249 Eirik Sommer 5.2.1862

                                                                                                        5. Febr. 62.
Til Hr. E. Sommer.
 
Skjønt jeg har megen Travlhed, maa jeg dog tage mig Tid til med nogle Ord at underrette Dem om, at Trykningen af Deres Bog allerede er i fuld Gang. Jeg havde tænkt at see lidt mere paa Haandskriftet og tilføie enkelte af de smaa Rettelser, som jeg efter Deres sidste Brev kunde have Adgang til at gjøre; men saa vidste jeg ikke af, før der allerede kom Korrektur af første Ark, og dermed var da Arbeidet begyndt. Dette var for omtrent tre Uger siden, og nu ere allerede tre Ark færdige, og første Korr. af fjerde Ark er alt kommen. (Sidste Side af 4de Ark, S. 64, naar til Side 91 i Manuskr.) Der er imidlertid altid Adgang til Forandring af enkelte Ord i Korr., men med Udeladelser eller Forandring af Linier og længere Stykker har det mere Vanskelighed. Jeg har ellers ikke turdet gjøre nogen stor Forandring; og enkelte Former som maaskee burde forandres, ere altsaa blevne staaende saaledes: Noreg, Rum, aat ved Inf., Høvding.
 
Derimod har jeg sat: der, trenga, Svear.
 
Runeskriften blev staaende efter Deres Ønske, uagtet disse Runer, som saa mange andre, ere temmelig tvivlsomme. Derimod tror jeg vist, at vi udelade Olafsrima, da dette Digt kun er et senere islandsk Arbeide og ikke tilhører den ægte gamle Versedigtning. Jeg synes endog at man i denne Bog kunde have nok med Verset af Vaftr udnism·li første Ark, hvilket netop var en meget passende Prøve saavel paa Sproget som paa den gamle Verseform.
 
Det kommer vel nu til at gaae saa fort, at der ikke bliver Tid til nogensomhelst Efterspørgsel. Allerede hidtil har det gaaet saa, at jeg ikke har faaet rigtig Tid til at skrive et Brev engang. Jeg læser nemlig to Korrekturer og desuden en tredie saakaldet Revision, og alt dette optager forfærdelig megen Tid. I sidste Stykke af Bogen bør vist noget udelades, som jeg sidst skrev om; maaskee burde ogsaa Bedømmelsen af de sidste Konger forkortes eller udelades (efter mine Tanker) da der vistnok vil vanke en skarp Kritik over alle slige Ting. Med Titelen har det neppe nogen Vanskelighed; hvis Folkeoplysningsselskabet skal nævnes, kunde det gjerne sættes uden Oversættelse. (Sellskapet til Framhjelp av Aalmuga - Upplysningi.) Hvad skulle vi gjøre med det lange Stykke af Hirdskraa? Deres Navn med dobbelt "m".
 
Vi have her nu et lidet Selskab for Landsmaalet, et "Maallag" som kommer sammen hver Lørdagskveld. Jeg har læst op et Par Stykker af Norigs Saga i dette Lag, og der har da vanket enkelte Bem ærkn ingerblandt andet den, at Udtryksmaaden var vel meget trondhjemsk; men dette lægger nu jeg ikke saa megen Vægt [paa], da det er en Ting, som ikke let kan undgaaes. Jeg burde vist have skrevet mere, men jeg har saa skammelig liden Tid, at jeg faar haste det meste som muligt. Naar jeg har det altfor travlt, kommer jeg gjerne i en saa bister Stemning, at jeg ikke kan skrive saa venligt og pynteligt som jeg ønskede og maa derfor bede om Undskyldning, om et eller andet skulde være noget plumpt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd. - /Ark/ - Ting. ~ [i. m.:] /Hirdskraa/. 
 
- Den 21. des 1861 takkar E. S. for I. Aa.s brev [ Br. nr. 245] og gjer greie for den plan han har fylgt i «Noregs Saga». I. Aa.s ynske om at boka bør gjerast stuttare er han ikkje samd i. Opphavleg var det hans plan å «skrive fragmentarisk» og berre ta med utvalde bolkar frå soga, det synte seg at det ikkje var nokon god måte når han samstundes skulle «give Oplysninger om Fortidens Sæder og Forholde samt Folkets Dannelse». Prøver på gamalnorsk, «baade i Vers og Prosa», og prøve på ei runeinnskrift «vil, det ved jeg af Erfaring, tilfredsstille en bifaldsværdig Nysgjerrighed hos mange kundskabslystne Unge (om end ikke saa meget hos Børn)». Ein bør òg ha med morosame forteljingar frå soga. Opplysningar om det målet boka er skriven i, bør òg vera med [jfr. Br. nr. 245].
 
- «Hensigten med den var at oplyse Almuens Folk om [at] her er en Bevægelse og, Stræben i den Retning, at bringe det norske Maal til sin Ret, og at Sagen, grundet paa Sandhed og Nødven­dighed, maa antages at ville bane sig Vei til Seier.» Han visste vel at dette måtte «fremsættes med den største Duelighed« skulle det ikkje «feile Virkningen eller muligen[s] skade Sagen». «Den Mand [dvs. I. Aa.], som stræber ivrigst og standhaftigst for denne gode Sag, syntes jeg var vel værd at nævnes», men sidan I. Aa. er mot det, får han sjølv råda for det. «Dog synes jeg, at Forsøget med Landsmaalet burde omtales i det mindste i en Note til det Sted, hvor der siges, at det gaar seent med Kundskabs Udbredelse, fordi Sproget er saa fremmed», og han vil skriva «en saadan Note og sende Dem», og han vonar at I. Aa. er samd i det. E. S. kjem òg inn på sume ord og ordlag som I. Aa. har gjort merknad ved [jfr. Br. nr. 246], m. a. ordet «Harahykje», som vert nytta om «et frygtsomt M[enneske]». Om målsaka sjå «Noregs Saga», s. 230 f.
 
- Den 14. febr. 1862 takkar E. S. for I. Aa.s brev [ Br. nr. 249], og er lei for at korrekturlesinga hefter I. Aa. som kan gjera rettingar etter beste skjøn. «Det var hugsamt aat høyra, at De hava eit «Maallag» no i Oslo. Gjiv at det og maa snart verda gjort eit Samlag til aat gjeva ut Bøker elder Blad i Landsmaalet» [sjå brev frå F. Størmer, under Brev til Ivar Aasen], I. Aa. må helsa mållaget og han ynskjer framgang for «den kjære Saki», og ville gjerne ha vore med og høyrt på rødene.
 
- Sjå elles merknader til Br. nr. 254
 
- Runeskriften] «Noregs Saga» s. 9, runeinnskrift frå Stedje som I. Aa. 6. jan. 1843 skreiv av (ms. i RAO, sjå òg M. Olsen: «Norges innskrifter med de yngre runer», bd. 4, 1957, s. 193 f.).
 
- «Maallag»] sjå I. Aa.s dagbøker og vidare m. a. «Bergensposten» 1862, nr. 13, 14. febr. (jfr. nr. 13, 18. febr.), «Norsk Aarbok«, 1928, s. 64, SS 1917, s. 1 ff., 1931, s. 406 ff.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band II. Oslo, Samlaget 1958. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2009