263 Magnus Brostrup Landstad, 19.5.1864

Hr. Landstad.
 
Naar jeg herved skal give et lidet Svar paa Deres seneste Brev, maa jeg først bede om Undskyldning for, at jeg forhen saa længe har forsømt at yttre mig om den her omhandlede Sag. Da Deres Bemærkninger om Salmebogen forledne Aar stod at læse i Morgenbladet, tænkte jeg meget paa at sende Dem nogle Ord, saavel for at udtale min Glæde over, at jeg dog engang fik see et Forsvar for Landssproget, som ogsaa for at nævne et og andet Ord, som maaskee kunde være udeladt, for ikke at benyttes til unødig Tvist af disse Modstandere, som vel ikke kjende meget til Sagen, men dog ere saa mærkværdigt "gløgge" til at finde Feil ved anden Mands Arbeide. Men saa havde jeg forsømt at optegne de Ord, som netop skulde omtales; og da nu disse Stykker kort efter kom ud som en Bog for sig selv, saa tænkte jeg, at nu var det for seent, for nu kunde der ikke gjøres noget ved det. Ved de Modbemærkninger, som senere ere fremkomne, har jeg ogsaa ofte havt Lyst til at skrive noget i et eller andet Blad; især syntes jeg at den stortalende Thesemager, som var ude i Fjor, burde have noget Skrubb, saavel for hans "Theses", som vare opstablede paa et falskt Underlag, som ogsaa for hans fornærmelige Skrivemaade. Men saa havde jeg just holdt paa at skrive saa længe om Sproget, at jeg var baade træt og kjed. De samme Ting skulde nemlig omtales i min nye Grammatik, og der havde jeg da holdt paa i Aar og Dag med Udarbeidelse og Omarbeidelse og ny Omarbeidelse, saa at det ikke saae ud til nogen Ende. Da nu endelig denne Bog var færdig, saa viiste det sig, at der endda var kun lidet gjort, og at det egentlig var en ny Ordbog, som her skulde gjøre det største Slag; og saaledes vidste jeg da ikke af, førend jeg sad nedplumpet i en Masse af Ordsamlinger, og der sidder jeg da endnu. Det seer ud til, at jeg aldrig faar gjøre andet end at skrive Grammatiker og Ordbøger; og da disse Arbeider ere saa godt som endeløse, saa har jeg da altid det samme Tryk paa mig, at jeg nemlig sidder indmuret i en Masse af ugjort Arbeide. Og hertil kommer endelig, at det altid koster mig en besynderlig Anstrengelse at skrive eller sætte noget i Stiil, saa at jeg ogsaa derfor er nødt til at lade mange Ting fare, som jeg ellers kunde have Lyst til at tage fat paa.
 
Rigtig nok er det nu saa, at jeg ikke saa ganske kan gaae ind paa den Plan at optage norske Ord i en dansk Text; men alligevel maa jeg dog for Almuens Skyld ønske, at vore nødvendigste Bøger skulde være saa folkelige og nordiske som muligt. Med sitt fattige Ordforraad og sin stærke Tillempning efter Tydsken er det danske Bogmaal nu blevet temmelig kjælent og kildent, saa at det ikke taaler nogen stærk Opfriskelse; og dette har da ogsaa indvirket paa Opfatningen her i Landet, saa at Folket nu vil hellere taale et Ord med noget fremmed Klang, end et Ord med en særlig norsk Form. Det er saaledes alt for sandsynligt, at Deres Bog for Øieblikket ikke vil vinde den Indgang, som man kunde ønske. Imidlertid vilde jeg dog ikke troe, at det skulde være nødvendigt at gjøre nogen stor Forandring, hvilket nu ogsaa vilde koste meget nyt Arbeide. Især tror jeg, at adskillige ægte danske Former, som findes i de ældre Sange og virkelig ere brugte af Forfatterne selv (f. Ex. af Kingo), burde netop beholdes, om endog en nyere Smag vil kalde dem forældede. Alligevel kan der dog blive nogen Tvivl ved enkelte Former, som, eftersom det synes, ikke have villet rigtig fæste sig i Dansken, saasom: tagde (= taugde, taug), tarv (tørv, tør), vyrdes (= værdes). Ligeledes kan der blive Tvivl ved nogle af de særlig norske Ord, som her ere optagne. Det er besynderligt nok, at endog et meget bekjendt og aldeles upaaklageligt Ord, f.Ex. Ordet "Rid", kan stundom synes at støde i denne Sammenhæng; det forekommer næsten som en liden Knude paa en jævn Traad, og man synes, at der er gjort et lidet Brud paa Sprogets Harmonie, uagtet man vanskelig kan forklare, hvorledes det har sig. Endnu mere mærker man noget sligt, naar de optagne Ord ogsaa have en noget afstikkende Form (f. Ex. "at greide Tankefloker"), uagtet dette i en fuldstændigt norsk Text vilde netop være et ypperlig Udtryk. Det er ærgerligt, at saa skal være; det er harmeligt, at der endda skal være saa liden Adgang til at benytte vore norske Ord; og det er da ogsaa dette, som har drevet baade mig og flere til at forsøge det paa en anden Maade. Vi ville haabe, at der bliver virket for en Vending i Smagen, og at denne Vending ogsaa engang vil komme; men det er bedrøveligt at vide, at det endnu vil vare længe, førend man kan faae Folket til at synge og bede med sin egen Tunge.
 
Hvad jeg ellers ved den ovennævnte Leilighed havde tænkt at bemærke, var især dette, at jeg syntes, at De havde taget det noget vel strengt med de fremmede Ord, og at der var enkelte Ord, som rigtignok nu synes os noget upopulære, men alligevel ikke ere saa ganske fremmede, som de kunde synes. Man kan meget let tage feil af disse Ord, og jeg har selv tildeels været inde paa det samme. Jeg troede f. Ex. længe, at Ordet "Spott" maatte være unorsk; og det er ogsaa besynderligt nok, at dette Ord har netop samme Form her som i Høitydsk, medens andre Ord paa "t" eller "tt" ere afvigende; men alligevel findes dog dette Ord i vort gamle Maal og i ægte norske Skrifter (Kongespeilet 1, 57, 64, 92, 125; Fagerskinna 12, 120; Lovene 2, 413). Ordet "Ansvar" vil nu efter den danske og svenske Skrivemaade let opfattes som et tydsk Ord; alligevel er det dog ikke tydsk, men netop et ægte nordisk Ord, som nemlig skulde skrives med "and" (dvs. imod), altsaa: Modsvar, Tilsvar. Ordene Borgen (opr. Borgun), hemme, nære, Last og laste, Stad, Stand og Tilstand, - maa ogsaa ansees som norske Ord, uagtet de synes tildeels at klinge noget fremmede. Endeel andre Ord, som: fegte, feie, Gjæk, Glands, Held, Middel, slapp, slett (dvs. ganske), stolt, stole, standse, - ere rigtignok tvivlsomme, men synes dog at have en vis Adkomst alligevel. Mange andre ere derimod utvivlsomt fremmede (dvs. unordiske), saasom: Andagt, annamme, Anslag, begjære, begynde, behage, beholde, betragte, foragte, fordærve, forsømme; - og det skulde vist være godt at faae Folk en Smule afvænnede fra Brugen af dem; men alligevel kan det dog for Øieblikket falde noget vanskeligt. Fra "Landsmaalet" bør de rigtignok bortvises; men i den sædvanlige Skrift kan det have sine Ulemper, især i Vers og Sange, hvor Formen er tilvant og ikke let kan forandres.
 
Men det er sandt: hvad jeg her skriver om, er jo kun en liden Deel af Tingen; og hvad De egentlig ønskede, var netop en nærmere Samtale om disse Ting. Det skulde være mig meget fornøieligt, om jeg efter Deres gode Tilbud kunde besøge Dem; men uheldigviis vilde det nu i den nærmeste Tid falde mig vanskeligt at gjøre nogen Reise. Jeg har nu for en Tid holdt paa at slaae sammen mine mange smaae Ordsamlinger til en stor Fællessamling for Oversigtens Skyld; dette Arbeide vil endnu udkræve en Maaneds Tid, og siden faar jeg vel tænke paa en eller anden Reise paa andre Kanter. Men saa er der ogsaa en anden Grund, nemlig den, at naar der bliver Spørgsmaal om Ord og Talemaader, da trænger jeg ofte til at have mine Bøger ved Haanden, og derfor træffer det stundom til, at jeg ikke kan give saa mange Oplysninger paa et andet Sted, som naar jeg er hjemme. Dersom De nu havde noget at reise efter hid til Byen, og De da vilde see ind til mig, da vilde nu dette falde mig beleiligst. Hvis derimod disse Forhandlinger kunde udsættes til længere ud paa Sommeren, kunde det maaskee ogsaa falde mig beleiligt at gjøre en Reise til Sandefjord. Og hermed faar jeg da for denne Gang slutte, idet jeg atter beder om Undskyldning for, at jeg har gjort saa liden Hjælp i denne Sag.
 
Christiania den 19de Mai 1864.
 
I. Aasen.
 
P. S. Mit Opholdssted er som forhen i Theatergaden No 6, Fru Holm's Gaard.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (i ein samlepk. med titel: «Kirkedep. Kontor A. Landstads Salmebok, 1844-1877», siste legg med påskrift: «Udkastets Revision, Bedømmelse af en dertil anordnet Kommission og dets endelige Auktorisation», og lagt saman med brev frå M. B. L. til KD 25. mars 1865 [sjå nedanfor]. I. Aa.s brev er før Prenta ved A. Skrondal i «Norvegia Sacra 1932», 1937, s. 141-143), omframt ein kladd og eit utkast (i NFS Aasen, pk. 5,12) og elles ymse oppteikningar. Den 30. april 1864 skreiv M. B. L. til I. Aa.:
 
- «De ved, Høistærede, at der har reist sig mange Klager over, at jeg i mit udkast til Psalmebog har af og til nyttet Ord og Udtryk af Folkesproget. Jeg har søgt at forsvare dette saa godt jeg kunde, men Klagerne vedblive, og Kirkedepar­tementet har henstillet til mig at gjennemgaa Udkastet og foretage Rettelser i denne Henseende, da man vilde anse det beklageligt, om denne mindre væsent­lige Omstændighed skulde lægge Hindringer i Veien for Psalmebogens Indførelse. Nu nægter jeg ikke, at jeg stundom kan have være noget dristig, og saa nødig jeg vilde, tror jeg dog at jeg for Bogens Skyld bør give efter og foretage et Gjennemsyn for at faa bort de værste «anstødeligste» Udtryk. Men jeg er bange for, at jeg ikke veed at træffe hvad der med Hensyn til Sproget nu kan tilfreds­stille de «Dannedes» Fordringer, hvad der kan taales eller ikke. Desuden er jeg, som De veed, paa den anden Side ikke saaledes hjemme i Folkesproget at jeg sakte let kan feile i derfra hentede Former og deslige. Jeg vilde derfor gjerne i dette Revisionsarbeide, især forsaavidt Sproget angaar, have Hjælp og Raadførsel Og nu er jeg saa fri, at spørge Dem, Høistærede, om De vilde bistaa mig heri gjennemgaa Udkastet med mig og hjælpe til med Raad og Daad. Det vilde for Sagen være en stor Betryggelse. I saa Tilfælde vilde det være mig kjært, om De nu i Sommer - helst i næste (Mai) Maaned vilde gjøre en Reise hid [Sandefjord] og være min Gjæst i en 8 Dages Tid - eller hvad der nu kunde behøves, da vi saa kunde stelle lidt med Sproget og sage af nogle Kvister, som man snubler i. Skulde De ikke kunne komme fra Kristiania, men være villig til derinde at fore­tage denne Gjennemgaaelse med mig, faar jeg se til at komme derind, naar De vil have den Godhed at sige mig, naar det kunde være Dem beleilig. Vær saa snild at tænke herpaa og give mig Svar snarest mulig.» 
 
- I sine meldingar til KD er M. B. L. ofte inne på målføringa i salmebokframlegget, t. d. 14. sept. 1864 der han seier at han ikkje berre har fått kritikk men òg ros. «Misnøien med Sproget har jeg derfor ikke kunnet antage for at være saa udbredt, at den virkelig skulde blive en Hindring for Bogens Benyttelse i vor Landskirke, al den Stund jeg derhos maa anse den for ugrundet og som saadan at være forbigiaaende.» 
 
- Då M. B. L. sende inn til KD det reviderte salmebokframlegget skreiv han 25. mars 1865, m. a.: «Jeg skal derhos ikke undlade at bemærke, at efter min Anmodning har Sprogmanden Hr. Ivar Aasen havt den Godhed Blad for Blad at gjennemgaa Salmebogen med mig væsentlig i den Hensigt at sikre for Feiltagelse med Hensyn til Ord og Ordformer. Af ham har jeg modtaget mange Vink og Oplysninger, der ere komne Salmesamlingen til Nytte. For at forebygge en mulig Frygt for at Sproget ved denne Mands Bistand skulde faa en Retning modsat den tilsigtede, tillader jeg mig at vedlægge et privat Brev fra ham til mig af 19de Mai f. A., hvoraf vil sees, at hans Anskuelser i denne Henseende ere moderate og falde sammen med, hvad der vel maa antages at være de almindelige.« [jfr. elles «Norvegia Sacra» 1932, s. 140 ff.]. 
 
- Bemærkninger] Mbl. 1862 i ymse nr. frå 97 til 201 (prenta i «Om Salmesagen« s. å.). Om salmebokstriden sjå elles [J. N. Skaar i] Mbl. 1861, nr. 256-91, 1862 nr. 327 ff., 1871 nr. 65 ff., «Norsk Kirketidende», VII, 1862 nr. 9 og 13.
 
- Sjå elles innlegg i Mbl. 1861 nr. 270, 1863 nr. 170, 197, 208, 213 (M. B. L.), 249, 337 og 1865 nr. 86, «Lørdags Aftenblad» 1862 nr. 10, 1864 nr. 21, 1865 nr. 42, «Dølen» 1862 nr. 9 (jfr. Drammens Tid. 1852 nr. 69), «Kristians Amts­tidende» 1871 nr. 20, «Fædrelandet» 1871 nr. 10 o. fl. stader. Sjå òg L. Daae: «Politiske dagbøker og minner», bd. 1, s. 256, og merknader til Br. nr. 198 og Br. nr. 221.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009