193 Maurits R. Aarflot, 6.12.1855

Gode Ven.
 
Det har allerede draget saa længe, førend jeg kom til at skrive dig til, at jeg veed ikke hvad du kan tænke om det. Forrige Tirsdag fik jeg dit Brev, hvorfor jeg takker meget; og saa skulde jeg da skrive med Posten paa Torsdag; men saa traf det saa tvert, at jeg den Dag netop var syg, hvilket imidlertid strax gik over igjen. Nu faaer jeg da altsaa gjøre Alvor af den Ting, og egentlig burde jeg nu skrive paa Søndmørs Maal ligesom du, men da det gaaer lidt senere med den Slags Skrivning, naar den skal være ret tydelig, saa faaer jeg denne Gang holde mig til Moden.
 
Imidlertid har jeg ikke noget særdeles at skrive om, med Undtagelse af dette "Maal-Emne", som du omtalte i dit Brev. Den Sag ble da rigtig afgjort "med en Fei"; det gik saa fort, at det var en Lyst at see. Jeg slap for at bie længe efter Svar fra den Kant; Svaret kom baade vel og snart og var saa bestemt og tydeligt, at der ikke behøvedes flere Spørgsmaal. Det blev et "Nei", som man kunde vente sig. Efter hvad jeg havde hørt der hjemme tænkte jeg rigtignok stundom, at der maaskee kunde være et Haab, og dersom jeg havde været vis paa, at der intet Haab var, saa havde jeg naturligviis ikke gjort noget Spørgsmaal om den Ting; imidlertid havde jeg dog ikke nogen stærk Tro om at det vilde lykkes, jeg er nemlig vel vant med Skuffelser og feilslagne Haab, og derfor var jeg ogsaa denne Gang saa vel belavet paa en Afviisning, at den slet ikke gjorde noget synderligt Indtryk paa mig. Jeg havde foresat mig at være lige glad, og det har jeg omtrent været; thi Sagen er, at der var ikke noget Kjendskab, altsaa var der heller ingen Kjærlighed og altsaa blev der heller ingen Sorg. Men ganske lige glad er man dog ikke i slige Omstændigheder; man føler en vis Ydmygelse ved det, at Folk skal saaledes være rædde os og have Modbydelighed for os; man føler sig ogsaa nedtrykt ved Tanken paa Fremtiden, idet man slet ikke seer nogen Udsigt til at komme i en hyggeligere Stilling, da nemlig alle skikkelige Mennesker vende sig fra os og finde sig for gode til at holde os med Selskab. Desuden kan det hænde, at man ogsaa ærgrer sig over sin egen Dumhed, idet man saaledes skriver til Folk, hvis Tanker man ikke kjender, og saaledes meddeler dem Tanker og Planer, som man ikke vilde, at alle Folk skulde vide. Men imidlertid er nu dette en aaben og ærlig Sag, og der er intet ondt i det, som er skeet. "Han falar som treng, og segjer nei som inkje vil," hedder det. Den som ikke vil, gjør ret i at sige Nei, og ialfald er dette bedre end at sige Ja, naar man ikke vil. Jeg for min Deel er, som sagt, ikke modfalden for den Sags Skyld, og det skal slet ikke hindre mig i at søge Lykken paa andre Steder, hvor der kunde være en liden Udsigt. Det er kun Skade, at det drager saa længe, og at de passeligste Leiligheder gaae tabte.
 
Da jeg ellers ikke veed noget nødvendigt at skrive om, og Post-Timen allerede er indløben, faaer jeg for denne Gang slutte, idet jeg hilser kjærligst og ønsker al Lykke og Velgaaende.
 
Kristiania den 6te December 1855.
I. Aasen.
 
[Serskild lapp: ]
Da du har yttret Ønske om at høre noget om det Svar som jeg fik fra den som du veed, saa skulde jeg tilføiet nogle Ord derom, skjønt jeg har nogen Frygt for at gjøre meget af det, da Vedkommende maaskee ønsker, at Brevets Indhold maatte blive en Hemmelighed. Saa meget kan dog sige[s], at Brevet var meget kort, kun en Kvartside og et Par Linier paa den anden Side, men alligevel indeholder det alt, som var fornøden at vide, og er baade vakkert og fornuftigt stilet. Det indeholder en bestemt Grund for Afslaget, nemlig den, at Vedkommende formedelst Mangel paa Kjendskab ikke turde indlade sig med En, som Vedk. ikke elsker eller har nogen Godhed for. Forresten er Tonen i det Hele aabenhjertig og venlig, og Afslaget slutter med Bevidnelse af Vedkommendes Agtelse og gode Ønsker. Der er ikke det mindste Spor til, at nogen anden har dikteret Brevet eller paavirket Vedkommende; tvertimod er Udtryksmaaden i alle Punkter saa ægte kvindelig og fuldkomme passende for en Pige af hendes Alder og Stilling, at jeg slet ikke havde den mindste Tvivl om, at Brevet netop indeholder hendes egne Tanker, og ikke et Ord mere, end hun selv vilde sige. Dersom jeg skulde have nogen Grund til Ærgrelse, da maatte det især være den, at jeg just af dette Brev seer, at det er en meget fornuftig Pige, som man nok kunde ønske at høre flere Ord ifra. Men dermed er det nu forbi, og saa er det bedst at glemme den hele Sag. Jeg synes ogsaa virkelig at jeg har glemt Sagen for længe siden.
 
Utanpå: Til/Bogtrykker M. Aarflot/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie.
Betalt.
Poststempel: Christiania 6. 12. 1855 [og] Aalesund 11. 12. 1855.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i SS 1943, s. 111112 og i BV s. 148150) omframt ein (stutt) kladd som har denne innleiinga på sunnmørsmål: «Nei mi Sann veit inkje e kva du fæ tenkje um dæ at dæ dræge so lengje førr e skrive de til. Dæ va no hinn Tysdag e fekk Breve ditt, so du ska ha so mykje Takk fyre, aa daa va e so stødt tenkte paa te skrive mæ Posta Torsdan ette; men so skjeiva dæ til, at e va so klene aa sjuke den Dan, at e inkje trøysta skrive noke.»
 
- I brev 19. nov. (på sunnmørsmål) fortel M. Aa. nærare om hendingane heime og bakgrunnen for det negative svaret frå M. S. «Ha du gripe ti denn Raadinne at du vilde leige de ein Opvartar heimanfraa so tikst e vite kor dæ ha gaat».
 
Frå Jakob Vassbotn skal M. Aa. høyra om I. Aa. vil spørja Stabell «so fekk mæ me denne Reisebeskrivelsaa has, kvar dæ vart ta hinne» [jfr. merknad til Br. nr. 18]. Rimelegvis har riksarkivar Lange fått ho.
 
 Svar] M. Aa. spør serleg etter dette av di han ikkje trur at M. S. har skrive brevet sjølv. Svaret, dagsett 7. nov, har I. Aa. kasta, men han har teke ei avskrift.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008