørgsmaal om der skulde skrives "eg" eller "e". "mæt" (i 2det Vers) burde skrives "mett", da der er et andet Ord, som virkelig hedder "mæt" (dvs. værdig, værd at agte). - Ordet "levvi" (3die V. 3. L.) synes at staae som Inf.; skulde det ikke egentlig være Ind. Præs. (lever)? - Mønan (4de V.) mon ikke Mønnan. - "rønnes" ( 5te V.) mon ikke røne. erbe (V. 6), maaskee tydeligere: erbe', erbe'e. Kjæft (V. 7) vil maaskee synes mindre bekvemt, da der nemlig tales om Uld. 8de Vers (Me bytte Bu &c.) kunde maaskee udelades. Især har jeg noget imod Linierne "E Hop som Hop i Handel" og "Vor skrøpelege Vandel", da Udtrykket er altfor fremmedt. Formerne: Gaavaa, laavaa, vaattaa, synes mig kunde beholdes da de nemlig høre til dette Maal ligesom ogsaa til flere Naboedialekter.
 
4. Heimen. - ruvin (V. 2); bruges denne Form virkelig ogsaa i Fleertal? - dugges (V. 3, L. 4), mon ikke: dogges? "De klang so blaut" (4. V.), mon ikke hellere mjukt (lint, mildt) ? skjønna (i næste Linie), mon ikke skjøna? "Gavann" (5) Gaavaan? Fryt (6. V.) er noget fremmedt, mon ikke hellere Lyst. - "venne" (7. V.), tydeligere: vende. feld (V. 8) = fell. (gjeld, er derimod ret). Slægt (V. 9), er et nyere Ord (= Ætt), men saaledes er ogs. vanslægte. "I Haugom stor og høg og breid". (V. 11); disse Fleertal af Adj. ere for fremmede noget forvildende. Eplann (11), hedder det ikke Epla? "feld", fell. Haap er et nyt Ord (Jf. Von). "te Ands og Hjartes"; disse Genitivformer maa være nyere tilkomne. Omskifting (V. 13) kunde maaskee ombyttes med et kortere Ord (f.Ex. Vending), da nemlig de længere og kunstigere Ord gjøre Stilen noget mat og upoetisk.
 
5. Litle Bekken min.- Bæk (V. 1), tydeligere Bekk. "at", bedre: att. (Du kjenne me fill att). "Bytte" (V. 4); hedder det ikke Byte? - "Aue bli vaadt" (V. 5), Auge bli vaatt? Dersom Formen "bi" for bli (blive) skulde findes i Holtaalen (ligesom i Tønsæt), burde denne netop bruges; denne Form er mærkelig nok, da den maaskee støtter sig til det norske bida (være), snarere end til det fremmede blive, eg entligT. belifen, beliben).
 
Bygdemaalene paa Røros-kanten og flere af vore østligste Egne have rigtignok nærmet sig noget til Dansk og afveget meget fra den gamle norske Form, især ved de mange Endelser paa e (og er), som ere saa meget mere besynderlige, som man just skulde vente, at det nærmere Bekjendtskab med Svensken skulde netop her have virket til at bevare de gamle Former med "a" og "ar". Men alligevel have dog disse Maal ogsaa sine Dyder, naar de kun tages noget selvstændigt, saa at Udtrykket og Skrivemaaden ikke lempes for meget efter Dansken. Af denne Grund er det at jeg (maaskee med Uret) har yttret Tvivl om enkelte Former (som: Bytte, Gave, skjønne, dugges), da det i slige Tilfælde foresvæver mig, at der maaskee kunde være en anden Form, og isaafald burde da denne bruges. Det er nemlig altid saa fristende at bruge den Form, som er bekjendt af Bogmaalet. De mange Oversættelser, som Hr. Sundt for et Par Aar siden lod trykke i Folkevennen, vare for en stor Deel fordærvede ved en saadan Tillæmpning efter Dansk, og dette maa vistnok gjøre en skadelig Virkning. For det første bliver Almuesprogets rette og gode Form derved fordulgt, saa den ikke rigtig kommer for Dagen; for det andet faae Folk deraf det Indtryk, at Norsk og Dansk er egentlig det samme. Thi Folk, som ringeagte baade Almuen og Sproget, staae altid færdig til at benytte sig heraf. "See der kan man see," sige de, "naar det kommer til Prøven, saa taler Almuen ligedan som vi, og alt dette Snak om et eget Sprog er bare en Grille." Og dog er der alligevel en dygtig stor Kløft imellem norsk og dansk Udtryksmaade, saa at et skrevet Stykke, som er noget rigt udstyret med ægte norske Udtryk, ikke vil blive saa ganske let at oversætte paa Dansk. Det faar jeg, min Stakkel, bekjende, som skal sidde her og skrive Forklaringer over alle saadanne Udtryk og ofte er aldeles opraadt for en tilstrækkelig Forklaring paa Dansk.
 
Deres Ønske om en Sang om Modersmaalet finder jeg meget naturligt. Jeg vilde ogsaa ønske, at vi havde en saadan Sang af allerbedste Slag; maaskee har jeg endog selv ogsaa tænkt at gjøre et lidet Forsøg; men der [er] ikke blevet noget af det; og nu falder det mig altid vanskeligt at faae noget Vers i Stand, deels fordi at Tanken ikke vil strømme rigtigt til, og deels fordi jeg er bleven meget kræsen baade om Formen og Indholdet, saa jeg aldrig bliver fornøiet med mine Forsøg. For Øieblikket kan jeg altsaa ikke gjøre noget ved Tingen, og hvad der kan hænde senere, er ogsaa noget uvisst.
 
Og hermed sender jeg da de tilsendte Stykker tilbage og beder om Undskyldning for den Frihed, hvormed jeg har behandlet Tingen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt ymse oppteikningar (utdrag frå A. R.s ms. står på kladd til «Bemærkninger» under Br. nr. 276). - /store/ - /hvor .. bestemmes/ ~ - Valdar ~ [uviss lesemåte, kan og vera: velder] - dette Maal ~ [fyrst utstroke:] - /paa Røros-kanten/ ~ i Østerdalen - /noget/ ~ meget - /meget/ - /tilstrækkelig/ ~ sømmelig - [allerbedste<] ~ allerbeste - /endog selv/ - /til/ - /meget/ 
 
- Saman med brev, 21. juni 1865, sender A. R. ms. til nokre songar på «Dialekt og Landsmaal» som han bed I. Aa. retta. Til ei ny utg. av «Salmer og Sange» [1863, ny utg. kom ikkje] bed han om ein «Sang af Dem om Modersmaalet skrevet i«Landsmaalet» til en bekjendt Melodi».
 
- Sjå elles Br. nr. 209 og Br. nr. 219 med merknader, og «Årbok for Glåmdalen», 1958.
 
- Sange] er med i «Fjeld-Ljom», 1866 (2. utg. 1923), nr. 50, 54, 45 [ei eldre forming i FV 1856, s. 24-25], 44 og 52. A. R. rettar seg ikkje alltid etter I. Aa., held på si eiga rettskriving (dejm, ej, sit, Høgdir, Foglann, Kværni, Kua m. m.)
 
- Over­sættelser] i FV 1862, s. 66-69, 193-196, og s. 566 ff. (jfr. merknad til Br. nr. 239), 1863, s. 92-99, 515-527.
 
- Sang om Modersmaalet] jfr. «Gud han gav oss Maal og Mæle» av A. R. i «Fjeld-Ljom» nr. 40, som truleg vart skriven då I. Aa ikkje kunne (jfr. nr. 41 som truleg er ein eldre skriftmålsversjon). «Maalet hennar Mor» vart skriven ved juletider 1866 (prenta i «Den norske Folkeskole», 1867 3 R., 2. årg., s. 273, 28. febr.).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009