261 Martin Arnesen, 26.3.1864

                                                                                                26de Marts 1864.
 
Til Hr. M. Arnesen.
 
Det har været mig en Fornøielse at læse den tilsendte Afhandling; og jeg vilde kun ønske, at jeg havde havt den for mig noget tidligere da jeg derved havde kommet til at gjøre en Forbedring i min nye Grammatik ved en udførligere Fremstilling af de Adverbier som have Endelsen "es", og som jeg kun har omtalt meget kort og ufuldstændigt. Den Anmærkning i min Ordbog, at Formen "leides" kunde henføres til et afledet Leide, n., var kun en Formodning, som jeg ikke længere holder paa. Ordene med "leides" maa nemlig betragtes i Sammenhæng med de øvrige Ord, som faae Endelsen "es", og som dannes ligesaa vel af Femininer som af andre Ord, saasom: baklides, jamsides, samstundes, avhendes, rettsøles, andbæres, unøydes, bakeggjes. Jf. innbyrdes, middypes, innhyses, andhæres, andføttes, midstrøymes.
 
Adverbierne paa "leides" dele sig efter min Opfatning i to forskjellige Rækker; den første omfatter dem, som sammensættes med reent Adj., Subst. eller Stedsadverb, altsaa: bein(leides), rak, rett, mid, lang; - land, sjo, hav, fjell, skog, mark, - heim, bak, fram, nord, sud?, ut, inn, av, aa, eftir (Isl.). I anden Række komme: alle(leides), mange, ein, ingi, nokor, ander, same, (Sv.) æfven, (D.) lige, hvilke; - kor, so, þá. I første Række er Formen klar og tydelig ligesom Betydningen; i anden Række ere derimod mange Besynderligheder; især vil Adjektivets Form i Sammensætningen blive meget tvivlsom og vaklende. Jeg kommer til at blive meget brydd med disse Ord i min paatænkte nye Ordbog, da det ikke er let at vide hvad man skal gjøre med slige uformelige Figurer som: anderleides (ann'rleids) og ingileids. Bekvemmest var det vistnok at betragte dem som nye og forvanskede Former i Stedet for: onnor Leid, ingi Leid, alla Leider, manga Leider; og mærkelig nok blive de ogsaa paa nogle Steder adskilt fra de øvrige Ord ved en egen Form; saaledes i Hallingdal og Valders: andelein, mangelein, nokolein, korlein, solein, hvad enten nu det tilkomne "n" skal opfattes som en Fleertal Dativform eller som en egen Partikel (na, ne), som paa andre Steder endog bliver tilhængt efter "s": soleisinne, korleisinne, nokoleisinne. Blandt andre besynderlige Afvigelser forekommer nok ogsaa en Form med "st" (saa-lest, korlest), og det er altsaa meget rimeligt at Formen "einslest" (som De har bemærket) kan svare til det danske "eneledes"; men imidlertid findes det ogsaa i Formen: einslestom, som atter er noget uforklarlig. Og hertil kommer, at der ogsaa findes et mere almindeligt "eileis" og eikorleis med en anden Betydning (nogenledes, paa een eller anden Maade), som netop skulde udtrykkes ved "ei Leid, el. eikor Leid".
 
Deres Opfatning af Formerne: aldeles, fremdeles og særdeles har meget for sig. Ved det ene Ord (fremdeles) er det nok ogsaa fuldkommen sikkert, at det er opkommet af framleides; derfor bliver samme Overgang ogsaa rimelig ved de to andre; men alligevel synes mig dog, at der er nogen Tvivl. Ordet "aldeles" synes at være nyt og uvant for vor Almue, men "særdeles" er kommet i megen Brug og hedder tildeels sérdeildes (Hard.). Jf. sérdeilis i Dipl. 1, 409. 2, 360. 5, 287. De anførte Bemærkninger af Petersen (S. 19) og Rydqvist (S. 26), om Ordene Deel og dele, synes mig at være noget dristige. Da Ordet Deil er et fælles germanisk Ord (Goth. dails, Ang. dæl, T. teil) maa det dog tillægges en større Betydenhed, og vistnok maa det ogsaa have været bekjendt for vore Forfædre, uagtet det findes saa sjelden i Skrift. Dipl. 3, 284 (fra 1369); 4, 531 (fra 1402), som Fritzner synes at have glemt. Heraf udgik da Verbet deila, vistnok i den oprindelige Betydning: dele, skifte, som let kunde gaae over til: tviste, trætte (jf. "have noget at skifte"). Og af deila kom atter "deild" som er meget brugeligt i G.N. i begge Betydn inger(Deel, Afdeling og Tvist). Et afledet Verbum deilda bruges i Bergens Stift.
 
Formen "silla" (for sidla af sid, dvs. seent) forekommer vist i gamle Skrifter, men jeg har ikke optegnet Stedet. Den danske Form silde opfatter jeg som en Skriftform, ikke som nogen Omsætning. Jf. Netla, kitla, Vatn, Botn; egentl. D. Nædle, kidle, Vadn, Budn; - i senere Udtale: Nælle, kille, Vann, Bunn; efter Skrivereglerne: Nælde o.s.v.
 
Mere veed jeg da for øieblikket ikke at bemærke. Den omtalte Ordsamling fra Soløer modtog jeg i sin Tid af Hr. Belsheim og den var mig ogsaa til god Hjælp paa en Reise i Soløer for en to - tre Aar siden, da jeg derved kom til at opspørge mange flere Ord .Jeg mindes især et Ord "Hinnvitu", som jeg studerede meget paa, men hvis Oprindelse og Sammensætning endnu er mig en stor Gaade. Ordet og Betydningen kjendte alle; men noget mere vidste ingen.
 
Kristiania den 26de Marts 1864.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, omframt nokre oppteikningar og merknader med overskrift: «Til Gjennemsyn fra Hr. Arnesen. En Afhandling om Adverbier paa «ledes». Marts 1864.» /bakeggjes/ - /tvivlsom/ ~ - /Bekvemmest/ ~ [hkl ÷] - /Fleertal/ - /Afvigelser/ ~ Ting 
 
- Saman med brev til I. Aa., 20. mars 1864, sender M. A. manuskriptet til ei avhandling om adverb på «ledes» som han har skrive, og bed I. Aa. sjå det gjennom og «meddele mig Deres Bemærkninger om enkelte Punkter, som De var af afvigende Mening i og hvorom De ønskede nøiere Udvikling og deslige.» «Jeg interesserer mig stærkt for saadanne Sager, og især for alt dialektisk Studium.» «For nogle Aar siden skrev jeg op nogle Ord fra Solør (mit Fødested Hof i Solør, paa Gaarden Seppingbøl) og leverte dem til J. Belsheim, som kjendte Dem personlig. Deriblandt var flere mærkelige Ord, som alene gamle Folk bruge, nu «dansker» alle Folk mere og mere deroppe. Ogsaa her paa Fredrikshaldkanten er mange Ord, som jeg ikke finder i noget Lexicon.» 
 
- Den 20. juni 1864 takkar M. A. for brev og merknader som det var «en Glæde at se og læse».
 
- Martin Arnesen (1829-1905), filologisk kand. 1859, ei tid adjunkt i Halden, skreiv om stadnamn m. m. og gav ut «De adverbiale Afledninger paa -ledes i de nordiske Sprog og i Dialekter», 1864.
 
- I nokre personalhistoriske oppteikningar etter M. A. på RAO ser det ikkje ut til å vera noko brev frå I. Aa.
 
 N. M. Petersen: «Det danske, norske og svenske Sprogs Historie«, bd. 2, 1830, s. 236, og J. E. Rydqvist: «Svenska språkets lagar», bd. 3, 1863, s. VI. - Ordsamling] frå 1857 (sjå NO s. XIV). J. Belsheim (vitja I. Aa. 19. des. 1857) var ved denne tid huslærar i Grue.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009