266 Jon Ivarson Aasen, 30.5.1865

                                                                                                    30te Mai 1865.
Til Jon Aasen.
 
Jeg faar nu ikke længere forsømme at skrive dig til og takke for det meget kjærkomne Brev, som jeg nylig fik fra dig. Det er nu meget længe siden jeg skrev til dig, og heller ikke har her været nogen Leilighed til at sende nogen mundtlig Hilsning, siden i Fjor da Storthingsmændene var her. Rigtignok har jeg ikke havt noget stort at skrive om, men alligevel har jeg dog ofte tænkt derpaa; imidlertid har jeg havt saa meget andet at skrive, at jeg ikke har givet mig Tid til at skrive noget Brev; og besynderligt nok er det netop Brevskrivning, som falder mig mest besværlig af al Slags Skrivning, og som jeg derfor oftest forsømmer.
 
Det var mig en stor Fornøielse at høre om de gode Forandringer, som ere paatænkte iblandt vore Paarørende, og jeg skulde da ogsaa nu have god Lyst til at gjøre et Besøg i Hjembygden; men det vil dog vanskelig kunne lave sig saaledes. Forsaavidt jeg kan slippe bort fra mine langvarige Arbeider, faar jeg maaskee først gjøre en liden Reise paa Sydkanten, blandt andet i Telemarken, for at samle flere Oplysninger om de Ting, som høre til min egentlige Bestilling. Dette Stræv med Forklaringen af Landets Sprog er et Arbeide, som der ikke er nogen Ende paa. Naar jeg engang har faaet en Samling saaledes gjennemarbeidet, at den kan udgives i en Bog, saa kommer der efterhaanden saa mange nye Oplysninger til, at jeg bliver nødt til at gjøre det hele Arbeide om igjen, hvis der skal blive rigtig Skik paa det. Nu er der ogsaa en stor Fremgang med Sprogvidenskaben i andre Lande, saasom f. Ex. i Sverige, Danmark og Tydskland, saa at der udgives adskillige lærde og grundige Sprogværker, og især har man i senere Tider begyndt at lægge særdeles Mærke til Almuens Talebrug og samle nyttige Oplysninger deraf. Her hos os er der endnu saa god Sprogskik hos Almuen, at den meget vel kan taale en Sammenligning med Brugen i vore Nabolande; men saa gjælder det om, at alt dette bliver saa vel fremstillet og forklaret, at Folk maa skjønne det, og at især vore egne Stormænd kunne see at Almuens Sprog ikke er saa foragteligt, som de have meent. Derfor er det, at en Beskrivelse af Landets Talebrug bør være meget omhyggelig og vel udført, og derfor er det ogsaa, at disse Arbeider gaae saa utrolig seent. I forrige Aar blev jeg endelig færdig med en ny Udgave af min Grammatik eller Sproglære, og saa maatte jeg begynde paa en ny Udgave af min Ordbog, og dette Arbeide vilde da endnu kræve en to - tre Aar og kanskee mere, saa at det kommer an paa et langt Liv, om jeg skal faae udrettet noget mere af alt det som jeg havde tænkt paa. Jeg er ofte ærgerlig over, at jeg saaledes skal bruge al min Tid til saadanne store Skrifter som kun blive læste af nogle faa Folk, som have god Tid og mange Penge; da jeg derimod havde større Lyst til at skrive adskillige Smaabøger, som kunde være til Oplysning og Fornøielse for Almuesfolk; men det gaar nu saa, at man først og fremst faar drive paa [med] det, som er det nødvendigste og som man egentlig er paalagt at gjøre.
 
Jeg har tænkt paa dette, som du har nævnt i Brevet, nemlig om jeg kunde sende en liden Sang til den omtalte Leilighed; men jeg troer aldrig, at jeg vilde være i Stand til at gjøre noget sligt, som kunde due noget. Det er nu mange Aar, siden jeg drev paa slige Ting; i den senere Tid har jeg kun skrevet nogle Vers i Landsmaalet, dette har jeg da ofte faaet Utak for, da der er saa mange Folk, som bare gjør Nar af slige Forsøg. Og saa er det ligesom jeg havde tabt Lysten og Evnen til disse Ting, formodentlig fordi jeg altid har havt andre Ting til at tænke paa.
 
Med mine egne Sager staar det lige eens som før, og derfor har jeg da altid saa lidet at skrive om. Jeg holder til i et Leieværelse og betaler 15 Dlr Maaneden for Hus og Mad, og forresten gaar alting sin gamle Gang. Skjønt jeg kunde have udkomme til en liden Bosættelse, er der dog ikke endnu nogen Udsigt dertil, for naar den bedste Tid er gaaen forbi, er det siden vanskeligt at faae noget sligt i Stand. Ellers har jeg været lykkelig med det, at jeg i de senere Aar har været taalelig frisk, og om det end ofte har været et og andet smaat som feilede, saa har jeg dog ikke været syg for Alvor. Især maa jeg takke Gud for, at jeg har været friskere i Hovedet og ikke paa lang Tid har havt saadanne Tilfælde af Forvirring, som jeg forhen mærkede en og anden Gang. Imidlertid taaler jeg ikke nogen stærk Anstrengelse, og især falder det mig besværligt at sidde længe og skrive, da det ikke altid vil taales.
 
Her er nu kun faa Bekjendte fra Søndmør. Den som jeg oftest snakker med, er Joh. Velle, som er Lærer ved en Barneskole her. Saa er her og en anden Bekjendt, nemlig O. V artdalsom har gaaet her længe og skullet studere, men som endnu ikke har kunnet staae sig til Examen, saa han egentlig kun har spildt sin Tid og sat sig i Skyld og Gjeld. Det er ellers hyggeligt, at mine gamle Bekjendte Morits og Ludvig Daae skulle komme igjen til Thinget. Det store nye Thinghuus bliver færdigt til Thinget begynder; men det kan vel være, at Folk vil synes det er for tidligt at tage Huset i Brug til Thinget.
 
Jeg beder at hilse vor Broder Syver og vore andre Paarørende, som ere i Nærheden.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt ein kladd og eit utkast. - /nu/ ~ - /af .... Skrivning/ - faar jeg maaskee ~ [i m.:] /havde jeg tænkt/ - /jeg/ ~ man - /saasom .... saa at [+ etc]/ ~ [hkl ÷] - /og især .... deraf./ ~ [hkl ÷] - /Stormænd/ ~ - /meget/ ~ -/nogle faa/ ~ saadanne - /kunde/ -  dette har - /da ofte .... for/ ~ ikke faaet stor Tak for - /Skjønt .... Stand/
 
- Om tidlegare brevskifte sjå m. a. merknader til Br. nr. 217 og Br. nr. 233.
 
- Den 5. mai 1860 fortel J. I. Aa. bygdenytt. Eldste dtr. hans, Marte Susanne, skal gifta seg med ein gut frå Hareid [Andreas Ellingson Kvamshol] som tener i prestegarden, og han bed I. Aa. hjelpa dei til å festa farsgarden. Sonen Ivar er i Nordland på fiske og fyrarbeid. Pål Hovden skal flytta til Liland i Ofoten. Dei pengane J. I. Aa. i si tid tok mot [jfr. Br. nr. 114 og Br. nr. 115] utgjer no 14 spd.
 
- Den 3. nov. 1861 fortel han ymist bygdenytt. Den 17. mai kom elevane på lærarskulen i Volda saman med styraren [Adam Knudsen], J. Kobberstad, J. Blichfeldt o. fl. på ei vitjing i Aasen-tunet. Dei ropa på Jon som måtte drikka ei skål for broren, og song I. Aa.s songar. J. Kobberstad stod for songen. J. Blich­feldt heldt ein tale. Han mintest at «Iver Aasen sad paa en Tue og vogtede Lam med sin Bog i Haanden og læste, og det nyttede ham saa meget at han nu er blevet til en af de bedste for Norges Vel», og dette kan vera eit føredøme for andre. Dette måtte J. I Aa. skriva. Dei rosa serleg I. Aa.s songar.
 
- Den 17. april fortel J. I. Aa. familienytt, om born og barneborn, og bed I. Aa. dikta ein song til bryllaupet åt sonen, Rasmus.
 
- Sang] I. Aa. vart ved andre høve beden om å skriva songar. Den 20. juli 1857 bad Per Jonson Halkjelsvik og Rasmus Jakobson Vassbotn om I. Aa. ville skriva bryllaupssong til Rasmus Aarflot.
 
- Leieværelse] om I. Aa.s bustader sjå elles dagboka. Frå 1858 til 1880 budde han i Teatergata nr. 6, men flytte då til Holbergsgt. nr. 23 (sjå òg O. Midttun i «Aftenp.» 1956, 20. des.).
 
- Thinghuus] teke i bruk 5. mars 1866.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009