188 Marta Schelderup, 18.10.1855

T. M.S.                                                                                       Xnia18. Okt. 55.
 
Det er vistnok temmelig dristigt, at jeg uagtet jeg er Dem saa lidet bekjendt, alligevel henvender mig til Demmed en Skrivelse om en Sag, som helst burde have været forberedet eller bragt paa Bane ved en mundtlig Samtale; men alligevel maa jeg dog vove at forebringe Dem Sagen paa denne Maade, idet jeg haaber at De vil undskylde rnig paa Grund af Omstændighederne. Da jeg nu nylig var i Hjembygden, havde jeg det Haab at det ved et eller andet Tilfælde skulde lave sig saa, at jeg kunde komme i Samtale med Dem. Men da nu intet saadant Tilfælde indtraf, og det desuden vilde være vanskeligt at komme til nogen tilstrækkelig Samtale i Stilhed og uden Opsigt, saa maatte jeg altsaa finde mig i at reise tilbage uden at have opnaaet denne Hensigt. Det var nemlig en Sag som jeg ønskede at forebringe Dem i al Stilhed, og denne Sag var ikke saa ganske liden heller; det var hverken mere eller mindre end et Frierie. De seer altsaa strax hvad jeg agter at skrive om, Men De maa ikke blive bange derfor; thi der er god Raad til at blive denne Sag kvit med et eneste Ord nemlig med Nei.
 
Jeg har rigtignok ikke havt den Fornøielse at komme i Bekjendtskab med Dem, men efter alt hvad jeg har hørt om Demhar jeg netop faaet en særdeles Lyst til et saadant Bekjendtskab. Der er nemlig visse Kjendinger, som have omtalt Dem for mig, og deriblandt er især en god Ven, som kjender mig vel, og for hvem jeg ofte deels for Spøg og deels for Alvor har beklaget min eenlige Stilling og tillige beklaget, at der ikke i Hjembygden eller der i Nærheden skulde findes nogen, som jeg kunde have Haab om at faae. Ved saadanne Leiligheder er jeg da bleven opmuntret til at forsøge Lykken og at henvende mig til Dem med et saadant Spørgsmaal, som det jeg herved vover at gjøre. Imidlertid frygter jeg meget for, at jeg ikke kan gjøre mig noget Haab; jeg kan vel desværre neppe vente mig noget andet end et Afslag; thi jeg maa oprigtig tilstaae, at jeg ikke just har synderlig meget at tilbyde. Uagtet jeg nu allerede er bleven 42 A. g. har jeg dog alt til denne Tid maattet holde ud med et Slags Studenterliv, det vil sige at boe i et leiet Værelse uden at eie nogen Bekvemmelighed og uden at være forberedt paa nogen egen Huusholdning. Heller ikke kan jeg siges at have nogen Stilling, som er rigtig fast eller vel betrygget for Fremtiden. Jeg har rigtignok et bestemt Arbeide for min hele Levetid, men min Indtægt er nu for Tiden kun 300 dl. og den er desuden ikke ganske sikker for Fremtiden. Det er muligt at jeg kan baade beholde den og faae mere til, men det er ogsaa at jeg kan tabe den og altsaa blive nødt til at søge andre Udveie. Nu vilde en saadan Indtægt vel være stor nok for en Familie paa Landet, især paa Vestkanten, men her i Byen derimod kunde den lettelig blive alt for knap, ifald man ikke kunde vente at faae noget mere. Og imidlertid er min Bestilling saaledes beskaffen, at jeg vistnok altid maa forblive her i Byen, altsaa paa et Sted hvor der vistnok er megen Fornøielse at finde som vel kan være hyggeligt nok og har mange Fordele men som ogsaa har adskillige Uleiligheder, blandt andet den, at det er et af de dyreste Levesteder i Landet.
 
Hvad nu min egen Person angaaer, da maa jeg for det første tilstaae, at min Helbred i de sidste Aar har været meget svagelig, saa at jeg ikke rigtig tør stole paa den. Vistnok har jeg ogsaa havt Erfaring for, at jeg endnu kan taale adskillig Anstrængelse, og jeg har ogsaa altid det Haab, at Helbreden vilde forbedres ved en forandret Levemaade eller en Huusholdning, som kunde have mere Lighed med Landets Skik; men dette er dog heller ikke saa ganske vist. Hvad Sindelag og Humør angaaer, da er dette vistnok det som Deallerhelst burde vide noget om, men som En selv saa vanskelig kan bedømme, og som jeg derfor ikke tør sige noget om. Rigtignok kunde jeg sige, at jeg i den senere Tid sædvanlig har havt den Lykke at komme vel overeens med Folk, og at jeg i det Hele er langt mere tilbøielig til Munterhed end til noget strengt Alvor, men det er dog ogsaa muligt, at der kan være noget i det som man siger om en lang Ungkarlestand, at den gjernegjørFolknoget selvraadige og paa en Maade ligegyldige for Verden. Jeg nævner kun disse Ting fordi jeg gjerne vilde være oprigtig, og fordi det ikke vilde være nyttigt, at man skulde ansee mig for at være bedre end jeg er. Jeg har imidlertid det Haab, at det nok skulde gaae godt med det huuslige Samliv naar Lykken ellers vilde være god.
 
Efter denne Indledning maae jeg altsaa vove at forelægge Dem det Spørgsmaal om Devilde dele en simpel og tarvelig Stilling med mig, eller med andre Ord, om Devilde have mig.
 
Det er et Uheld, at vi skulde være saa ubekjendte for hinanden. Da jeg imidlertid kjender Deres Familie, da jeg har hørt alt godt om Dem, og jeg nu idetmindste har seet Dem selv, saa har jeg fra min Side ingen Betænkelighed ved at henvende mig til Dem; derimod finder jeg det meget rimeligt, om De paa Deres Side kunde have Tvivl om hvad De skulde bestemme Dem til. Jeg kan ikke vente, at De skulde være tilbøielig til at gaae ind paa dette Forslag, og derfor frygter jeg for, at jeg allerede gjør Dem en Ulelighed derved, at jeg saaledes henvender mig til Dem, da jeg ikke kan undlade at bede Dem om at give mig et Svar herpaa, og jeg endog maa driste mig til at bede om at faae Svaret nogenlunde snart.
 
Skulde Svaret blive afslaaende, da faaer jeg finde mig deri, og jeg kan heller ikke fortænke Dem derfor; De behøver altsaa ikke at være ængstelig for den Form eller de Udtryk hvori Afslaget skal gives, da jeg i den Henseende ikke vil regne det saa nøie. Og om De ogsaa for det første blot kunde give et ubestemt eller uafgjørende Svar, da vil jeg ogsaa gjerne modtage et saadant, indtil nærmere Vished kan opnaaes, da det nemlig er mig meget om at gjøre at faae nogle Ord ifra Dem saa snart som muligt, enten saa Svaret bliver efter mit Ønske eller ikke.
 
Dersom min Dristighed maatte have mishaget Dem, da beder jeg meget om Forladelse, og i ethvert Tilfælde maa jeg bede om Undskyldning for den Frihed, som jeg herved har tilladt mig, og for den Uleilighed eller Umage, som jeg herved har kommet til at paaføre Dem.
 
Xnia den 18de Oktober.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd (før prenta i BV s. 170–173). – til D {om en Sag}med en Skrivelse – /helst/ ~ {hellere}– /derfor/ – denne ~ /hele/ – /i/ ~ {til noget}– /Kjendinger/ ~ Bekjendte – /deriblandt er især/ ~ især er der – /Ved saadanne . . . Spørgsmaal/ ~ {Denne Ven er det især, som har opmuntret mig til at forelægge Dem}et saadant Spørgsmaal. – /meget/ – {ja}jeg kan /vel/ desværre – bleven {over}42 – /nu/ – /baade/ beholde den og {maaskee}faae – /derimod . . . knap/ ~ vilde den blive knap. – /hvor der ... at finde/ – /en/ Huusholdning – /da er dette . . . noget om, men/ ~ da er dette den Ting, – /Rigtignok/ ~ Vistnok – at jeg i det . . . Alvor ~ /at jeg for det meste er langt mere tilbøielig til M. – og at jeg i den senere Tid/ – / der kan være noget ... en Maade ligegyldige / ~ der kunde findes lidt Tværhed iblandt, og man siger ogsaa, at en lang Ungkarlestand gjerne gjør Folk lidt egensindige og ligegyldige for Verden. – /det huuslige Samliv/ ~ {Samlivet}– /forelægge . . . Spørgsmaal/ ~ {at spørge D.}– /og derfor frygter . . . gjør Dem/ ~ og {i saa}Fald gjør jeg Dem allerede/ – Skulde Svaret . . . eller ikke  ~ [denne teksta (og det vidare framhaldet) er sett til øvst på s. 4 av kladden i staden for ein kladd med utfyllingar i margen, nedst på s. 3, som ikkje er teken med her].
 
- Om svaret sjå Br. nr. 193.
 
– Om Marta Skjelderup sjå merknad til Br. nr. 181 og Br. nr. 183.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker. Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008