257 Ludvig L. Daae, 21.8.1863

Høistærede!
 
Skjønt jeg paa denne Tid har saa meget at bestille, og det nu som før falder mig besværligt at skrive Breve, maa jeg dog skynde mig med at svare noget paa dit Brev og meddele hvad jeg for Øieblikket veed om de omspurgte Ting, om endog dette ikke skulde være noget tilstrækkeligt.
 
Det omhandlede Stykke i Landsloven, N. g. L. 2, 136 (Ef menn kasta lognum til sildar o.s.v.), har adskillig Dunkelhed, da nogle Sætninger ere temmelig knappe og ufuldstændige, og som det synes, ikke opstillede i den Ordning som vilde gjøre Opfatningen lettest. Dernæst indeholder det ogsaa enkelte Ord, som nu synes ubekjendte, og som efter de anførte Varianter ogsaa synes at have været noget dunkle for enkelte Afskrivere, saasom: lognum, kringar, hverfum og rodháfum. Men ved det førstnævnte Ord have vi dog den Fordeel, at vi kunne holde os til et endnu brugeligt Ord, nemlig: Lagn, f., som forefindes i Nordland, i det mindste i Ranen, og forklares som et Slags stort Garn, som sættes i en Bue eller Halvcirkel, og især bruges til Laxefangst. (Jeg har det optegnet fra mit Ophold i Lofoten i 1851.) Dette vil netop svare til et gammelt "lögn", pl. lagnir. I den nye "oldnordiske", (dvs. islandske) Ordbog af Erik Jonson anføres ogsaa virkelig "lögn", f. med pl. lagnir, og med Forklaringen: "Sted hvor man lægger Garn"; men hvor den Mand har faaet sin Viisdom fra, kan ingen vide, da han ikke bruger at nævne sin Kilde. Forklaringen synes ialfald at være daarlig. Her i Loven maa Ordet ligefrem betyde en "Not", og den samme Betydning har det ogsaa paa et andet Sted i de gamle Skrifter, nemlig i Didriks Saga (Side 71), hvor det staar som en Variant til "strandvarpa" (altsaa et Slags Kastenot); derimod er Formen lidt afvigende fra ovennævnte "Lagn", da det her staar som neutr. plur. ("nu urdu lognin svá þung"), hvilket dog ikke her kommer i nogen Betragtning. Naar vi nu sætte Jonsons Forklaring til Side, have vi altsaa to Betydninger for os, nemlig Garn og Not; men disse to Begreber synes ogsaa i gamle Dage at have været meget sammenblandede, da Noten oftest findes betegnet med "Net"; f. Ex. i det hertil svarende Sted i Frostathingsloven (N. g. L. 1, 254). Men dette gjør da heller ikke noget til Sagen, da "Not", egentlig kun er et stærkere Garn, som kan forsynes med Hjørnetoug eller "Geiler" og derved drages ind imod Landet.
 
Ved et Par andre Ord kan Betydningen nogenlunde bestemmes efter Textens Sammenhæng. Saaledes maa "kringar" vistnok være Hjørnerne eller Endekanterne af Noten (altsaa ved Geilerne); ligeledes maa "barmtog" være omtrent det samme som Geiler. "Hvervar" og "Rodhaavar" synes nu at være ubekjendte, men ialfald have vi dog "Haav" som almindeligt Navn paa de Øsekurve, som man netop bruger ved Notfiske.
 
Den tilføiede Oversættelse i Udgaven af 1817 synes at være uduelig. Jeg forestiller mig derimod, at det Stykke, som nærmest vedkommer os, kunde opfattes omtrent saaledes:
 
"Naar Mænd kaste Not efter Sild, da kan hver, som vil, lægge Kavlerne under Vand (eller: skal det ikke være forbudt at lægge Baad indpaa Kavlerne), saalænge til Hjørnetougene ) ere komne paa Land; og før skal man ikke øse Sild af Nettet. Og dersom man ikke har bortviist dem (som ville øse), da kan enhver af dem hjælpe sig (eller: forsyne sig) med de sædvanlige Haaver, dog saaledes at de skaffe de andre fuldkommen Hjælp (altsaa: at de kun hjælpe og ikke hindre dem, som have kastet). Men dersom disse vise dem bort, og de da øse Sild længere, da falder al Silden til dem, som eiede Kastet. Og hvis de lade Baadene for fulde, saa at de ikke kunne gjøre Hjælp, (og hvis dette skeer) førend Hjørnetougene komme paa Land, da skal den, som eier Kastet, eie al den Sild, som disse bringe paa Land; og dersom noget synker, da have enhver det som han fik (eller: den Skade, som han fik). Men hver den, som lægger sig ind paa Kavlerne og ikke vil gjøre Hjælp, men derimod gjør Spilde i Fangsten, og som tillige har været bortviist, skal bøde efter den forrige Bestemmelse baade Garnspilde og Veidespilde og "Fuldrette" til den, som eiede Kastet, og en Mark Sølv til Kongen."
 
Om det andet Punkt i Brevet (nemlig om Landslod paa Island) finder jeg ingen Oplysning. Jeg leder frem og tilbage i den anden Deel af Graagaas (Finnsens Udgave, Kbh. 1852), men seer ingen Ting derom. I "Landbrigdaþàttr" findes et Kapitel 208 "um veidar" hvor der først tales om Fuglefangst og siden om Elvefiske, med samme Regler som i de norske Love, at man ikke skal gjærde tvært over en Elv og derved hindre Fisken fra at gaae længere op o.s.v. Derpaa kommer Kap. 209 "um reka", 210 "um reka fjöror" (nærmest om opdrevet Træ) og 211 "um vidar flutning". Derpaa følger Kap. 212"um veidar á sjá" som er kun 3 Linier langt og lyder som følger:
 
"Menn eigo allir at veida fyrir uten netlög at ósekjo en þar ero netlög utarst er sel net stendr grunn XX mösqva djupt at fjoro. oc komi þá flár upp." Derefter følge nogle lange Kapitler " um hvalflutning, um hvalreka, um finnanda spik, og um vágrek (det sidste nærmest om opdrevne Lig). Derpaa begynder "Leiglendinga þáttr", og noget mere om Fiskerie er jeg ikke i Stand til at finde. Hvis der er noget sligt, maa det staae indklemt i et Stykke af andet Indhold, saa at det er vanskelig at træffe paa.
 
At der maa have været en nærmere Bestemmelse, kan man dog slutte, saavel af den Omhu, hvormed Lovene ellers værne om al Eiendom og al Fordeling af Fangst, som ogsaa af det her anførte Sted; thi naar Søen var fri uden for det Punkt, hvor et 20 Maskers Kobbegarn i Ebbetiden kunde naae med Flaaen (eller Kavlen) til Vandfladen, saa følger deraf, at den indenfor dette Punkt ikke var fri, og at man altsaa har maatte have en Overeenskomst. Efter Oplysninger fra den nyere Tid, navnlig efter Jon Sigurdsons "Fiskibók" (Kbh. 1859), seer det ellers ud til, at Islændingerne aldrig have lagt nogen særdeles Vind paa Fiskerie; og maaskee det har været ligedan i gamle Dage.
Hjørnerne komme paa Land [sett til over lina/>
 
Mere veed jeg da ikke at fortælle denne Gang. For Resten er alting ved det gamle. Af den nye Grammatik ere hidtil kun 8 Ark trykte, og saaledes har det endda lange Udsigter. Ellers holder jeg paa med den fjerde Redaktion af Fortalen til denne Bog; og hver Gang jeg tager fat paa denne Fortale; bliver det et ganske nyt Stykke og langt anderledes end det forrige; men engang maa der dog blive en Ende paa Tingen.
 
Med Bøn om at hilse fra mig og med Ønske om alt Velgaaende slutter jeg saaledes disse Linier.
 
Chnstiania den 21 de August 1863.
I. Aasen.
 
E. Skr. Nogen Nyhed, som kunde være værd at skrive, veed jeg neppe at komme paa. Vinje kom nylig tilbage og var et Par Uger i Byen, men er nu reist øst over Eidskogen til sin Broder Ølbryggeren. Han var meget stolt af den Opsigt, som hans engelske Bog havde gjort. Vartdal har atter [g]jort et Forsøg paa at faae Examen, men med samme Udfald som før. Et Selskab af svenske Skuespillere har i Sommer givet Forestillinger i Klingenbergs Theater og havt megen Søgning. Jeg synes jeg finder mere Norsk hos de svenske end hos de norske Skuespillere; men det er nu vel ikke mange, som see Tingen fra den Side.
 
Utanpå: Til/Hr. Sagfører L. Daae/a /Solnør/pr. Ørskougs Postaabnerie.
Poststempel: Christiania 24. 8. 1863.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i RAO (jfr. merknad til Br. nr. 39), omframt serskild kladd. 
 
- Den 12. aug. 1863 bed L. D. om språklege opplysningar til nokre eldre lovtekster, m. a. til Magnus Lagabøtes Landslov VII, 51 (N. g. L. 2, s. 136): «En ef menn kasta lognum til sildar etc.» I Christian 4des Lov er det omsett med «lange Vaader», og dette høver til meininga, «men jeg forstaar ikke den sproglige Berettigelse dertil. Vidare vil L. D. gjerne vita om det i Grágás finst «nogen Antydning til at Fiskeri ved andenmands Strand kunde udøves med eller uden Erlæggelse af Landslod eller Eierens Samtykke«. 
 
- L. D. nytta I. Aa.s opplysningar til ei utgreiing om «Landslod» («Ugeblad for Lovkyndighed», 3. årg. 1864, s. 217-221, 7. jan.). Spørsmålet var aktuelt ved ny lov om landslut, 23. mai 1863 (tilleggslov 6. juni 1891, ny lov 14. mars 1930, jfr. H. Klæstad: «Landslot», 1922, og K. Robberstads innleiing til «Lov um Landslut», 1930).
 
- Lagn] sjå merknad til Br. nr. 140 og Br. nr. 141.
 
- «Saga Diðriks konungs af Bern», utg. ved C. R. Unger, Chra. 1853.
 
- Udgaven af 1817] sjå merknad til Br. nr. 222
 
- Vinje] kom frå England 19. juli. I. Aa. råka han same dag.
 
- Broder] Olav Olavson Vinje (f. 1832), ølbryggjar ved Charlottenberg, budde 1866-81 på Kabberud, fór sidan til Amerika.
 
- engelske Bog] «A Norseman's Views of Britain and the British», 1863 (norsk utg. 1873) som I. Aa. fekk 25. juni s. å. med dedikasjonen: «To Mr. Ivar Aasen with the Author's compliments» (Lista nr. 830), var omtala i fleire eng. blad (jfr. «Edda» 1939, s. 327 ff. og SS 1939, s. 433 ff. og Vinje: Skr. 3 (1946), s. 407 f.).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009